Thamel - Oriols sidste aften

Oriol havde sidste dag på Farmhouse i dag, så morgenen startede med en masse dejlige knus og kram til børnene, og lidt enkelte "på gensyns tårer" - Lolang Farmhouse og "Save childrens home" har en særlig plads i Oriols hjerte da det var et af de første projekter han var direkte involveret i, i PA Nepal.

Hans organisation donerede de pengene som skulle til, da der pludselig opstod et akut behov for et ekstra børnehjem i forbindelse med jordskælvet i 2015.

Han skal hjem til Barcelona på onsdag, og de sidste par dage skal han bruge sammen med Indira for at nå at få så meget opdateret information med til sin hjemmeside, så han kan tage tilbage og samle flere penge ind hos sine sponsorer.

Vi ringede til Lila som kom og hentede os, der var ingen af os der orkede at stå og vente på en lokalbus der muigvis, og muligvis ikke, kom forbi. Lidt luksus skal der også være plads til, og de 18 kr det koster at køre med Lila er godt givet ud sammenlignet med de 1,50 kr det koster at køre i en overfyldt lokalbus med livet som indsats.

Vi satte Oriol af ved kontoret i Nayabasar hvor han håbede på at fange Indira ind imellem hendes mange møder og projekter. Hun er en travl dame!

Jeg kørte med Lila videre til Mandala street i Thamel, for monsunregnen havde åbnet for sine sluser, så jeg droppede gåturen der havde udsigter til mudderpøl til knæene, og en forhøjet risiko for at blive oversprøjtet af en god blandning af alverdens gadeskrald og mudder fra forbipasserende dødsbilister.

Aaaahhh, ankomst til restaurant Pumpernickel... Med stor velvilje havde jeg sprunget morgenens ration ad Dhalbhaat over, og appetitten til en sund og lækker morgenmad var på sit højeste. Det er helt utroligt hvor godt en portion skyr med frisk mango og müsli kan smage, og nu var det jo kræs tid, så en friskbagt croissant til at akkompagnere den dampende varme kaffe latte fuldendte det gastronomiske højdepunkt

Jeg havde taget computeren med, og gik i gang med et dokument til Subani, som jeg kaldte for "Information for volunteers at PA Nepal"

Jeg havde selv siddet derhjemme og forgæves forsøgt at få svar på diverse praktiske spørgsmål inden afrejse, og da jeg nævnte for hende da jeg kom herned, at jeg også gerne ville hjælpe til på kontoret med noget praktisk til hjemmesiden så spurgte hun om jeg havde lyst til at hjælpe med at opdatere deres informationer omkring det at være frivillig for PA Nepal.

Nu hvor jeg har lidt erfaring med hverdagen, gik det hurtigt med at griflet et dokument ned. Lidt glæde skal man jo have fra tidligere erfaringer med diverse dokument skrivning. Så fint også at kunne bruge det herude.

Mit organisatoriske OCD gen har været stærkt udfordret, og jeg ved godt at der er en fin balance mellem at respektere den lokale skik i at betragte os frivilige som "gæster" og så til rent faktisk at lade os få lov til at udføre et frivilligt stykke arbejde. Men nu havde Subani jo selv spurgt. Så kan de jo sige til eller fra til det jeg kommer med.... Skal så sidenhen have et møde med personalet på Farmhouse om hvad de synes, og så skal de være med til at udforme hvilke information de ønsker deres kommende frivillige skal have.

Nu har jeg fere gange hørt at de har haft lidt forskellige oplevelser med tidligere frivillige. Både på Farmhouse, og generelt i PA Nepal.

Langt de fleste har de været rigtig glade for, men der har også været nogle stykker som kun benyttede opholdet som ren logi, og ikke deltog i hverdagen på børnehjemmet. Man kan jo så undre sig lidt over hvorforman så vælger at tage ud som frivillig? Meeeeeeeeeeeen, nu har en pandekage altid 2 sider, og uanset hvor søde og skønne alle jeg møder på min vej er, så er de bestemt ikke verdensmestre i hverken at informere eller at uddelegere opgaver. Og hvis man ikke selv er lidt fremme i skoene for at blive involveret, så sker der meget lidt i hverdagen ude på Farmhouse. Jeg er blevet glad for det, men jeg har også nærmest måtte hoppe op og sætte mig på dem for at få lov til f.eks at tage opvasken eller lign huslige opgaver Jeg kan jo ikke holde ud bare at sidde og lave ingenting mens de styrter rundt for at nå det hele.

Nu er skabelonen i hvertfald lavet, og så må vi jo se hvad de siger til det.

Oriol kom også forbi Pumpernickel . Indira var blevet nødt til at suse til et møde i forbindelse med hendes kommende Europa rejse, hvor hun i 3 uger skal rejse rundt og holde foredrag i forskellige menneskerettighedskommisioner, og såmænd er der også et royalt besøg på programmet i Luxembourg.

Hun er altså ikke kedelig den dame!!!

Men stakkels Oriol.... Han har godt nok ventet mange timer på at få de opdateringer og historier som han skal bruge. Vi ved alle godt at storytelling virker væsentligt bedre end statistiske redegørelser, og der er kun én der har styr på baggrunden for de enkelte børn eller familier som PA Nepal hjælper. Og det er ikke alle historier eller billeder Indira vil have ud på nettet. Så Oriol må vente lidt endnu.

Vi gik lidt rundt i de små gader, Oriol skulle lige shoppe det sidste, og jeg fik lidt flere tips til gode små butikker han kendte. Ved eftermiddagstid gik vi en tur ind til Himalaya Java café. Verdens bedste is kaffe ventede! Jeg skrev til Majbritt, en dansk pige som jeg havde mødt den første dag jeg var ude og kigge på hoteller, og hun kom forbi Java kort efter. Oriol greb en guitar der stod på caféen og så sad vi nede i de store bløde sofaer og hyggede lidt. Dejligt at få lov til at snakke lidt dansk igen, og rigtig hyggeligt at møde Majbritt. Vi blev enige om at holde kontakten, og finde en dag hvor vi kunne gå ud og få en middag og en drink for afvekslingens skyld.

På caféen sad der også en engelsk pige der hed Carolyn. Hun har været en del i Indien, så det fik vi os naturligvis en god snak om. Åh - mit elskede Indien hvor jeg dog savner det!

Hun var i Nepal på visum tur, og skulle om 14 dage tilbage til Indien i Dharamsala på yoga og meditations kursus. Hun ville gerne tilbage til Nepal på et senere tidspunkt, og blev meget interesseret i PA Nepal da hun hørte os fortælle om Indira.

Så da vi lidt senere gik tilbage til kontoret tog vi Carolyn med så hun kunne møde Subani og snakke lidt om mulighederne for at være frivillig når hun kom tilbage til Nepal.

Subani er en skøn ung pige på 20 år, koordinator for os frivillige,og desuen Indiras datter. Jeg har tidligere snakket med hende om at jeg gerne vil se så mange forskellige af PA Nepals børnehjem som muligt for at forstå organisationens omfang. Blandt andet er der et stort børnehjem i Sankhu med næsten 100 børn, og her er skolen på selve børnehjemmet. Kunne rigtig godt tænke mig at opleve en skoledag, og f.eks en engelsk undervisning.

Subani havde fået arrangeret og vi skal afsted på onsdag. Lederen af Sankhu er af en lidt anden støbning end de unge piger på Farmhouse, og hun pointerede at han forventede at de frivillige tog del i arbejdet når man kom på besøg.

SUPER! Det er jo lige præcis det jeg har efterlyst hele tiden! At vi får lov til at hjælpe noget mere. Og det burde jo netop være et godt eksempel på at få lidt glæde af noget vidensdeling mellem en mere erfaren leder af et af de større børnehjem til de piger der er forholdsvis nye ledere ude på Farmhouse. På den måde kunne de også få forventningafstemt med de frivillige inden de bliver placeret på de forskellige børnhjem.

Nu er der selvfølgelig stor forskel på børnehjemmens størrelse, og hvorvidt skolegangen foregår på stedet eller udenfor.Så der er naturligvis en mening med det hele.

så kan jeg også bruge det som eksempel til den information vi skal have lavet til hjemmesiden. Spurgte hende om vi lige skulle kigge på det dokument jeg havde lavet som hun havde bedt om. Men det var der ikke lige tid til i dag. Fint nok. Men hun kunne jo godt se at det nok var en god idé måske lige at få sammenkørt den måde de frivillige skulle arbejde på, på de forskellige børnehjem. Så der kom jo noget godt ud af det i sidste ende. Og det bliver super spændende at skulle opleve Sankhu.

Oriol ville gerne have en lidt festlig sidste aften inde i Thamel. Og det var nu blevet så sent at vi ikke kunne nå tilbage til Farmhouse og gå i bad og klæde om. Men det er heller ikke så nødvendigt for at gå i byen i Thamel..... Hmm måske ikke for andre, men nu er jeg jo ikke kendt for at elske at gå i byen i slaskerøv tøj og flip flop og fornemmelsen af at lugte som død gnu efter en varm dags traven frem og tilbage til kontoret Men herregud, så prøver vi vel det.... eller næsten...

Da det aligevel ville blive sent grundet aftenens festligheder kunne jeg ikke tage tilbage til Farmhouse i aften, da porten lukkes kl 22 og der skal være fred og ro så børnene kan sove. Så jeg besluttede mig for at booke en nat på det hotel hvor Majbritt bor. Så kunne jeg også lige nå et bad..... ET VARMT BAD.... vel og mærke. Og det var en kæmpe fornøjelse til sammenligning med styrtløbet mellem de iskolde stråler der kommer ud af bruseren i fællesbadet hjemme på farmhouse!!

Jeg mødtes med Oriol og Carolyn på Lhasa bar og så var der live musik på nepalesisk vis, hvilket faktisk var rigtig godt. Et Coverband med vilde stjernedrømme, spillede og sang en del større internationale hits blandet med det der, ud fra det lokale publikums reaktion at dømme, må have været de største lokale hits der er oppe i tiden lige nu.

En rigtig hyggelig aften med en shanty eller 2, afslappet chill out stemning og god stemning var de rette rammer til at få sagt pænt farvel til Oriol.

Nu slutter nattelivet ikke specielt sent hernede, så ved 23 tiden lå jeg i en kæmpestor blød seng og fik verdens bedste nattesøvn.

Zzzzzzzz