Her kommer en opdatering fra Bogotá, Colombias og graffitiens hovedstad. Her er super fedt og igen-igen har jeg været helt utrolig heldig! Først lidt nyt fra de sidste to uger:

Dagen efter, jeg skrev sidst, tog jeg videre fra Pereira til Salento, også i kafferegionen. Jeg gik en kort tur rundt i Pereira centrum om formiddagen, hvor jeg bl.a. kom forbi en fredsdemonstration rettet mod både regeringen og FARC, hvilket nok var én af de første gange, jeg så folk udtrykke sig mod voldeligheden i landet - det er dog et syn, man hurtigt vænner sig til, når man begynder at bevæge sig rundt. Jeg var også så heldig at høre en god bid af lørdagsgudstjenesten i byens katedral, da det begyndte at regne og jeg ikke havde min regnponcho med. Jeg tror, der er en kvote for, hvor mange kirker man kan synes er pæne og spændende, og min kvote er blevet nået for længst på denne tur, så jeg fik da slettet lidt billeder på mit kamera, mens jeg sad der og ventede på, at regnen skulle stoppe :)

Salento er en super hyggelig, ikke-for-turistet by med en 5.000 indbyggere. Det er her, man rigtig kan opleve kafferegionens magi ved at tage på en af de mange rundvisninger på de små kaffefarme, der ligger spredt ud over de lysegrønne, frodige bakker. Området er utroligt smukt og fredfyldt, og specielt efter at have besøgt Valle de Cocora forstår jeg, hvorfor folk siger, at det er et af landets smukkeste steder. Søndag ankom jeg henad eftermiddagen, så jeg brugte resten af dagen på at finde et hostel og at køre ned i byen med min nye ven, Fernando, som arbejdede på en kaffefarm lidt længere nede af vejen fra hostellet. Han skulle ned og købe weed, og viste samtidig lidt rundt i byen. Egentlig består Salento af en lang gågade fuld af virkelig flotte artesanías, håndlavede smykker og tøj, som jeg var fristet til at købe en masse af. Som sædvanlig endte jeg dog kun med at købe et par småting, for som backpacker skal man altid tænke på to ting, når man har lyst til at bruge penge: for det første er hver eneste mønt vigtig, så et par nye bukser kan snildt koste det samme som to hele rejsedage (jeg har for eksempel ikke haft et par bukser i over en måned nu, men da jeg alligevel aldrig er alt for fine steder, tænker jeg at jeg kan klare den på leggings og strømpebukser haha). For det andet kommer alt, man køber, ned i ens rygsæk, og man lærer hurtigt at gøre alt op i vægt og vigtighed. De værste dage er, når man har købt ny shampoo, for hvert et gram kan altså mærkes, når man skal gå rundt med sin backpack.

Jeg blev en 5-6 dage i Salento, selvom der egentlig kun er to ting at lave, kaffeturene og Valle de Cocora. Sidstnævnte er en smuk dal, som man når til ved at gå cirka halvanden time på en sti gennem en stor nåleskov, hvorefter landskabet åbner sig, og nogle utroligt høje vokspalmer kommer til syne. Der er lidt drømmelandskab over det. Palmerne er 60-70 meter høje, og man kan sagtens nå hele vejen rundt om stammerne med begge arme. De står bare der og svajer i den stille vind. Senere fandt jeg ud af, at der i bakkerne omkring dalen er begravet indianere fra den lokale Quindio-stamme, og at dalen har navn efter en indianerprinsesse. For at komme ud til skoven skal man tage en jeep fra hovedpladsen i Salento, og der mødte jeg Will og Rachel, et amerikansk par, som har rejst rundt et par måneder i Sydamerika. Jeg så lige i øvrigt lige i dag på Facebook, at de var landet hjemme i Ohio. Vi gik turen sammen og fik snakket en masse om blandt andet kulturforskelle. Om eftermiddagen drak vi byens påstået bedste kop kaffe og sluttede aftenen på Bar Los Amigos, en lokal bar, hvor man kan spille tejo. Tejo bliver nogle gange omtalt som Colombias nationalsport og består af en 19 meter lang, smal bane, hvor man skal kaste en metalkugle på op til halvandet kilo fra den ene ende til den anden. Den sjove del er, at der i den anden ende af banen er en hestesko med fire små pakker krudtpulver rundt om, og hvis metalkuglen rammer rigtigt, eksploderer de.

Mandag mødtes jeg til morgenmad med Will og Rachel, som samme formiddag tog videre til Cartagena. Jeg på en kaffetur, som ikke var så spændende, men man fik den gratis, hvis man blev mere end tre dage på hostellet, så jeg kunne jo lige så godt give det et forsøg. Da jeg kom tilbage fra kaffefarmen var en hollandsk fyr, Dominik, checket ind på mit værelse, og han viste sig at være en super cool fyr, som jeg brugte de næste par dage sammen med. Vi gik ned i byen og fik et par øl, og endte igen på Los Amigos, som fra mandag til torsdag rimelig meget er den eneste åbne bar i byen. Mens vi spillede snakkede vi kort med to colombianske fyre, som forklarede os reglerne, og den samtale skulle senere vise sig at være endnu en brik i det store skæbnespil.

Tirsdag tog Dominik på en kaffetur tror jeg, og jeg brugte dagen på at gå lidt rundt i byen. Om eftermiddagen checkede tre danske fyre fra Århus ind på hostellet, så vi fik snakket en masse og aftalte at spille tejo om aftenen alle fem. Derefter endte vi med at drikke øl i hostelllets køkken, det var endnu en smadder hyggelig aften. Egentlig havde jeg tænkt mig at tage videre til Bogotá onsdag, men som sædvanlig havde jeg det lige så godt, så jeg kom først afsted torsdag formiddag. Onsdag ankom endnu en dansker (!), denne gang Nell fra København som er en super cool pige. Da jeg mødte hende, var hun lige blevet udskrevet fra et hospital i Bogotá, hvor hun havde været indlagt i fem dage efter at have fået en parasit og været på kanten af nyresvigt, så hun var på rekreation big time.

Torsdag eftermiddag fik jeg så endelig pakket mit habengut og kom afsted. For at komme til Bogotá skal man fra Salento tage en lille, lokal bus til Armenia en time væk, hvorfra man tager en større bus cirka otte timer med serpentinersving til hovedstaden. Og her er det, at de to colombianske fyre fra Los Amigos kommer ind i billedet: de nåede nemlig lige præcis den samme bus ud af Salento, som mig, og vi hilste kort på hinanden. Den ene af fyrene stod af før Armenia, mens den anden fortsatte til busterminalen. Vi var de sidste passagerer tilbage, og da vi står af, spørger buschaufføren os, hvor vi skal hen, og vi svarer begge Bogotá, hvorefter han frisk foreslår, at så kan vi da bare følges. Og bum, sådan var det, at jeg mødte Davíd, som er den skønneste fyr! :) Han sagde bare, helt sikkert, kom, vi kan lige nå den næste bus, og det var dét. Efter fem minutter havde han inviteret mig til at sove hos ham, for vi ville først ankomme henad midnat, og Bogotá er ikke en by, man har lyst til at vandre rundt i alt for sent om aftenen. Det viste sig, at han er på min alder, studerer turisme og har rejst og boet i Australien, Europa og Sydamerika, så han kender alt til livet som backpacker. Han bor i den nordlige del af byen cirka en time i offentlig transport fra centrum. Området er super fredeligt, her er nærmest udelukkende beboelsesbygninger og indkøbsmuligheder. Lejligheden er delt mellem Davíd, Jonas fra Tyskland og Cate fra kystbyen Barranquilla, og jeg har nu sovet på sofaen siden torsdag sidste uge, i dag er det fredag. Hvor heldig har man lov at være? Endnu en gang bliver jeg bare helt utroligt taknemmelig for, hvor gode mennesker kan være, og hvor meget de er villige til at give, nærmest uden at kende én. Man bliver glad og fuld af håb, når man møder disse mennesker på vejen :)

Fredag var min første dag i Bogotá, og det var tilfældigvis 1. maj, som ligesom derhjemme er national fridag i Colombia. Sammen med David gik vi igennem det meste af den nordlige bydel, som er nyere og mere organiseret end centrum og syd, der er langt mere rodede og bærer mere præg af, at Bogotá er en kæmpeby med over ti millioner indbyggere. I Usaquén, som et af de nordlige kvarterer hedder, er der masser af eksklusive barer, tøjbutikker og natklubber, og David arbejder såmænd på et af byens mest fancy musiksteder kaldet Armando, hvor en øl koster 30.000 mod 2.500 på de snuskede barer, jeg plejer at hænge ud på. Her kommer alle de internationale kunstnere, når de er i byen. Fredag aften tog David på arbejde på baren, og jeg blev i lejligheden, som jeg havde helt for mig selv, da både Jonas og Cate var taget på forlænget weekend. Lørdag tog jeg Transmilenio, de offentlige busser, ind til centrum, hvor jeg fandt en turistinformation. Egentlig havde jeg tænkt mig at tage ud til en stor bogmesse, som foregik i de dage, men jeg ankom ti minutter før en free walking tour startede, så det tog jeg som et tegn. Touren varede godt to timer og gik igennem La Candelaria, som er Bogotás historiske centrum, og det mest spændende var næsten, da vi kom forbi regeringspaladset, hvor præsidenten bor. Bygningen fylder en hel gade og har to etager over jorden og hele syv under jorden, fuldstændig som en bunker. Gaden er spærret af i hver ende, og for at komme igennem skal man have tjekket sin taske af et par soldater i kamouflageuniform. Generelt er soldater med våben og kamouflagetøj fuldstændig normalt i gadebilledet, i Salento kunne man se dem i souvenirbutikker, på pladsen, alle steder. Som tidligere nævnt er der også bunkere bygget af sandsække langs vejene, og der er store skilte med billeder af soldater og en tekst der siger noget i retning af, at Colombias helte er her for at beskytte os. Vold, mord, frygt og meningsløs lidelse er helt klart en del af Colombia, det ligger i luften, det ligger i alles familiehistorie, mængden af sindssyge historier er uendelig. Bare for at give et eksempel kan jeg nævne Fernando fra Salento, som oprindeligt kommer fra en lille by udenfor Medellín. I det område har der altid været guerrillaaktivitet, og han kender mange, der er blevet ufrivilligt rekrutteret. Det foregår helt enkelt på den måde, at guerrillabevægelsen udser sig nogle navne på en liste over folk i lokalområdet og så ellers kører ud tidligt om morgenen fuldstændig uvarslet og fortæller de særligt udvalgte, at de nu er guerrillakrigere og har to minutter til at sige farvel til deres familie. Selvfølgelig er "nej tak" slet ikke en mulighed. Fernando selv blev, mens han boede hjemme, en aften advaret om, at han næste morgen stod til at blive rekrutteret, og han fortalte, at han sjovt nok ikke fik sovet ét eneste minut indtil den første bus kørte fra landsbyen, og han reelt set kunne flygte i sikkerhed til Medellín. Efter et par måneder kunne han så vende tilbage. En anden gang var han ombord på en lokal bus, da de kom forbi en vejspærring. Guerrillabevægelsen var på jagt efter en række mennesker, som var havnet på deres sorte liste af hvem ved hvilken årsag (hvis der overhovedet var en årsag). Alle passagerer blev stillet op langs bussen og bedt om at sige deres navn for at se, om de var på den berygtede liste. Da det blev Fernandos tur siger han sit navn, listen bliver tjekket, og han bliver taget i armen og bedt om at gå med om på den anden side af bussen, hvor han allerede havde hørt våben blive fyret af. Han vidste godt, hvad der skulle ske. Da de når om på den anden side af bussen siger en af guerrillafolkene, at nu var det tid til at sige farvel, Gómez, og virkeligheden går op for Fernando: hans efternavn López er blevet forvekslet med Gómez, og ét bogstav er skyld i, at han er ved at blive skudt. Han skynder sig selvfølgelig at vise sit ID, og får lov at overleve. Er det ikke fuldstændig sindssygt? Begge historier er ikke mere end 10-15 år gamle, så set i den kontekst giver de mange soldate pludselig bedre mening. Ikke at regeringen i øvrigt kan se sig fri for sin del af overfald mod befolkningen, slet ikke. Krigen mod narkohandlen og dermed guerrillabevægelsen startede for netop en 10 år siden, og under den nuværende Santos-regering virker det klart til, at regeringen har holdt sig på en nogenlunde ren sti i kampen. Colombias plads som Sydamerikas - hvis ikke verdens - største producent af kokain er i de sidste par år blevet overtaget af Peru.

På touren mødte jeg Nick fra Michigan i USA, som jeg endte med at bruge de næste par dage med. Han er endnu en super spændende person, jeg har mødt på rejsen. Han er 22 og har rejst rundt i Sydamerika de sidste par måneder og skulle egentlig være hjemme i USA nu, men efter en uge i Florida besluttede han at udnytte tiden, inden han om en måned starter i et nyt job, og kom derfor tilbage til Colombia. Efter touren gik vi på verdens bedste og største guldmuseum, Museo del Oro, som på syv etager giver et indblik i tidligere civilisationers genstande lavet af guld. Derefter drak vi et par øl og spiste aftensmad, inden jeg tog bussen tilbage til Usaquén. Busserne kører kun indtil kl. 23, og en taxa koster nemt 20.000, 10 dollars, så jeg var nødt til at tage tidligt tilbage, øv.

Søndag mødtes jeg igen med Nick i centrum og gik igennem centrum. Om søndagen er der flere store loppemarkeder, og vi gik på et af dem, der ligger på en lang gågade. Her så vi alt fra bøger til hamstervæddeløb, der består i, at fem-seks hamstere bliver stillet op på rad og række, og de én efter én bliver sat til at løbe ind i nogle små spande med numre på. Folk står i en cirkel rundt om og sætter penge på, hvilken spand, den næste hamster løber ind i. Mens vi gik stille og roligt og kiggede på de forskellige boder, blev Nick udsat for et af de gamle trick i lommetyvebogen; tyven hælder en ukendt væske på offeret, som så stopper op, og i forvirringen forsvinder tasker, telefoner og hvad man ellers har på sig. Der skete heldigvis ikke noget, for en mand, der gik bag os, advarede os med det samme, og tyven forsvandt i mængden. Men ja, man skal virkelig være på dupperne. Telefon, ID og store sedler gemmer jeg næsten altid i BH'en, og i min rygsæk er der som regel aldrig noget af værdi. Dog er det alligevel altid smart at have i det mindste lidt penge i lommerne, som man kan give, så man ikke står foran en freak med en kniv uden at kunne give ham noget. Søndag aften drak vi flere øl og chicha, en drik lavet på gæret majs, som er typisk for Bogotá. Endnu en gang tog jeg bussen relativt tidligt tilbage, selv om det havde været ti gange sjovere at blive i centrum med Nick. Vi sagde farvel ved busstoppet, for han havde tænkt sig at tage videre til Salento dagen efter. Et par timer senere skrev han dog, at han hellere ville tage en ekstra dag i Bogotá, hvilket jeg selvfølgelig var super glad for, så mandag formiddag mødtes vi igen i centrum. Flere personer på vejen havde snakket godt om en graffiti free walking tour, så kl. 10 mødte vi op på en lille plads, hvor ca. tyve andre lyshårede gringoer ligeledes var klar til to og en halv times gåtur gennem Bogotás bemalede gader.

Den tour var helt sikkert et af højdepunkterne fra min uge i Bogotá, den var virkelig god! For det første fik man en masse info om de forskellige graffiti-kunstnere, som kommer hertil fra hele verden. Grunden er, at graffiti simpelthen er lovligt, hvilket er utrolig modigt og har resulteret i nogle fantastiske facader. I La Candelaria er det normalt, at en kunstner banker på døren og spørger, om han må male på facaden, og det fede er, at beboerne ser graffitien som en kunstart og dermed er meget åbne over for at give den plads. Politiet er ofte til stede, når kunstnerne maler, men ikke for at forhindre graffitien, som man ellers er vant til - politiet er der for at sikre kunstnerne arbejdsro. Det synes jeg er super cool. Når man går gennem gaderne lægger man mærke til, at der er få, hvis ingen, politisk motiverede graffiti-malerier, for åbenbart er det dem, der hurtigst bliver malet over. Dog så vi et enkelt, der henviste til den såkaldte Plan Colombia, som var et amerikansk initiativ, der skulle nedbringe narkohandlen mellem Colombia og USA, men som endte med at være én stor omgang bureaukratisk løgn og bedrag. Kampagnens succes blev blandt andet målt på antal dræbte guerrillakrigere, og for at sikre fortsat opbakning tog den colombianske regering beskidte midler i brug. Hjemløse blev ganske enkelt kidnappet fra Bogotás gader og kørt ud i landområderne, hvor de blev iklædt grønt kamouflagetøj og skudt, så de kunne tælle med i statistikken. Jeg kan ikke huske, hvor mange mennesker, det anslås er blevet dræbt af staten på denne måde, men vi snakker tusinder. I øvrigt faldt prisen på kokain i den periode, som Plan Colombia eksisterede, hvilket siger lidt om, hvor snavset politik er. Det er naivt at tro, at politik og narko - i hvert fald under disse himmelstrøg - er to adskilte forretninger.

Et andet tema, der blev refereret til i graffitien, var desplazamientos, altså tvangsflytning af folk i øde landområder, som guerrillaen vil have fingrene i. Sidste år blev 65.000 mennesker således tvangsflyttet, og mange ender på gaden i de større byer, frataget deres levebrød og uden tag over hovedet. Officielt bor der omkring otte millioner i Bogotá, men det reelle tal er faktisk mere i retning af 13 millioner, når man tæller desplazados og andre typer hjemløse med.

En sidste spændende ting, som graffiti-touren kom ind på, var sammenhængen mellem narkoindustrien og plastikkirurgi. I starten af 90'erne, da narkokvartellerne i Cali og Medellín sad på verdens kokainhandel, og Pablo Escobar var Colombias konge, satte narkoindustrien gang i en skønhedsbølge, der udmøntede sig i en eksplosiv stigning i både plastikoperationer og fitnesscentre. Cali og Medellín blev verdens plastikhovedstæder og er det i stor grad stadig i dag. Udover at være en stor industri i sig selv spillede skønhedskulturen og plastikkirurgien en stor rolle i narkohandlen, da kvartellerne tog ud i de fattige kvarterer og udså sig smukke, unge, fattige piger, som de så "tog til sig" og sendte rundt i landet til skønhedskonkurrencer. Når pigerne så vandt og blev inviteret til skønhedskonkurrencer i USA, fik de indoperet implantater med stoffer, som så blev taget ud, når de landede. På den måde blev pigerne tvunget til at smugle stoffer mellem Colombia og USA.

Efter graffiti-touren gik vi lidt rundt, spiste frokost, og tog tilbage til Nicks hostel for at se, hvad vi ellers kunne finde på. Vi endte med at tage liften op til Cerro Monserrate, en bakke, hvorfra man kan se hele byen. Tilbage på hostellet mødte vi Jack, en engeslk fyr, som har cyklet fra Canada hele vejen ned til Mexico, og vi gik alle tre ud for at drikke et par øl. Øl blev til pizza og mere øl, og da vi endelig endte tilbage på drengenes hostel, var klokken henad 22, og jeg gad ikke gå glip af endnu en sjov aften, så jeg lod den sidste Transmilenio køre, og bookede en nat på hostellet. Det blev en super sjov aften med UNO, kortspil og øl sammen med drengene og senere også en svensk pige, der dagen efter rejste tilbage til Stockholm.

Dagen efter sagde Nick og jeg igen farvel, denne gang rigtigt, da han tog bussen til Salento. Han flyver hjem fra Medellín d. 4. juni, så det er muligt, vi mødes der, for han var super flink :) Fra tirsdag og til i dag, fredag, har den primært stået på afslapning (som om jeg har noget at slappe af fra, det er ikke fordi jeg går rundt og er specielt stresset haha). Onsdag gik Davíd og jeg en lang tur og var blandt andet på Museo Nacional, i går lavede vi mad og var dovne. I går aftes skete der så en af den slags ting, som får én til at tænke, at verden er et lille sted, og at der et eller andet sted må være en mening med det hele. Vi sad og snakkede David, Jonas og mig, og mens jeg tjekker Facebook ser jeg, at min ven Aubry, som jeg mødte, da jeg var på udveksling i Argentina i 2012, for fem minutter siden har uploadet et album der hedder "Un poquito de Colombia" eller "Lidt fra Colombia". Jeg lægger to og to sammen og skriver til ham og ja, vi er begge i Bogotá, endda i nogenlunde samme område, og har aftalt at mødes i dag, faktisk om en lille times tid. Jeg synes det er vildt, at en person, som jeg sidst så for tre år siden, og som jeg ikke anede, om jeg nogensinde skulle se igen, pludselig krydser min vej fuldstændig ud af det blå. Aubry er den sødeste, rareste fyr, så det bliver helt sikkert en super fed aften! :)