Den sidste samba dans skulle danses inden den skulle byttes ud med den argentinske tango - og heldigvis for det.

Igen, igen, igen, fristes man næsten til at sige, da nok en lang bustur var overstået, så vi er efterhånden ved at være godt hærdet til at håndterer de lange ture i bus. Midt om natten d. 29/01, kunne vi stå af bussen på en total ødet busstation i Foz Do Iguazu, hvor kun tre taxamænd hang henover rettet og fik sig en skraber. En af dem måtte dog vågne op, da vi skulle videre mod Klein Hostel, som ikke lå længere end et par km. fra den forladte busstation.

En sød, lille, rund, vindøjet fyr tog pænt imod os og viste os vores senge blandt 12 andre, så vi kunne få bare en smule søvn, da en lang dag var i vente.

Et par få, men nødvendige timers søvn senere, vågnede vi op den samme dag som vi kom, men da verdens største vandfald var dagens aktivitet, var der ingen tid til ekstra søvn.

En fin fyr fra Belgien, Hans (26), og hans kæreste Betty (25) samt Lüdeck (27) fra Tjekkiet, blev de i dag vores kompagnoner, da vi faldt i snak med dem efter morgenmaden og det viste sig de havde samme planer som os. Tre specielle personligheder, men som helt sikkert gjorde dagen lidt hyggeligere. Hans var en høj, lidt ranglet fyr med en dyb stemme, som arbejdede med chips til computere, og iøvrigt havde en god sangstemme med musisktalent. Senere på aftenen hørte vi nemlig noget af "Hans" musik, som kan findes på Sound Cloud (mener man skal søge på Hans Ninx). Hans kæreste Betty var klassens søde pige, som kun gør hvad læren siger, og så lidt ekstra til. Akkurat nu studerede hun, men var et rejseglad menneske, som tidligere havde arbejdet som guide i forskellige lande. Lüdeck var en fyr helt for sig selv. Langt, glat hår sat op i en hestehale, orange badeshorts, pink sandaler og en rigtig bøllehat til at pynte toppen med. Til dem som kender Kasper fra Rødkilde Gymnasium, var det en tro kopi. Til jer som ikke kender Kasper, er det en fyr med mange specielle sider, meget forvirret, siger mange underlige ting, men som ikke mindst er en god og underholdende fyr. Lüdeck arbejdede som maskinmekaniker, men havde valgt at tage sig en tur på egenhånd rundt i Sydamerika, inden han håbede på arbejde i den bedre lønnet del af Europa.

Med en præsentation af de tre gøglere, kunne udflugten altså nu begynde, hvorfor vi derfor sigtede mod den første bus, som skulle fragte os det første stykke vej. En lille time senere, kom vi så frem til det som skulle blive noget af en oplevelse, da indgangen til den store park stod for vores fødder.

Iguazu vandfaldet skulle eftersigende være et natur-gigantium, og det må man i sandhed sige. Tilføjes skal det nemlig, at vandfaldet er én af verdens 7 vidunder.
For at nå op til "toppen" eller "starten" af vandfaldet, skulle vi med en bus som fragtede gæsterne fra den ene ende af vandfaldet op til den anden. Det giver bare en lille indikation om, hvor stort det er. I hvert fald kunne vi undervejs i glimt få øje på vandfaldet bag træerne, som uden tvivl så umenneskeligt stort ud.
Fremme ved toppen steg vi ud i en meget fugtig temperatur, da vandfaldet og varmen giver en form for dampbads fornemmelse, hvilket var lidt specielt.

En hurtig frokost skulle først overståes, men så var det også hurtigt videre helt hen til vandfaldet. Ved første stop kunne vi stå blot 1m fra vandfaldets start fra den brasilianske side, hvor det fossende vand blev kylet direkte og videre ned i en anden større mængde vand. Her stod man altså så tæt på, at man kunne mærke dens vandstråler, og til info kan jeg fortælle, at vandfaldet skyder 1.5 millioner liter vand igennem pr. sekundet - wow!

Jeg ved jeg har brugt udtrykket og sætningen før, men det er endnu engang ubeskriveligt og noget som kun kan opleves med egne øjne, før man får det helt rigtige indtryk af dens kræft og størrelse. Det er helt vildt, at naturen kan have sådanne gigantiske kræfter over så stort et areal. Det var en vanvids følelse, at stå på blot ét af de mange spots og betragte dens magt og power fra toppen, og kigge ned i det kæmpe hul hvor vandet bare fossede igennem som ti vilde hingste i brunst.

De mange spots, hvor man kunne se vandfaldet fra forskellige sider, fik nogle obligatoriske fotografiske beviser, men desværre kunne jeg ikke dokumenterer det vildeste punkt, da man simpelthen blev totalt gennemblødt. En lang gangbro førte nemlig en vej midt ud i vandfaldet, hvor kun metallet fra broen skilte os fra vandet under os. Her kunne man altså stå midt i det hele, omringet af vand fra alle sider. Vandet flød under fødderne på os, samtidig med at vandet fra de mange vandfald sprøjtede os til og gjorde os decideret gennemblødte. Normalt er det træls at blive gennemblødt med alt sit tøj på, men i denne situation var det totalt ligegyldigt, da synet og fornemmelsen i kroppen gjorde man glemte alt andet end nuet.

Alle fem traskede vi langs vandfaldet, samt fik taget en masse billeder, inden vi nåede til vejsende. Heldigvis skulle vi i morgen se vandfaldet fra den Argentinske side, så det var ikke sååå svært at gå derfra.

I hvert fald skulle vi videre, og det kom vi, men inden vi skulle helt hjem, ville vi slå et smut forbi en nærliggende fugleperk, som også rummede slanger. Tingene gik dog ikke helt efter planen, eftersom den kære natur ikke synes vi havde fået nok vand for i dag. Kun 5 min. efter vi var trådt ind i den store udendørs park, begyndte et KÆMPE regnskyld at skylde ned over os. Til al ærgelse betød det, at vi desværre ikke kunne tage billeder af de mange forskellige, store som små, flotte som grimme og meget specielle fugle som parken bød på. Regnen stod nemlig på i uændret fart nedover os, så vi måtte løbe det meste af parken igennem, selvom set hverken hjalp mere eller mindre på hvor våde vi blev. Super ærgerligt, men vi fik set de fleste fugle, hvor bl.a. nogen af dem fløj frit rundt, hvilket betød at vi kunne stå ikke mindre end 5 cm. fra en Tucan. Vanvittigt smukt dyr på tæthold.

Aftenen tilbragte vi i selskab med vores tre nye kammersjukker, hvor det blev til et par gode snakke om det ene og det andet, samt dagens oplevelse, over et par kolde øl. Aftenen bød dog også på Nikolajs og min første rigtige slave aftensmåltid, da vi lavede yum-yum nudler til aftensmad. Til godt 5kr i alt smagte det vel som det skulle.

En indtryksfyldt dag var omme, men dagen i morgen skal nok vise sig at blive ligeså indtryksfyldt, når Iguazu igen skal besøges, men denne gang fra den Argentinske side.

D. 29/01