Så blev det tid til at tjekke ud af mit komfortable hotel i Thamel, og sætte kursen mod tilværelsen som frivillig. Glæder mig helt vildt til at se hvilke oplevelser det byder på.

Ringede til Claus' chauffør Anil og koordinerede med Subani som kunne forklare ham hvor han skulle køre hen. Vi startede på PA Nepal's kontor i Nayabazar. Her fik jeg en snak med Subani om hvordan det hele foregår, hvor jeg skulle bo og så fik vi fixet alt papir arbejdet. Og jeg betalte de 200 USD som det koster at bo 1 måned på børnehjemmet, inkluderet 3 nepalesiske måltider om dagen.

Subani, som er Indiras datter, spurgte lidt ind til hvad mine interesser og erfaringer var, og om der var noget særligt jeg gerne ville lave. Jeg vil først og fremmest gerne hjælpe til med børnene men også meget gerne se de forskellige børnehjem som PA Nepal har. Jeg er her ikke for at holde ferie, eller tage på trekking,men for at hjælpe som frivillig. Kan jeg kombinere besøg på de forskellige børnehjem med samtidig at få set forskellige steder i Nepal er det jo bare fantastisk Og Subani var frisk på at vi løbende var i kontakt, og dukker der nogle muligheder op for at se de mange forskellige aspekter af organisationen skulle hun nok sige til.

Der er ikke umiddelbart nogen fast plan for os frivillige. Man tager det lidt som det kommer, og alt efter hvad den enkelte har af erfaringer. Vi snakkede lidt om min erfaring fra rejsebranchen, og det at jeg er vant til at arbejde på kontor, til at sætte ting i system, og til at kommunikere. Det strukturerede overblik er ikke noget der fylder specielt meget her i Nepal J Men Subani vil meget gerne have hjælp til at skrive information på hjemmesiden, så det skal vi kigge nærmere på når jeg kender organisationen lidt bedre.

Mine søde veninde Tina havde givet mig en hel pose skønt drengetøj med, min skønne søster havde skaffet en hel taske fyldt med engelske børnebøger og tegnebøger fra sit arbejde, min dejlige mor havde fundet den store legetøjskasse frem fra sine mange år som dagplejemor og doneret en hel masse lego og skønne lege ting, og jeg selv havde støvsuget antikvariske boghandlere for H.C.Andersens eventyr på engelsk, samt købt en mase farveblyanter. Gaverne bragte mange dejlige smil, hos både store og små, og vi fordelte det lidt mellem børnehjemmet i Kathmandu og Lolang hvor jeg skal bo.

Jeg mødte 2 frivillige fra Barcelona; Oriol og Bruna. Oriol har sin egen organisation i Barcelona, og arbejder udeukkende for at støtte PA Nepal. Han kom herned for nogle år siden, og skulle egentlig have været rundt i Asien men endte med at blive i Nepal i 2 år, og har været med til at bygge flere af børnehjemmene, og har arrangeret flere af Indira's besøg i Europa, hvor hun tager ud som foredragsholder og fortæller om PA Nepal. Bruna er veninde med Oriol's kone,og er her i denne omgang på en kombination af ferie, og for at hjælpe med at oversætte, samt tage fantastiske billeder til hjemmesiden. Vi gik hurtigt godt i spænd og de tilbød at tage mig med rundt og vise mig lidt af Kathmandu.

Så var det tid til afgang mod børnehjemmet .

Subani forklarede vejen til Anil, og så satte vi kursen mod mit nye landsbyliv i Lolang oppe i bjergene, en halv times kørsel fra Kathmandu. Her ligger det mindste af børnehjemmene; "Safe Children Home" med 11 børn.

Stedet var tidligere en økologisk café med en skøn lille have og kaldes derfor også "The Farmhouse". Men efter jordskælvet i April 2015 inddrog man caféen og lavede det om til et børnehjem. Flere af børnene har mistet familie i jordskælvet, eller er blevet reddet ud fra fængslet hvor de har siddet sammen med deres mødre mens de var helt små. Så der er mange små skæbner der trænger til trygge omgivelser og en masse knus og kærlighed.

Jeg fik mit eget værelse oppe på første sal, med fælles balkon sammen med de andre 3-4 frivillige. Det er småt men godt, med en seng, en reol og et myggenet. Nede i gården findes toilet og bad... med IS koldt vand. Og man sørger selv for toiletpapir og håndklæde. Imponerende nok er her forrygende Wi-Fi.

Jeg pakkede ud, og snakkede lidt med Lemon, en fransk fyr der også bor her som frivillig, og som er min nye nabo.

Ved eftermiddagstid kom børnene hjem fra skole, så jeg gik ned og hilste på dem, hyggede, legede og øvede ABC på engelsk. Skønne fantastiske grinende unger der synes jeg er vildt spændende. Jeg havde min lille notes bog med ned i legestuen og fik skrevet navnene ned på børnene, så jeg hurtigt kan lære dem at kende.

I Nepal kaldes jeg for "Anti", en slags tante. Kumari som er en af de større og lidt frække piger, fik hurtigt givet mig kælenavnet "Marianti"

Legetøj og bøger var igen et stort hit, og eftermiddagen sluttede med at jeg havde 6 piger på skødet mens vi alle med hver sin farveblyant farvelagde de skønne cirkus figurer i en af de bøger min søster havde givet mig med. Drengene styrtede rundt med de små fodbolde som mor havde givet mig med. Det var et kæmpe hit! Og skønt at se hvor megen glæde det spredte. Der skal så lidt til....

Oriol og Bruna kom til middagstid, de bor også her, og vi endte med alle at sidde i den lille pavilion i haven og nyde aftensmaden Daal Bhaat. Man kan vist roligt kalde det for nationalretten. Det består ganske enkelt af en meget stooooooor portion ris, Linser og grøntsager, gerne tilsat lidt chilli eller pickles. Jeg skulle senere finde ud af at dette festmåltid udgør både morgen, middag og aftens mad J

Efter aftensmaden sad vi i mørket i den lille have med stearinlys.... ( her er ofte strømafbrud om aftenen ) 2 spillede guitar, vores kok spillede på bambus tromme, franskmanden kunne rappe, og jeg sang et par sange Mega hyggeligt. Sov dejligt på mit lille værelse efter en dag med mange indtryk i den lille autentiske Nepalesiske landsby Lolang, oppe i bjergene.