At skrive dette blog indlæg og vide det er det sidste her fra Tanzania, det er virkelig en mærkelig følelse. Jeg har glædet mig til denne dag, glædet mig til at kunne bruge et rent toilet, få et varmt brusebad, drikke koldt vand og spise god mad. Alligevel er min følelse denne aften, at det bliver noget af det hårdeste at forlade de her børn! Men det er har været en fantastisk aften. Jeg havde købt lidt kokosnødder til vores spilleaften. Børnene var simpelthen så søde, og helt vilde efter kokosnødderne, så det var en stor succes og efterfølgende har vi haft spilleaften med nye puslespil og monopoli. Vores børn er jo ikke så vandt til penge og sådan, og jeg spillede monopoli med de mindste. Hele spillet igennem gik med at veksle penge, så de havde flest muligt sedler, og så stjal de helt uhæmmet fra hinanden. Jeg fik mig et godt grin, mens jeg forsøgte at styre banken med hård hånd uden alt for stort svind!

De sidste uger er gået med forskelligt praktisk, og hygge med børnene. I sidste uge på vores fridag indløste vi vores gratius udflugt ved firmaet Akaro Tours. Jeg skriver blot navnet, så ingen nogensinde kommer i tanke om at booke noget som helst ved dem. Vi stod super tidligt op og tog lokalbussen til Moshi. Det er godt jeg har Anne Sofie med, for efter at have rejst så meget som guide kan jeg sove alle steder op af alle folk, og efter 5 minutter i den store, bløde og skrumlende bus sov jeg dybt op af Anne Sofie og en stor og blød tanzanianer hele vejen til Moshi. Her tog Anne Sofie ind på kontoret og jeg tog en lokal dalla dalla til KCMC, det største hospital i området. Jeg ville forsøge at hente noget specielt HIV medicin til en af vores piger, der er hjemme fra kostskole i øjeblikket. Safarifirmaet havde glemt alt om vi kom, og det endte med den øverste direktør måtte agere chauffør i hendes lille bitte private bil oppe i bjergene, hvor 4-hjulstræk ikke havde været at kimse af. Anne Sofie og jeg havde snakket om, da vi simpelthen bare ikke orkede at gå denne dag, at vi håbede på en stille og afslappende turisttur med lokaløl, kaffe og fine vandfald. Men som sædvanligt var det den vildeste trekkingtur vi endte på, og da det havde regnet om morgenen, var bjergene ligesom ler at vandre i. Vi rev nogle banangrene af og brugte som vandrestave. Da vi efter 3 timers hiking kom ind til vandfaldet var vi smurt ind i mudder fra top til tå. Anne Sofie skvattede i mudderet flere gange, og jeg hejste mig afsted i bananplanterne der var i siden af den lille sti, hvilket resulterede i at jeg vækkede samtlige myg i hele området og fik så uendeligt mange myggestik.

Vandfaldet var virkelig smukt, og naturen ubeskrivelig fantastisk! Vi fik set vandfaldet, smagt lokal bananøl og igen set, hvordan nogle afrikanske stammer bor helt uendelig primitivt. Hvor massaierne bor på savannen, boede denne chagga stamme på de frodige bjerge op af Kilimanjaro i små bitte mudderhuse på stejle skråninger og med køer inde i husene. Vores guide fortalte, at der bliver produceret enormt meget lokalt alkohol i dette område, og at det er alment kendt at mange af chaggamændene drikker alle pengene op i de små bitte lokale barer. Tænk sig ude i junglen, som det lidt mindede om, der skar man i bananplanterne og lagde dem på en bestemt måde på jorden for at de viste vej til den nærmeste bitte bar. Menneskerne lever på en måde i et med naturen (og deres bananøl) på en ret smuk måde! Men jeg føler også med folk der lever på denne måde, og ikke får skolegang eller basal viden. De har ikke en chance for at løsrive sig fra den cirkel de er født til at indgå i.

Jeg blev sat af ved KCMC på vej tilbage for igen forgæves at forsøge at få fat i medicin, mens Anne Sofie blev kørt tilbage på Akaros kontor og skulle fortælle om, hvor tilfredse vi var inden hun kunne få lov at gå. De forærede os herefter t-shirts så vi kunne reklamere for deres firma. Vi smed dem i tasken, købte en plade chokolade og gik direkte til de små mænd der sidder på busstationen og ordner fødder. Jeg fik manicure og pedicure med de fineste farver, som passer perfekt til smukke og farverige Tanzania. Vi smovsede i chokolade og vi var totalt trætte. Jeg orkede ikke engang at blive fornærmet eller tage diskussionen op, da jeg blev bedt om at betale mzungu pris på 5 dobbelt så meget som de lokale for min pedicure. Herfter smed vi os ind i en lokalbus og kørte tilbage til Usa. Vi stod af ved markedet, og gik hjem. Jeg har aldrig set Usa på denne måde før, da vi ikke plejer at færdes på gåben ude efter det er blevet mørkt. Det var bælgmørkt og markedet var lukket og forvandlet til gadebarer og en masse skrald. Da vi kom tilbage til centeret gik Anne Sofie hjem, og jeg gik ind på vores nabobar, hvor Mama Mika holder til. Mika er vores ynglings vagtmand, og hans kone Mama Mika tilbereder Chips Mayay på et lille bål i et lille hjørne af baren. Vi sidder så på beskidte plasticstole i skæret fra en nøgen pære og virkelig larmende og dårlige højtalere. Chips Mayay er omelet med pommes frites, som er noget af det vi spiser mest af hernede. Det er en af de eneste lokale vegetarretter der findes og et skønt alternativ til bønner. Det er altid dejligt at komme her, og jeg nød min chipsy, mens jeg fik en god sludder med Mika.

Vi har længe haft planlagt at rode alle gamle filer, usb og cd'er igennem for at finde gamle billeder af børnene. Sidste fredag havde Anne Sofie været rigtig flittig og sorteret, så endelig kunne vi sætte tisselagen op på væggen i dining hall og med vores projektor vise billeder fra da vores søde børn var helt små. Da vi fortalte om det, gad børnene slet ikke se dette, de ville blot se film. Men aldrig har der været så meget skrig og skrål, grin og tårer på en gang i dining hall. Det var så hyggeligt :)

Lørdag forberedte jeg snobrød som en afskedsaktivitet, og efter at have blandet dej til 40 mennesker og ventet mere eller mindre tålmodigt på hævningen sammen med børnene havde vi en super hyggelig eftermiddag i hønsegården med bål og snobrød, ketchup og peanut butter. Søndag vågnede jeg lidt træt efter en sidste bytur, men helt klar for at tage de små drenge med på en spadseretur, og vi gik en sidste gang ned til floden ved kaffefarmene, hvor vi badede og hyggede.

At gøre alting en sidste gang er virkelig mærkeligt. Den anden aften var jeg oppe for at putte de små piger, og da jeg står i rummet og siger godnat, fortæller de mig at der bor to rotter på deres værelse. Jeg nærmest fløj op i øverste køje til en af pigerne, hvorefter vi alle var helt stille. Ganske rigtigt efter to minutter susede rotterne frem og tilbage mellem deres senge. Jeg måtte bruge et par minutter på et planlægge min flugtvej, og fik trukket deres godnat lidt længere ud end sædvanligt! Rotterne kommer jeg virkelig ikke til at savne.

I aften er min sidste hele nat, da jeg bliver hentet med taxa søndag morgen kl. 03.00 fra centeret, og flyver fra Kilimanjaro lufthavn kl. 06.00.

Jeg kan sidde tilbage og tænke på alle de positive mennesker jeg har mødt i Tanzania, en livsglæde og en farverig hverdag som jeg ikke kender dens lige. De impulsive børn som nogen gange hader en, lige så tit elsker en og alle de sjove bemærkninger man har fået med på vejen. Jeg havde en dyb samtale med den mindste pige på centeret den anden dag. Vi snakkede om religion, som hun ikke vidste hvad var. Efter lidt forklaring kom hun frem til, at hun var muslim. Hun fortalte mig også at som praktiserende muslim, så går man både i moske og i kirke. Hun synes også jeg var underlig, da jeg troede hun kun gjorde en af tingene. De her små samtaler med børnene, er helt klart det jeg vil savne mest! Afternerne bruges i de små værelser på snak, i køkkenet sammen med staff eller på balkonen sammen med rotterne.

Børnene på centeret har med deres smukke personligheder imponeret mig, åbnet mit hjerte og lært mig så meget om livet, mens de går rundt i deres fakta trøjer, aflagte sydbank t-shirts og en farverig kanga viklet om livet. Jeg vil aldrig glemme min tid her på Usa River Children Center, og min oplevelse her i Tanzania har, når jeg kigger tilbage, været så fuldstændig meget mere end jeg havde turde drømme om.

Tanzania vil for altid være i mit hjerte, og jeg kan kun sige at jeg helt sikkert vender tilbage til dette fascinerende og samtidig mærkelige land. Forhåbentligt får jeg også muligheden for igen at besøge vores fantastiske børnehjem, og de skønne staff som jeg er kommet til at holde af som min tanzanianske familie.

Vi ses snart Danmark, jeg glæder mig til at se jer alle og til igen at blive dansk på fuld tid! Men i må også hjælpe mig de dage, hvor jeg savner den farverige pole pole (langsomme) tilværelse i Tanzania, og de børn som jeg føler er blevet som mine egne.

Knus og kærlighed fra Nina