Laos' middelklasse er tosset med bowling. Da vi skulle tilbringe 4 dage i Vientiane for at vente på vores visum til Thailand, brugte vi det meste af tiden på at bowle. Bowling i Laos skulle dog vise sig ikke at være som Bowl'n'Fun i Hobro. Den kvadratiske, grå cementbygning fuld af cigaretrøg og forfald indeholder komplet talentløse bowlingbaner. 4-5 gange måtte vi skifte bane, fordi den opførte sig fjollet. Det blev en hel hobby at hente bowlingdamen og pege på problemet. Men skidesjovt var det! Laoterne er dygtige bowlere og er samtidigt meget fulde, når de bowler, så al nysgerrighed over for os fremmede kom til udtryk, og de kom gladeligt over og skålede og spurgte, hvor vi var fra, og heppede og hujede.

Vientiane er vores sidste stop i Laos. Og det er en skam, for det er et fænomenalt rart land. Egentlig ville jeg have skrevet undervurderet, men mens vi var der, blev Laos kåret til "Bedste turistdestination 2013". Og man forstår hvorfor. Landet er dejligt autentisk og uberørt i forhold til turistmagneterne Vietnam og Thailand. Samtidig med at det er Sydøstasiens fattigste land, er indbyggerne også de mest venlige, vi har mødt hidtil. Måske er de så glade, fordi de bor i så smuk en natur. Laos har ikke så høje bjerge i forhold til naboerne, men til gengæld er der MANGE. De er overalt, og det betyder 1) dyr infrastruktur - Laos består stort set kun af 5 veje, og 2) masser og atter masser af vildt tordenvejr. Når nattehimlen lyser lyselilla, huset ryster, og tordenskraldene er så høje, at man lige bliver lidt nervøs, kan man ikke andet end at forelske sig i et land. Og det har vi gjort!

Vientiane viste sig bestemt også fra sin fine side, og den er mærkeligt nok fuld af dyre biler. Der er stort set heller ikke nogen tiggere, og der er også fint ryddeligt. Ikke hvad man kunne forvente af så fattig en hovedstad, men det viste sig, at de asiatiske lande lige havde holdt et politisk topmøde i byen, der derfor var blevet "renset" for skrald, hjemløse, tiggere og andre øjebæer.

Vi hyggede også rundt med nogle flinke skotte/englændere, som vi havde tubet med i Vang Vieng. Med dem havde vi nogle gode aftener med livemusik, indisk mad, øl og gode snakke om vores forskellige landes togbilletteringssystemer. Vild ungdom. Selvfølgelig blev de også hevet med på bowlingbanerne, hvor Team Danmark gav dem smæk for alle pengene (selvom det meste handler om held, for banerne er skæve, og du ved aldrig, hvor mange kegler der bliver sat ned til dig).

Da vores visumansøgning endelig var kommet igennem den sædvanlige ubegribelige ineffektivitet, hoppede vi på en natbus til Chiang Mai i Nordthailand. Ikke en natbus, som de plejer at være, med liggende sæder som man sover i. Dette var bare en helt almindelig minibus med almindelige sæder, der bare kørte en 14 timers rute natten over. Da vi rullede ind i Chiang Mai centrum klokken 6 om morgenen og blev sat af 3 meter fra en McDonald's, var vores lykke gjort. Jeg ved det, McDonald's er ulækkert og politisk ukorrekt, men for fanden, når man har levet af fremmed mad i næsten 3 måneder, så må man godt. Aldrig har en cheeseburger ligget så godt i maven, og vi fik energi til at overskue den næste måneds tid, der står på Thailand fra nord til syd.