15 dec.

Jeg tror ikke at det var gået op for Daniel hvor ondt jeg egentlig havde, for han ville gerne, at jeg kontaktede bureauet for at få busbilletter. Jeg sagde, at vi blev nødt til at vente, og så blev vi lidt uvenner. Jeg gik min vej for at finde en læge. I receptionen på hotellet havde de givet mig en flyer på et hospital. Det første problem var at finde det, for som tidligere nævnt, er der ikke rigtig nogen gadenavne. Jeg spurgte om vej et par gange, og endelig fandt jeg det. Jeg ringede på og spurgte efter en doktor. En mand kom ned, og kunne absolut ingen engelsk - han afviste mig og sagde at han ikke kunne hjælpe mig. Jeg begyndte faktisk at græde, fordi det gjorde så ondt, og fordi det hele virkede så umuligt. Han fik mig til at følge efter sig, og førte mig til et andet hospital. Her kunne de heldigvis lidt engelsk, og jeg fik fortalt hvad der var galt. De undersøgte mig, og bestemte sig for at de ville scanne mig. Jeg fortalte at jeg havde spist nogle diarre-piller, som jeg havde fået på recept hjemme men, at jeg ikke kunne huske navnet. De fik mig til at skrive en note til Daniel om at finde pillerne, og jeg skrev også til ham at de muligvis ville indlægge mig, og så gik en af sygeplejerskerne ellers afsted for at finde ham.Jeg sad og ventede på at komme til scanning sammen med den eneste læge som kunne engelsk, Richardo. Han beroligede mig(de mistænkte at jeg havde blindtarmsbetændelse) Richardo fortalte, at han også var blevet opereret for det en gang, og at han lige som mig, havde haft smerter længe, men uden de typiske symptomer som opkast og feber. Det beroligede mig at snakke med ham.

Jeg var midt i scaningen da Daniel dukkede op, han så utrolig bekymret ud.Richardo holdte mig i hånden, for hver gang de kørte scanneren over i højre side gjorde det allerhelveds ondt.(og det gjorde de mange gange) Jeg var virkelig lettet over at se Daniel - det var rigtig rart at han var kommet. .

Efter scanningen blev jeg overført(i en taxa) til et privat hospital, hvor de ville foretage operationen. Da de ville tage en blodprøve på mig, kunne de som sædvanligt ikke finde mine blodårer, men det lykkedes til sidst, og så skal jeg da elleres lige love for at der blev tappet blod til den store guldmedalje. Jeg blev ført op til en anden etage, hvor jeg kom ind på en stue. (enestue - luksus). Jeg blev bedt om at tage alt tøj, alle mine armbånd af(som er bundet på, og nogle brændt - ergo, det var ikke spor nemt) og tage min navlepiercing ud - øv øv øv. Og så fik jeg ellers en hospitalskjole på, de bandt mine fødder og ben ind i bandage og så fik jeg en hat på hovedet. Daniels respons på mit udseende - du ser vel nok ynkelig ud - vi begyndte begge at grine - for jeg så virkelig fjollet ud.. En hjertekardiolog kom ind og undersøgte mig fra top til tå - han kunne ikke engelsk, og til sidst ringede han efter sin søn, som kom og oversatte. Jeg fik sat elektroder på, og der blev sat strøm til - alt så fint ud. Sygeplejersken kom ind for at lægge drop. Hun varmede mine hænder, fik mig til at knytte og slippe - prøvede al verdens ting, men var mine blodårer at finde?? NEJ!! Som altid stikker de af og gemmer sig, hvilket bare gør det så meget værre for mig. De valgte dog at vente med at ligge drop(havde det været hjemme, var de bare blevet ved, indtil de fandt noget som de ku bruge)

Jeg blev placeret i en kørestol og kørt op til operationsstuen - og så måtte Daniel ikke følge mig længere - øv øv øv og åhhhhhåhh.. Jeg blev lagt på en lille bitte briks, og alle omkring mig talte spansk - "lo siento - no inglish" FUUUCK!! Jeg fik lagt drop, og blev sat op, for at få lagt en spiralblokade? i ryggen. Jeg må ærligt indrømme, at jeg hulkede lidt, for da de holdte mig i opsat stilling, og skulle til at stikke mig, kom jeg til at tænke på den gang, jeg fik taget rygmarvsprøve - og det gjorde mere end allerhelvedes ondt!

Stikket gjorde lidt ondt, men det var heldigvis til at overleve. Pludselig kunne jeg ikke mærke mit højre ben længere, så fik jeg et stik mere, og følelsen i venstre ben forsvandt. Og pludselig var jeg så utrolig træt. Det underlige ved det hele var, at jeg sov, og så alligevel ikke.

Daniel blev hentet ind(det er jo selvfølgelig noget han har fortalt mig) iført kittel og maske, var han den sidste der sagde farvel til min blindtarm - han så den, min blindtarm. .

Jeg kunne dog høre, at Daniel spurgte om jeg var vågen, jeg svarede "Daniel, jeg er vågen, jeg ER vågen", men han kunne selvfølgelig ikke høre det. Jeg begyndte at fryse voldsomt og så var operationen færdig. Daniel var med til at løfte mig over på en anden briks - det opdagede jeg intet af - jeg havde travlt med at fryse, og prøve at få styr på min krop. Daniel hjalp også med at bære en iltflaske ind på stuen - hvorfor ved jeg ikke, for de gav mig den ikke. ???

Jeg faldte heldigvis hurtigt i søvn og vågnede kun når sygeplejerskerne kom for at skifte mit drop.

Næste dag kom Daniel for at besøge mig - der var så kedeligt på hospitalet, og utrolig koldt. Faktisk er der ikke så meget at skrive om de to en halv dag jeg var indlagt, for det var super kedeligt. Ingen af sygeplejeskerne kunne engelsk, så det var ret svært at kommunikere med dem. Da jeg skulle i bad den anden dag, prøvede jeg at bede om et større håndklæde, for der var kun et til at tørre hænder i - det forstod de ikke, så det endte med, at jeg måtte bruge det lille håndklæde. Senere på dagen prøvede jeg igen, ved en anden sygeplejerske, og hun sagde at der var et håndklæde på vej - jeg gik derfor i bad, men der kom aldrig noget håndklæde. Det endte med at jeg måtte tørre mig i det ene af mine lagner. Skørt og ikke spor lækkert!. Ellers behandlede de mig meget godt. - Rigtig godt endda. Tjekkede til mig mange gange. Smilte venligt og overbærende til mig når jeg gik rundt i terminalen(jeg skulle gå rundt for at få det sidste vækse ud igennem drænet - en klam gummislange som hang ud af maven på mig - føj) Lægen som opererede mig kunne heller ikke noget engelsk - men kom og kiggede til mig hver dag. Han tog en ung fyr ved navn Jean Carlo med som oversætter - for Richardo den læge som ellers havde oversat for os, var også blevet opereret for blindtarmsbetændelse(igen - første gang havde de åbenbart ikke fjernet blindtarmen)

Det var rigtig rart, at der endelig var en som kunne oversætte. Det gjorde tingene lidt lettere. Jeg blev bedt om at gå endnu mere rundt end jeg havde gjort indtil videre. Jeg følte mig bare SÅ dum når jeg gik rundt i den lille bitte terminal - rundt og rundt! - og så var der pisse koldt samtidig!!

Den tredje morgen sagde lægen endelig - Tu casa! Yes jeg måtte komme "hjem" . . Daniel kom, og jeg fik tøj på. Vi gik ned for at betale regningen på ca.13000 danske kroner. Og hvad skete der? De kunne ikke modtage VISA. !! Lægen tog os med til en bank(heldigvis fulgte Jean med) I banken kunne vi heller ikke få nogen penge, for beløbet var for højt! FUUUUUCK. Sidste mulighed var at overføre dem via netbank. Det kunne jeg selvfølgelig ikke finde ud af, så skypede hjem til min søde far som så ville gøre det for mig Lægen fik mit pas som sikkerhed for betalingen. Og så gik vi ellers afsted for at finde et hostel.

De næste par dage forløb i sengen på et koldt hostel, hvor internettet dog var helt i top. Min appetit var ikke særlig stor, men det var mængden af piller som skulle spises til gengæld! Hold nu helt kæft!

Daniel og jeg kedede os virkelig på hostellet. Rart med internet, men virkelig kedeligt fjernsyn, kun lidt varm vand - og så var det så pisse koldt i rummet!

Så da min kære og bedste dansebuddy, Frederik Labæk, skypede mig onsdag d. 19 blev jeg virkelig glad! Jeg blev vist rundt i hans lejlighed, jeg fik set de nye dansemooves han har tilegnet sig imens jeg har været væk(jeg skal i gang med at træne) - hans dansemooves fik mig til at grine, hvilket gjorde røvondt i maven! Han og Røper drillede mig, fordi billedet frøs et par gange, og de mente, at jeg lignede en kineser - tak drenge! Det var så utrolig dejligt at få sådan et uventet opkald fra en god ven! Han fik mig til at grine og glemme smerten for et øjeblik. DEJLIGT Og så var det slet ikke så kedeligt at snakke med ham - så for en tid, glemte jeg tiden og morede mig, midt i min sygeseng! Tusinde tak for opkaldet søde Fuf, jeg glæder mig til at du ringer igen! Du er min favorit dansebuddy! Også mange tak til dig, Røper, for du var der jo også

Vi havde bestemt os for, at uanset om betalingen var gået igennem eller ej, ville vi ikke bruge mere af vores kostbare tid i Puno, så jeg tog kontakt til rejsebureauet og fik bestilt vores busbilletter til La Paz, Bolivia. Afgang d. 21dec.

Heldigvis var betalingen gået igennem og jeg kunne få mit pas. Dette skete den. 20 dec. Jeg var så glad! Det kan ikke beskrives. Vi tog hen på hospitalet og fik mit pas af lægen, vi fik også regningen!(så jeg kan få penge tilbage fra forsikringsselskabet) lægen undersøgte min mave, og besluttede sig for at tage stingene ud. Dejligt. Richardo(den anden læge) var tilbage på job igen, og hjalp med at oversætte. Er i da helt svimle hvor gjorde det ondt at få stingene taget ud af navlen ! De andre kunne jeg ikke mærke - men navlen - AAAAAAVV!!!!!

Vi sagde pænt farvel og tak, og tog derefter ud for at fejre det. Og nej, fejringen indebar ikke alkohol, men god mad og vand!

Tilbage på hostellet blev jeg dog kontaktet af Jean, for lægen havde skrevet for højt et beløb på regningen, og ville derfor komme og rette det - fair nok, og god service må man sige.

Alt er nu i skønneste orden, regningen er korrekt, jeg har mit pas, min mave er ved at være okay, men bedst af alt, vi har forladt Puno. Jeg tror ikke, at der er nogen af os som kommer tilbage dertil!

Selvom det er træls, at jeg blev syg, er det stadig en oplevelse for livet. Jeg blev behandlet mere end godt, og de mennesker som var omkring mig var utrolig professionelle(selvom de ikke kunne engelsk) og søde. Jeg er utrolig glad for, at det netop var de mennesker, og den læge, som var omkring mig, for jeg synes, at jeg fik en fantastisk behandling.

Så mor, ikke nogen grund til bekymring!

Kærlige og optimistiske hilsner

Didde