De sidste dage har virkelig været begivenhedsrige dage, og jeg nyder nu en ledig stund, hvor alt er stille på centret. Baren og biografen som er vores nabo har skruet højtalerne ned til et niveau, hvor man kan høre den sang der spilles og ikke kun skrat. Nætterne er meget smukke hernede på børnehjemmet og i vores lille landsby Usa River. Der er ganske få mennesker der har elektrisk lys, så når strømmen går bliver stjernehimmelen og månen vores vejvisere, mens cikaderne synger for os.

Ugens optur har været, at vi har modtaget vores nye volontør Anne Sofie. Hun virker til at være en rigtig sød pige, og hun har boet et halvt år i Kina og arbejdet frivilligt inden hun kom her.

Vi har brugt en del tid på, at sætte hende ind i tingene og hun tager hurtigt ved lære. Der blev dog tid til, at Lotte og jeg kunne gå på et længeventet familiebesøg også kaldet "family visit" i lørdags. Halleluja en oplevelse det var. Vi tog de mindste børn med i deres små høje hæle og fine kjoler, og så skulle vi ellers besøge bedsteforældre og papbedsteforældre i den helt store stil. Mange af børnene på centret har mistet deres forældre til alkohol, AIDS, tuberkulose eller andre ting, men der findes selvfølgelig andre slægtninge vi kan besøge. Det første sted var et lille bitte stenrum med en dug hængende som dør. En seng til bedstefar og bedstemor og 9 små børn. Der lå børn over alt på gulvet med fluer i øjnene og i rumpesprækken, men der var liv og glade dage og ingen var triste eller græd triste tårer. Hurtigt sad Lotte og jeg med hver vores lille spæde drenge tvilling bundet ind i perlekæder på skødet. Lotte nåede netop at gøre mig opmærksom på, at de ikke havde hverken ble, bukser eller tæpper bundet om livet, da min lille dreng startede med at tisse. At det er muligt så lille et barn kan indeholde så meget tis, det var mig en gåde. Jeg kunne ikke nænne at holde ham ud over det beskidte betongulv, fordi jeg ikke ville svine mere end højst nødvendigt. Mine bukser endte med at være GENNEMBLØDTE efter første familiebesøg, og da jeg fik den anden tvilling stukket i armene der lugtede af gylp, opkast og tis, da vidste jeg vad klokken havde slået. 1-2-3 og han gylpede klumper gammel mælk ud over mig. Her erkendte jeg at det for mig, er den perfekte alder vores børn på centret har fra ca. 6-20 år :)

Søndag var en fantastisk dag, da solen skinnede og det lykkedes os at samle 20 børn både store og små der gik med Lotte, Anne Sofie og jeg til et gammelt MS center kaldet Danish som ligger et godt stykke herfra. Børnene kendte centret og da vi ankom og den venlige gamle vagt sagde "Karibu" velkommen til børnene, løb de i fulde firspring gennem området og de smukke lige rækker af bede og græs til den lille legeplads. Alle hyggede sig, gyngede, spiste appelsiner fra træerne, så på aberne der sprang fra træ til træ og snorrede på karussel til de mindste børn kastede op og jeg måtte skylle dem under vandslangen. På vejen tilbage gik jeg med en af de mindste piger, som har de yndigste smilehuller når hun smiler. Hun spurgte mig, om jeg bad til Gud om morgenen, inden jeg gik i seng eller hver søndag i kirken. Jeg måtte jo erkende, at jeg ikke var så dygtig til lige netop dette. Hun spurgte mig med en venlig, men lidt irettesættende stemme om hun skulle lære mig at bede til Gud, for så troede hun da godt jeg kunne starte samme aften.

Børnene er så fantastiske og de fylder mig med en glæde og en stolthed af, hvor dygtige og selvstændige mange af dem er. I går aftes sad jeg f.eks. og læste lektier med nogle af børnene i Dining Hall, mens andre strøg deres skoleuniform. Pludselig opdager jeg, at en af de store drenge sidder med en kuglepen inde i en stikkontakt, fordi noget var brækket af indeni den. Går noget i stykker hernede, så ordner børnene de mest utrolige deffekter. Han stoppede dog heldigvis, da jeg bad ham om det. Herefter siger den søde dreng til mig: "Nina, mens jeg ordner stikkontakten kan du lukke øjnene, hvis du ikke kan lide det." Vi valgte dog løsningen at sætte et stykke gaffatape over, og skrive deffekt henover. Som børnene siger, når vi er urolige for dem "This is Africa!"

I dag var en dag, hvor jeg vågnede til skrig og skrål i gården. Asger havde "dawa" medicinuddeling og Lotte og jeg havde fri. En fornøjelse at vænne sig rundt i sengen og vækkeuret først ringede klokken otte og der var varme "chapatis" pandekager med bananer klar ved morgenbordet. Herefter tog Lotte og jeg en dalla til Arusha, hvor vi skulle overvære nogle endelige domsafsigelser i forbindelse med folkemordet i Rwanda.

Det var en enormt spændende oplevelse trods lidt problemer med dårlige engelskoversættelser og advokatsprog. Domsrummet var et langt rum, hvor dommeren sad i midten omringet af en masse andre dommere. Dommeren blev kaldt præsidenten, selvom han lignede paven på en prik, jeg tror han bare var lidt ældre. I den ene ende sad så anklagere og i vores ende den dømte, samt vagter, politi og forsvarer. Der var et vindue for, og alle talte i mikrofon, så vi kunne lytte til, hvad der blev sagt. Vi var meget tæt på de anklagede, og et fjernsyn gjorde det muligt for os at følge de dømtes ansigtstræk og reaktioner nøje under afsigelsen. De fleste af dem var dømt til livstid og enkelte fik nedsat deres straf til ca. 30 år inden de nu transporteres væk fra FN fængslerne og til andre fængsler. Tænk sig af forfærdeligheder de har begået. Voldtægter, drab i massevis og nedbrænding af kirker med tusindvis af tsutsier indeni. Folkemordet i Rwanda er en forfærdelig historie, og mellem 500.000 og 1.000.000 rwandalesere mistede livet i løbet af blot 100 dage i 1994.

Tilskuerrummet var til alle der var interesserede i at overvære sagerne, enkelte var meget påvirkede og græd og hulkede efter endt domsafsigelse.

Efter 18 år er der nu næsten afsagt dom i alle sager omkring folkemordet, og tribunalen som siden kun har beskæftiget sig med domme i denne forbindelse skal snart bruges til andre formål.

Jeg tror det var, hvad jeg havde på hjerte denne gang! Jeg håber stadig I har det godt derhjemme og at I fik sendt italiernere godt afsted igen :)

Mange Knus og hilsner helt fra Tanzania