Profile
Blog
Photos
Videos
Første dag er overstået! Busturen fra Rosario til Santiago tog lidt over 20 timer gik nemt og hurtigt med kun en enkelt times ventetid i Mendoza, Argentina. Grænsen tog tilgengæld lang tid, først ud af bussen for at få indrejsestempel, så tilbage i bussen, køre 10 meter, ud af bussen med al baggage, scanne al baggage og så endelig køre videre. Santiagos terminal er grim, jeg havde forestillet mig noget mere moderne, når nu Chile er så "vestligt". Byen er dog ren og hvid, ret europæisk.
Chilenske pesos forvirrer mig, kursen er helt gal. Mønterne er 100 pesos og den største seddel er 20.000 pesos. I Argentina er den største seddel 100 pesos, så der er rimelig stor forskel. Jeg hævede 5.000 chilenske pesos på busterminalen, da jeg ankom, uden helt at kunne regne ud, hvor meget det egentlig var. Det viste sig at være 73,50 kr., ikke helt nok til at komme i taxa frem til hostellet, El Gnomo, der lå en køretur på 10-15 minutter væk. Så ja, jeg bad taxamanden om at sætte mig af, når taxameteret ramte 5.000, og så måtte jeg gå resten, hvilket heldigvis kun var 5-6 gader. Hostellet er fint, det ligger lige op til Cerro San Cristobal. Her bor mange udvekslingsstuderende. Efter at have pakket ud gik jeg en lang tur i centrum, forbi La Moneda og Cerro San Lucia, med to mexikanske fyre fra hostellet, der var rigtig søde. På vejen kom jeg ved et tilfælde til at købe juice af en fransk fyr, som viste sig også at bo på hostellet.
Ting, jeg har lagt mærke til: mange cykler (!), mærkelig dialekt, vanvittige priser, bilerne holder tilbage for fodgængere.
- comments