Trætte efter nattens fest og farver var det virkelig hårdt at komme op og få pakket. Vi skulle være ude af hotellet kl 10. For mig var det fint, trods det at jeg ikke rigtig fik noget søvn, for jeg havde en aftale med Marco - han skulle prøve at hjælpe mig med at få mit kort igen. Daniel var derimod hårdt ramt. Jeg sørgede for at vække ham og få ham op, og så gik jeg. Jenni og jeg fulgtes hen til Kokopelli med vores tasker, for så at tage vores vasketøj og begive os hen til Plaza De Armaz hvor vi skulle mødes med Marco. Sammen gik vi hen til banken - der var ikke noget at gøre, jeg kunne ikke få mit kort tilbage, maskinen havde ødelagt det.Vi prøvede lidt forskellige ting, men gav op til sidst. Vi gik hen vaskerierne og Marco måtte gå fra os derefter. Jenni og jeg blev enige om at gå tilbage til Kokopelli. Jeg fik fat i mine forældre og fortalte dem først om min tatovering, dernæst om inca trailen og til sidst om mit kort. Daniel havde vi endnu ikke set skyggen af. Diego, Moche og jeg gav os til at se film - Jenni var gået i seng. Vi var fuldstændig færdige efter aftenens fest. Det er altså mere hårdt når man er ude af "træning".

Hen mod aften stødte jeg endelig ind i Daniel - han var blevet vækket af rengøringsdamerne på det andet hotel - haha. Sødt.

Vi var alle så ulideligt trætte, så vi gik tidligt i seng. Jeg vågnede igen tidligt næste morgen - gik i baren for at spise morgenmad. Der sad Moche, og jeg slog mig ned hos ham. Vi sad længe over morgenmaden og snakkede. Daniel og Jenni gik på den Free Walking Tour, jeg gik i bad. Moche og jeg gik en tur på markedet bagefter - jeg havde nogle ting jeg skulle have købt. Vi købte de mest lækre stykker vandmelon jeg længe har smagt, og satte os på kirketrappen. Vi snakkede om alt og ingenting, og det var bare så super fedt. Vi klinger virkelig bare. Og mens vi sad der, skete der noget sjovt. Der var en fire-sporet vej foran os. En hund kommer løbende - sætter sig midtpå vejen og skider- den sad der virkelig længe, og til vores store forundring blev den ikke ramt af en bil. Det sjove var så når folk skulle undvige den omgang diarre som hunden havde efterlagt. Vi morede os gevaldigt. Bilerne fik rodet godt og grundigt rundt i det - og så skete det - en mand jokkede i det. Det er vildt ledt, men det var bare så sjovt. Vi grinte og grinte. Så herligt. På vej tilbage til Kokopelli stoppede vi ved en bod for at købe chips. Manden i boden spurgte Moche om hvad sådan en pæn og smuk pige lavede med sådan en grim fyr som ham. Haha. Det er jo humor på gadeplan. Vi gik tilbage på Kokopelli for at lave danske juledekorationer med appelsiner, nelliker og rødt bånd. De blev så fine. Vi delte en kage vi havde købt på vejen tilbage - den var faktisk overraskende god. Moche gik afsted op til Rachel og Louis, jeg blev og snakkede med nogle guttere fra Australien - det vrimler med dem. Efter lidt tid besluttede jeg at gå tilbage til markedet for at købe mig en sweater. Mums den er dejlig! Tilbage på Kokopellli havde Daniel og Moche gang i vinen ude på balkonen. Jeg slog mig til dem, og nød min sidste aften i Cusco. Moche havde købt et fint armbånd til mig, som han gav mig på - så sødt. Jeg blev virkelig glad for det, og virkelig rørt. Vi spiste aftensmad sammen, og så var tiden kommet til at Daniel og jeg skulle sige farvel. Øv øv øv.. Jeg kunne sagtens være blevet meget længere. Er virkelig vild med det sted. Jeg skal tilbage!!!

For første gang havde vi lidt problemer med bussen. Normalt bruger vi min ipod, for det er på min mail at vores billetter går ind - problemet var bare, at jeg ikke havde haft åbnet billetten på mailen på ipoden og vi kunne derfor ikke se den. Men vi klarede det- vi fandt bussen og kom godt afsted.

Farvel søde Cusco og på gensyn