Først fra Vejle til København, så fra København til London, London til Rio De Janeiro og godt 19 timer senere, kunne vi få udleveret værelsesnøgle nummer 225 til vores 9m2 store værelse på Hostel Villa Santana. Udsigten var til slidte og forskellige farvede håndklæder og sengebetræk til et hotel, som hang til tørre på det der lignede en hjemmelavet og faldefærdig terrasse.
Vores hybel var dog ikke meget bedre, da vores eget bad var fælles, håndklæder og sengebetræk med flere år på bagen og med en vifte som konstant holdte en behagelig temperatur på omkring 30 grader - det må siges, at det på ingen måder lignede det vi bestilte hjemmefra. Derfor blev vi også hurtigt enige om, at én nat var mere end rigeligt, men en god nattesøvn og en godkendt morgenmad gjorde underværker og vi besluttede os derfor for at blive de næste to nætter.

Det hele startede dog allerede i lufthavnen, hvor vi omkring kl. 22.00 brasiliansk tid (19.00 dansk) landede efter en lang 12 timers flyvetur. De 12 timer i luften kunne dog sagtens gå når man havde et behageligt sæde, fik pude, tæppe og tandbørste, samt egen TV-skærm med diverse serier, spil og nyeste film til at fordrive tiden med.
Nu gik det først rigtigt op for os, at vi var på egen hånd og havde verdenen for vores fødder.

Varmen, trætheden og forvirringen blev bestemt ikke bedre af, at vi knap nok var kommet til landet før vi blev hevet i fra højre og venstre, af folk som ville have os til at købe det ene og det andet. Ikke nok med det, så vandrede vi også rundt for at få vekslet penge, men med absolut ingen skiltning og et flypersonale som ikke kender til sproget engelsk, er det altså svære end som så. Efter godt 1.5 timers besvær, var vi parat til afgang mod hotellet. En mand, som kaldte sig selv for taxachauffør, skulle med glæde fragte os frem, men en tur i parkeringskælderen som de eneste, en rusten, ødelagt bil og et falskligende taxakort, tog instinktet over og førte os væk fra den mystiske mand og hen til en rigtig taxa. Godt et kvarter senere, og et smut forbi den plads der afholdes Carneval på, var vi fremme ved vores Hostel. Vi blev mødt af tre gamle mænd som lugtede af sjovtobak, mens de selv påstod, at det var duften udefra, som kunne udleverer vores nøgle. Tilføjes skal det, at området vi kom til bestemt ikke ligende noget hyggeligt kvarter, som vi havde håbet på. Ved et første hånds indtryk ligende det, at vi var havnet mellem hjemløse, skrald, tomme gader og slidte bygninger. Et kvarter man helst ikke ville begive sig ud i.

Heldigvis vågnede det stille og mørke kvarter op ved solens frembrud, og duften af bilos, voldsom trafik, varme og mennesker i ét væk fik os til at se lysere på tingene. Heldigvis var der livstegn. Bygningerne var dog stadig ligeså trætte at se på som om natten, men med små gamle, ødelagte butikker på række havde det sin charme. Butikkerne er dog langtfra hvad vi kender dem fra i Danmark. Her solgte man dørhåndtag, ødelagte lamper, brugte og støvede kaffemaskiner og endda brugte toiletbrædder og meget mere. Når man ikke ved bedre end hvad vi gør, så skulle man tro, at det var noget fra gaden de havde samlet op og sat til salg.

I nærheden af vores Hostel ligger den lokale park, som vi i Vejle nok ville sammenligne med Byparken, bare 10 gange så stor og med frit gående dyr. Her kunne vi sidde i skyggen og se på fugle, katte og marsvin i firedobbeltstørrelse, som vandrede rundt omkring vores ben.
Vi begav os videre på opdagelse, og endte på det som nok er hjertet af dette område. Smalle, tætte gader med små butikker banket klods op og ned af hinanden og en gade sælger hist og pist, som solgte frisk juice direkte fra dens frugtkød. Et specielt sted, hvor man tydeligt kunne mærke, at vi var på udebane. Nok er vi blege, men aldrig har vi følt os så meget til udstilling før, da man nemt kunne mærke hvordan øjnene studerede en fra top til tå og hvordan snakken gik. Man skulle tro de aldrig havde set turister før, hvilket heller ikke er helt usandsynligt. Som skrevet tidligere, var vi ikke landet i et turist venligt område.

Efter den første dag følte vi os nu allerede mere tilpasse eftersom vi var blevet mere bekendte med området, men så snart mørket falder på, skal man nok ikke begive sig ud på opdagelse.
Aftensmaden bød på Carne de Lombo fra den lokale kinabiks, som var det der mindede mest muligt om en restaurant. Maden var helt ok til 25kr, men havde det været i Danmark, så kunne de nok skyde en hvid pil efter en glad smiley.

Aftenen tilbragte vi i vores lille rum med musik og snak om dagens strabadser, for derefter at falde til ro og være klar til en ny dag i morgen.

D. 05/01 og 06/01