Det tog 8 timer i tog fra Jakarta og til jeg landede i Yogyakarta (udtales "jogjakarta") i det sydlige, centrale Java. Yogyakarta er kendt for batik og kunst, og så er det samtidig her, Sultanen og hans familie bord; et klassisk stop for alle rejsende i Indonesien. Med kun to fulde dage i byen lagde jeg en plan fra start af: Dag 1 skulle bruges på at udforske byen og dens forskellige seværdigheder - dag 2 skulle bruges på at tage til de to omkringliggende byer, Borrobodur og Prambanan, der huser hhv. et historisk buddhistisk og et hindu tempel.

Jeg begav mig ud i Yogyakartas gader for at opleve byens markeder samt "Kraton" (byens palads). Forinden var jeg blevet advaret mod diverse svindelnumre fra lokale på gaden. De giver sig ud for at være en guide, fortæller dig at Kraton er lukket, og at man i stedet bør tage forbi det officielle kunstmuseum, hvor man kan se batik blive lavet. Der findes ikke et sådan officielt museum, og når du kommer frem har du en lang næse og en tom pung. Jeg blev stoppet af én allerede efter 7 minutter på Marlioboro, byens travleste shoppinggade. Jeg viftede ham væk med det samme, og tog mig så en pause fra solen under et stort træ. Her kom en sød ældre herre hen og spurgte ind til mig; hvor jeg kom fra, mine rejseplaner etc. Det er der intet udsædvanligt i i Indonesien, og generelt finder jeg det lokale folk meget nysgerrige (på den gode måde). Vi havde en god, lang snak om vind og vejr, og han gav mig en masse tips og råd til min rejse. Herligt tænkte jeg! Men mine gode tanker om denne mand blev desværre gjort til skamme, da han efter 30 minutters samtale begyndte at tale om dette officielle kunstmuseum; han ville vise mig vejen dertil, så jeg rigtig kunne se, hvordan batik blev lavet - selvfølgelig helt gratis! Blev simpelthen så skuffet over ham. Ærgeligt at man skal være sådan på vagt - det har jeg ikke oplevet før!

Efter at være kommet af med diverse fidusmagere, have besøgt Kraton og været en tur på diverse markeder, besluttede jeg mig for at købe billet til en open air balletforestilling samme aften. Forestillingen kombinerer javanesisk musik, dans og kunst igennem deres Ramayana fortælling. I starten var det hele lidt underligt, og jeg var ikke sikker på, om jeg skulle grine eller græde. Men jo længere ind i stykket, jeg kom, blev det mere og mere interessant, og der var ingen tvivl om, at danserne var både talentfulde og entusiastiske.

Dagen efter startede med vækkeuret klokken 03.30: Afsted til Borrobudur for at se solopgangen over det buddhistiske tempel. Søvndrukne klatrede vi op på bjerget, men der var ingen solopgang og skyer over det hele! Bommert, men selve templet var flot og interessant. Jeg løb ind i en skoleekskursion for indonesiske engelskstuderende. Deres opgave for dagen var at tale med så mange turister som muligt for at praktisere deres engelsk. Det var både sjovt og interessant at tale med dem, og jeg tror jeg stod model til ca. 20-30 billeder. En af ungerne - en lille tyk dreng - blev så forelsket i mig og sagde, at jeg var mælken til hans kaffe, haha! Videre til Pranbanan for at se hindu-templet. Også en god oplevelse, men jeg er snart mættet af templer, må jeg nok indrømme..

Herfra går turen igennem Java mod Bali. 3-4 dage med stop ved vulkanerne Mount Bromo og Ijen. Det glæder jeg mig til!

Billede: Mig foran det hinduistiske tempelområde Pranbanan