Efter en udmattende dag igår, ønskede vi egentlig bare mest at slappe af og nyde solens varme, men det skulle gå os anderledes.

I dag skulle turen gå videre mod São Paulo, hvorfor vi derfor måtte rejse fra Bamboo Hostel, eller "fængslet" som vi kaldte det. En lang rejse forude på omkring 7 timer i bus fra Rio til S. Paulo, virkede ualmindelig uoverskueligt, men eftersom vi først fandt frem til bussen og havde sat os godt til rette i en mere komfortabel bus end hvad vi havde turde håbe på, virkede rejsen pludselig ikke så lang.

Busturen gav os en god mulighed for at nærstuderer Brasiliens terræn, eftersom vi det meste af tiden havde opholdt os inde i byen, så det var rigtig fint at se den del af Brasilien også. Turen gik mellem to bjergkæder, hvor der på skift dukkede den ene by op efter den anden. Derudover var bjergene dækket af jungleligende landskaber, palmer og små forladte hjem hist og pist. Byerne var alle sammen totalt smadret og lignede mest af alt byer der var gået igennem flere krige. Vi undrede os meget over hvordan de, de forskellige steder tjente til dagens gang og hvad man levede af. Mest af alt lignede det, at der ikke var noget at gøre godt med, selvom de nok havde det meste af hvad de trængte. I hvert fald var det et specielt og flot syn med alle de små ødelagte huse, som lå decideret op og ned, og ovenpå hinanden - blev man placeret i midten og skulle finde ud, så kunne man uden tvivl nemt bruge en dag på at finde vej gennem "landsbyernes" tætte gader og stræder.

For første gang blev vi også ramt af en ordentlig regnbyge, som egentlig nærmere lød som havl, når det klaskede ned på bussens tag og ruder. Heldigvis blev vi ikke våde, eller det vil sige, at det faktisk dryppede en smule ned på Nikolaj gennem airconditionen. Jo, der var smæk på det regn. Men selv regn, torden og lyn kan være smukt når man ikke bliver ramt eller bliver våd. I hvert fald var synet af lynnedslagende mellem bjergene fantastiske at se, som i hvert fald var af dobbelt størrelse af hvad jeg havde set før.

Roen i bussen ændrede sig dog med engang da vi trådte direkte ud i São Paulos helvede og verdens største busterminal. Stedet var et helvede med masser af trafik, forvirrede mennesker og råben og skrigen - stedet fik på alle mulige måder Vejle Trafikcentral til at ligne et stoppested.

Med et ubehjælpeligt personale, nul skiltning og uden mulighed for at hæve kontanter eller veksle penge, var vi ved at være godt trætte af Brasilien og brasilianerne. Lede længe efter et ugideligt og ubehjælpeligt folkefærd skal man ikke lede længe efter her. Eftersom tiden er gået, er vi blevet mere og mere trætte af brasilienerne, da det virker som om, at de har nok i dem selv og så ellers bare kan grine af os, alt imens vi render forvirret rundt. De store smil og sjove armbevægelser synes jeg man skal lede længe efter. Hvilket jeg ikke havde forventet.

En taxamand gjorde bestemt heller ikke situation bedre for brasilienerne, da han først og fremmest var en ægte klaphat og irriterende på samme tid, men derudover også prøvede at snyde os med en aftalt pris, efter vi var ankommet til et helt andet sted end hvad vi skulle. Vi havde lavet en aftalt pris på 90 Reals (godt 220kr) for at han skulle køre os godt 30km ud til vores Hostel som vi i forvejen havde bestilt. Den gamle snude valgte dog at køre os ud til den nærmeste lufthavn, selvom jeg på mit gebrokken spansk havde forklaret ham op til flere gange, at det ikke var her vi skulle af. Manden var dog ligeglad, og satte os af, men ikke nok med det, så ville den forpulede lille kugle af en brasilianer pludselig have 90 Reals fra os hver - altså 2 x 220kr. Nej tak, sagde vi, og gik opgivende ind mod lufthavnen og lod den dumme mand køre videre.

Heldigvis var vi blevet sat af i den lufthavn hvorfra vi skulle flyve til Manaus dagen efter, så selvom vi allerede var kommet frem omkring kl. 20.00 d. 11. og først skulle flyve dagen efter d. 12. kl. 23.00, overvejede vi virkelig meget at blive her natten over. HELDIGVIS trådte en nordmand til, og Anne-Sofie blev dagens solstråle! Med hjælp fra hende fandt vi os et hotel, og kort tid efter kunne vi stå ude foran det som skulle vise sig at blive en uforglemmelig nat. Menuen stod på et 4 stjernet hotel, kæmpe seng, gulvtæppe, fornemt badeværelse, hyggehjørne, mini bar, pool og udsigt udover noget af São Paulo....jeg tror da nok lige, at folk kiggede på os, da vi stod i receptionen med vores sportshorts, slidte kondisko og rygsækken på. Men uanset hvad, så kunne vi altså føle os som backpacker konger for en nat. Og selvom det her langt fra minder om en rigtig backpackertur, kunne det ikke være anderledes, da der ikke var andre muligheder den nat - og med 200kr for en overnatning og gratis fragt tilbage til lufthavnen, synes vi godt vi kunne være det hele bekendt. Det var i hvert fald en skøn nat!

Den gode nattesøvn får vi helt sikkert også brug for, når vi i morgen skal vente i lufthavnen i 7 timer inden en længere rejse begynder ind i Amazonaens jungle i godt 4 dage.

D. 11/01