Vi ankom til Cuzco før fanden fik sko på, og tog en taxa hen til et af de hostels vi havde fået anbefalet af Bamba(vores rejsebureau her i Sydamerika) Vi fik oplyst prisen og var sådan lidt bobob. Vi havde vænnet os til samme pris, men med morgenmad og wi-fi. Her var det kun overnatningen. Jeg skulle ordne nogle mails og noget, og imens jeg gjorde det, gik Daniel ud for at finde sig noget morgenmad, og lede efter andre hostels. Han fandt et billigere et, med morgenmad(som inkluderede ÆG og JUICE - så har man vundet)wi-fi og altid varmt vand, og til billigere penge. Vi begav og straks af sted(det var kun en halv blok)

Vi blev indlogeret, og jeg faldt straks i snak med en sød gut fra Australien - J.P er hans navn. Han spurgte om vi ville med ud og se nogle ruiner i Morray, og selvfølgelig ville vi det. Vi gik afsted mod den lokale bus, og det i sig selv er en på opleveren. Vi faldt i snak med et par fra Holland, og sammen fulgtes vi fem ud til ruinerne. Vi skulle dog med en taxa det sidste stykke. Jeg troede at vi skulle splitte os, men det var bestemt ikke nødvendigt, man må åbenbart gerne køre med mere end fire passagerer. Men pyt. Ude ved Morray(ruinen) ville de se vores pas. Eftersom jeg ikke havde taget mit med, kom jeg til at hedde noget helt andet, og være en dame på 90 år. Jeg synes jeg holder mig godt, taget min alder i betragtning!

Lige da vi var kommet ind i taxaen, gav det sig til at regne voldsomt, vejen forsvandt faktisk - det var ikke spor morsomt.!

Meningen var, at vi ville være gået hen til næste ruin, en gåtur på lidt over en times tid. Vi besluttede os dog for at tage taxaen helt til saltminerne istedet. Det var godt nok også noget af en oplevelse. Ret fedt at se. Vandet løber fra bjergene og ned til saltminerne, hvor vandet tører ud og saltet er tilbage.

Vi tog bussen tilbage til Cuzco og gik på den Irske Pub for at få noget at spise, og for at mødes med to af J.Ps venner. Vi gik videre på en anden pub for at spille lidt dart, og så gik vi ellers tilbage til KokoPelli(vores skønne hostel)

Jeg gik forholdsvis tidligt i seng, træt efter en lang dag.

Tirsdag d. 4 dec, vågnede jeg som sædvanligt tidligt, jeg stod op, og gik i det skønneste varme bad, og gik derefter ind for at spise morgenmad og skrive lidt blog og sådan. Jeg er jo hele tiden bagud med mine blogs - super træls, men de kræver jo lidt tid. Jeg sad længe over morgenmaden og bloggen. På et tidspunkt gik jeg ind på værelset og stødte ind i Shira, hun ville gerne have mig med på "Free Walking Tour". Det koster intet, men af høflighed giver man drikkepenge. Det var en super tur, og vi fik virkelig set nogle gode og ikke så turistet sider af Cuzco. Jeg faldt mega godt i snak med den ene guide, Marco. Sammen med Shira, gik Marco og den anden guide, Obi, og jeg ud for at spise frokost da det hele var overstået. Marco og jeg aftaltes at mødes næste dag - han kunne vildt mange historier om kultur og religion - lige noget for mig.

Det var blevet aftenstid da vi var færdige med frokosten(vi spiste først ved en 17 -tiden, så snarere aftensmad)

Tilbage på kokopelli, fandt jeg Daniel i baren, i gang med at snakke med en masse mennekser. Jeg slog mig ned, og faldte straks i snak med en gut som bliver kaldt Moche. Det sjove var, at han snakkede og snakkede, men musikken var så høj, og jeg var så træt, så jeg kunne faktisk ikke høre hvad han sagde, men svarede bare, ja ja. Han kunne dog godt se på mig, at jeg ikke fattede en dyt, og så begyndte vi begge at grine helt vildt.

Det viste sig, at Moche er tatovør, og grunden til at han er på kokopelli, er for at tatovere de overnattende. Daniel og jeg havde allerede hjemmefra snakket om, at vi gerne ville have en tattoo, som minde om vores tur. Så det fik vi arrangeret med Moche. Moche gik - han skulle hente sit grej. Tiden gik, og han var ikke tilbage til aftalt tid, og jeg gik derfor i seng. Omkring kl 23 var han tilbage, og gik i gang med at tatovere Daniel. Jeg var blevet lidt pigesur - en tid er en tid, men det gælder så absolut ikke i sydamerika. Vi fik lavet vores tatoveringer midt om natten, på et hostel i cuzco, Peru. Det er så langt fra min normale virkelighed. Men det er netop det fede ved at rejse, vores grænser bliver konstant skubbet, og det unormale bliver lige pludselig normalt. Vores hverdag her, er så langt fra den hjemme, og det er bare så FEDT! Jeg ELSKER det. Kommer aldrig hjem igen - hvis jeg havde penge til at kunne fortsætte. Det sjove er, at jeg havde så voldsomt hjemve i starten - den er helt væk, og jeg føler mig virkelig hjemme her i sydamerika- især her i Cuzco - det er lige et sted for mig. Nu skal jeg bare lære spansk

Nå tilbage til fortællingen om Cuzco. Vi sad der midt om natten og fik lavet vores tatoveringer- og jeg siger jer - jeg er så lykkelig for den. Vil i vide hvad det er ??

Det er teksten "I believe" den står på min højre langefinger, ind mod ringefingeren. Den er så flot.Så fin. Og repræsenterer virkelig min tur og den udvikling jeg har gjort mig indtil videre. Mit hjerte blev virkelig knust, og er det på sin vis stadig, men jeg tør tro - tro på hvad tænker i nok?? Jeg tør tro på livet, på andre mennesker, på kærlighed, på verden, på mirakler, tro på at tingene sker af en grund, tro på det smukke i tilværelsen. Rejsen har indtil videre rusket op i mig, i min grundvold - vi har til tider meget transport tid, og der tænker jeg så det knager(tænker over hvad?? Tænker over livet, over de ting der er hændt mig, op- og nedture, på kærlighed, på universet) - og så var der jo fire dage på den fantastiske inca trail, uden nogen form for civilisation(jeg kommer tilbage til inca trailen senere), men det jeg vil sige med det, er bare, at jeg tør tro igen, og vigtigst af alt, jeg er begyndt at tro på mig selv, tro på at jeg godt kan de ting jeg vil. Så I BELIEVE kunne ikke passe bedre og jeg er virkelig glad for at vi gjorde det!!

Hvad fik Daniel lavet ? Daniel fik skrevet "Live strong" på en finger, og "Never die" på en anden. De passer så godt til ham - han tror på det med at leve i nuet, og KUN i NUET. Han lever som var det hans sidste dag. Det synes jeg er stærkt og jeg beundrer ham virkelig for det.

Onsdag d. 5 dec. mødtes jeg med Marco kl 9.00 på Plaza De Armas. Eftersom jeg var der så "tidligt" fik jeg også lov til at se noget militær/politi parade. Sammen gik Marco og jeg hen til San Pedro market, hvor vi fik friskpresset frugtjuice - virkelig lækkert. Vi gik lidt rundt på markedet, og Marco købte en blomst til mig- så sødt

Han viste mig nogle flere skønne steder og hjalp mig med at få et taletidskort til telefonen. Det er meget praktisk at have sin egen private oversætter!

Tiden nærmede sig, at Marco skulle til at gå den "Free Walking Tour" hvor han er guide og vi sagde derfor tak for i dag. Jeg gik lit rundt i byen og tog lidt billeder, og gik så tilbage til Kokopelli. Tilbage på Kokopelli, faldt jeg i snak med Diego, han arbejder som frivillig på Kokopelli, og kan derfor bo der gratis og får rabat på mad og drikkelse(jeg har overvejet at gøre det samme - det er jo en billlig måde at rejse på) Diego er uddannet fotograf.Han sælger sine billeder, og lever på den måde. Han hjalp mig med at få justeret mit kamera, eftersom det har drillet mig helt vildt. Han gav mig også lidt tricks, så nu må vi se om jeg kan finde ud af at bruge dem??

Moche og jeg havde lavet en aftale om, at han ville tage mig op og se Sacsayhuaman. Vi mødtes på Kokopelli, og gik afsted. Det er et kæmpe område med masser af incaruiner, en stor Jesus og den smukkeste udsigt over Cuzco. Det var sindsygt hårdt at gå derop, men da jeg sad foran Jesus og kiggede ned på Cuzco imens en mand spillede på deres traditionelle lille guitarting, var det hele anstrengelsen værd.(Manden er den mand som er på blogbilledet) Det var så smukt. Jeg ved godt at jeg er tosset, men jeg blev rørt og glad helt ind i hjertet. Så skønt. Vi blev i noget tid for at høre på musikeren. Og stille og roligt, kunne vi se hvordan sorte skyer og stormvejr nærmede sig Cuzco. Uanset hvor mange gange jeg ser sådan noget, bliver jeg altid vildt betaget og overvældet af disse syn.

På vej ned, gik vi et smut ind forbi hans venner, Louis og Rachel - super søde mennesker. På vej tilbage til Kokopelli, gik vi forbi et hul i væggen med et tæppe for - og der, inde fra hullet, kom der glad musik ud. Jeg stak hovedet ind, og flere lokale kvinder bød mig velkommen. Jeg kaldte på Moche. Han var bestemt ikke vild med det. Det undrede mig, især fordi han jo er fra Peru - så jeg kunne ikke se noget problem.

Det jeg havde begivet mig ind på, var en lokal bar. Mændende og kvinderne var adskilt. Jeg bestilte en Chica(jeg troede kun at der fandtes en chica). FØJ! Det var så ulækert. Alle chicha'er er lavet på korn, men de er MEGET forskellige. Jeg fandt så ud af, at den jeg "plejer" at drikke, hedder chicha morada, den er lilla, og smager som saftevand - rigtig lækker. Den "almindelige" chicha, bruger de som en slags øl - der er procenter i. Det er også derfor at Moche ikke var vild med at vi var der - for mændende bliver fulde og ubehagelige. Dette fortalte han mig først da vi var gået. Jeg havde det nu vældigt. De var alle MEGET søde og rare. Da vi gik ud fra baren, var der ikke flere kvinder tilbage, det hele var overtaget af mænd. Og de mænd som sad i det foreste rum, havde ikke set mig, og blev derfor meget overraskede da Moche og jeg gik ud.

Vi gik tilbage til Kokopelli, men blev ret hurtigt enige om, at vi hellere ville ud og have en drink. Vi gik på en bar ved navn km0.Det var rigtig hyggeligt. Efter drinken besluttede vi os for at købe rødvin og tage tilbage til Louis og Rachel for at feste. Puhaaaa. Feste - det gjorde vi godt nok. Det var en super fed aften - jeg var tilbage på Kokopelli kl 7. Fy for den. Og så var der kun 1 dag tilbage til, at vi skulle starte vores Inca trail tur. Aaaauch. Jeg var så træt. Fik ikke rigtig sovet, fordi jeg troede, vi skulle tjekke ud kl 11, og så var det først kl 13. Da jeg kom hjem om morgenen, sagde JP, at han havde været urolig. Jeg snakkede og snakkede, indtil han spurgte mig om jeg snakkede til ham? For så måtte jeg gerne tale engelsk, for han kunne altså ikke forstå dansk. Haha.

Jeg brugte det meste af dagen på at se film sammen med Diego og Moche. Hen på eftermiddagen flyttede jeg alle mine ting hen til det hotel som var med i vores Inca trail. Der skulle være briefing kl 17 - og det blev selvfølgelig rykket en halv time. Typisk. Jeg havde en aftale med Marco. Han skulle hjælpe mig med at købe et ekstra batteri til mit kamera og regnbukser. Briefingen var laaaang - vores guide Pedro - elsker at snakke, og elsker at høre sig selv snakke - det fandt vi hurtigt ud af, og vi kunne lide ham for det :)

Efter briefingen gik jeg ud for at finde Marco. Vi fik købt de ting jeg skulle og han tog mig med hen på en lækker restaurant. Jeg fik alpacha kød(det samger lidt som en blanding af gris og ko - sådan en mellemting) og chicha morada - den skønneste chicha morada.Den havde den smukkeste farve. Efter vi havde spist tog han mig rundt i byen for at se den lidt mere bynight. Han fulgte mig hen til kokopelli, hvor jeg troede Daniel ville befinde sig, for at få en sidste øl inden Inca trailen, men nej,han var gået "hjem" i seng. Jeg blev for at få en enkelt, snakke lidt med JP og hans to venner, spille lidt bordfodbold og snakke med Diego. Moche som kom lige da jeg skulle til at gå. Det blev selvfølgelig alt for sent, men det var svært at gå, især fordi jeg vidste at jeg ikke ville se JP igen. Men jeg måtte gå, for der var wakeup-call kl 6.30 på hotellet. Tidligt-tidligt, især fordi jeg ikke rigtig havde sovet.

Jeg slutter første del af Cuzco-bloggen her, og laver så en hel blog, KUN om Inca trailen. Den mest fantastiske tur jeg har været på.

Sov godt hjemme i Danmark. Og pas godt på hinanden, som vi gør det ude i verden

KÆMPE kys