"Life is not about waiting for the storm to pass, it is about dancing in the rain."

Da jeg flyttede ind hang den her lille lap papir på opslagstavlen, og det er de klogeste ord jeg længe har hørt. Det passer perfekt til Tanzania, hvor vi fra marts til maj har regntid. Her tager vasketøjet en uge for at tørre, man har mudder i øjenvipperne og man må vinke farvel til sko der sidder fast dybt nede i den våde jord. Egentlig troede jeg, at jeg havde oplevet monsunregn i Tyrkiet og Thailand. Imidlertid har jeg indset, at det stort set var støvregn i forhold til regnen her. Monsunregn fylder på et split sekund vores tomme vandbeholdere, gør udtørrede veje til rent kviksand, forvandler vores hønsehus til en hønsesvømmehal (tidligere erfaringer har lært os, at det er dumt at have små kyllinger, når dette sker) og holder os vågne om natten til den konstante buldren på taget. Imidlertid er alt regnen livsnødvendig her, og Lotte og jeg tog til Arusha for at fejre regnens ankomst sammen med nogle danske piger og nogle lokale venner i sidste uge. Vi dansede til Bad Romance og tog på sightseeing by night, da strømmen, lyset og musikken forsvandt. Strømsvigt i løbet af nattetide er ellers normalt noget vi vægter højt, der bliver så stille på en smuk måde, når alle dårlige skrattende højtalere går ud og vi får nattero. Dog må jeg indrømme, at jeg ikke var så positiv, da strømmen gik den anden aften, mens jeg stod og tog bad i den lille kop med alle de dyrene i baderummet.

Ingenting er "lidt" i Afrika. Er det varmt, så er det forbandet varmt. Regner det, så sejler tøj rundt i gården og er det mørkt, så er alting så sort, at kun stjernerne viser vej! Da jeg var ved at klippe Niels den anden dag, trak det lidt ud og i mellemtiden blev det mørkt. Det var simplthen så sjovt at klippe i mørke, og lidt i skæret fra en dårlig lommelygte. Endnu sjovere var det dagen efter, da vi vågnede op i dagslys :)

I påskeferien kom en af de små piger hjem fra ferie med et sår på benet, som var blevet syet ude i byen. Jeg tog hende med til lægen for at få en stivkrampe vaccine. Her sad vi under træerne på græsset i tre timer og ventede blandt ca. 100 afrikanere. Er der noget afrikanerne er gode til, så er det virkelig at vente. Jeg er mildest talt imponeret. De sætter sig i deres farvede dragter så tæt at alle sidder godt og blødt mellem hinanden, og så snakker alle med alle. Jeg gjorde det bedste, jeg havde lært for at falde ind med min hvide hud og kedelige påklædning, og hurtigt faldt jeg i snak med en ung afrikansk mand. Han fortalte mig, at han ikke havde noget job, og at han var gået 10 km for at komme til lægen. Han fortalte mig ærligt, at hans far netop var død. Faren havde været hans mentor, og hjulpet ham med skolegang og arbejde. Nu er han ligesom 60 % af de afrikanske unge uden arbejde, og lever fra dag til dag af, hvad hans familie kan hjælpe ham med. Livet er så meget anderledes her, fordi øjeblikket drejer sig om overlevelse! Hvor den danske tid skynder sig afsted, så har tiden i Tanzania vitterlig ikke travlt! Det gør de små uforglemmelige øjeblikke meget intense og betydelige, fordi man på en måde ikke tæller alle de andre øjeblikke.

Heldigvis blev det da endelig vores tur til at komme ind til sygeplejersken, som stod med en lille kasse fyldt med kanyler og vacciner. Jeg tror vi var 20 mennesker i det lille betonrum, og folk blev vaccineret på stribe, mens alle vi andre stod og gloede. Da det blev vores tur, blev min lille pige simpelthen så panisk angst for nålen efter at have set så mange andre blive stukket. Hun rystede, hylede og skreg som jeg aldrig før har hørt et menneske gøre. Mit hjerte gjorde helt ondt, fordi hendes skrig var så hjerteskærende. En masse små spædbørn begyndte at skrige, og sygeplejersken ramte forkert flere gange, eftersom pigen dansede rundt. To stærke afrikanske mama'er kastede deres to hulkende spædbørn i mine arme, og jeg havde mere end nok at gøre med at holde styr på de charmerende små sorte børn i deres tæpper, mens mama'erne holdt pigen for øjnene og hun blev stukket. Sikke et cirkus, og vi skyndte os hjem til centret og trygge rammer bagefter. De sidste uger er virkelig blevet brugt på flere forskellige hospitaler og lægeklinikker. Kort efter påsken tog jeg med en af vores store HIV piger ind til hovedhospitalet for hele regionen. Her brugte vi 12 timer i forskellige venteværelser og til flere forskellige konsultationer, og jeg var helt smadret, da vi endelig kom hjem. Dog var jeg ikke mere træt, end at jeg på vejen nød den første aften med så fint og klart vejr, at toppen af vidunderligt smukke Kilimanjaro endelig stod klart frem i vores lille landsby. Da jeg kom hjem til centret, var der stort kaos. Vi har en pige der lider af skizofreni (diagnosticeret med personlighedsspaltning), og hun havde netop fået et voldsomt anfald i et af værelserne. Sikke en dag og sikke en oplevelse, må jeg sige!

For at fuldende sygehistorien vågnede jeg den anden dag op med et irriterende udslæt på halsen, skulderen og brystet. Jeg var overbevist om, at børnene havde smittet mig med svamp og købte hurtigt en anti-svampe-creme. Dagen efter var området vitterlig meget hævet, ømt og fyldt med blister og blæner som et brændsår. Alle spurgte bekymret, hvad der var sket, indtil det pludselig gik op for en af vores vagtmænd af det var den såkaldte Nairobi flue, der havde været på spil. Da jeg læste på nettet, fandt jeg et sted fejlagtig information og troede the Nairobi flue på dansk var Tsetse fluen. Wikipedia giver ikke mange overlevelseschancer, hvis man er stukket af denne OG smittet med den dødelige sygdom sovesyge, som jeg havde en del symptomer på. Jeg var simpelthen så skræmt, og sov stort set ikke. Jeg skyndte mig om morgenen ned til vores lokale læge, som beroligede mig og fortalte at Nairobi fluen og Tsetse fluen er i familie, men ikke det samme. Han sagde, jeg havde kløet min hud umiddelbart efter giften var landet, og derved havde jeg fordelt den på så stort et område - hurra og halleluja hvor blev jeg glad, lettet og 117 kilo forsvandt fra mine skuldre :)

Jeg beretter igen og igen om, hvor smukke afrikanerne er, og det mener jeg virkelig! Hvor der findes blege danskere i sort tøj, så findes der smukke sorte mennesker med tøj i alle regnbuens farver og gerne med to høns under armene og en klase bananer på hovedet. Denne beskrivelse er den almindelige tanzanianer. Der findes dog et væld af stammer, hvor masaierne nok er mest kendte. Store, stærke og stolte mennesker klædt i bildæk på fødderne og ternede spraglede klæder. Den anden dag, så jeg så for første gang en ung kvinde fra en ny stamme. Hun havde enorme huller i ørerne, hvor der hang kæmpe spiraler. Klæder bundet om kroppen som tøj, og hun gik helt sammenbøjet med et barn bundet på rykken. Da jeg hilste på hende, så jeg hun havde nogle underlige ringe rundt om øjnene som tegneseriebriller. Jeg fandt ud af, at det var brændemærker der var lavet på hendes hud som et smykke. Meget specielt må jeg sige!

Efterhånden er jeg begyndt at kende børnene ret godt, og jeg tog med en af de store piger i den lutheranske kirke søndag morgen. 07.30 søndag morgen var vi stylet retmæssigt til kirkebesøg, og jeg gik i min nye afrikanske kjole og mine udslidte ballerinasko ved siden af smukke afrikanere i slidte festkjoler og hvide stiletter, mens vi sammen kæmpede os gennem mudderet. Kirken var helt fantastisk, et stort rum fyldt til randen af glade mennesker i deres fineste tøj. Et simpelt trækors på væggen med et neonlys bag, og præsterne i smukt tøj med hvide lagener uden på. Jeg nød stemningen, og sad og slappede af, mens præsten tydeligvis fortalte sjove ting på Kiswahilli, et kor dansede rundt i kirken og der blev holdt aktion og solgt haner og bananklaser. Jeg sad og blundede til en konstant opremsning af kiswahilli gloser, da min sidemand skubbede til mig, og bad mig rejse mig. Jeg stod alene op i kirken fyldt med 200 mennesker, og undrede mig over, hvad meningen helt nøjagtigt var. Pludselig beder præsten mig om at introducere mig selv for alle de andre kirkegængere. Til stor morskab for de lokale, fik jeg fremstammet at jeg var dansk og hed Nina, og det hele var virkelig en komisk situation. Kirken fascinerede mig dog enormt meget, og det var en oplevelse at sidde blandt 200 mennesker der sang af deres lungers fulde kraft, mens en mand ovre i hjørnet spillede guitar.

Til sidst må jeg lige tilføje, at jeg den anden dag fandt den fineste sommerbluse på et rigtigt gedemarked med kangaer, tyve, høns, frugter, 1.000.000 mennesker, presseninger, kødstykker og mudder til blot 1000 Tanzanian Schillings, hvilket svarer til 3,5 krone - sikke et køb :)

Nu tror jeg det var alt for denne gang. Mange hilsner og knus til alle jeg elsker og savner!

/Nina