Den sidste dag i dyrenesrige skulle selvfølgelig foregå inde i deres territorie, hvilket betød at vandreskoene og langbukserne måtte på. De to ting kombineret med 45 grader i et fugtigt og stegene varmt jungle, var bestemt ikke nogen behagelig kombination, men de tre svedende timer var dog det hele værd i sidste ende.

Som perler på en snor fulgte vi efter Joshua gennem det tætte terræn, hvor man nemt kunne farevildt hvis man ikke var kendt i området - men også selvom man var det, kunne den tætpakkede jungle forvirre selv den mest erfarne. Det skete nemlig også for Joshua, da han på hjemturen måtte hukke os vej gennem uberørte områder med hans maschete, som han heldigvis havde med i dagens anledning.

Inden vi dog kom så langt var der en masse andet som stod på dagens program. Dagen i dag gik nemlig ud på at lære junglen at kende, samt lære om alle de midler og egenskaber den gemmer på, og ikke mindst hvordan de lokale benyttede sig af den i fortiden og frem til i dag. Det der er vigtigt at vide om junglen er, at man skal have stor respekt for den: ligeså vel som den kan redde ens liv, ligeså nemt kan den også slå dig ihjel.

Efter at have gået et godt stykke tid gjorde vi vores første stop, for at høre om det træ som i fortiden, men også i dag, gjorde/gør det muligt for de lokale at lave snor - faktisk noget af verdens stærkeste snor. Det eneste det kræver er et lidt specielt blad, saften fra træet og så noget ild. Disse tre rendyrkede naturprodukter giver til sammen en elastisksnor, som altså kan kategoriseres som et af verdens stærkeste snore. Hvordan man i sin tid fandt ud af det, det er stadig et ubesvaret spørgmål, men i hvert fald gjorde opfindelsen de lokale jungledrenge til helte. Vildt at det kan lade sig gøre!

Næste stop gjorde vi ved endnu et træ, som med en laaang tynd stamme gemmer på nogle frugter oppe i toppen. Disse frugter skal selvfølgelig hentes ned, og hvordan gør man det uden en kran, jo, det gør man med noget bark viklet rundt om fødderne og så ellers armkræfter. Man har sikkert set i fjernsynet, hvordan nogle kravler op og ned ad træerne for at hente frugterne og tænkt "det ser da ikke særlig svært ud", og jeg tænkte akkurat det samme. Jeg skulle dog blive klogere. Joshua fortæller, at de lokale kravler op i trætoppen på 4 sek., men fordi han var ude af træning og med ølvom, kunne han kun gøre det på 8 sek., og ganske rigtigt. På et split sekund sad han langt oppe i træet og kiggede ned på os samtidig med at han grinte...fordi så snart han kom ned igen, ja så var det vores tur. Held og lykke!
Mildt sagt kom vi ingen vegne, og det er meget svære end man tror! Teknikken ligger faktisk kun i fødderne og er motoren bag det hele, da armene "bare" skal følge med. For at beskrive hele seancen, så fandt Joshua noget bark som han bandt en knude på, hvilket så skulle vikles rundt om fødderne. Herfra galt det altså blot om at presse barken ind mod træet samtidige med at man hiver sig selv op - men det er satme svært. Så efter vi begge fik prøvet og måtte opgive, efter at være kommet et lille stykke op, ja så måtte vi erkende at det kræver noget mere træning end bare 5 min.

Efter at have set en masse kryb og insekter på gåturene fra sted til sted, ja så var det tid til selv at jage efter dyrene. Det første dyr som vi var på udkig efter var en tarantel, som er ganske svære at finde. Men med hjælp fra Joshuas koldblodighed kunne han ved at pirre edderkopperne tvinge dem frem fra deres små huler i jorden, og selvom vi kun så baby taranteller, så var de mere end store nok! Det er et vildt dyr at se på gennem en glasrude i en dyreforretnig, men at stå lige ved siden af den i dens hjem kun nogle centimeter fra den, var ret vildt. Joshua virkede dog total kold, selvom kun et lille blad skilte ham og tarantellen fra fysiskkontakt. Et vanvittigt dyr at se på klodshold.

Næste levende dyr var såkaldte tyremyre, som bestemt af deres navn værdigt. Et par kæmpe myre i 15 x størrelse kontra de danske, kunne blot med ét stik lamme et menneske i 30-40 min. og gøre en syg imellem 16-17 timer med opkast, hedeture og svimmelhed. Derfor var det altså et dyr man havde stor respekt for. Dette galt dog ikke for de indfødte, da en manddomsprøve i "alt sin enkelthed" går ud på, at man stikker begge sine hænder ned i en pose fyldt med tyremyre og lader sig blive stukket (husk lige hvad én myre kunne gøre), og først når man kan gå igennem smertehelvedet uden tegn på smerter eller tåre i øjnene, kunne man kalde sig for en rigtig mand. Det er sku for vildt - og hold kæft nogle myre!

Med sveden løbende ned af koppen og en masse informationer i bagagen, var turen så småt ved at slutte. Derfor skulle tilbageturen bare nydes, hvor vi kunne betragte alle de mange forskellige planter og dyr som vi mødte på vores vej. Så alt imens vi kæmpede os vej gennem diverse forhindringer og over vandløb, kunne vi nyde de mange aber, fugle, insekter, leguaner, firben og slanger som frit bevægede sig mellem hinanden. Utroligt at være en del af, da man føler sig som en gæst i deres hus. Et andet smukt syn vi blev mødt af, var en delfinflok som hoppede op og ned af vandet lige foran os, da vi var på vej ind i junglen i vores båd - det var fantastisk!

Tilbage i lejren skulle et par svedige kroppe afkøles i en sidste dukkert i poolen, inden taskerne skulle pakkes og turen måtte gå videre og tilbage til civilisationen i Manaus (på størrelse med København). Modernatur ville det dog lidt anderledes, da en god omgang regn og en stærk blæst nærmest tippede os over bord af flere omgange i en lille kutter, og derfor satte en stopper for, at vi kunne sejle ind mod fastlandet. Vi måtte derfor søge ly i båden under nogle store træer og vente på at vejret stilnet af. Tålmodighed har de indfødte dog ikke noget af, så inden blæsten og regnen var stoppet begav vi os igen ud på de store bølger. Heldigvis kom vi uskadte og næsten tørre frem, men det var ikke uden risiko for, at både tasker og os selv kunne være røget over bord et par gange, tre eller fire.

Nogle timer senere efter transport med bil og speedbåd kunne vi indfinde os på Big Hostel i Manaus, som skulle blive vores tag over hovedet for en enkelt nat. Underholdningen stod en fin fyr fra Brasilien for, Ruy på 22, som var meget interesseret i os og Danmark. Faktisk var en af hans ynglingssange temasangen til Pokemon på dansk, som han ovenikøbet havde på hans telefon. Meget sært?

2 x trætte kroppe efter nogle indtryksfyldte dage i Amazonas trængte dog til at blive hvilet, så en længere nattesøvn var tiltrængt inden endnu en lang dag var i vente i morgen med rejse tilbage til Rio.

D. 15/01