Puno

Vi ankom til Puno tidligt om morgenen og tog hen til et hotel for at få morgenmad og wifi, så vi kunne se vores billetter til Amantani homestay. Jep, vi skulle nemlig på besøg hos en lokal familie på øen Amantani beliggende i Titicaca lake. Det var en af de oplevelser jeg havde glædet mig mest til sammen med Machu Picchu. Titicaca lake er den højest beliggende sø i hele verden. Bare lige til info

I bussen til Puno havde jeg haft mavesmerter et par gange - som om nogen slog mig i maven. Mens vi sad der på hotellet og fik morgenmad, blev smerterne værre - og forsvandt så lidt igen.

Vi prøvede at finde vej hen til det bureau, som skulle tage os til Amantani, men eftersom der ikke står gadenavne på nogle af gaderne, måtte vi give op og tage en taxa - vi tog med en trehjulet knallert. Så har vi også prøvet det. Vi fandt bureauet og blev der samlet op af en minibus. Vi kom ned til havnen og steg om bord på skibet. Jeg havde sørget for en gave til den familie vi skulle besøge - Ris, appelsiner, Kanel og lidt nellikker og danske flag(noget jeg har fået i pakke fra min moster).

Første stop var efter en time. Her skulle vi besøge floating islands. Det er et helt samfund hvor hver familie har deres egen ø. Familien laver selv øen ud af store blokke jord? Ret imponerende.- Men hold nu kæft det stank. De bruger en slags siv(Man kan også spise disse) som underlag - de ligger lag på lag, på lag - og de nederste lag begynder jo at rådne på et tidspunkt, og det stinker!! Det var nu meget sjovt at se deres lille ø - vi fik også lov til at besøge deres huse, hvilket består af et rum med en seng i. Jaaa - meget langt væk fra vores virkelighed. Vi blev ledt om bord på en båd, lavet af siv og træ, og som forestillede en slags drage. (Jeg prøver ihærdigt at ligge billeder ind sammen med bloggene, men hjemmesiden går altid i stå - så kan kun henvise jer til min facebook så i kan se billederne) Vi steg om bord på "den rigtige" båd igen, og havde lidt over to timer ud til Amantani. Mine mavesmerter tog til, og jeg lagde mig derfor til at sove. Det gjorde så ondt.

Da vi ankom til Amantani blev vi delt op i små grupper. Vi kom i gruppe med to søde Hollandske piger, Kirsten og Nannet.(De er sjovt nok begge to kiruger) Vi blev præsenteret for de mennesker som skulle være vores "familie" det næste døgns tid. Vi fik vist vores værelser og så var det ellers tid til frokost. Vi fik serveret suppe og en hovedret bestående af stegt ost og ris. Jeg spiste ikke særlig meget fordi min mave gjorde så ondt.

Når vi skulle på toilettet, skulle vi putte vand i, for at få det til at skylle ud - det kunne det nemlig ikke af sig selv - det tog lidt tid før jeg fandt teknikken. Men så har jeg også prøvet det.

Vi blev fulgt op for at se en fodboldkamp. Efter at have siddet lidt, gik hele vores gruppe(inklusiv de andre grupper) op for at se et tempel - jeg blev tilbage og gik ned til huset for at hvile. Jeg bandede, svovlede og ærgede mig over at jeg ikke kunne gå med - men min mave gjorde for ondt. Jeg lånte Kirsten mine vandresko- hun havde nemlig kun taget ballerinasko på. Det havde været vildt flot oppe ved templet - hvilket gjorde, at jeg ærgede mig endnu mere- men der var bare ikke så meget at gøre ved det. Vi fik serveret aftensmad - suppe og en hovedret. Jeg spiste lidt af suppen, men det var også det. Daniels tallerken var helt tom - det smagte åbenbart godt.

Efter aftensmaden hvilede vi lidt igen, og så blev vi ellers kaldt ned i køkkenet for at blive klædt ud i deres nationaldragter - og så skulle vi til fest.

Det var super sjovt at være iklædt deres tøj. Daniel fik en poncho og en hat på. Jeg fik en tung nederdel, en smuk skjorte, og et slags sjal på. Og så gik vi ellers til fest. Lokale musikere spillede op til dans og så blev der ellers danset. Jeg var med til en enkelt dans og måtte derefter sætte mig ned- men Daniel nåede heldigvis at forevige det på billeder. Daniel fik masser af danse, og det var skønt at se at det morede ham.

Vi besluttede at gå tilbage til huset inden festen sluttede, alle var trætte - og lige som vi kom ind i huset, blev vandsluserne åbnet og det stod ned i lårfede stråler. Så heldigt! Det skal også lige nævnes at der ikke er gadelamper, så stierne er kulsorte! Forestil jer at gå på kulsorte stiger i regn-uvejr!!! FUUUCK

Vi gik i seng og sov dejligt. Næste morgen blev vi vækket af Selena, husets skønne og smukke datter. Morgenmaden bestod af pandekager og brød. Efter morgenmaden skrev jeg en hilsen fra os i husets gæstebog og gav dem gaven. De blev rigtig glade. Selena var især vild med de danske flag - dejligt at noget så simpelt kan bringe lykke.

Vi blev fulgt ned til båden og steg om bord. Trods mine mavesmerter havde besøget været vellykket og meget spændende.

Båden sejlede os hen til en anden ø. Guiden forklarede, at singlemænd bærer hvide hatte, og røde hvis de er gifte. Pigerne bærer farvede hatte indtil de bliver gift, så går de i sort. Vi skulle også ind på øen og besøge den, men jeg blev i båden på grund af mavesmerter. De blev kraftigere og kraftigere. Kristen lånte mine sko endnu en gang. Jeg gav mig til at læse og efter at have færdiggjort min bog, lagde jeg mig ud i solen. Så dejligt. De andre kom tilbage - Kirsten havde købt et fint armbånd til mig som tak for lån af skoene. Det var sødt gjort af hende. Båden vendte snuden tilbage mod Puno, en tre timer lang sejltur. Jeg lagde mig til at hvile - hvilket dog næsten var umuligt på grund af smerter. Vi snakkede om, at hvis det blev ved, ville jeg tage til en læge.

Da vi kom i land sagde vi farvel til gruppen og blev sat af ved vores hotel af bussen.

Trods smerter, og det, at der var mange ting jeg ikke kunne deltage i, var det stadig vildt sjovt at komme ud og se hvordan de lever ude på øerne. Alle øerne har en bestemt måde at leve på, og det er ret fascinerende hvis i spørger mig.