Inca trail

Fredag d. 7 dec. startede vores Inca trail. Vi skulle bruge den første dag i Sacred Valley. I Sacred Valley befinder der sig flere Inca ruiner, alle med forskellige formål(og jeg kan selvfølgelig ikke huske det hele - vi blev bombarderet med info, og jeg tog altså ikke nogen noter)

Det første sted vi stoppede var i en lille bitte by. Her fik vi lov til at fodre alpachaer og lamaer - iih hvor var de altså søde. Vi blev vist lidt rundt i byen - så hvordan de laver farver til garnet, og hvordan de laver garnet. Det er ret interessant, og virkelig facinerende. Vi så også kvinder væve? Hedder det mon det? Det tager dem op til to måneder at lave de "små" klæder. Jeg var så imponeret! Jeg købte et par lækre lilla uldsokker af en af de lokale kvinder. Kunne dog ikke få mig selv til at prutte om prisen efter jeg så hvor meget arbejde det hele kræver af dem. De gør jo det hele fra bunden. Det er vanvittigt. Og jeg elsker mine sokker !

Næste stop var en ruin, med masser af terrasser rundt om - jeg kan ikke beskrive for jer hvor smukt og facinerende det er - det er vanvittigt.

Vi kørte videre til det sted vi skulle spise frokost - en lækker buffet med alle de specielle peruiske retter. Det smagte super godt. Vi kørte videre til Ollantaytambo hvilket var den by vi skulle overnatte i. Vi skulle dog også se en inca ruin. Meningen var, at vi skulle op og se et sol tempel, men det stod ned i lårfede stråler, så det var der ikke så meget ved. Vi kiggede kort på ruinerne, og Pedro fortalte en masse om dem, og så gik vi ellers hen til en butik hvor vi kunne købe proviant.

Det er vidst på tide at jeg præsenterer vores gruppe for jer. Vores gruppe bestod af; Pedro, vores guide, Jenni, en sød australsk pige på alder med Daniel og jeg, og sidst men ikke mindst havde vi et nygift finsk ægtepar med, Ansi og Leenar. De fem af os gik på en cafe for at få noget varmt at drikke - eftersom, at det er regntid i Peru lige nu, er det faktisk pænt køligt de fleste dage. Tilbage på hotellet fik vi os en lur og slappede af inden vi skulle ud at spise. Vi bestilte alle sammen pizza - lavet i stenovn. Muummms.

Lørdag d.8 dec. var der wakeup-call kl 7. og morgenmad halv 8. Efter morgenmaden vejede Pedro vores tasker en ekstra gang for at være sikker på at de ikke vejede for meget for porterne. Vi steg på bussen som skulle køre os til KM82som er startpunktet for Inca trailen. UUUff hvor havde vi mange sommerfugle i maven - det var helt vanvittigt. Vi blev sat af bussen, og fik sagt hej til vores portere. Porterne er de guttere, som gjorde det let for os. Men jeg vender tilbage til dem senere.

Vi fik udleveret vores hikingsticks og begyndte stille at bevæge os ned til de to checkpoints. På vej ned til checkpoint'ne spurgte Pedro mig om udtalen af mit navn, og jeg svarede, at jeg helst så, at han kaldte mig Seniorita Bonita(hvilket betyder frøken smuk)- selvfølgelig med et smil på læben. Pedro begyndte at grine og kaldte mig for Cheeky Monkey - hvilket derefter skulle blive mit kælenavn for resten af turen.

Ved checkpointen skal man vise pas og billetter for at må krydse ind på stien. Da det blev min tur til at vise mit pas, kiggede mændene bag skrænken en ekstra gang på mit pas og på mig - som om de ikke troede på at det var mig. Men det er jo selvfølgelig også svært, for på mit pasbillede har jeg "langt" hår, og nu er jeg jo HELT kort. Sikke en forskel hår kan gøre på ens ansigt.

Vi skulle starte med at passere en kæmpe bro - og efter den startede vores tur. Uuuuuhhh..

Det var så underligt endelig at stå der på stien. Det var jo trods alt på grund af den tur at vi overhovedet kom til Peru. Og pludselig stod vi der bare - så uvirkeligt og vildt. Det er ikke til at beskrive alle de følelser og forventninger der gik igennem kroppen på mig lige i det øjeblik hvor det gik op for mig, at der ikke var nogen vej tilbage, kun frem.

Pedro havde spillet Mr. Saxobeat i bussen, og Ansi havde fået den på hjernen og var ved at gå amok, jeg tilbød at han kunne låne min ipod - han tog gladeligt imod. Han var meget overrasket over mit musik(Ansi er 34, og efter hvad han selv siger, normalt ikke særlig social).

Da vi nåede til vores frokoststed, stod der et telt parat. Et bord dækket med dug og foldede servietter, hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro vi var på vej til fest. Vi fik den lækreste asparges suppe til forret, laks og ris til hovedret og noget budding til dessert. Så lækkert jo. Efter frokost havde vi lidt tid til at nyde solen og slappe af. Jeg faldte i søvn - solen var så dejlig. Vi begyndte at gå imens porterne pakkede sammen. Selvom vi gik før dem, og de havde en masse at pakke sammen, gik der så absolut ikke længe før de indhentede os. Vi lærte hurtigt at komme ind til siden, når nogen råbte "porters coming", og man skal altid rykke så tæt ind på bjerget som muligt. Det er dog vanvittigt så hurtigt porterne går - især når man tænker på, at de hver i sær bærer mellem 25 og 30 kilo på ryggen - og rygsækkene er ikke gode lige som vores - de er nærmest bare en slags sække. Jeg skammer mig lidt over, at jeg synes jeg har det hårdt, når jeg bærer min store rygsæk med ca16 kilo i. Ofte bærer jeg den jo ikke engang særlig langt, og tænk så på porterne. Vi snakker altså om 45 km, hvor det nærmest enten går op eller ned! I.M.P.O.N.E.R.E.N.D.E

Nå, tilbage til fortællingen. Den første dag var blid ved os - der var meget lige-ud-sti og ikke særlig meget op og ned - først til sidst på ruten.

Ved en af pausestederne hentede Pedro en omgang chicha som gik på runde. Trods min slemme oplevelse med det i Cuzco, gav jeg det et nyt forsøg - med samme resultat, FØJ!! Nogle af de andre kunne godt lide det. Hatten af for det - og Pedro elsker det.. Iiiiuuww.

Da vi nåede til vores camp, havde porterne allerede sat vores telte op, og var i gang med at lave mad. De klappede af os da vi gik ind i campen, meget sødt. Vi fik hver en balje med varmt vand så vi kunne vaske os. Vi blev alle samlet i en cirkel og skulle præsentere os - både portere, kokken og os- det var rigtig fint. Vi fik taget gruppebillede - og Bodil var selvfølgelig med. Porterne skiftedes faktisk til at holde hende.

Bagefter var der eftermiddags the, popcorn og kiks - lækkerirer. Vi spillede UNO indtil aftensmaden blev serveret Jeg kan ikke rigtig huske hvad aftensmaden bestod af - men det var suppe og en hovedret. Vi fik så meget lækkert mad på hele turen. Efter aftensmaden gik vi faktisk allesammen i seng - totalt udkørte og med tanken om et wakeup-call kl 5. Aaauch. Men sikke en god dag det havde været.

Kl 05.00 blev vi vækket af porterne - og fik tilbudt varm coca-the i teltet - følte mig helt som en royal. Søvnen var dog ikke noget at råbe hurra for. Eftersom at der var liggeunderlag med i "pakken" valgte jeg at lade mit eget underlag blive hjemme(også for at kunne få mere tøj med - vi måtte maks have 5 kilo med hver) Og jeg kan godt fortælle jer at jeg fortrød, at jeg ikke havde taget mit underlag med - noget så grusomt. Ej, det skal da måske lige nævnes, at da vi gik i seng fik jeg et kæmpe grineflip. Det gjorde jeg, fordi Daniel kravlede helt ind i sin sovepose, bandt den til oppe ved hovedet og så havde han sin pandelampe på - han så, så umådelig sjov ud - det var ikke til at holde ud. Samtidig stod vores telt også på en skråning, så vi gled rundt inde i teltet. Det var hysterisk morsomt - måske man skulle have været der. Men ihvertfald hjalp "glideriet" heller ikke på søvnen.

Nå, tilbage til andendagen. Som sagt blev vi vækket og fik serveret coca-the. Coca er grønne blade, som man enten kan tygge på eller bruge dem i the - de hjælper på højdesyge og al verdens andre ting.

Til morgenmad fik vi en slags havregrød og brød, men jeg var slet slet ikke sulten.. Jeg havde små ondt i maven. Vi fik gjort os færdige, og begyndte at gå 6.30. Anden dagen var den dag som skulle blive hårdest - 5-6 timer op ad stejle(og med stejle mener jeg VIRKELIG stejle) stigninger og trapper. Og endnu en gang undrer jeg mig over hvordan de små incaer bar sig ad. Jeg havde virkelig svært ved at løfte benene op over nogle af trinene - de var så ufattelig høje. Naturen er et helt kapitel for sig selv, desværre nød jeg den ikke nær så meget på anden dagen, for som dagen tog til, det samme gjorde min mavepine. Det gjorde så ondt, og det var så udmattende. Leenar og jeg endte med at følges ad. Vi gik lidt, og holdte så pause. Jeg gik lidt, hun indhedtede mig, og vi holdte pause igen. Så det tog så uendeligt lang tid før vi nåede til første pause sted. På første pausested var der en masse af de andre portere(fra andre grupper), som var ved at få mad - lugten af maden fik mig næsten til at kaste op. Jeg lagde mig langt væk, og faldte i søvn. Sikke en befrielse - ti minutter i drømmeland uden smerter. Jeg blev vækket og vi fortsatte med at gå. Det pass som vi skulle passere hedder Dead Womans Pass - no wonder - det tog næsten livet af os. Daniel og Jenni tonsede afsted, og hvor ville jeg dog gerne have fulgtes med dem. Men næh nej.

De sidste 25 minutter før jeg nåede toppen blev jeg dog usædvanligt stædig og nægtede at stoppe op hele tiden. s*** jeg troede jeg skulle dø. Egentlig troede jeg, at det var højden som gjorde mig syg og dårlig. (I skrivende stund ved jeg dog bedre) På vej op mod toppen af Dead Womans Pass, passerede jeg et ungt ægtepar fra australien(vi kaldte dem Aussies), som vi havde stødt på et par gange før. De kunne se jeg var dårlig, og tilbød mig at "sniffe" ren alkohol når vi nåede toppen. Jeg takkede pænt ja tak og fortsatte. På toppen sad Daniel og Jenni og heppede på mig - SÅ dejligt. Jeg slog mig ned hos dem, og sammen ventede vi på de andre. Vi heppede og hujede da vi kunne se de andre- de betyder virkelig meget for den som går - man kan lige give den det sidste. Aussie'erne kom og gav mig det rene alkohol og Pedro gav mig en pille.

På toppen fik vi selvfølgelig taget et billede sammen allesammen. Det var så utrolig rart at vide, at det var det hårdeste og stejleste pass vi skulle passere. Pedro havde en lille overraskelse til os. Vi skulle holde en lille ceremoni for Batcha-mama(moder jord) Han havde taget en flaske rom med, holdte en lille tale, gav Batcha-mama den første slurk, og sendte derefter flasken på runde. Fyyyj - det var mørk rom - men det varmede nu meget godt der midt på toppen(der var frysende koldt og det regnede, så vi havde vores flotte regnponchoer på. Daniels var grøn, Jennis gul og min lilla - sikke et farvesceneri)

Vi begyndte den to timer lange nedstigning. Det var hårdt på en helt anden måde og rigtig ubehagelig. Det var stadig "trapper" hugget ind i klipperne, men det var virkelig glatte fordi det regnede sådan. uuuhhhuh.. Jeg vil lige indskyde, at grunden til, at de lokale kalder det for "Dead Womans Pass" er ikke fordi det er hårdt som en i helvede at passere, men fordi, at bjerget åbenbart ligner en kvindekrop fra den ene side af bjerget - vi fik det desværre ikke at se fordi det var så diset.

Efter to timers nedstigning i regn nåede vi endelig campen, og som dagen forinden klappede porterne af os. Jeg gik direkte ind i teltet for at sove- min mave gjorde SÅ ondt. Pedro kom med en urtethe(helt frisk - kokken havde sendt en af porterne ud for at finde urterne) til mig og derefter faldte jeg i søvn. Jeg skippede derfor både frokosten og eftermiddagsthe'en. Det var faktisk kun Pedro og Daniel som var til eftermiddagsthe'en, for Jenni sov og Leenar og Ansi var i deres telt. Leenar kastede op, så hende og jeg var nogle sølle nogen. Pedro tvang mig godt nok til at komme og få lidt aftensmad. Det var ikke meget jeg spiste, men jeg prøvede. Leenar den stakkel var virkelig syg. Det var højst sandsynligt højden som var skyld i det. Vi inviterede Jenni ind for at sove i vores telt, for hun havde frosset noget så grusomt natten inden, og nu var vi endnu højere oppe og det regnede samtidig. Vi placerede alle taskerne i hendes telt og så lå vi tre ellers sammen i Daniels og mit telt.

kl 04.30 vågnede jeg ved at Jenni hviskede til Daniel. Hendes sovepose var våd.(det havde regnet hele natten- så man kan godt sige at vi blev lidt oversvømmet i teltet) Først troede hun, at hun havde svedige tæer, men så mærkede hun at den var våd, et kort øjeblik troede hun, at Daniel og jeg havde tisset i teltet?? WHAT?? Tossede pigebarn. Hun gik ud for at finde Pedro, men hvad skulle han gøre? Jeg inviterede hende ind i min sovepose for den næste halve times tid. Eftersom vi alle tre var vågne, begyndte Daniel at tale om shots(Daniel ved det ikke altid selv, men han taler så højt, at det for os andre nærmest er en råben)og hvorfor han snakkede om shots?? Jeg ved det ikke- det var ALT for tidligt for mig til overhovedet at kunne tænke.

kl 5 blev vi vækket og fik tilbudt coca-the - vi tog gladeligt imod.

Ved morgenmaden proklamerede Ansi at han havde et nyt navn til Daniel - HULK! "Hulk is awake - everybody have to wake up" han refererede selvføligelig til da Daniel begyndte at snakke om shots - der havde han vækket stort set hele campen - haha.

Af en eller anden grund var Jennis øjne hævede, så det lignede at hun havde skæve øjne ligesom kineserne - hun fik derfor også et kælenavn; Jennilee! Haha. Så vores gruppe havde en Jennilee, en Hulk og en Cheeky Monkey.

Denne morgen var den smukkeste morgen. Vi kunne rigtig se hvordan skyerne lå hen over bjergene - kontrasterne var fantastiske. Det var jo bælgmørkt også bjergene og så var skyerne kridhvide - i skal se billederne. WOW. Jeg blev så betaget, at jeg helt glemte at pakke. Heldigvis havde jeg fået det bedre, så da Pedro godhjertet drillede og hunsede med mig, blev jeg ikke arrig(hvilket jeg måske ville være blevet dagen forinden) Jeg iførte mig mine nyindkøbte regnbukser og min skønne lilla poncho og så begyndte vi at gå. Dette ville blive dagen hvor vi gik flest kilometer.

Vi startede med at gå lidt ned, for så at skulle gå MEGET op igen. Og der halvvejs på toppen var der endnu et incasighn. Desværre var det hele så diset, at vi ikke rigtig kunne se noget - kun et godt stykke frem for os. Disen og regnen ødelagde det lidt for os, men til sidst vænnede vi os vel nærmest til det?

En anden sjov historie som i næsten skal have med, var da Ansi(stolt) sad i teltet og løftede armen op og ned i takt og sagde "no number two, no number two" Han kunne simpelthen ikke - det samme gjaldt mig, så vi lavede vores egen lille "no-number-two-gruppe" Jeg siger jer, uanset hvor meget jeg prøvede sagde min krop fra. Toiletterne var så ulækre - virkelig klamme. Der var selvfølgelig et alternativ - det grønne toilet - det blev skam også afprøvet men uden held. (jaja - vi er blevet meget åbne)

Daniel, Jenni og jeg gik til i rask tempo og forlod derfor gruppen - Leenar var virkelig skidt, den stakkel. At være sløj på inca trailen er en ting, men når det så også regner samtidig - ØV!

Flere gange var der en stor gruppe af danske unge som havde overhalet os de forgange dage, og det samme skete denne dag. På et tidspunkt stoppede deres gruppe dog, og de kaldte på Jenni og jeg(Daniel var laaangt foran - den spurter) - de havde fået øje på et rådyr/dådyr(hvad er forskellen - Onkel Steen??) Så kært, der midt på bjerget, det var godt nok på vej væk - så vi gik også igen. Daniel ventede på toppen, dejligt med et hvil. Og hvem tror i kom forbi os?? Det gjorde Aussisne Efter noget tid kom Leenar, Ansi og Pedro. Pedro ville have, at vi alle skulle følges lidt, for nu gik det ned igen. Vi fik diskuteret kvinders smertetærskel vs. mænds. For Daniel er af den opfattelse, at vi har en højere smertetærskel fordi vi er født til at føde børn - Jenni og jeg var så absolut ikke enige med ham - og ingen af os blev nogensinde enige, men hold nu fast hvor var diskussionen sjov. Vi diskuterede også kejsersnit, børn vs ikke børn, adoption, amen hvad der ikke blev diskuteret. Vi gik og gik. Og det fik mig til at tænke på Bamses Julekalender og sangen, "Vi er på vej til dig julemand" haha..

Det var ret imponerende at se hvordan vegetationen ændrede sig undervejs. Det gik op og ned, op og ned. Svingende mellem stejle og mindre stejle stigninger. Og jeg kan kun endnu en gang sige, det er ikke til at beskrive ruten, det var så smukt(også selvom vi ikke kunne se vildt meget pga disen), og den ændrer sig så meget hele tiden.

En times tid inden vi nåede frokostcampen, fik vi lov til at "stikke af". Vi gik igennem grotter og tæt på klippegrunden.. uuh. Og da vi endelig nåede frokostcampen - åååh hvilken fryd for øjet.. Det var SÅ skønt at kunne tage den "dejlige" poncho af, komme ind i frokostteltet og få noget varm the - SKØØØØNT !

Efter en halv times tid kom de andre og frokosten kunne begynde. Det er altid lækkert med mad, og maden var helt i særklasse - virkelig god mad, især når man tænker på omstændighederne. Lige før desserten kom kokken ind i teltet med en flot flot kage - en slags bryllups/godt klaret kage. Leenar og Ansi var blevet gift i Las Vegas, så dette var den eneste bryllupskage de havde fået. Samtidig havde de også 1månedsdag for deres bryllup, så det var helt perfekt. Vi delte kagen med porterne. Mumms den var god..

Resten af vejen til vores sidste camp, var stort set nedstigning, men moderat. Lige efter vi havde forladt frokostpladsen, kom vi til dagens andet incasighn. Vi blev dog ikke særlig længe ved det, for det regnede stadig helt vildt og det var diset - men denne gang kunne vi dog trods alt se det.

Det var fedt da vi endelig nåede campen. Vi havde gået siden 6.30 og vi ramte campen omkring kl 16.30 så det var virkelig en lang dag. Jenni, Daniel, Pedro og jeg gik hen for at se dagens tredje og virkelig smukke inca sighn. Det var muligvis det bedste vi havde set. Det er altså imponerende som de kunne bygge, og så kun med deres bare hænder. De var skisme kloge de incaer. Vi gik tilbage til campen og vaskede os, og så var det praktisk talt aftensmad tid. Vi fik endda dessert to gange på denne næstsidste dag. Efter aftensmaden ordnede vi drikkepenge til porterne og kokken og fik sagt rigtig godt og pænt farvel til dem. Ansi havde medbragt en flaske pisco sour som vi alle fik en slurk af den og derefter gik vi i seng. Der ville være wakeup-call kl 03.00.. Puuuuhh.

Jeg sov forfærdelig dårligt om natten, hvis jeg da overhovedet sov?? Vi blev vækket kl 03 og skulle skynde os at spise, for porterne skulle nå at pakke sammen, og løbe ned til nærmeste by for at nå deres tog. Vi skulle gå 7 min. hen til et checkpoint, og der skulle vi så vente indtil kl blev 5.30 og vente på at vi måtte komme igennem. Så vi ventede i næsten to kolde og lange timer- og så- Pludselig kunne vi begynde at gå - så dejligt. Jeg begyndte at få lidt ondt i maven, men ignorede det - for HALLO vi var få timer fra MACCHU PICCHU! Juhuuuu.. Vi skulle gå i et par timer, og selvfølgelig regnede det og var diset. Den sidste del af turen indebar 50 virkelig høje og meget stejle(næsten lodrette) trin. Puhaa.. Og der, der var Sungaten - men hvor i en i helvede var solen?? Det var på en måde lidt skuffende, for vi kunne ikke se Macchu Picchu. Vi stod der hvor alle -ALLE får taget deres billede med Macchu Picchu i baggrunden, og så kunne vi ikke se den. Ansi udbrød i raseri - "for helvede, det er spild af tid og penge det her" puhaa. Tanken strejfede også mig meget kort. Det var så ærgeligt, at vi ikke kunne se det vi var kommet for. Vi begyndte nedstigningen til byen, hvor vi skulle mødes med to fra vores gruppe, Allison og Alfredo, som måtte blive i Cuzco da de blev syge. Stille og roligt begyndte disen at lette, og jo længere vi kom op ad formiddagen forsvandt den mere og mere og der kom sol.

Macchu Picchu er vidunderlig, fascinerende, imponerende, kæmpe, umulig at tage ind, og det er fuldstændig umuligt at yde det retfærdighed på billeder. Det var så smukt. Det er ubeskriveligt. Og det var endnu mere ubeskriveligt, at vi rent faktisk klarede det. Vi var så glade - det var så stort. Jeg tror helt ærlig ikke at jeg har prøvet noget så hårdt i mit liv før - ikke engang mit halvmarathon kan måle sig med det. Så at stå der, midt i Macchu Picchu - det er bare så ubeskriveligt.

Pedro vidste os lidt rundt og fortalte en hel masse, og så fik vi ellers selv tid til at gå rundt og lure. Wow hvor var inca'erne bare dygtige og vanvittig kloge. Amen, jeg kan slet ikke finde ord - så stopper det her - det tog luften fra mig- lad mig sige det sådan.

Vi tog med bussen til til Macchu Picchu by, spiste frokost og tog med toget tilbage til Ollantaytambo, hvor vores bus ventede os. For at afslutte vores tur med maner havde vi aftalt at gå ud og spise og få nogle drinks.

Jeg så virkelig frem til at få et langt og vaaaarmt bad efter 4 dage uden bad - og hvad tror i der hændte mig?? Et koooooooldt bad - først bagefter fandt jeg ud af, at vandet skulle rende mega længe. Daniel fik selvfølgelig et langt og dejligt varmt bad - heldige ham.

VI skulle mødes på Plaza De Armaz med Pedro. Jeg smuttede lige ind forbi Kokopelli for at sige hej, og så gik jeg i hæveautomaten, og hvad skete der? Den åd mit kort! Automaten ÅD mit KORT!!! f***!! Jeg skrev straks til Marco og lavede en aftale med ham om, at han ville hjælpe mig næste dag. Først kunne jeg ikke finde de andre, og var lige ved at panikke, men så dukkede de heldigvis op. Til sidst(som altid som sidste mand) kom Pedro. Vi gik hen til restauranten - vi var blevet enige om at dele en guiniepig(et marsvin - det er lokal delikatesse) Jeg siger jer, det var så specielt at se det søde lille marsvin gabe over en rodfrugt. Meget specielt.! Pedro spiste hele hovedet, også hjernen - føj!! Jeg brød mig ikke om smagen, men Daniel syntes at det var meget fint. Han spiste et af benene - med tæer, kløer og hele molevitten. Jeg kom sådan til at grine, det var så bizart for mig. Føj føj. Jeg bestilte en mohjito og nød den sammen med min mad. Alle os som havde gået inca trailen gik på den irske pub efter middagen, Allison og Alfredo gik desværre hjem. Vi bestilte sambucca shots og andet godt - og efter at vi alle var ved godt mod, besluttede vi at gå på club. Vi havde det så umådeligt sjovt, og blev så fulde. Det var den perfekte afslutning på den mest perfekte tur.

Jeg kan kun varmt anbefale at tage til Peru og gå Inca trailen - det er SÅ meget alle anstrengelserne værd. Det var så godt, så smukt, så idyllisk, så langt væk fra al civilisation. FEDT FEDT FEDT bliver mine sidste ord.

Store knus

Didde