Maracanã er i sandhed et gigantium! Med rask gang tog det os godt og vel 20 minutter at gå lidt over halvvejen rundt om verdens næststørste stadion, som ligger lidt uden for Lapa i Rio de Janeiro :) Vi havde i dag besluttet os for, at bevæge os væk fra de tætte gader og dampen af bilos, og ud til det som om nogle måneder vel bliver ligeså kaotisk, hvis ikke mere, når der skal afholdes VM i Brasilien. Vi havde sat næsen op efter en rundtur på stadionet, men efter vi havde steget i solen i godt en time i kø, fik vi at vide, at der var udsolgt for i dag. En tom fornemelse kun at kunne betragte dens grå mur udefra, men i det mindste fik vi det at se - og det var det hele værd.

Området omkring stadionet havde ikke meget at byde på, men tiden skulle fordrives med et eller andet, da vi ikke ville tilbage til et værelse på 30 grader omringet af de kedelige bygninger med mulighed for ingen ting. Derfor begav vi os op af den nærmest liggende gangbro, hvorfra vi kunne nyde synet udover stadionet i fugleperspektiv, og med udsigt til Favellaens tætpakkede huse på toppen af et bjerg, alt imens trafikken susede forbi os under broen.

Vores sultne maver skulle tilfredsstilles, og den nærmest liggende og lignende restaurant stod derfor for tur. Et tarveligt menukort som ikke havde meget at byde på, hvor heller ikke alt kunne fåes, da de ikke havde råvarerne til det. Måltidet bestod af kalvekød, pommes, salat og spøjse ris med "puha" lignende bønner til, som smagte helt ok - selvom de nok sjældent for mulighed for at lave mad til sultne gæster.

Havaianas er et kæmpe hit blandt Brasilienerne, hvor du sagtens kan føle dig udenfor, hvis man ikke selv ejer et par. Derfor skulle vi selvfølgelig også have nogle, og fandt derfor et par hver, som vi senere hen skulle vise sig at blir svært glad for, så vores lyserøde fødder kunne få både luft og sol.

I Danmark siger ordsproget "når vi er stive er vi i live", men i Rio må det gradbøjes til "en taxatur i Rio, er man ikke sikker på at komme frem i live". Ikke kun taxaerne, men også bilerne og busserne køre som om de ejer hele vejen. Man føler det er et sats hver gang man sætter sig ind i de gule/sandfarvede taxaer, og vores taxa nåede da også lige at snitte en bus på vejen hjem til Villa Santana.

En dag hvor vi følte os mere tilpas blandt mængden og med luft omkring os, lakkede dagen mod sin ende. Dog skal det lige tilføjes, at vi blev fotoofre for tre brasilianske piger, som udnyttede lejligheden til at tage et billede i "smug" af os. Om vi lignede to fra en anden verden, om det var Nikolajs dumme hår, eller om de bare synes vi så knas godt ud - det må stå som et ubesvaret spørgsmål i deres fotoalbum.

D. 07/01