Kl. er 6, og jeg vågner ved at der allerede er liv og glade dage nede fra børnenes fællesrum. De er i fuld gang med deres pligter inden skoledagen kalder. Kumari, en af de store piger står oppe på den store vandtank, og hiver vand op i en lille spand med et langt reb, hvorefter hun sænker den ned til Karuna, som hælder det over i en stor spand. Sådan fortsætter de indtil den store spand er fyldt og derefter bærer de den med møje og besvær over i fælles badeværelset... så er der klar til morgenbadet.

Jeg går ned og spørger pigerne om jeg kan hjælpe med at bære spanden? "No no Anti" det er deres opgave denne morgen, og det anses åbenbart for at være dovenskab hvis man får andre til at lave sine opgaver. Så jeg blander mig pænt udenom.

Andre af børnene er i gang med at feje og vaske gulv, mens de mellemste børn passer de mindste, og alle passer sine opgaver med store smil og grin og pjatteri med hinanden.

I mellemtiden er Elina, Kumala og Kumar - de 3 voksne der er supervisors herpå Farm house - i gang i køkkenenet med at lave DhalBhaat. Der er kommet godt med hvidløg i linserne her til morgen, og det er en duft jeg lige skal vænne mig til kl 7 om morgenen

7:30 sætter alle sig til bords og kaster sig med stor entusiasme over ris og linser. Jeg er flygtet op på min altan i ly for hvidløgsdunsten.... for de voksner spiser ikke endnu (gud ske lov)

Når fællesmorgenmaden er overstået, har nogle af børnene ansvaret for opvasken. Den foregår på hug på gulvet ude i badeværelset, hvor ris og linser skylles af og der skrubbes tallerkender og glas med svamp og sæbe. .... Jeg prøver lykken igen, og går ned og sætter mig på gulvet for at hjælpe med opvasken.... men næ nej, igen får jeg svaret "No no Anti" mens de er ved at dø af grin over at jeg jo dårligt kan holde balancen i den, for mig, noget utraditionelle yogi posistion på hug nede på stengulvet.

Igen er det deres opgave denne dag, og den tager de det fulde ansvar for.

Jeg går ind i fællesrummet hvor alle nu er i gang med at klæde om til de fine blå skole uniformer. De store hjælper de små, og her er jeg da heldig at få lov til at hjælpe med at knappe en skjorte, og binde en hårsløjfe eller 2.

"Antiiiiiiiiii - you want breakfast"? kalder Kumala ude fra køkkenet. Kl er nu blevet 8:00 og min morgenmad består af en fuldstændig uoverskuelig portion hvide ris, en skål med hvidløgs inficerede linser og lidt kogte grøntsager med pickles og chilli.... Velbekomme Der skal drikkes godt med vand til!!!

Jeg spørger de voksne hvad jeg kan hjælpe med i løbet af dagen. "Nothing anti, you just relax" ???? Øh hvad ??? Jeg går i min naivitet jo ud fra at jeg som frivillig også har faste pligter ? Men det har jeg så ikke.

Så må jeg jo være kreativ, for jeg kan jo ikke bare sidde på min dertil indrettede og lave ingenting. Men samtidig vil jeg jeg gerne respektere den måde tingene foregår på her, og tilsyneladende er der jo fuldstændig styr på det meste. Så jeg skal jo også finde en fin balance imellem hvornår jeg hjælper, og hvornår jeg bare blander mig for ikke at kede mig.

Så jeg spørger om det er ok at jeg følger børnene til skole kl 9, så jeg kan se den vej de går og hvor deres skole ligger. Elina, som er den ældste på 22 år kigger lidt forundret på mig og spørger så om jeg er sikker på om jeg kan finde hjem igen. Tænker at det vel bare er at følges med børnene ned til skolen, og så gå samme vej hjem igen ? Efter lidt debattering i voksengruppen, og nogle lidt forundrede ansigter, besluttes det at det må jeg gerne.

Kl. 8.45 sharp står 11 skønne unger klar i fine blå skole uniformer. Pigerne med røde sløjfer i håret, og drengene med fine blå slips. Da jeg tropper op i mit praktiske landsby outfit og sandaler og melder " Can you show me the way to your school" går der en anelse uorden i geledderne mens der fnises og grines. Men jeg bliver sirligt indlemret i gruppeorden, og så går vi i samlet andeflok de 15 min ned til den lokale skole.

Undervejs begynder spørgsmålene: " Are you going to school today", " Will you come in my class anti", "You like to come with me to english class" - skønne unger, der jo bare er dejligt umiddelbare og nysgerrige, men stadig synes at hende den der fremmede vosken tante jo er lidt mærkelig sådan at gå med helt ned til skolen, når hun så slet ikke skal med ind ?? Men det er den lokale "public school, og der kommer ikke engang velmenende tanter sådan bare lige med ind.

På slaget 9 når vi frem til skolen, jeg vinker farvel til ungerne der modtages af deres lærere, og en travl og lærerig dag begynder for dem.

Min dag, ser til gengæld knap så travl ud.....

Jeg nyder min gå tur tilbage op ad landsbyens små snævre og temmelig stejle veje. På vejen passerer jeg små lokale handlende som isenkræmmere, boghandlere, en café og en barber. Alle som én stopper op og kigger noget forundret efter mig, og flere kommer over og spørger om jeg er faret vild ? Når jeg svarer at jeg såmænd bare er ude at gå en lille tur efter at have fulgt børnene til skole kigger de på mig som om jeg lige er faldet ned fra månen.... det er helt sikkert noget af det mærkeligste man kan foretage sig, tror jeg de tænker skyldes måske en anelse stakåndethed og røde kinder fra min side, idet at bjergbestigning i mudder med et halvt kg ris i maven ikke er mit ekspertise område..... endnu! Men der er god mulighed for øvelse!

Her er nu fint i min lille landsby, en lidt udmagret ko står bundet til en pæl, midt i lidt grønt græs. Den hygger sig. Et par hunde leger i vejkanten, og smukke kvinder i farverige dragter kommer slentrende med store stakke af brænde på hovedet, eller vandkrukker hvilende på hoften.... Mens jeg nyder synet og stemningen gælder det om at være vaks, og springe for livet når lokal bussen, eller byens top tunede traktor kommer susende i den forkerte side af vejen..... der er færrest huller i den side af vejen, og så er det jo ligegyldigt om den side reelt er forbeholdt kørende i modsat retning!!

Det har regnet en del i nat, hvilket har resulteret i temmelig meget mudder.... og temmelig mange vandpytter. Men nu er jeg jo udrustet i mine fine nye sorte trekking sandaler, så mudder og stejle landsby veje kan da bare komme an..... Resultat: Forvandlingen til mudderklire er komplet da jeg når hjem til børnehjemmet igen.

Efter en kop the og et ihærdigt forsøg på vaske mudderet af og gense mine tæer igen når vi til dagen store spørgsmål: What to do in Kathmandu?????

Kumar er gået i gang med at læse lektier. Han studerer på det lokale college og skal snart op til final exams. Kumala, Bimala og Elina der alle har hver sin baby har hver især lagt sig til rette på den store madras i fællesrummet, med hver sin baby og det er tilsyneladende tid til en formiddags lur efter morgenens travlhed.

Jeg indtager pladsen på den lille balkon foran mit værelse, og anretter en form for skrivebord med computer, mobil, smøger og vandflaske. Så kan jeg jo ligeså godt gå i gang med min rejseblog, som allerede er et par dage forsinket.

En computer er en tidsrøver! Så ind imellem slukker jeg for alle de moderne bekvemmeligheder og går ned for at høre om der er noget jeg kan hjælpe med. Det er der stadig ikke....

Jeg fortsætter skriveriet, og 5 min efter kommer Elina om med endnu en kop the???? Men den kunne jeg jo bare selv lave, tænker jeg? " No no Anti" for det er nemlig hendes opgave i dag!!!

Sådan går min dag, afbrudt af frokost v. 15 tiden som er en kop nuddelsuppe med grøntsager og et let mistænkeligt strejf af hvidløg.....

Da kl nærmer sig 16 kommer børnene hjem fra skole.

Jeg nærmest kaster mig i armene på dem, klar til lektie læsning, sanglege og tegninger.... bare et eller andet halvfornuftigt at foretage mig, efter en meget lang dag med meget lidt aktivitet.

Vi får sunget og hygget, tegnet og leget, og jeg sidder klar med min lille notes bog hvori jeg skriver børnenes navne og små kendetegn for hurtigst muligt at lære deres navne at kende.

Der er bla:

Karuna - stor pige, Bollywood danser ( hun eeeeeeelsker sang og musik)

Kumari - frækkert, god til engelsk ( laver altid jokes og fjoller)

Chokel - Lille charmetrold ( Kumalas søn på 3 år der altid klukgriner )

Neha - the artist ( stum pige på 16 år der er en gudsbenådet tegner )

Efter et par timer pakkes skoletaskerne sammen. Nu skal der gøres klar til aftenens pligter. Nogle gør rent, andre laver mad, nogle passer de små... og nu har jeg lært det..... nej der er ikke noget jeg kan hjælpe med.... så jeg trasker igen op på min altan og føler mig en anelse unyttig.

Men jeg vælger at tænke at det jo er fantastisk at se hvordan samenholdet, hjælpsomheden, ansvarsfølelsen bare fungerer herpå børnehjemmet Jovist, jeg kan da godt bekymre mig lidt over hvad jeg skal få 2 måneder til at gå med.... men det finder jeg vl ud af som tiden kommer.

Når ungerne har spist, ryddes der op, vaskes op, børstes tænder og mens de pakker skoletaskerne til i morgen kalder Kumar..... " Antiiiii dinnertime"

En meget velkendt lugt spreder sig..... det er Dhalbhaat tid igen!!

Kl er nu 21, og aftenen sluttes af med et bjerg af hvide ris, kogte linser og grøntsager med chilli og pickles...... Som de lokale siger: "Dhalbhaat power- 24 hour".....

Selvom alle mine kostråd fra min træning blinker med røde alarmlamper går jeg i gang med bergbestigningen op ad risbjerget..... Skik følge eller Land fly..... og det er bare at tilpasse sig, og følge de lokale traditioner.

Tør man vove sig ud i at forsøge at hjælpe med opvasken efter maden??? " Noooooo ....... " Ja ja, jeg har forstået....

Med en vom på vej halvt ned af knæene trasker jeg op af trapperne til min lille hybel, og nu hvor det er blevet kulsort udenfor, og der ikke er så faens meget at give sig til efter kl 21.30 herude i landsbyen går jeg omkuld under mosquito nettet... under heftig indflydelse af en krop der knokler for at bekæmpe alle kulhydraterne.... Det er tabt slag på forhånd!

Jeg må vist hellere få indført vejen frem og tilbage til skolen som en fast powerwalk!!!

Zzzzzz