Vi tog med bussen fra Puno tidlig morgen d. 21 dec. Vi vidste, at det ville blive en hård tur for min mave, for jeg var ikke helt ovenpå igen efter operationen. Vi havde heller ikke kørt særlig længe i bussen, før jeg måtte en tur ned på toilettet og sige pænt goddag til Hr. Ulrik. Jeg er overbevist om at det var pillerne som var skyld i det! Vi ankom til grænsen mellem Peru og Bolivia. Vi blev alle ledt ud af bussen, og ind, på først et kontor, for at få et stempel, derefter blev vi ledt på et andet kontor, for at få endnu et stempel. Man skal da lede længe efter værre ineffektivitet. Det var da for åndssvagt, at vi ikke bare kunne få begge stempler det første sted, men nej nej. Lad os gøre det så bøvlet som muligt. Og for, at det ikke skal være løgn, skulle vi ind på endnu et kontor i Bolivia. At krydse grænser i sydamerika tager ualmindeligt lang tid, og Daniel og jeg har endda været heldige!

Vi kom ind i bussen igen, og blev kørt til Copacabana. I Copacabana skulle vi skifte bus. Eftersom de ikke har en decideret busstation skulle vi gå til et hotel for at komme på vores bus. Hotellet skulle efter signende ligge to blokke fra hvor vi blev sat af. Vi begyndte derfor at gå. Efter lidt tid blev, vi indhentet af en lokal ung mand. Vi spurgte om vej, og han bad os følge efter ham. Efter et godt stykke tid(og noget mere end to blokke) drejede han af, og gik ind i hans eget hus. Der stod Daniel og jeg med temmelig lange næser og tænkte "What the f*** skete der lige der?". Vi fortsatte lidt i samme retning, men blev hurtigt enige om at vende rundt. Jeg var begyndt at blive små-irriteret, for mine skuldre gjorde voldsomt ond. Grundet operationen i maven, kunne jeg ikke spænde mavebæltet på rygsækken, så skuldrene bar al vægten, og f*** det er tungt.!, og samtidig var jeg også udmattet.

Vi fandt hotellet og kom med bussen. Jeg troede virkelig at jeg skulle dø! Det kan godt være, at de kører vildt i Peru, men Bolivia. PUHAAAAAA! Jeg lukkede øjnene. Jeg tænker nemlig, at det er mere rart at dø som sovende, end det er som vågen. Så kan man ikke rigtig se, at man er ved at køre galt, eller køre i afgrunden. Puha.! Kan i mon følge mig? Forstår i hvad jeg mener?? Det håber jeg.

Efter et langt stykke tid, blev alle i bussen genet ud. I starten var der ingen der forstod hvorfor. Det skulle dog vise sig, at det var fordi vi skulle med en båd. En BÅD! Det var der altså ikke nogen der havde gidet at informere Daniel og jeg om. Vores største bekymring var dog, at vi skulle betale for båden, og vi havde kun fået fat i meget få Bolivianos - det løste sig heldigvis, og vi kom om bord på båden.

På den anden side af søen skulle vi vente på at bussen blev sejlet over. Jeg faldte i snak med en gut fra tyskland ved navn Daniel D, og med en pige, Lissette, fra Holland. Vi blev alle enige om at tage til det samme hostel når vi ankom til La Paz.

Da vi først ankom til La Paz(eller hvad vi troede var La Paz) blev vi slemt skuffede. Det var så ulækkert, gråt og trist. Jeg kunne virkelig ikke begribe, at så mange af de rejsende som vi har mødt, på vores vej synes, at det var en smuk by? Meen jeg var lidt for hurtig til at bedømme, for lige pludselig holdte bussen ind til siden, så vi kunne tage billeder. Set oppe fra, var La Paz faktisk temmelig imponerende at se på. Selve centrum ligger nede mellem bjerge, og så kryber byen sig ellers op ad alle bjergsider - sejt nok alligevel(især fordi det er HELE vejen rundt om byen)

Både Daniel D og Lissette snakker flydende spansk(hvilket var super komfortabelt for Daniel og jeg) Den første taxa ville have 60 Bolivianos for at køre os til vores hostel, den næste ville have 20! Det er noget af en prisforskel. Det er så grumt! De gør alt hvad de kan for at rippe os for penge! Jeg er så utrolig træt af den forskel de laver på lokale og på os turister! Det er så vildt. I alle nationalparker og lign., er der også forskellige priser, alt efter hvor du kommer fra. Hvad er det for noget lort og forskelsbehandling! Arrrgh.

Vi ankom til Loki(vores hostel) og heldigt for os, havde de lige præcis plads til os alle sammen. Temmelig dejligt. Vi blev indlogeret på et 16mandsværelse. Jeg fik en køje, og under mig lå en anden tysker, Kathrin - super sød pige!

Vi gik i bad, og gik derefter ind i baren og fik noget at spise, og for de andres vedkommende en øl eller to. Lægen som opererede mig, havde strengt forbudt mig at drikke coca cola(alt med brus i) og alkohol. Jeg gik også ret hurtigt i seng, totalt udmattet efter den lange tur og med en mave som gjorde av.

Jeg vågnede som sædvanligt tidligt, og lå bare og lyttede. Det var længe siden jeg havde sovet så godt, så pyt med at vågne tidligt.

Daniel, Lissette og jeg gik en tur ud i byen, for at finde et bureau, som kunne sælge os en cykeltur på Death Road. Alle bureauerne ville dog først åbne efter tre, - øv! Vi besluttede at lede efter en frisør til mig. Det var bare ikke spor let. I vores jagt efter en frisør kom vi gennem Witch-market, hvilket er et område med boder, hvor gamle kvinder sælger alverdens underlige ting. Det klammeste var dog tørrede foster-alpachaer.(blog-billedet) Det var jo for klamt. Nogle med pels, andre var rene skeletter. Iiiuw. Der var så mange ulækre ting.

Efter lang tids søgen, fandt vi endelig en frisør - og så lå de selvfølgelig på rad og række, lige så langt øjet strakte. Totalt åndssvagt, at de alle har lagt sig det samme sted - dum konkurrencestrategi. Men okay, det må de jo selv om. Jeg fik placeret min lille numse i en frisørstolen - og pegede på Daniel, for at vise hende, hvordan jeg gerne ville have mit hår. Frisøren startede med at tage lidt af. Jeg bad om mere, hun tog lidt mere, og jeg bad endu en gang om mere, og mere, og mere og mere. Hun kiggede meget angst på mig, som om, at hun var bange. Hun var virkelig nervøs. Jeg tror ikke, at hun har klippet en pige på den måde før. Efter at have bedt om at få taget mere af, et utal af gange, var jeg endelig tilfreds. 25 bolivianos kostede min klipning mig - BILLIGT!!

Vi belv enige om at lede efter en kæmpe park midt i byen. Da vi endelig nåede hen til parken, var vi der i meget KORT tid. Aldrig har jeg været et sted, hvor det lugtede så meget af pis - og det var seriøst uanset hvor i parken vi gik. Desuden var parken også blevet overtaget af boder som solgte underlige ting. Sært. Vi vendte om og gik tilbage til Loki. Jeg var fuldstændig udmattet og gav mig til at lave absolut INGENTING!

De andre fik bestilt en tur til Death Road!! Wuhuu

Jeg vil lige smide en kommentar om boliviansk ost - HOLD jer fra det! Det smager så ubehageligt! Selv Daniel synes det er dårligt - og han er ellers altædende, så det siger ikke så lidt! Det er så addd. ! Det ødelægger alt mad.

Vi blev hentet tidlig morgen d. 23 dec. - og hvad skulle vi denne tidlige morgen?? Vi skulle ud på Death Road - en af verdens farligste veje. Den blev lukket for al almindelig traffik for nogle år siden fordi den simpelthen var for farlig, al for mange døde hver år. Vi kørte længe - og blev så sat af sammen med en guide. Vi var fem udover guiden; 2xDaniel, Lissette, en anden tysk pige og jeg. Vi blev iført overtrækstøj, knæ-, skinnebens- og albue-beskyttere, handsker og hjelm. Vi så jo hel seje ud! HAha. Det første stykke af turen foregik på asfalt, og drengene konkurrede nærmest i at køre stærkest. VANVITTIGT ! Mit hul i maven værkede, og egentlig burde jeg ikke være taget med på turen, men helt ærlig, jeg ville virkelig ikke gå glip af det, smerte eller ej. Vi blev samlet op igen, og kørt til et andet sted. Her skulle vi køre på grussti/vej. Hvis jeg synes asfalten gjorde ondt i maven, så var grusset som at tage en tur ned i helvede med flammer og små djævle med spidse treforke. ! Men udover det, var selve turen ned ad Death Road FED! Jeg kørte NÆSTEN ud over kanten to gange. Kører man ud over, er det ikke sikkert at man kommer i live op igen. Faktisk, var der en pige, som faldt ud over et par dage før vi kørte ruten, men heldigt for hende, var det ikke ved en af klippeafsatserne. Nogle steder på ruten var vejen ikke mere end en meter bred! Det er altså ikke særlig meget !! Andre steder cyklede vi igennem "vandfald"! Drengene konkurrede med guiden om at køre hurtigst og lave hop. Den tyske pige måtte give op, og blev samlet op af minibussen. Prøv at lukke øjnene for et øjeblik, forestil jer høje bjerge, klipper, kraftige og smukke grønne farver, blå himmel, kraftig hede, lyden af grus, følelsen af vandsprøjt, cyklen som skrider under dig, følelsen af genvundet kontrol - er det ikke fantastisk? På et tidspunkt punktunkterede guiden, og vi fik lov til at cykle i forvejen. Meningen var, at vi skulle vente der, hvor man skulle betale for at køre på vejen, men vi overså åbenbart stedet, så typisk!

Vi afsluttede cykelturen med at spise sammen, og bagefter havde vi tid til at svømme i poolen - dette benyttedte vi os dog ikke af, for vi ville faktisk gerne tilbage til Loki. Før frokosten havde vi aftalt med guiden, at der var afgang tilbage til Loki efter halvanden time. Da der var gået to en halv time gik jeg ud for at lede efter ham. Jeg fandt ham i en anden pool! Ret uprofessionelt må man nok sige, men sådan er livet her.

Vi kom endelig ind i bilen, og en to timers køretur ventede os. Vi hyggede os faktisk rigtig meget i bilen, lige indtil vi næsten blev ramt af en anden bil. Vores chauffør blev selvfølgelig gal på den anden billist, for han kørte virkelig som død og helvede! Den anden billist holdte ind til siden, og undsklydte for sin dårlige kørsel, men at det var fordi han var fuld! WHAT the f***!!! Det var jo for skørt! En ting er at køre fuld rundt, en anden ting er da at undskylde sin dårlige kørsel med det!!! Vi var alle meget forargede!

Men okay, det er jo trods alt Bolivia. Her kan ALT ske.

Da vi kom tilbage til Loki gik jeg nærmest direkte i seng. Det havde trods alt været en god og sjov, men hård dag.

Jul det er cool - også selvom jeg sidder på den anden side af jorden. Jeg vågnede tidligt, muligvis fordi jeg gik tidligt i seng?? Jeg brugte morgenen på at skype med min mor, Morten, faster og kusine Camilla. Det var vildt dejligt at få lidt nyt hjemmefra. Normalt er juletiden og juleaften ikke af særlig betydning for mig, men jeg kunne godt mærke, at det er noget helt andet, når man ikke er omgivet af sin familie. Det var egentlig ikke så meget det, at jeg ikke skulle fejre jul, men mere det, at jeg vidste at hele familien ville hygge sig sammen og nyde hinandens selskab - lige pludselig kunne jeg godt mærke, at jeg savner min familie mere end jeg troede, at jeg ville komme til. Men det er jo det fede ved at være afsted. Jeg finder hele tiden nye sider af mig selv, sider som jeg ikke troede at jeg havde.

De andre begyndte så småt at stå op, og Daniel og jeg besluttede os for at gå en tur i byen.

Jeg skulle have kopiret alle journaler og regninger fra mit sygehusophold, således, at jeg trygt kunne sende originalen hjem til DK. (Tænk sig hvis det blev væk i posten!!)

Vi gik videre op til et KÆMPE marked, som strakte sig op og ned ad bakker, og det lykkedes os faktisk at fare vild. Normalt har vi begge ret god stedsans, men der blev vi godt nok lige rundforvirret. Utroligt at nogen kan finde rundt der!

Jeg købte en 6 kilo tung vandmelon til 16 bolivianos! BILLIGT! JA TAK! Det kan vi li!

VI gik tilbage til Loki og satte os op på tagterrassen. Lige da jeg skulle til at skære vandmelonen ringede Dorte til Daniel, og han gik ned for at skype med hende.

Jeg blev siddende på tagterrassen indtil det begyndte at regne, så gik jeg i baren !

Det endte med at jeg fik spist alle 6 kg vandmelon med lidt hjælp fra venner. Er i da færdige hvor kommer man bare til at skulle tisse. Jeg lavede ikke andet resten af eftermiddagen.

Vi var en hel del, som var blevet enige om at tage ud og spise om aftenen for at fejre juleaften. Vi delte os i to taxaer og kørte afsted til et sted som LonelyPlanet havde anbefalet - da vi ankom var stedet selvfølgelig lukket. Den ene taxachauffør kendte heldigvis et andet godt sted, og der blev vi så kørt hen.

Da vi kom ind i restauranten spurgte jeg om et bord til 7, tjeneren bad mig vente. Ved lyden af min stemme, vendte pigen, ved bordet bag mig, sig om. Og så skreg vi! Aileen og jeg! Alle - ALLE i hele restauranten(som var proppet) vendte sig rundt og kiggede på os. Sidst vi så hinanden var på Incaturen, og jeg havde ikke den fjerneste ide om, at hun og hendes mand skulle til Bolivia. Man må sige, at det var tilfældighederens sammenstød. Havde jeg ikke været syg, og havde restauranten ikke været lukket, havde vi ikke mødt dem igen. VI slog os ned hos Aileen og hendes mand(jeg kan lige pt ikke huske hans navn - flovt)

Både Daniel og jeg bestilte en lækker argentinsk steak - da steaksne kom ind til os, hældte kokken Jack Daniels hen over dem, og satte ild til dem - forskellen på vores steaks var bare, at Daniel fik en moppedreng på 1.2 kg, imens jeg "nøjedes" med en på 300g. Jeg siger jer, at Daniels var kæmpe. HVis han kunne spise det hele, ville han få et billede op at hænge og så ville han også få en t-shirt. Trods hans ihærdige indsats og hele bordets heppen, måtte han give op - forståeligt nok. Jeg skulle skisme heller ikke spise så meget kød. 1.2 kg er ALVORLIGT MEGET!

For første gang siden operationen nød jeg en drink - en god Mohjito.

Vi havde en helt vild skøn og dejlig juleaften ! Det håber jeg også at i havde hjemme i DK??

TIDLIGT om morgenen d. 25 dec stod jeg op sammen med Daniel D, for at tage ind og købe busbilletter til busturen videre. VI blev nødt til at tage ind til busstaionen kl halv 7, for at være sikre på at få billetter til vores busser om aftenen. Pyhaaa.. Jeg gik direkte i seng da vi kom tilbage, var da slet ikke færdig med at sove. Kunne godt mærke, at jeg stadig ikke var på toppen. Blev ret hurtigt træt.

Senere på eftermiddagen skulle vi deltage i en julemiddag på hostellet. Middagen bestod af græskarsuppe med brød, kalkun med et eller andet indeni, kartoffelmos og en slags pølse med bacon rundt om, til dessert var der brownie med Dulche del leche(det er deres svar på karamel og chokolade/nutellea), og så var der et glas champagne.

Vi havde lavet ét langt bord med alle fra værelset(16 mands værelse) og nogle af de andre som vi også havde snakket med. Det var super hyggeligt. Det var lidt vemodigt da vi skulle sige farvel. Efter at have sagt farvel stod jeg og ventede på Daniel som var gået på toilet. En gut kom hen til mig, og vi snakkede et godt stykke tid på engelsk, indtil jeg spurgte ham hvor han kom fra - han svarede COPENHAGEN! Jeg svarede selvføligelig på dansk, "jamen så lad os da snakke dansk"! Det var lidt sjovt. Han var den første dansker som jeg havde snakket med siden vi tog fra Danmark, og så var jeg endda på vej videre. ØV!

På busstationen i La Paz var der kaos, de har bestemt ikke styr på det på samme måde som i Peru, men okay, vi kom da trods alt med den rigtige bus, og der sluttede vores eventyr i Bolivias hovedstad så.