Et par mindre spændende dage i Manaus og en tilbagekomst til Rio, er der ikke meget at skrive hjem om - her taler jeg om d. 16. og 17.

Dagen i Manaus blev brugt på groft sagt ingenting udover en længere og tiltrængt nattesøvn samt en tur på et pizzaria, som havde en fatsvag tjener.
Tilbagekomsten til Rio med flyver fra Manaus bød heller ikke på det store. Vi skulle bo i det som bliver kaldt det finere kvarter i Rio, Santa Teresa, som ligger hævet over resten af byen, men hvor meget finere det var end resten af Rio ved jeg nu ikke. Vi skulle bo på Villa Leonoer, som havde en skøn terrasse med panoramaudsigt udover Rio. Heldigvis kunne vi også nyde den udsigt fra værelset, og med lyn og torden på himlen om natten kunne vi betragte det smukke syn, men som til al sorg for brasilianerne kappede fingrene af deres varetegn Jesus på bjerget.

Næste dag skulle dog vise sig at blive noget mere interessant, da vi med ankomst til Lisetonga Hostel på Copacabana, kun skulle vente godt et par timer på at komme ud i en af Brasiliens største Favellaer, som blot var én ud af 900 bare i Rio. Dagens guide hed Ricardo på 62, og var en fyr som helt bestemt kunne sit kram. På busturen ud mod Favellaen blev vi nemlig fyldt med masser af brugbar informationer omkring Favellaen og Brasiliens historie, hvilket var en fornøjelse.
Første stop vi gjorde os, var på en af de stejle bakker i Favellaen, hvorfra man havde udsigt udover Rio. Tilbage i tiden var det her de hårde gangster hørte til og regerede over dagens gang og hvem der skulle have lov til at komme ind i by delen.

Ricardo kunne fortælle os, alt imens vi betragtede udsigten og de mange små huse stablende ovenpå hinanden, at over 65% af de huse man kunne se var ulovlige. Mange af dem som bor i Favellaen ved man faktisk slet ikke eksistere da de hverken har nogle papirer eller er registreret i samfundet. Utroligt, at det i "dagens Danmark" kan lade sig gøre. Foruden det viste det sig også, at største delen af det man kunne se nok var stjålet eller sat op på anden ulovlig vis - bla. de mange elledninger som bare hænger og dingler og giver husene strøm var ulovlige.

Næste stop på turen var med en endnu vildere udsigt end den første (faktisk er det, det, som ses på billedet, og hvis man klikker på det vises det i større format). Herfra kunne man se hvordan de MANGE huse bogstaveligttalt lå som sild i en tønde op og ned ad hinanden. Her ville man nødigt placeres i midten for selv at finde ud, da de mange huse ikke kun forvirrede i bredden, men også i højden som forværrede ens horisont.

Det kæmpe store område som rummer mere end 100.000 mennesker (hvad man ved af), kunne være et stadigt barsk miljø selvom kriminaliteten og gangstermiljøet var dalende i forhold til dens fortid. Førhen var det normalt at støde på et par gangstere med hver deres AK47 i hånden, som styrede området og narkohandlen med hård hånd. En barsk tid, som man ikke ville ønske at være en del af.
I dag er situationen dog noget anderledes, da det ikke anses som at være tabubelagt at bo i en Favella. Størstedelen af den brasilianske mellemklasse, som udgør den største procentdel af Brasiliens befolkning, bor nemlig i diverse Favellaer. Området var dog stadigt ikke så sikkert, at Ricardo med god samvittighed kunne sætte os fri i Favellaens store labyrint, selvom det skulle vise sig at vi skulle en tur ned i de små gader.

Inden gåturen rundt i gaderne kunne påbegyndes, fik vi lige et par kyndige ord med på vejen af Ricardo. Situationen var nemlig den, at turen her gik hurtigt af sikkerhedsmæssige årsager, og at vi skulle sørge for at holde os tæt til ham. Tak for kaffe! Heldigvis var det ikke så slemt som det kunne lyde, men det var helt sikkert et område hvor man skulle holde øjne og øre åbne, samtidig med at man skulle se selvsikker ud og tage sine forholdsregler. Selvom man egentlig ikke følte sig direkte usikker, skulle man ikke være i tvivl om, at man nøje blev fuldt af de lokale og være på vagt. Turen gik langs en gammel ødelagt vej og ind i nogle små, smalle gader hvor der lå masser af små butikker med bla. stanken fra en hønseforretning som borede sig langt op i næseborene på en.

Inden turen var slut og gik hjemad, skulle vi på en sidste gåtur ned under jordensoverflade, hvor Favellaen nemlig også udstrækker sig. De ti lag huse over jord fortsætter altså også ovenpå hinanden under jordoverfladen. Man kan bedst sammenligne de mange bitte små gader, stier og huse med rotter eller muldvarper som havde gravet sig vej gennem jorden. Et vildt syn! Det var i hvert fald meget specielt at være så langt under jorden på en højlys dag uden nogen sol, men med masser af aktivitet. De små gader, som endda havde vejnavne, havde næsten alt hvad en almindelig by kan tilbyde. Her var der både bare, spisesteder, indkøbsmugligheder, frisøre og meget mere! De små huse var ikke større end et normalt drenge værelse, men rummede hvad man havde brug for: køkken, stue, sofa, tv, bord, akvarium, toilet, stole osv. - Primitivt men funktionelt. Men selvom de mange gader og huse så veldig charmerende ud, skulle jeg aldrig bo et sådan sted, da det for mig er ubegribeligt at man kan bo der.

Inden snuden skulle vendes helt hjemad, skulle vi lige forbi den lokale bar, hvis bartenderen mente, at han lavede solsystemets bedste Caparinã. - og eftersom det var den første jeg har smagt, jamen så måtte jeg da også give ham ret.

Med endnu en spændende oplevelse i bagagen, kunne vi nyde aftenen tilbage på vores Hostel i selskab med en stiv Australier og hans kanin-tands-bærende kæreste og en snakkelysten engelsk pige, som man skulle tro fik penge for at snakke, da mundtøjet gik hurtigere end en F16 kan flyve.
Derfor kunne vi også med røde øre falde til ro inden turen skulle gå videre mod Ilha Grande næstedags morgen.

D. 16/01, 17/01 og 18/01