Profile
Blog
Photos
Videos
Så er det vist på høje tid med en opdatering igen! Siden sidst har jeg brugt al min tid frem til d. 20. oktober på at sidde på biblioteket hver dag og læse til eksamen. Ikke rigtig noget interessant at berette der. Det eneste spændende, der skete var d. 14, hvor BCT-holdet mødtes i tv-studiet og lavede interviews, som skal blive til en dokumentarfilm. Derefter tog vi ud og spiste frokost en stor del af holdet, og Callum også. Dupmlings og skæg og ballade var et tiltrængt pust i travlheden!
Der var så eksamen i HRM d. 18, med efterfølgende studier til eksamen i Project Management dagen efter. D. 20 havde jeg så OB-eksamen, hvor jeg virkelig frygter jeg er dumpet! Jeg havde ikke tid nok til at læse op på det, og en enkelt dag imellem eksamenerne ville have gjort underværker, for jeg forstod udmærket faget, men havde ikke nok tid til at lære teorierne udenad. Æv!
Men ah well, onsdag blev det ferie!! Jeg mødtes med Lucinda og vi hyggede lidt rundt og spiste lækker mad. Torsdag tog vi en kæmpe flok internationale ned på stranden og slappede af, ih hvor var det dejligt! Jeg fik snakket med Anna fra Kansas om at tage med mig op til Cairns – og søreme så, det gør hun her d. 2! Bliver skægt!
Vi tog ud at spise, og til Cheesecake hos Sara. Fredag var afslapningsdag hjemme igen. Lørdag tog jeg i DFO med Anna og Sarah (fra England). Super hyggeligt og jeg fik købt en masse ting til rejsen. Om aftenen tog jeg til balletforestilling med en dansk trup. Men puha, hvor var det dumt. Jeg var så træt jeg sad derinde og faldt i søvn – ikke så smart!
Søndag morgen mødtes jeg med Anne Sofie, Pernille og Julie på Richmond Station kl. tidligt, hvor vi tog toget mod French Island, en tur jeg havde fået af pigerne i fødselsdagsgave :D Vi sejlede over på en lille sej færge og på øen blev vi mødt af en mand, der fik os ind i en jættegammel bus, som havde gearstand og panel som fars gamle ford-traktor! Han skulle lave en guidet tur til et arbejdsfængsel på øen, og tog os med op til vores værelse. Rigtig hyggeligt og idyllisk sted vi skulle sove, og med den flotteste udsigt ud over vandet. I baggrunden kunne vi høre generatoren køre for at danne elektricitet og der var en lille hund, der også lige skulle se hvad vi var for nogen. Vi satte os udenfor i solskinnet og spiste vores medbragte mad og nød det hele. Derefter gik vi op til ”the general store”, som var den eneste butik på øen 2,5 km væk. Der fik vi kaffe og scones, lejede cykler og gik tilbage for at få dem udleveret.
Vi lavede lækker pasta-tun ret til aftensmad og da det blev mørkt fik vi en guidet tur ud i klitterne for at kigge på fugle, der kom ind for at ligge i deres reder om natten. Det var vældigt, selvom manden ikke kunne hverken se eller høre fuglene og blev ved med at blænde os. Men det var nu alligevel super fint lige at komme ud og få en fornemmelse af naturen i mørket. Vel tilbage i hytten smuttede vi i seng kl 22.30, så vi kunne være friske til dagen efter, hvor vi skulle tidligt op.
Vi spiste cereal og toast i rå mængder inden vi begav os ud på cyklerne (der alle kun havde ét gear!) Heldigvis var øen nogenlunde flad, og vi pedalerede op til butikken og bestilte et friskbagt brød (Alt for lækkert man kunne det!) Så tog vi ellers rundt på øen, kiggede efter koalaer, og ankom til en lille gård, der var noget så idyllisk. Der var fritgående høns, en and og en gås. Så var der volierer med høns med kyllinger + en enkelt papegøje og et bur med en fritte. Så var der to geder, et par heste og en håndfuld køer. Og selvfølgelig en kæmpestor hund.
Damen, der boede på gården viste os kort rundt, og havde stedet ikke ligget totalt isoleret på en (øde) ø, så havde jeg altså købt det! Ih, hvor var der fint! Først og fremmest viste hun os en koala med en baby, som sad i et træ i hovedhøjde. NOVRA, hvor var den altså bare kær! Iha, vi fik taget masser af billeder! Så viste hun os rundt i en gammel lade, som havde været en del af fængselsfarmen i sin tid, og der fik vi også the, iskaffe og scones med hjemmelavet marmelade, UHM!
Hun viste os så et par orkideer, da vi var færdige med at spise, og så hoppede vi ellers på cyklerne igen for at køre ned mod vandet og gå en tur der. Nede ved vandet var der ikke rigtig nogen strand, mest kun skaller, og vi fandt rigtig mange pæne. Vi (jeg) tog en lille lur i solen, og da vi havde været der noget tid, og lyttet til vandets stille skvulpen gik vi tilbage til cyklerne, der nu var blevet forvandlet fra at være et transportmiddel til at være et sandt torturmiddel. Jøsses hvor cykling på grusvej kan virke fælt grumt på utrænede rumper!
Nå, men efter et par minutter var musklerne atter varme, og af sted det gik mod vores friskbagte brød og frokost. Der slappede vi også af i en times tid i solen (men en is), før vi atter besteg cyklerne, som nu have udviklet usynlige knive fastgjort på sadlen. Hvordan det kunne lade sig gøre ved jeg ikke, men mærke dem, det kunne jeg! ;) Turen tilbage var heldigvis ikke lang, så efter et par kilometer afleverede vi dem og gik tilbage for at pakke og gøre klar til at tage med færgen tilbage.
På den anden side skulle vi vente på toget i en times tid, og vi fik taget nogle fine billeder af pelikaner imens. Vel tilbage i Melbourne var vi ret trætte. Sikke en super tur! :D
Tirsdag lavede jeg ikke det vilde om formiddagen. Jeg mødtes med Olga og Gonzalo til eftermiddagskaffe i Camberwell, de to er altså bare fantastiske og ih, hvor jeg kommer til at savne dem! Derefter tog jeg til Richmond og mødtes med pigerne til aftensmad, mums!
Onsdag tog vi på Museum of Melbourne. Jeg mødtes med Julie og Anne Sofie på Parliament station om formiddagen, og vi tog en tram derop. Vi var så heldige!! Så heldige at vi havde valgt at komme derud på ”Childrens day”, hvilket betød 200-300 små skrigende børn omkring 3-4 år! Heheh.. Men søde var de nu, og der var ikke så meget skrål. Mit største problem er vist at jeg satme ikke kan se de små kravl, så når de løber lige ind foran mig, eller (u)bevidst stiller sig i vejen, så jorder jeg dem for hårdt. (eller: jeg kan ikke se dem, fordi de er så små, og så går jeg lige ind i dem) ikke så godt :) Efter museet tog Julie og jeg ud for at drikke kaffe og spise verdens lækreste chokoladekage, puha, den kan ikke have været sund. Seriøst! Verdens lækreste! Så tog vi tilbage til Richmond for at gå i byen med pigernes gamle rumbo + ven. Mage til umulige menneske skal mand da lede længe efter. Kan I ikke lige selv forestille jer en masse negative tillægsord, så vil jeg love jer, de passer på ham – og så slipper jeg for at være alt for grov her!
Torsdag var jeg hjemme og ordnede forskellige ting (jeg var også først kommet i seng kl. 2.30 på grund af det der skype) men vasketøjet blev fixet og sådan lidt. Jeg skulle til Grill og Pool-party hos Verena, og smuttede forbi Deakin for at få refunderet mine penge fra den bog jeg havde byttet. DUSA var selvfølgelig umulige at have med at gøre, men som altid var exchange-kontoret de dejligste mennesker i verden, der fixede mine problemer.
- comments
Simon Det er da rart at høre at men ikke er den eneste der har problemer med at gå og falde over børn, og små ting.... :-) godt indlæg