"Jambo

Jambo Bwana

Habari Gana?

Mzuri Sana"

Med denne sang i ørerne og sommerfugle i maven ankom jeg til Kilimanjaro lufthavn og 28 grader onsdag aften, og hold da op hvor var jeg spændt. Det lykkedes mig at overbevise visumbetjentene i lufthavnen om, at jeg ikke skulle arbejde hernede. Proceduren er sådan at man i den nærmestliggende store by får lavet arbejdstilladelsen, da de ikke altid accepterer det visum der er udstedt hjemmefra. Jeg havde i det varme visumrum mødt en svensk dame, der skulle køre amerikanske rundrejser hernede. Hun gav mig en skøn, men knap så situationsperfekt association til guidelivet. Mens jeg snakkede dansk til hende svarede hun mig på engelsk. Problemet her var, at hun var nok så lidt diskret, mens jeg næsten lige havde overbevist betjenten råbte hun op. "Do not say, that yor are going to work here! Then it will be the double price!! Just say you are here for vacation!" Jaja 10 minutters ekstra overtalelse og jeg kunne endelig sætte mine fødder på tanzaniansk grund for første gang. Duften og lydene og mørket, mens vi bumlede og rystede afsted på de ujævne veje og engang i mellem zigzaggede mellem vilde hunde og æsler gjorde mig så spændt så spændt mens vi nærmede os børnehjemmet!

Mødet med de tre andre volontører var rigtigt positivt, og de har taget dejligt imod mig og været søde til at forklare tanzanianske finurligehder og swahili gloser. De har haft stor tålmodighed med at forklare, at man sagtens kan have et åbent køkken, hvor rotterne også holder til en gang imellem. Den første nat i Afrika var varm, kulsort, svedig og jeg sov virkelig ikke mange minutter, da min roomie havde fortalt mig at de også havde haft rotter inde på værelset. Når man sover i et varmt værelse med åbent vindue, er der virkelig mange forskellige lyde at lytte til. Hver eneste lyd for mig den nat lød som en rotte der var kommet under myggenettet og var på vej op i den nederste køje i køjesengen til mig. De første nætter var virkelig lange, men efter næsten en uge kan jeg sige at jeg nu har haft to nætter, hvor jeg virkelig har sovet igennem trods rottefælder der smækker i køkkenet om store fede rotter, biografen uden for vores vindue og de mange geder, høns og hunde der i løbet af natten alle bryder ud i sang. Det smukke ved morgenerne her på centret er, at vågne op når natten stadig indhyller alting og at på et splitsekund kommer solen frem og alt er lyst. Børnene der råber, skælder ud og griner, mens de gør deres pligter inden skoletid samt alle dyrene der kalder et godmorgen til en ny dag. Alt dette giver mig lyst til øjeblikkeligt at stå op og starte dagen med en pandekage fra Mama Chapati, der sidder under et bliktag og sælger lækre varme pandekager tidligt om morgenen.

Dagene flyver afsted hernede og det er bare skønt. De første dage var virkelig svære af flere grunde. Dels skulle jeg lige vænne mig til, at der i maden som primært består af ris og bønner findes både fluer, aske og sand og at man laver mad på en hylde, hvor der i går løb en rotte. Jeg ville samtidig gerne give et godt indtryk til både børn og staff og man føler sig virkelig ærgerlig, når man så hverken kan se forskel på voksne, børn, drenge eller piger! Heldigvis begynder jeg at se flere og flere kendetegn ved børnene og i takt med det oplever jeg deres personligheder. Jeg ELSKER børnene, de er så søde, fantastiske, charmerende og vildt smukke med deres sorte hud og de kæmpe store brune øjne. Børnene er på centret af meget forskellige grunde, men fælles for dem er at de fleste har haft en ret belastet tid inden de kom til centret. Efter nogle dage er jeg blevet lidt mere fortrolig med dem, og nogle af pigerne lå den anden dag ved mig, mens de netop sang min ynglings afrikanske sang Jambo Bwana og forsøgte at lære mig alle mulige og umulige ord på swahili. Nu bliver jeg helt rørt, når jeg om morgenen hører dem råbe "Nina, Nina Ninani".

Hverdagen i vores lillle landsby USA River er meget anderledes end noget jeg nogensinde før har oplevet. Alt er støvet, beskidt, beskidt og helt vildt beskidt! Når en lastbil drøner forbi på de små jordveje og høns og mennesker flygter ind til siden, lægger et tykt lag jord sig helt naturligt på både Mama Chapatis pandekager og i ens egne øjne, hår og endda kommer det på mystisk vis ind i ens seng. Da jeg i går var på citywalk med en af de ældre drenge fra centret kom jeg lidt omkring og fik set små bitte huse med bliktag, folk der tørrer tøj på små buske, tusind høns og æsler, barer side om side med kirker (hvor det umiddelbart ser ud til at kirkerne holder de bedste fester) og et utal af små bitte sorte børn der vildt jublende løber efter en og råber Mzungu Mzungu (hvidt menneske), og griner når de får lov at holde en i hånden og røre ved ens hår, mens man svarer Mafrika (afrikaner). Selv voksne synes det er sjovt og alle hilser og griner, hvis man kan bare et par gloser swahili! Den anden dag hentede vi min arbejdstilladelse i Arusha, og kørte hjem med Dalla Dalla (lokalbus). Det var virkelig en oplevelse. Der er nok plads til ca. 12 i bussen, som regel er man dog ca. 30 og sidder ovenpå og under og ovenpå hinanden i mange lag. Kontrolløren hænger ud af den åbne sidedør og råber og gør fagter. Jeg sad simpelthen så godt og dejlig blødt mast ned mellem to afrikanske meget frodige damer og en afrikansk mand og følte mig rigtigt godt tilpas, mens vi drønede forbi små huse lavet af alverdens ting og smukke mennesker klædt i farvestrålende tøj. Tanzania er specielt på den måde, at noget af det vigtigste er at være præsentabel, have flot hår og fint tøj. Selvom mange ingen penge har, så ser de simpelthen så godt ud i det tøj vi har sendt herned i containere og sammen med deres store hår. Man skal dog ikke tage fejl af at fattigdommen lurer lige under overfladen, og mange mennesker får måske kun et måltid mad om dagen bestående af ris, børnene bliver slået i skolen og ALT der kan findes på gaden hjælper en lidt i hverdagen. Tanzania er et af verdens 10 fattigste lande, men livsglæden kan ingen tage fra tanzanianerne.

Efter et par dage lød tanken om et bad som juleaften for mig. Det var skønt at stå i det lille baderum på betongulv, mens jeg fandt ud af, hvordan man skal hælde koldt vand ud af en kop for at man bliver så ren som mulig! Jeg bliver også bedre og bedre til at dele baderummet med myg, firben og kakkerlakker, da vi sammen er blevet nogenlunde enige om at holde os lidt på afstand af hinanden under den lille pære som hænger i loftet og heldigvis giver lidt lys.

I går gik Niels og Lotte, to af volontørerne, til Coffé Farm for at bade og lege med nogle af børnene, mens Asger og jeg besøgte Mama Vero en ansat på cenret og hendes to nyfødte tvillingepiger. 5 små piger fra centret klædt i deres fineste tøj, staff og os i gamle sko og grimme bukser med bong hår og solbrændte kinder kæmpede os igennem støv og monsunregn og ind i en dalla dalla. Vi ankom til en lille landsby lidt herfra, hvor vi alle sammen kom ind i verdens mindste stue fik ris og bønner og sodavand for fint skal det være! Man må sige at vores børn virkelig var eksemplariske, de sagde ikke et ord, sad blot bom stille og fulgte med i de voksnes pludren med de nyfødte samtidig med de forsøgte at spise med ske, som de aldrig gør her på cenret.

Da vi senere gik udenfor, kom en lille sød dreng forbi meget beskidt og løbende på bare fødder. Han sagde ingenting overhovedet andet end at smile, mens jeg spillede bold med ham med en lille sten.

Tanzania er så fantastisk, og jeg troede ikke jeg skulle trivedes så godt med at bade i en kop, spise ris og bønner to gange om dagen fire gange om ugen som har stået flere timer uden låg på, gemme min mascara længst væk og vaske op med koldt vand i en beskidt betonkumme under åben himmel. Jeg er så uendelig beskidt og sætter virkelig pris på, at der kun findes et spejl uden for toilettet, og det har jeg valgt at undlade at kigge for meget i. Jeg elsker virkelig Tanzania og der findes så mange små magiske øjeblikke hernede som rører mig dybt ind i hjertet.

Sikke et langt indlæg, men der er jo så meget at berette, så jeg håber det går J

Jeg håber I alle har det godt, jeg tænker meget på jer!