Så må det være tid til endnu en blogopdatering, som hurtigt blev ganske lang. Vi har sagt farvel til både Asger og Lotte, og vi kan tydeligt mærke at vi kun er to volontører på centeret i tiden. Men på nogle måder er det egentlig rart nok. Vi er ret enige om driften af centeret, og vi har mere styr på informationer omkring lægebesøg mm. for børnene nu. Tiden er fløjet afsted med hyggelige aftener i vores bibliotek med børnene, lægebesøg, tisselagner, en masse administrativt og besøg og donationer til centeret. Jeg nød at fortælle og vise gæster rundt, og Anne Sofie morede sig vældigt, da hun syntes jeg blot manglede uniformen, så kunne hun se jeg var tilbage i rejselederrollen :)

Jeg føler mig så godt tilpas, mens jeg sidder og skriver. Her til aften, da jeg sad med mine gumminudler til 2 øre, googlede jeg billeder af græsk mad og indisk mad og forsøgte at lade som om det var det, jeg spiste. Jeg savner god mad så uendelig meget! Billederne var ikke så gode som den ægte vare, men det hjalp da trods alt lidt på nudlerne :)

At mad nogensinde skulle fylde så meget i mit liv, det havde jeg aldrig spået. Vi tænker og taler om mad hele tiden og læser opskrifter. Samtidig diskuterer vi hvad vores alternativ er til; ris med koøjne, benstumper og mavesæk, ris med bønner eller nærmere biller osv. Det er så forfængeligt, så vesterlandsk og så forkælet at være så kræsen, når andre folk sulter! Men jeg kan simpelthen ikke spise maden mere. Når vi får luksus mad her på centeret, så koger vi selv spaghetti med salt og putter en kemisk form for ketchup på. Morgenmaden er den bedste mad på dagen, vi køber friturestegte pandekager (alt er friturestegt, da der ikke findes ovne) og putter nutella og bananer på. Men f.eks. i morges havde rotterne smagt vores bananer, og jeg så den ene rotte sidde nede i vores opvaskebalje på vores tallerkner. Jeg sukker efter sushi, lækre salater, fisk, frikadeller og kød, og jeg tænker på hvor godt jeg har levet de sidste år som guide med restaurantmad hver dag på RENE tallerkner. Den verden er så langt så langt væk lige nu!

Som skrevet har den sidste tid været mere intens, og det kan godt være lidt hårdt at bo på centeret hele tiden. Nat eller dag, to i en minikøjeseng, fridag, hovedpine eller træthed, så står børnene alligevel hele tiden og skal have plaster, legetøj, strygejern og knus. Hver gang jeg kravler ud under myggenettet og ser deres glade ansigter, så smelter mit hjerte dog helt væk. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi troet, at jeg ville komme til at elske de her børn så højt som jeg gør. De rør mig dybt, og jeg ønsker virkelig alt det bedste for dem nogensinde. Det gør ondt i hjertet, men jeg bevarer Tanzania masken, når de fortæller om, hvordan de får "sticks" i skolen. Nogle af dem har nærmere oplevet noget der minder om regulære tæsk af en hel gruppe lærere og ældre elever. Skolesystemet er på en gang både spændende og grotesk! Jeg har gjort en del for at komme rundt og besøge både andre projekter og skoler den sidste tid. Den anden dag gik jeg op på den lokale Primary Skole (1.-7. klasse) for at snakke med en lærer. Jeg fandt 100 børn i klassen, og en engelsklærer som ikke kunne et ord engelsk. Man skal virkelig vare både sine fødder og sin mund, opdagede jeg, da jeg pludselig stod på lærerindens slåpind. Flere af børnene forklarer at Primary Skolen er det værste, fordi lærerne som i alle andre skoler maks. må slå tre gange med kæppen. Men nogle gange banker de løs i hovedet på eleverne. Når eleverne bliver ældre og kommer i Secondary Skolen (overbygning samt gymnasium) er lærerne bange for eleverne, og de nøjedes med at slå de elever der ikke har en gruppe andre børn omkring sig.

En solstråle historie er dog den australske skole St. Jude's, som to af vores børn går på. Skolen er for fattige, men super intelligente børn og vi er stolte af de to små der klarer sig fremragende. Da jeg besøgte skolen kunne jeg tydeligt se, hvor helt enormt velfungerede dette koncept var. Det var enormt spændende at se skolen og møde de kreative tanzanianske lærere, som nærmest kan kaldes pioneerer i Tanzania indenfor lærdom. Skolen er udelukkende drevet af sponsorater og donationer fra firmaer og privatpersoner.

Besøg http://www.schoolofstjude.org/

Hvis I vil se mere :)

Ud over dette har jeg besøgt et spædbørns-børnehjem, Craddle of Love som er drevet af en amerikansk dame. Unge kvinder føder børn uden for ægteskabet og "glemmer" dem i de små supermarkeder, på kaffefarme eller i toiletter (huller i jorden) og de bringes herefter til dette hjem. Et andet projekt jeg med stor interesse besøgte var et hjem for unge mødre der havde traumatiske oplevelser i fortiden. Her fik kvinderne en uddannelse, mens deres små børn blev passet.

Selvom Tanzania er et pragteksempel på fred i Afrika, så har vi flere gange oplevet folk der står og baker løs på hinanden, og mange mennesker der står og hujer af optøjerne, mens vi hastigt forsøger at smutte videre. De seneste uger har vi desværre haft nogle af de store børn på centeret, der har indgået i slåskampe med hinanden. Vi har bagefter måtte uddele smertestillende tabletter og lappe skaderne sammen med plastre og kolde omslag.

Dog er der også blevet tid til at forlade centeret, og jeg er begyndt at gå i det lokale fitnesscenter et par gange i ugen. Det er så fantastisk at få sig rørt lidt! Mens jeg står og kampsveder foran vinduet, samler der sig en hel skare af tanzanianere, som står og peger og vinker, mens jeg svedende og pustende vinker tilbage fra de faldefærdige motionscykler, som mest ligner noget der er kommet med en genbrugscontainer. Her får jeg også et vidunderligt varmt bad. Det er som en drøm, at det vand man heller ud af koppen er lunkent og ikke iskoldt, og jeg glæder mig allerede til træning i morgen ved tanken :)

At være mzungu/hvid i Tanzania er mange ting:

- Det er oplevelsen i fitness.

- Det er de søde og charmerende lokale børn, der holder dig i hånden hvorend du går.

- Det er den smukkeste stjernehimmel du nogensinde har set.

- Det er de lokale mænd, som vil giftes med dig og råber swahilli kærlighedserklæringer.

- Det er folk der ved du har penge, og langt flere end de selv har.

- Desuden er det manden der har drukket alt for meget Konyagi på det lokale marked, mens han står og råber prisen på hans jakker. Han bliver overrasket over mzungu forstår prisen han råber til de lokale, men holder stædigt fast på at firdoble prisen for mzungu.

Jeg endte dog ikke på lokalpris, men jeg fik den fine jakke til dobbeltpris, fem kroner :)

På vores fridag i sidste uge havde vi besluttet vi ville besøge søen Lake Duluti. Vi ønskede blot at gå for os selv, og slappe af rundt om søen. Vagten lod os uden indvending gå uden guide. Lige inden afgang spurgte jeg for sjov, om der var krokodiller i søen. Manden svarede med et smil, at der var en slags landalligatorer. Jeg var sikker på han jokede, så jeg fik verdens største chok, da vi gik genenm rev og krat helt nede ved søen og der pludselig sad en én meter lang reptil i alligatorfamilien på vores sti. Anne Sofie og jeg blev begge så betænkelige. Den blev dog ligeså bange for os, og vi fortsatte med Anne Sofie i spidsen og mig bevæbnet med pinde bagerst. Kort efter så vi igen én på stien! Samtidig hørte vi en meget mærkelig klapper lyd, som en klapperslange og den skræmte os fra vid og sans. Denne gang var det Anne Sofie til at blive panisk, og hun skulle ikke overtale mig meget før, jeg endnu engang så mig selv løbe/klatre op af en bjergskråning med hjertet højt oppe i halsen. Vi fandt en syngende masai på toppen, som forbarmede sig over os. Han førte os gennem krat, banan/kaffeplantager på bjerget og lidt skovlignende områder tilbage til noget vi kendte. Vi sprang på en dalla dalla til 8 personer, som dog nærmere indeholdte 17 personer og 33 høns.

For nogle uger siden var jeg med to af vores børn og vores tante ude ved en dreng, som ikke bor på centeret mere. Pga. nogle traumatiske sager i hans barndom, har han af flere omgange brudt reglerne på centret til stor utryghed for de andre børn. Men han er også blot som de andre børn, en dreng der higer efter omsorg og kærlighed. Dette besøg er det hårdeste besøg, jeg har haft ved nogle lokale tanzanianere hernede. Det var meget primitivt, og desværre viste det sig moren ikke havde betalt husleje i et halvt år. Drengen blev sendt på små jobs af sin mor for at tjene penge i stedet for at gå i skole. Selve landsbyen var små lerhuse, og dette er det eneste sted, hvor jeg har følt folk gloede på mig og ikke blot kiggede. Jeg ville ikke være tryg ved at færdes alene her, ikke engang i dagslys. Der gik heller ikke længe inden en mand kom ind i minihuset, og fægtede med armene og råbte swahiligloser efter mig, mens moren forsøgte at få ham ud. Drengen vi besøgte bliver støttet med skolegang, skolesager, mad og rengøringsartikler af centeret, og det var det vi ankom med. Vi besøger ham hver anden måned i weekenden, og han kommer til centeret hver anden måned i weekenden og deltager i nogle af vores aktiviteter, som han altid sætter stor pris på.

Weekenderne er som regel de hyggeligste på centeret og denne weekend var bestemt ikke en undtagelse. Fredag aften var spilleaften, og mens nogle af børnene og de to volontører overtrætte tæskede hinanden i ludo gang på gang, så brugte vi lørdag på at fejre Anne Sofie der havde fødselsdag. Jeg havde forberedt brunch ala Nina / Tanzania style om morgenen, der kom nogle lokale artister og underholdt med swahillikomedier og da det blev aften tog vi til byen og spiste vildt lækkert indisk mad. Vi tog i byen og vi havde en fantastisk nat på vores stambar. Her mødtes vi med Geert ( en dansker der har boet her i mange år) og så Lotte og hendes kæreste. Vi har de sidste byture mødt vores guide/chaufør og guide/masai vi havde til Lake Natron. Masaien har snakket med hans præst om at han gerne vil giftes med os, og han spurgte hvor mange køer han skulle betale, for han skulle nok spare dem op først.

Søndag var jeg ved at omkomme af træthed, da vi kom hjem fra byen kl. 05.00 om morgenen. Anne Sofie stod op til medicin/dawa kl. 06.00 og børnene vækkede mig omkring kl. 07.00. Dagen fløj afsted, da jeg var på hospitalet med en af de store drenge. Anne Sofie tog de store piger med på besøg ved det spædbørnshjem jeg tidligere havde besøgt. Jeg tog alle drengene med ned til floden, hvor vi mødte nogle af de lokale drenge til en helt fantastisk fodboldkamp. Jeg var tilskuer og nød at sidde i græsset på marken foran køerne og gederne, der spiste dagens sidste græs. Solen gik ned, de små piger lå i mit skød og de store drenge spillede fodbold for deres liv. Det var den lykkeligste tømmermændsdag jeg nogensinde har haft, alt var super idyllisk og hyggeligt :)

I morgen skal jeg til Arusha for at kigge på et brugt køleskab. Vi har været uden køleskab i mere end en måned, og vi kan simpelthen ikke holde vores mad (mest bestående af bananer) fra rotterne. Bagefter skal jeg mødes med den danske konsul til frokost, da han har nogle ting i forhold til børnehjemmet, der skal drøftes.

Nu skal jeg tage mig sammen for at gå på toilet. Anne Sofie som er "rotteansvarlig", havde sat en rottefælde op uden for min dør for 40 minutter siden. Vi ville egentlig have rykket den lidt væk, men der gik en rotte i den inden vi nåede det. I kan nok høre rotter ikke er det bedste jeg ved :)

Hep hej for Danmark i morgen aften og så må I alle have det godt!

Jeg sender mange tanker og endnu flere knus til jer alle sammen.