I søndags drog Anne Sofie og jeg på en helt uforglemmelig to-dages udflugt til det nordlige Tanzania. Vi havde bestemt, at vi skulle opleve den spektangulære Lake Natron som ligger på grænsen til Kenya. Søen er kendt pga. Sin specielle basiske tilstand, som gør at kun ganske få fisk kan leve der. De små fisk som findes tiltrækker i tusindvis af lyserøde flamingoer, som i regntiden yngler i området. Imidlertid er det en køretur på mere end 8 timer. Søen er en hemmelighed mest kendt blandt de lokale, hvilket gør at området selv i højsæsonen sjældent bliver overrendt at turister. I samme område lå Ngare Sero vandfaldene som vi også ønskede at se, og i løbet af natten mellem søndag og mandag skulle vores prøve så bestå i at bestige den aktive vulkan Ol Doinyo Lengai på knap 3 km. Hele området er svært fremkommeligt, og der lever kun masaifolket, et stammefolk som driver deres kvæg og geder rundt og bor i små bitte hytter.

Køreturen til området var så formidabel smuk! Vi kørte i mange mange timer langs med Great Rift Valley, bjergkæden som løber i gennem hele Afrika, hvor der blot var landskab så langt øjet kunne se. Store baobab træer, som bliver flere hundrede år gamle, termitbo, æselflokke, små masaibørn der drev kæmpe flokke af kvæg og geder rundt i det tørre landskab efter græs og vand. Der var komplet stilhed og kun vores jeep susede gennem landskabet, mens vi sad med store øjne og nød Afrika. Afrika når det uden tvivl er smukkest! Vi var heldige at se både giraffer og zebraer, gnuer, gazeller og en masse fugle på afstand på trods af vi kørte uden for nationalparkerne. Mest facsinerende var dog de små masaibørn, der løb efter bilen i deres farvestrålende tæpper med bildækssko på fødderne, smykker i massevis og lange kæpper til at styre kvægflokkene. Det liv de er født til er så uforståeligt simpelt, og derigennem meget meget smukt! De lever i et med naturen og passer deres dyr. De holder forskellige religiøse ceremonier til ære for deres guder, som lever i træerne og i bjergene. Til den primitive livsstil hører også, at en mand måske har 12 koner og børn i alle ender af den lille landsby, som oftest ikke består af mere end 50 mennesker. Når vi passerede enlige massaier der gik og gik og så ud til at komme fra ingen steder, og kun havde de evige vidder af smukt landsskab at gå mod, så bliver vores tidsperspektiver virkelig sat på spidsen. Vi var heldige med at have en lokal masai med der talte engelsk, en chauffør/guide og en kok der kunne lave mad undervejs. Da vi kom frem tog den lokale masai og vores chauffør os med ind til tre imponerende vandfald. Vores plan var egentlig at vente med vandfaldene, men de to guider var meget ivrige efter at vise os stedet. Efter en time, hvor vi kravlede i bjergene, svømmede/gik i floden mellem klipper, bjerge og bavianer og adskillige supermandsredninger fra vores to lokale guider (som nærmere lignede to bodybuildere), følte jeg mig som en anden Ronja Røverdatter. For at komme til det sidste vandfald måtte vi kæmpe os under og igennem vandfald nummer to som var uendelig højt og brusede ned om vores skuldre. Smukt var det i hvert fald og en enorm oplevelse. Vores masaiguide Rocco kravlede på klipperne som en edderkop, da han som barn havde leget i de brusende strømninger og kæmpet med de store vandmasser. Efter denne oplevelse kørte vi spændte videre mod Lake Natron, da solen allerede var begyndt at gå ned. På vejen bad vores masai dog om lov til at hilse på hans familie, og han inviterede os med ind i den lille landsby af massaier og deres utrolige skikke og kulturer. Det var en speciel oplevelse for masaierne taler hverken engelsk eller swahili, men kun deres eget sprog. Rocco forsøgte at lære os et par gloser så vi kunne hilse på hans tussegamle far og hans helt unge mor. Efterhånden forstår jeg en helt del ord swahili, men her hjalp kun smil og knus, i en kultur som jeg virkelig er beæret over at have oplevet.

Mod Lake Natron måtte vi gå det sidste stykke så bilen ikke sad fast i mudder,salt, jord og vand.

Det var en uendelig vidunderlig oplevelse at stå i kanten af søen, med solen der gik ned over vores vulkan og så beundre de tusindvis af flamingoer der landede og lettede i søen. For mig er en sådan oplevelse endnu mere intens, når man står helt aleneog lader sig overvælde af den forunderlige verden der omgiver os og man indser, hvor lille man i virkeligheden er.

Herefter var det tilbage til vores camp, hvor kokken havde forberedt et lækkert måltid mad, som skulle give os en masse energi til at bestige vulkanen Ol Doinyo Lengai. Vi gik i seng kl. 21.00 og stod op kl. 22.00 igen. Efter en times kørsel i bælgmørke gennem saltlignedene månekratere, hvor enkelte kaniner havde forvildet sig ind, var vi klar til at starte turen. Jeg havde mine lokale aladdin bukser på, mine løbesko og en hvid trøje og en lille lommelygte fra Tiger med svagt batteri. Jeg burde have haft handsker, tykke bukser, sikkerhedsliner og klatresko på. Men vi havde læst os til at det skulle være muligt at bestige vulkanen på 5 timer og at det ville tage to timer at komme ned igen.

Vi blev så meget klogere!

Vores overmenneske af en masaiguide Rocco startede ud i løb den første time opad og opad og opad indtil vores ben sitrede og knap kunne bære os. Herefter startede den egentlig tur opad. Vores guidebøger var skrevet før år 2007, og det viste sig at i år 2006-2007 havde vulkanen haft et langt udbrud og igen i år 2009 havde vulkanen haft et stort udbrud. Derfor var stien væk, og kun løs aske, klipper, sand og sten var tilbage på den nu meget skrå overflade. Vi klatrede og hev os op i armene længere og længere op mod den smukke sorte stjernehimmel med millionvis af lyse blinkende stjerner og stjerneskud lige over hovedet på os. Imidlertid faldt vi flere gange, og hver gang man tog et skridt i sandet gled man et halvt tilbage. Når jeg som var øverst trak mig op i askeklipperne knækkede de under mig og røg ned i Anne Sofie der var under mig. Omkring kl halv tre havde vi et langt stop, hvor jeg sad og kiggede ud over den bjergside der ikke var der, bjerget var ubeskriveligt stejlt. Jeg havde længe været meget bange, både pga. Højdeskræk, klaustrofobi og en sikkerhed der var fuldstændig ikke eksisterende. At sidde higet fast til de ujævne klippestykker med himlen i baggrunden og kunne kigge sidelæns og se et bjerg der var mere lodret end vandret, det gav mig så meget angst at jeg rystede fuldstændig uhæmmet. Mine muskler låste sig, alt fornuft forsvandt. Jeg koncentrerede mig blot om at være til, mens tårene virkelig sad i øjnene og gjorde det endnu mere umuligt at klatre i det bælgmørke helvede. Jeg råbte flere gange på Rocco, når jeg mistede fodfæste og ramlede ned ad, men af en eller anden grund løb han op og råbte at regnen snart kom og at han ikke kunne hjælpe, fordi han så selv ville ramle ned. Anne Sofie og jeg havde en lang diskussion, da det viste sig vi stadig havde 4 timer i helvede inden vi villenå toppen. Anne Sofie ville virkelig gerne nå toppen til solopgang, så vi fortsatte. Jeg havde nu erkendt at jeg ikke måtte stoppe, fordi det gjorde mig endnu mere bange at stå stille. Jeg måtte ikke kigge andre steder end lige der, hvor mine hænder og fødder skulle placeres. Rocco tog et sollidt tag i min hånd, og en ufattelig energi kun drevet af angst fik mig til at spurgte opad med slidte og forrevne hænder, ødelagte bukser og aske overalt. Efter endnu en time gjorde vi igen stop. Jeg havde det væsentligt bedre efter en juice og to mariekiks, og guiden holdte sig nu tæt på os og hjalp mig med mine fuldstændig angstlåste lemmer. Men en blanding af klaustrofobi over ikke at kunne komme væk fra det mareridt jeg synes jeg befandt mig i, at have 6 timer ned og 4 timer op, mens jeg forsøgte at klamre mig til væggen der hele tiden smuldrede væk og mørket gjorde det umuligt at se andet end stjernerne på himmelen, var svær at håndtere. Jeg måtte erkende at selvom det gik en smule bedre opad uden stop, så vidste jeg, at når solen stod op og jeg så den bjergside vi skulle ned af, ville det blive umuligt for mig at komme ned. Vi gjorde et sidste langt stop inden vi vendte om, drak nogle medbragte redbull, fotograferede og fortalte historier. Med rystende muskler og tårer i øjenene, lykkedes det mig faktisk at nyde den fornemmelse det var, at hænge på en vulkanvæg og vide at ingen andre mennesker var i nærheden, telefonerne var på 10 timer uden forbindelse, stjernene smuttede og slog skud over hovederne på os, den helt skrå væg som virkede så surrealistisk at kigge hen af og det tordenvejr vi kunne se blinke i det fjerne. Vi vendte om, og nedturen var endnu 6 timers mareridt. Den supersøde Rocco som forstod at motivere og berolige mig, som ingen anden nogensinde havde gjort det, fortalte at turen ned ad altid medførte fald som kunne være svære at stoppe igen. Masaien klatrede med sine hænder og fødder som om han nærmest havde konradsfæstklister klæbet på hele kroppen, og han nærmest bar mig ned af, mens jeg flere gange tumlede ned af bjerget og ind i ham med Anne Sofie tæt efter mig. Det var en ret komisk situation her bagefter, jeg var stiv af skræk og kæmpede lige efter Rocco, mens Anne Sofie som hele tiden skulle tisse befandt sig over os og måtte tisse nedaf hængende i en klippe. Da solen endelig begyndte at stå op henmod halv syv om morgenen, gjorde vi endnu et stop. Solen kiggede frem og rundt om bjerget, mens den skinnede ud over de græsklædte bjerge og Lake Natron. Jeg huskede ordnene Moufasa sagde til Simba om, at alt land som solen rammer er vores land, og alt land der er mørkt er land uden for vores evne. Jeg indså at den mørke vulkan for altid for mig kun ville være masaiernes hellige bjerg og moder, og at jeg aldrig ville nå toppen. Vi kravlede og klatrede på vulkanen Ol Doinyo Lengai fra ca. 23.30-10.00 dagen efter.

Efter ankomst til campen var der en lille bruser i et rum, som var så ulækkert Anne Sofie først ikke mente det var til mennesker, men jeg fik mit første brusebad i tre måneder og det var så tiltrængt med aske og sand alle tænkelige steder.

Efter frokost gik turen hjemad og vi nød den smukke køretur endnu engang. På turen hjem fik vi desuden guiderne til at stoppe ved et viewpoint over en af nationalparkerne hernede. Udsigten indebar søer, skove og savanne samt store træer fyldt til randen med storke og pelikaner som susede over vores hoveder. På vejen hjem var vi desuden heldige at se zebraer og giraffer rigtig tæt på, samt en lille elefantflok der havde forvildet sig uden for parkerne i den våde regntid.

En helt fantastisk, uforglemmelig og intens oplevelse uden andre hvide mennesker i miles omkreds som jeg sent vil glemme!

I morgen er det min fødselsdag og vi skal spise god frokost på en safari lodge i nærheden og evt. Nyde en svømmetur i regnen inden det lørdag er tid til en ægte indisk middag efterfulgt af en rigtig afrikansk bytur med Konyagi og Lady Gaga.

Jeg håber I har det godt alle sammen, jeg savner jer og tænker på jer!

Mange Knus Nina