Lørdag pakkede vi igen rygsækkene og begyndte at tomle fra Vicuña tilbage til La Serena, da det er den eneste måde at komme videre nordpå. Det tog bogstaveligt talt kun fem minutter, før en venlig mand stoppede, og det skulle blive den første af mange gange vi tomlede i Chile. På vejen foreslog manden, at vi tomlede videre fra en tankstation lidt udenfor La Serena og ikke fra et område, der hedder Companias, som de ellers havde sagt på pensionatet i Vicuña. Vi havde fået at vide, at vi bare skulle bare holde os til hovedvejen, for kvarteret var ret farligt, men manden lod os forstå, at det ikke var nogen god ide. Companias lød lidt bekendt, syntes vi, og da vi kørte igennem La Serena, fandt vi ud af hvorfor: onkel Pedro bor i Companias. Med andre ord har vi simpelthen boet i et okay farligt kvarter uden at vide det haha.
På tankstationen, hvor vi blev sat af, snakkede vi med en lastbilchauffør, der gerne ville tage os med de ca. 5 timer nordpå til Copiapó. Eneste problem var, at han "kun måtte have én passager", så Felipe og jeg måtte køre med hver vores lastbil. Det var et lidt for nemt scoretrick, fandt vi senere ud af, så pænt nej tak. Efter fem minutter spurgte Tito, en mand i 50'erne, om vi ville køre med til lige netop Copiapó, for han skulle til en vens fødselsdag der. Sjældent har det været så nemt at tomle. Tito var smadder flink, han inviterede os på frokost og fortalte om alle sine damer (endnu en promiskuøs nordchilensk mand) og om sit liv som lastbilchauffør. Jeg sad heldigvis bagved, så jeg behøvede ikke snakke så meget, men det gjorde Felipe, og jeg skal da ellers love for, at Tito kunne lide at snakke haha.
Efter en seks timer satte han os af ved busterminalen i Copiapó, som var fuld af negros, hvilket altid er et dårligt tegn. Vi besluttede at tage en lokal bus videre til Caldera, selv om det nok ikke ville være svært at tomle videre, men vi orkede simpelthen ikke at snakke med flere nye mennesker den dag. Ved 21-tiden ankom vi så endelig til Caldera, en lille, sympatisk by ved kysten. Det tog næsten tre kvarter og 4-5 hostels, før vi fandt et, der ikke var for dyrt. Om sommeren er Caldera fuld af rige turister, der tager til Chiles muligvis bedste strand, Bahía Inglesa, ti minutter væk i bil, så værelserne ligger på 10-20.000 chilenske, op til 200 kr. pr. nat. Efter snart ikke at vide, hvor vi skulle gå hen, stoppede en bil og spurgte, om vi ledte efter et hostel og bum, så var det problem løst, 8.000 chilenske pr. nat. Vi var kun tre på hostellet, os og en lidt sær, men flink, russisk geolog, der fortalte os om alle mulige stenfænomener i området.
Søndag tog vi så til den berømte Bahía Inglesa for at blive ulækkert brune. Vi tog en "colectivo", en taxi med en fast rute, og vores chauffør, Wilson, viste sig at være endnu en rar mand, så vi endte med at tage en gratis guidet tur forbi Las Grutas, en lille stenkirke, hvor en colombiansk padre sov på en stenseng i 30 år for at vise gud, hvor troende han var. Wilson viste os en lille takkeplade, som hans familie havde sat op inde i kirken til minde om den hjælp, deres syge søn havde fået.
Bahía Inglesa er lille og smuk med turkis vand og en super stærk sol. Vi tog faktisk kun sol fra kl. 13.30 til kl. 16, men vi blev helt utroligt solbrændte og her aftenen efter gør alting stadig ondt. Vi endte med at sidde i skyggen og spise billige empanadas som to gringoer, der aldrig har oplevet sydens sol. Det eneste sted i Bahía, der sælger mad til under 1.500 pesos, er en dame, det sælger empanadas på stranden, så vi ventede hele eftermiddagen på hende, forbrændte og sultne. Ved 18-tiden begyndte vi at gå tilbage mod Caldera, og på vejen kom vi forbi en gruppe lokale brandmænd, der samlede penge ind til deres brandstation. I Chile er brandmændene frivillige, de får ingen løn, og de bliver derfor nødt til at have et job ved siden af. Vi gik over for at tage et par billeder og fortælle lidt om, hvordan brandfolk i Danmark lever.
I dag, mandag, er vi rejst fra Caldera til nationalparken Pan de Azúcar ca. halvanden time nordpå langs kysten. Igen tomlede vi, men det tog lidt længere tid at få bid, en halv times tid. Da det endelig lykkedes viste det sig, at folk ikke stoppede, fordi der var vejarbejde og der skiftevis kun var én køreretning visse steder. Manden, der samlede os op, var igen smadder flink og fortalte en masse om mineindustrien i området, som han arbejdede i. Ved 17-tiden blev vi sat af på en tankstation i udkanten af Chañaral, lige ved afkørslen til Pan de Azúcar. På den måde kunne vi prøve at tomle ind i parken, og hvis heldet ikke var med os, kunne vi gå ind i centrum og finde et sted at sove. Efter 10-15 minutters tomlen uden at se én eneste bil vendte vi tilbage til tankstationen og begyndte at søge information om overnatning i Chañaral. Vi må have set forvirrede ud, for en mand spurgte, hvor vi skulle hen. Han viste sig at være Manuel, ejer af nogle hytter i Pan de Azúcar og formand for de lokale fiskere og dykkere, en vigtig men super flink mand. Da vi kørte med ham ind i parken behøvede vi ikke betale indgang, vi har været virkelig heldige i de her dage. Vi endte simpelthen med at låne et par senge i Manuels eget hus, uden varmt vand og slip og træk, men for en enkelt nat er det perfekt. Manuel er rar og venlig, og vil gerne snakke om hestevæddeløb, som han åbenbart har vundet mange penge på. Felipe og mig gik en lang tur langs stranden i solnedgangen, her er stille og smukt. Da vi kom tilbage til huset gik det op for os, at her absolut ingenting er i tyve kilometers omkreds, hverken mennesker eller muligheder for at handle ind. I bygden bor pt 5-6 mennesker og der er kun en enkelt restaurant, som selvfølgelig har sat sine priser efter alle gringoerne, der kommer om formiddagen for at se den smukke natur og dyreliv. Manuel spiser ikke aftensmad, så vi kunne ikke engang nasse lidt af ham. Efter næsten at have indstillet os på at gå sultne i seng kom vi i tanker om, at vi har nogle madrester fra i går, og det var sådan, at vi endte med at spise byg med kogt broccoli, stegte bananer og kogte jordbær. Det smagte heldigvis bedre end det lyder.
I morgen tænker vi lidt at finde nogle gringoer, der kommer hertil med bil, og køre med dem ud af parken, for Manuel har ikke bil, og man går ikke bare tyve kilometer med en samlet bagage på 25-30 kg. Plan b er at blive her en nat mere, men den fisker, der lejer kælderen, hvor vi sover, kommer tilbage fra havet i morgen, og vi bliver derfor nødt til at sove i et telt udenfor.