Profile
Blog
Photos
Videos
I dag har jeg set en af Santiagos største attraktioner, bakken Cerro San Cristobal midt i centrum. Man tager en lift op til toppen, og selvom udsigten er smuk fik jeg lidt højdeskræk. På vej op mødte jeg Rodrigo, en flink brasiliansk fyr, der dog blev væk efter et kvarter. Turen op tog kun fem minutter, men gåturen føltes som en time ad en lang, snoet vej, hvor en bil eller cykel kom forbi en gang i mellem. Senere fandt jeg ud af, at folk faktisk bliver berøvet, når de vælger at gå ned af bakken i stedet for at tage liften, ups.
Om morgenen så jeg tilfældigvis i Lonely Planet, at der var en Free Walking Tour kl. 15 fra Plaza de Armas, så der gik jeg selvfølgelig hen. Super fed eftermiddag! Der var folk fra Tyskland, England, Australien og Brasilien, og hele turen tog næsten fire timer, hvor man kom igennem flere kvarterer og vigtige steder (La Moneda, Santa Lucia, Parque Forestal, Pablo Nerudas hus etc.) samt fik fortalt en masse anekdoter. For eksempel kom vi forbi en "café con piernas" ("café med ben"), hvilket er en café, hvor seriøse forretningsmænd drikker en hurtig kaffe, mens de kigger på letpåklædte damer. En gang om måneden på et bestemt tidspunkt af dagen lukker dørene og for et enkelt minut, "el minuto feliz" eller "det lykkelige minut", smider damerne toppene. Derefter åbner dørene og forretningsmændene drikker deres kaffe færdig, som om intet var hændt.
Efter gåturen drak vi en masse øl med guiden Felipe, Tom fra Brasilien og en anden Felipe, der er i lære som guide. Vi snakkede til halv et om natten om konservatisme i Chile, om klasseforskelle, om politik og økonomi, meget spændende.
- comments