Jeg sidder og bidder og skraber, og er helt klistret ind i en forfærdelig masse superglue. Min halskæde gik fra hinanden, og efter jeg af tre omgange fik den limet sammen med mig selv og en gang til bordet, så er den nu hel og ligger ved siden af mig. At jeg troede gaffatape holdt verden sammen, var tydeligt en fejl. Superglue holder i hver fald Afrika sammen, og da jeg for et par uger siden var inde at kigge på køleskab, var det da også det mest naturlige at fortælle, da jeg blev spurgt. Jeg fortalte at vi havde forsøgt at lappe hullet inden i køleskabet med superglue, og manden morede sig grundigt. Men her på centeret kan både tøj, telefoner, smykker, computere og sko laves med hjælp fra superglue og et par fingersnilde tanzanianske drenge.

På trods af superglue, så har det været en rigtig dejlig aften. De fleste børn har set de tanzanianske nyheder i TV-room, og jeg ville gå ned for at børste tænder, men endte i stedet i dining hall (børnenes spisesal). Her sad en af de ældre drenge, og vi fik en god snak om skolesystemet og hvordan han klarede sig. Det er dejligt at have nogle af børnene på tomandshånd nogle gange, og især når de åbner sig lidt op. Det er en fantastisk mulighed for at forstå kulturen endnu bedre, så jeg er altid klar, når børnene inviterer mig på eventyr i deres liv :)

Aftenerne på centeret er min yndlingstid på dagen! Der er fred og ro, helt mørkt og stort set altid stjerneklart. Det er hyggeligt blot at sidde i gården når vores vagtmand spiller på guitar, man fanger en af de store til en snak om livet i Tanzania eller man synger Tanzanias nationalsang med de små piger. Disse øjeblikke kommer jeg virkelig til at savne!

Ren egoistisk så har jeg fået mig en lille familie her i Tanzania, og det bliver meget meget mærkeligt at forlade børnene, og så vide at deres fremtid ligger helt uden for mine hænder. Men jeg ved jo også, at langt de fleste af børnene klarer sig godt, og at de er vant til at volontørerne kommer og går. Men at jeg snart sidder i Danmark, og så samtidig vide at deres liv fortsætter hernede i rottereden, det virker endnu så uklart for mig.

De sidste uger har budt på nogle helt fantastiske oplevelser. I forrige uge lykkedes det mig at få overtalt Anne Sofie til at vi skulle besøge Lake Chala, som er en sø mellem Tanzania og Kenya. Jeg havde set billeder af dette og snakket med to piger, der havde haft en uforglemmelig tur. Det fik vi også! Det var det mest uorganiserede jeg længe har oplevet. Vi var på en meget spændende tur rundt i området ved grænsen, hvor vi så forskellige ting og en elefant skudt af nogle krybskytter for stødtænderne. Men vi var jo taget afsted for at se søen, og en gammel guide finder sig jo ikke i sådan noget uorden. Så nu har vi fået tilbudt en anden tur gratis af selskabet som kompensation. Her skal vi se nogle vandfald, en kaffeplantage og på lokalvis fremstille bananvin og kaffe, det skal nok blive sjovt og vi skal rigtigt lege turister :)

Ud over dette, så sidder jeg stadig og er helt forpustet fra vores fantastiske safari. At naturen kan være så forunderlig med så spektakulære dyr det er svært at forstå. Vi havde booket fire dage med tre teltovernatninger i parkerne Tarangire, Serengeti og Ngorongoro. Den første dag tilbragte vi i Tarangire, hvor vi var så tæt på elefanterne at vi kunne se deres øjne, hår og deres fantastiske bevægelser når de slyngede hovederne rundt. Vi kørte ind mellem grupper af elefanter og så uendeligt mange små som store. Det var betagende at se, hvordan elefanterne, zebraerne og girafferne fyldte landskabet fuldstændigt ud, og deres smukke farver gav mig kuldegysninger. Inden vi forlod elefantparken fandt vi et fantastisk udsigtsted, hvorfra vi kunne se en løvemor med sine løveunger fortære en nedlagt zebra.

På andendagen kørte vi mod Serengeti, og vi så allerede kort efter ankomst en gepard med sine unger fantastisk tæt på. Kort fortalt så bød Serengeti på gazeller, zebraer og giraffer i massevis, og det er klart at en gammel hestepige aldrig fik nok af at beundre de smukt dekorerede zebraer. Det ser simpelthen surealistisk ud, når der står i hundredvis af striber på savannen, og det ligner et udpluk fra en tegnefilm med de sorte og hvide striber.

Mens vi var optagede af at sige wow og nåh, mødte vi en anden safaribil der var gået i stykker. Den lækkede vand, og dens passagerer så så bedrøvede ud, så vores søde chauffør kom til undsætning. Jeg sprang ud af bilen for at se, hvordan man klarer sådan et problem ude på savannen. Vores chauffør puttede et råt æg, elefantlort og en cigaret i vandbeholderen på bilen, og måbende måtte jeg erkende at den ikke lækkede vand mere. Altså, det synes jeg er en helt fantastisk måde at ordne sådan et problem på...

Vi kom på vejen igen, og ikke længe efter fandt vi en hanløve der lå og slængede sig i græsset. Hanløven var et af mine største ønsker at få lov at se tæt på, og efter at vi havde tålmodigt havde holdt sammen med nogle andre biler der dog forduftede, så lavede vores chauffør pludselig et afbræk fra vejen og kørte ind over græsset og helt tæt på løven. Vi var alle ellevilde og fik nogle fantastiske billeder.

Da vi skulle overnatte i Serengeti var det på en lille campingplads inde på savannen, og det var klart der var sat skilte op over det hele om, at man ikke måtte forlade sit telt om natten, da de vilde dyr også besøgte campen. Det er dog også klart at med sådanne skilte, så skal man helt sikkert op og ud at tisse. Jeg lå længe i min sovepose og lyttede til de massevis af zebraer som hylede advarsler til hinanden, da jeg bare måtte tisse. Med hjertet i halsen sad jeg fire centimeter fra teltåbningen og nød den fantastiske stjernehimmel, zebraerne og hyenerne i det fjerne. Dagen efter bød på solopgangstur rundt i Serengeti, og vi fandt flodheste, leoparder, vortesvin, geparder, hyener og to kæmpe store umådeligt smukke hanløver som fulgte vores bil i en periode. Både Anne Sofie, jeg, den engelske og den amerikanske pige nød turen i fulde drag. Vi havde en super sød guide og en dygtig kok, som lavede det lækreste mad til os. Desværre viste det sig, at min mave var helt ude af træning med almindelig mad, og på tredje dagen fik jeg det så dårligt efter frokost. Jeg var faldet i søvn i bilen, og vågnede med den ledeste kvalme. Jeg nåede lige at kaste hovedet ud af vinduet mens vi med 80 km. I timen fór hen over grusvej med zebraer på begge sider og jeg kastede op i vilden sky. Det fortsatte desværre resten af dagen, og jeg måtte af flere omgange bede chaufføren stoppe og Anne Sofie var sød til at styre servietter, vand og tyggeummi for mig med hård og kyndig hånd. Da vores chauffør fandt en giraf helt tæt på, og de andre fotograferede, hang jeg ud af vinduet og havde det bare skidt. Det var da også derfor jeg var overbevist om at vores chauffør ønskede at forbedre mit humør, da vi ankom til vores sidste overnatningssted, krateret Ngorongoro. Da vi åbnede døren, fortalte han at han kunne høre elefanter i området, og at de nogengange kom til campen for at drikke fra vandbeholderen. Man skulle tro jeg havde lært noget om ikkeeksisterende jokes, afrikanske guider og alligatorer sidst vi var afsted. Men den engelske pige Emma og jeg var travlt optaget af mundtligt at genopleve dagene igen, da jeg vender mig om og vi sidder ti meter væk fra to kæmpe store elefanter der nærmest stod ovenpå vores safaribil og havde snablerne nede i drikkevandstankene. Elefanter er virkelig nogle fascinerende dyr!

Det var en fantastisk oplevelse at se dyrene så tæt på i deres rette element. Det var fedt at kunne studere og se deres bevægelser, forskellige farver og de små dyrebørn som kommer i regntiden. Jeg håber at få lagt lidt billeder på facebook de næste dage, så er det muligt at se hvor smukke parkerne var :)

Nu er der ikke lang tid til jeg lander hjemme, og jeg må sige at jeg på trods af vidunderlige Tanzania glæder mig helt vildt. Jeg har haft mere hjemlængsel end jeg før har oplevet, og jeg savner alle hjemme så forfærdelig meget.

Mange Knus fra Tanzania