Hen over morgentheen på altanen snakker jeg med Bruna og Oriol om at tage ind til Thamel. Vi skal en tur ind på kontoret i Nayabazar, og derefter vil de vise mig en lækker morgenmadsrestaurant der har müsli og kaffe latte J Jeg er klar!

Vi morgen hygger med børnene indtil de skal i skole, og så går turen mod det lokale busstoppested.... eller hvad man skal kalde det.... for man stiller sig bare op på vejen og håber på at der kommer en bus. Så her venter vi lidt... og vi venter lidt mere... da vi begynder at små koge i varmen, og vandflaskerne er tomme beslutter vi os for at køre luksus stilen og tager den første taxa. Det koster 300 Rs, så det er 8 kr til hver - det er jo til at overkomme. Med hump og bump, huller i vejene, slalomkørsel mellem vilde hunde og dovne køer kommer vi ned til hovedvejen, hvor udfordringerne nu afløses af total kaos trafik og stærk forurening.

Det er en lettelse at dreje af ved vejen ind til kontoret, hvor der igen ånder fred og ro, og vi kan trække vejret uden risiko for åndenød. Indira er ude på fængselsbesøg i det lokale kvindefængsel. Her kører hun et sunshedsprogram for kvinderne hvor hun oplyser dem om den mest basale hygiejne, menustration og informerer dem om kvindernes overgangsalder.

Vi snakker lidt med Subani, og jeg spørger lidt ind til hvad planen egentlig er for os frivillige, da jeg jo rigtig gerne vil hjælpe til, men ikke rigtig ved hvordan det plejer at foregå. Jeg får et indtryk af af der ikke er nogen plan. Man laver sin egen. Og jeg skal bare spørge de voksne ude i landsbyen, og fortælle dem at det ikke helt er nok for mig bare at sidde og glo mens børnene er i skole. Det er vist meget forskelligt hvordan det fungeret med tidligere frivillige. Nogle har været super engagerede, og andre har mest brugt det som et opholdssted ind imellem deres oplevelser rundt omkring i Nepal. Hun siger at jeg naturligvis også bare skal tage ud og se noget, tage på udflugt, og så finder vi ud af hen ad vejen hvordan jeg bedst kan hjælpe. Hun vil meget gerne have hjælp til at vi får beskrevet de opgaver en frivillig kan hjælpe med, men synes jeg lige skal have lov til at komme rundt og se lidt også. Vi aftaler så at jeg i næste uge f.eks kan komme op og se det største af børnehjemme i Sankhu, og så vil hun høre med Indira om jeg kan få lov til at tage med ud i et af fængslerne og se hele baggrunden for PA Nepals arbejde. Det lyder jo fantastisk!

Med rumlende maver går jeg sammen med Bruna og Oriol ind til Thamel, som ligger små 20 minutters gang fra kontoret. Vi ankommer til Himmalaya Jawa, og duften er kaffe er nærmest euforiserende! Sjældent har jeg nydt en morgenmad så meget! Jeg får den lokale udgave af skyr, dhoi, med müsli og frisk frugt, en nybagt criossant og en kæmpe kaffe latte. Himlen er indenfor rækkevidde!

Oriol fortæller at han har snakket med Indira om at de skal ud i kvindefængslet sammen en af dagene, og en anden dag skal de ud til Dooleyhill som er et fængsel hovedsageligt for mentalt syge mandlige indsatte.

Det er en gruppe som ofte bliver både udnyttet og herefter glemt når de først er endt i fængslet for "forbrydelser" de slet ikke forstår. Indira tage rud og snakker med dem, oplyser dem om deres rettigheder og giver dem en pep talk om at der ogsåer brug for dem i samfundet. Oriol har selv en organisation der støtter op om PA Nepals arbejde, og grunden til at han skal med ud i fængselt er at han og Indira har fået overtalt den lokale fængselsinspektør til at tage med Indira når hun til efteråret skal på tur til Spanien. Her har de arrangeret at han kan komme ind og se hvordan forholdene er i et europæisk fængsel, i håb om at han kan få idéer til hvordan et liv for de indsatte også kan se ud.

Når jeg er ude med Oriol og Bruna, går det meste af tiden med at snakke om PA Nepal, om Indiras fantastiske historie og hendes beundringsværdige arbejde for de fattigste i samfundet. Mange af de indsatte i Nepals fængsler ville under europæiske forhold måske højst have fået en irettesættelse eller en bøde. Mange har måske i fattigdommens desperation stjålet et stykke brød på markedet for at kunne give mad til deres børn, og nu sidder de 5 år i fængsel! Har de børn, så ryger børnene med i fængsel, for hvor skal man ellers gøre af dem?

Indiras arbejde består blandt andet i at sørge for at børnene får mulighed for at gå i skole mens forældrene sidder i fængsel. Hun har siden 2000 reddet 425 børn ud fra fængslerne og givet dem husly,kærlighed, udannelse, og samtidig sikret at de bibeholder kontakten til deres forældre såfremt muligt.

For de helt små børn, som er for små til at forlade deres mor sørger hun for et daycare center inde i fængslerne. Hun sørger for at de voksne indsatte også får mulighed for at lære et håndværk, eller anden form for lærdom for at "create substainability" og dermed selv kunne skabe en indtægt når de kommer ud. I mange tilfælde yder PA Nepal juridisk bistand til de indsatte, så de får en fair behandling der svarer til den forbrydelse de har begået, og i mange tilfælde resulterer det i at hun kan få dem ud af fængslet.

Hun sørger for assistance og den fornødne hjælp når familierne igen skal starte et liv sammen udenfor fængslet. Og hun holder løbende et vågent øje med fængselsforholdene over hele Nepal, ved selv at tage ud på besøg. Ser hun et barn, eller et ungt menneske som hun har mulighed for at få ud af fængslet, så samrabejder hun med forældrene og får deres tilladelse til at barnet kommer under PA Nepals beskyttelse så de kan få en fremtid.

Udover arbejdet med de indsatte i fængslerne har hun også gjort en enorm indsats for de frygteligt mange jordskælvsramte familier, ved at sørge for husly, eller tage børn til sig der har mistet deres familie.

Hun er intet mindre end et helt fantastisk menneske, hun har en enorm drivkraft, passion og gennemslagskraft, og er en af de få der får lov til at have sin gang i de nepalesiske fængsler. En aktivist med et stort hjerte, og et brændende håb for det land og de mennesker hun elsker, og et inderligt ønske om at der venter en bedre fremtid på Nepal, hvis vi husker at det er de lokale der skal dive landet fremad. Får de oplysning, muligheder, et sted og bo og mad i maven, så er der håb forude.

I dag rejser mange unge veluddannede til Indien eller de arabiske emirater for at søge lykken, da mulighederne i Nepal er for få. Hun engagerer sig i at beholde fremtidens håb, ved at tage ud og holde foredrag på skoler og universiteter for at overbevise de unge om at de skal blive i Nepal og være med til at danne en lysere fremtid.

Jeg vil så gerne lære alt jeg kan om denne helt fantastiske organisationen, og udover at tage del i det daglige arbejde på børnehjemmet med børnene, der alle har en historie fra et eller flere af ovennævnte eksempler vil jeg rigtig gerne hjælpe med udbredelse og viden omkring PA Nepal. For at forstå livsnerven i Indiras arbejde er et fængselsbesøg et stort ønske.

Oriol er meget begejstret for min indstilling, og fortæller da også at han godt kan se at jeg da skal mere og andet end at sidde ude i landsbyen når børnene er i skole. Det er så nemt at komme fra landsbyen ind til byen, så en kombination af børnehjemmet og et indblik i det daglige arbejde i organisationen vil jo være helt fantastisk. Han vil også prøve at snakke med Indira om jeg ikke kan komme med når de skal på besøg i fængslet de kommende dage.

Jeg føler mig meget priviligeret over at Oriol sætter mig så meget ind i den erfaring har fra de 2 år han boede her i Nepal og arbejdede sammen med Indira. Han har virkelig givet mig et helt unikt indblik, og en fantastisk introduktion til livet i Nepal. Ved ikke helt hvad jeg skulle have gjort uden ham og Bruna!

Vi går efter den guddommelige morgenmad en tur rundt i de små gader. Besøger en del af Oriols venner der enten har små restauranter, tatoo shops, mountain bike udflugter eller trekking ture. Bruna skal i morgen på Trekking tur i en uge til Phokara, og vi går sammen op til arrangøren af hendes tur, så jeg også har en kontakt såfremt jeg skulle finde tid og mulighed for en trekking tur med udsigten til Himmalaya.

Nu er jeg jo kommet til Nepal lige op til monsun sæsonen, så vi må se hvad planerne hos Indira er, for de kommer først. Men hun skal 3 uger til Europa i starten af juni, så måske der kunne komme en mulighed der. Så afhænger det blot af hvornår monsunen for alvor sætter ind, for der er ingen idé i at trekke i bjergene i monsunregnen, hverken af sikkerhedsmæssige årsager, og fordi sigtbarheden til Himalaya vil være væsentligt reduceret.

Vi får se. Det ville selvfølgelig være lækkert hvis det hele kan kombineres, men først og fremmest er jeg her for at lave frivilligt arbejde, hvordan det så ender med at kunne kombineres.

Ved eftermiddagstid hopper jeg op i en cykelrickshaw og sætter kursen mod lidt kultur og sightseeing. Turen går mod Kathmandu Durbar Square, den gamle kongeplads. Nepal har en fascinerende historie og som gammel rejseleder har jeg brugt aftenerne i mørket ude i landsbyen med næsen nede i bøgerne for at sætte mig ind landets historie og kultur. Nu skal jeg ud og se det.

Durbar square en en livlig plads, her er mange mennsker, og der foregår hele tiden et eller andet. En pooja i de mange små templer, en bøn foran guderne, lokale familier på tur og skoleklasser på udflugt. Det er en fryd igen at gå og snuse til historiens vingesus, og nyde mange templer og paladser. Jeg vælger at tage turen uden lokalguide, det kan jeg altid vende tilbage til hvis jeg synes der er mere jeg vil vide.

Men min lille rickshaw chauffør Gopal, engagerer sig hurtigt som meget passioneret lokalguide.... det er vist så som så med den historiske viden, men jeg hygger mig, og nyder at jeg ikke absolut skal have styr på alle årstal, og hændelser på den gamle kongeplads.

En ting der ikke kan undgå at sætte skår i glæden er de mange ødelagte paladser fra en svunden storhedstid. Durbar Square blev hårdt ramt under jordskælvet i april 2015, og mere end 1000 mennesker blev dræbt under sammenfaldne bygninger, da de var på sightseeing på denne sorgens dag.

Der gøres et stort arbejde for at redde de bygninger der står til at redde, og regeringen har forpligtet sig i samarbejde med Unesco til at genopbygge den gamle kongeplads.

Men Durbar Square er stadig en imponerende oplevelse, og jeg sætter mig på mangt et hjørne rundt omkring på pladsen for bare at nyde! Snuse stemningen til mig, og mærke hvordan eftermiddagsvarmen giver slip og en let brise omkranser de gamle templer. Her er mange kære gensyn med hindusimens guder fra mit elskede Indien; Et Ganesh tempel her, et Shiva tempel der. Hinduisme og buddhisme sætter sit tydelige præg på Nepals historie, dengang som nu.

Ved aftentid går turen hjemad mod børnehjemmet, og efter en dag med storbyliv og turist mylder er det nu dejligt at komme hjem til 11 små smilende ansigter, og ligeså mange knus