Den sædvanlige morgen duft af hvidløg og dhaalbhat vækker mig.

Det kommer altså til at tage tid at vænne sig til...men ak ja, skik følge eller land fly

Men jeg kan simpelthen ikke magte at spise mere end ½ kg ris om morgenen, så jeg takker pænt nej tak til morgenens kokkeri fra køkkenet.

Da børnene er gået i skole tager Oriol og jeg ind til kontoret. Oriol skal snakke med Indira for at noget information til sin hjemmeside. Men Indira er ikke så nem at fange, og her til morgen er hun lige smuttet en tur i fængslet.

En ulykkelig mor har ringet og bedt om Indira's hjælp. Hendes barn bor sammen med faderen i deres landsby, men uden at vide helt præcis hvad der er sket, så er barnet nu alene, og moderen er stærk bekymret for barnets sikkerhed. Det er ikke usædvanligt at forældreløse misbruges til trafficking og går en frygtelig fremtid i møde, så den lille skal reddes nu!

For at Indira kan få lov til at hente barnet skal hun først have en skriftlig tilladelse fra moderen, så hun er i hast og jag kørt til fængslet for at ornde papirarbejdet, hvorefter hun i eftermiddag sætter sig i vores lille lokale taxa og kører 12 timer mod landsbyen for at hente barnet og indlemre det under PA Nepals beskyttende vinger.

Og sådan er det bare med Indira. Der kan være nok så mange møder planlagt,men er der et barn der har brug for hendes hjælp så kommer det altid først. Så Oriol må vente med at få sine informationer.

Mens vi venter kommer den søde køkkendame fra kontoret ( som jeg stadig ikke har styr på navnet på ) smilende ind med morgenmad til os: DhalBhaat!!! Nå, jamen så kommer vi jo ikke udenom den i dag.

Da dagen er ung endnu, og ingen af os har faste planer, tager vi en taxa mod endnu en af de store sevædigheder; Boudhanath, Asiens største stupa med de allestedsnærværende Budha's eyes.

Her hviler en ro og en harmoni over dette sted som er svær at beskrive.

Oprindeligt var stupaen en mellemstation for handlende på ruten mellem Lhasa og Kathmandu, og rejsende kom her forbi for at bede til en sikker rejse inden de drev deres yakokser ud på den farefulde færd over Himalaya bjergene. I dag danner stedet centrum for de mere end 240.000 tibetanere der i dag lever i Nepal.

Ttibetanske kronragede munke klædt i orangeog bordeaux farvede dragter går traditionen tro i adstadigt tempo venstre om stupaen mens de udfører Kora. De drejer på de mange bedemøller mens de messer mantraet Om mani padme hum som konstant høres igen og igen rundt omkring på plasen, og i hånden har de en bedekrans hvor de tæller en perle for hvert mantra.

Tibetanske bedeflag hænger på tværs over pladsen, og på hvert et gadehjørne findes der små eller større tibetanske klostre. Der findes dem hvor de unge drenge er i lære som munke. Nogen finder deres livskald og dedikerer resten af livet til tilværelsen som munk, andre er i lære men søger herefter ud og får en normal tilværelse, med buddhismens lære vel forankret i krop og sind .

Andre ashrms steder har specialiseret sig i at byde de mange stressede og forjagede vesterlændinge som søger fred, ro og oplysningen gennem buddhismens veje velkommen.

En ged bræger inde i en baggård, et mantra lyder fra det lille tempel, Thanga malerier og mandalaer præger de mange souvenir butikkers vinduer, og røgelsespindenes duft svæver gengem luften og rammer mine næsebor netop som en munk går forbi og bukker hovedet i et smilende "Namastee". Jeg fornemmer en tilstedeværelse af noget ..... noget der er større og uforklareligt..... og straks drages mine øjne mod stupaen. En fantastisk fornemmelse!!!

Under jordskælvet i 2015 rystede stupaen ildevarslende, men led dog heldigvis kun mindre skader på det øverste af stupaen, men dette betød blandt andet at Budhas øjne blev stærkt beskadiget. Stedets betydning taget i betragtning er dette et af de første steder man startede genopbygningen efter jordskælvet. I dag er tårnet stadig omgivet af stilladser og der arbejdes hårdt for at stupaen igen skal stå som før, med Budhas øjne hvilende på folket.

Jeg kunne forestille mig at hvis man har været her før, så må det være en enorm skuffelse at se ødelæggelserne. Men i og med det var første besøg for mig, så valgte jeg at fokusere på det der stadig var, fremfor det der havde været. Og kan kun sige at jeg faldt helt pladask for denne magiske stemning, og skal da helt sikkert tilbage hertil igen. Det vil natuligvis være en fuldendt oplevelse at se Stupaen genopbygget og magien genskabt. Og meget kan man sige om nepalesernes tempo, og forhold til tid. Men når der skal have lavet noget færdigt som har en betydning, så er de faktisk imponerende effektive.... så hvem ved, eller som de vil sige på Nepalesis; Kas lai Tacha - Måske får jeg muligheden for at se Buddha i øjnene inden jeg rejser herfra?

Oriol kender en italiensk dame Moon der havde en skøn lille café, LaCasita, med en charmerende tag terasse og fabelagtig udsigt ud over området. Her nød vi en af de bedste is kaffer jeg endnu har fået hernede, og efter en skøn tapas lunch vendte vi snuden hjemad mod kontoret.

Indira var lige kommet hjem fra fængslet med papirerne fra den ulykkelige mor. Det var blevet for sent at køre mod landsbyen, og hun havde forsikret sig at den lille var i sikre hænder hos naboer. Hendes 12 timers kørsel mod landsbyen var derfor udsat til i morgen tidlig kl 4!

Oriol kunne nu få svar på nogle af sine spørgsmål som han skal bruge til at lave storytelling og informationer på sin hjemmeside i hans ukuelige arbejde med at lave fundraising til Pa Nepal.

Jeg pakkede mine ting sammen og drog hjem mod landsbyen, for at bruge de næste par dage sammen med Kamala, Bimala, Elina, Kumar, Sunil, Nirmale som er de voksne ledere på Safe childrens home.

Så skal der hygges og leges med 11 unger som jeg efterhånden har lært navnene på;

Karuna; Bollywood stjerne, god til sprog

Kalpana; Høj pige, ballademager, kort page

Neha; Super talentfuld artist, stum

Durga; stille, sødt smil skaldet plet ( 4 søskende )

Sunita; Durgas storesøster, stille, sødt smil ( 4 søskende )

Manisha: Glade øjne, kort page, altid hårspænde ( 4 søskende )

Kumari; Frækkert, god til engelsk ( 4 søskende )

Gaurev: Ny dreng, lidt genert, storebro stukket af

Kabir; Lille dreng med hu i ørene

Cholek; Kamalas og Sabins søn

Benji; Bimala

Angel; Elinas datter

De 4 søskende gør jo en lidt nysgerrig, så jeg spurgte ind til deres historie. Pigerne boede i deres landsby alene. Deres far arbejdede inde i Kathmandu, det var hans eneste job mulighed for at give pigerne mad og husly. Deres mor er død. Så Kumari måtte som den ældste tage sig af sine mindre søskende, og ingen af dem gik i skole. Den ulykkelige far kontaktede Indira, da han ønskede at give sine piger den bedst mulige fremtid. Pigerne er nu i trygge hænder på Safe Children home, hvor de får skolegang, mad at spise og et tage over hovedet og farmand kommer på besøg ca. 1 gang om måneden. Dette er lige præcis en af PA Nepals vigtigste mottoer: Alle børn skal have tryghed, et sted at bo, mad at spise og kærlighed. Krydres dette med uddannelse, og en mulighed for at ændre en forudbestemt skæbne, så har alle børn en mulighed for at løfte Nepal ind i en bedre fremtid.