Pludselig har jeg ikke skrevet i en uge! Siden sidst har vi været fem dage i San Pedro de Atacama på grænsen mellem Chile og Bolivia. Mandag morgen stod vi tidligt op for at se Chuquicamata, men vi kom alt for sent afsted fra Guidos hus, bussen kørte 9.20 og vi var først på vej ud af døren ved 9-tiden. Så ja, vi løb afsted med al bagage, fandt en taxi, løb ind på busterminalen, alt sammen bare for at finde ud af, at bussen var forsinket tre kvarter, fordi den kom helt fra Santiago. Fordi vi stod på venteliste til rundvisningen i minen kl. 14 skulle vi være på kontoret allerede kl. 13, men med en forsinket bus begyndte det at se sort ud. Selvfølgelig blev vi også nødt til at stoppe undervejs og samle nogle strandede passagerer op. Vi ankom 13.45, og mens vi snakkede om, om vi overhovedet ville nå rundvisningen, sprang vi i en ny taxi og nåede på magisk vis frem lige præcis i tide. Turen er gratis (firmaet bag, CODELCO, tjener alligevel masser af penge på mineindustrien) og varer ca. tre timer, hvor man bliver kørt gennem en forladt mineby og ud til selve minen, som er verdens største åbne kobbermine. På turen mødte vi Beth og Buster, et ældre søskendepar fra USA, der er på en månedlang rundrejse i Chile. Dem spiste vi frokost med efter turen, og sørme om de ikke også tilbød at give os et lift til San Pedro, heldigt heldigt. En lille times tid senere nåede vi frem, og det føltes faktisk rigtig godt. Pludselig kunne jeg strege Atacama fra listen over steder, jeg skal se på den her lange tur rundt i Sydamerika. Efter at have sagt farvel og tak til Beth og Buster begyndte vi så at lede efter et billigt hostel. Eneste problem er bare, at intet er billigt i San Pedro, alt - vitterlig alt - er gringo-priser, og alle butikker er rettet mod turisme. Ni ud af ti personer, man møder på gaden, er udlændinge, og hele stedet virkede for mig ret kunstigt. Heldigvis er naturen vild og smuk, så det er selvfølgelig et besøg værd.
Vi endte med at gå rundt på byens små veje i hele tre timer med stadig mindre lys, for det er nemlig kun de tre-fire mest befærdede veje, der har elektrisk gadelys. Vi spurgte efter priser 7-8 forskellige steder, alt lige fra campingpladser til hostels, men alt kostede fra 12.000 chilenske og opefter. Til allersidst fandt vi så Tatais, et hostel med et 10-sengs værelse til 8.000 med godt wifi og varmt vand. Mens vi gik rundt i byen kunne vi se, at der var ved at blive gjort klar til en slags byfest på markedspladsen, så vi stillede hurtigt bagagen og gik afsted. Det viste sig, at vi åbenbart ramte San Pedro præcis på byens fødselsdag, så der var både okay billig mad og sang og musik.
Tirsdag sov vi længe, der var heldigvis kun en enkelt pige på værelset. Ved 12-tiden gik vi på jagt efter et par billige cykler og fandt til sidst et sted, der tager 3.000 for seks timer med hjelm og det hele. Derefter satte vi afsted mod Valle de la Luna, en tur på 16 km tur/retur. Jeg tror, jeg havde en plakat på mit værelse derfra, da jeg var lille. I sig selv 16 km ikke så slemt, men midt i verdens tørreste ørken fuld af bakker under middagssolen er det en anden sag. Turen tog i alt seks timer og var ikke umiddelbart noget at skrive hjem om. Jeg tror stedets største attraktion er at se solnedgangen, og det kunne vi ikke nå, det vi skulle aflevere cyklerne kl. 18. Om aftenen spiste vi ude for første gang i lang tid, vi fandt det nok eneste sted i San Pedro, der kun tager 3.500 for en tre-retters menu, smadder hyggeligt. Pipe er jo nærmest professionel landevejsrytter (i hvert fald ifølge ham selv), og fordi han blev gode venner med fyren, der udlejer cyklerne, fik vi to lidt bedre cykler til dagen efter, onsdag, hvor turen gik til Laguna Cejar.
Planen var at tage afsted ved 8-tiden, men alarmen gik aldrig i gang, så vi vi kom først afsted henad 9. Vi ville afsted tidligt, fordi farverne er bedre om morgenen, og fordi der er større chancer for at se flamingoer. Selve turen er på 15 km i fladt landskab, og jeg synes lagunen var meget mere spændende end ørkenen dagen før. Vi mødte en gruppe på fire kvinder fra Tyskland og Schweiz, som vi gik rundt med, de var smadder flinke. Den schweiziske pige fortalte om noget frivilligt arbejde med børn i Bolivia, som hun havde prøvet, og jeg bad selvfølgelig om kontaktinfo. Til sidst hoppede vi en tur i en af lagunerne, som var iskold og så saltholdig, at man ikke kunne svømme, kun flyde.
Vincent, en belgisk fyr, som jeg arbejdede sammen med på hostellet i Rosario, havde et par dage forinden skrevet, at han ville ankomme til San Pedro med tre belgiske venner onsdag eftermiddag, så jeg ventede spændt på at høre nyt. Ved 15-tiden skrev han, at de var klar til ballade, og tilfældet ville, at de havde booket et hostel, der lå lige overfor Tatais, så vi skyndte os over for at sige hej. Jeg havde savnet Vince! Vennerne var lidt nørdede og franske, men Vince var super cool som altid. Efter at have spist på det billige sted fra aftenen før drak vi et par øl på drengenes hostel.Torsdag gik det meste af dagen med at sammenligne priser på at komme fra San Pedro til Uyuni i Bolivia og det er ikke helt billigt. Der er tre muligheder; tage en bus fra Calama (23.000), en 3-dages tur (minimum 70.000) og at tomle. I første omgang besluttede vi sidstnævnte, men folk sagde mange forskellige ting om hvor og hvornår vi burde prøve. Om aftenen spiste vi igen med Vince og desuden Kamil, en tyrkisk fyr fra vores hostel. Vinces venner var lidt for franske og gad ikke vente på et bord på vores stamsted, så de gik et andet sted hen.
Fredag var så den store dag, hvor vi besluttede ikke at tomle og i stedet tage den 3-dages tur gennem ørkenen. Det var ikke en nem beslutning, for det er mange penge, men fordelen er, at man virkelig får set ørkenen og får transport samt kost og logi i tre dage, så egentlig er det ikke så slemt igen. Sammen med Kamil og Magda, en polsk pige fra hostellet, købte vi billetter til tidligt lørdag morgen. Aftenen gik med at snakke med en masse nye mennesker, som var ankommet til Tatais i løbet af dagen.
Og så skete katastrofen. Pipe og mig spiste tidligt på aftenen et par hjemmelavede burgere, og ved 21-tiden havde jeg det lidt mærkeligt. To timer senere gik det for alvor løs, og frem til kl. 4 kastede jeg op i lange baner. Det var ganske forfærdeligt, for samtlige ti senge på værelset var optaget, og jeg ville jo helst ikke vække nogen. Kl. 4 om natten vækkede jeg Pipe, som endnu ikke havde det dårligt, og vi gik til byens eneste sundhedscenter for at se, om enden var nær. Vi havde fået at vide, at i nødstilfælde må hospitaler ikke tage penge for at tilse patienter, men da vi ringede på, ville de have 40.000 chilenske, 400 danske, for overhovedet at tilse en udlænding. Jeg gætter på, at nødstilfælde nok kun dækker ret få situationer, men det kunne jo ikke skade at spørge. Fordi flere udlændinge i løbet af natten havde sagt, at det ikke ville koste noget, og at de selv havde fået behandling uden at betale, gik vi på politistationen for at få styr på sagerne. Den var desværre god nok, udlændinge skal give deres højre arm for overhovedet at få lov til at sætte benene hos en chilensk læge.
Kl. 4.30 var vi tilbage på hostellet, og pludselig virkede det ikke særlig sandsynligt at tage på en tre-dages tur til Bolivia i 5.000 meters højde, som tilmed starter kl. 7 om morgenen. Det var lidt noget lort, for Kamil og Magda var jo ikke syge, men turen sælges à minimum 4 personer, så hvis vi ikke kunne tage afsted, kunne de heller ikke. Vi ringede derfor til selskabet, der stod for turen, og fik at vide, at vi skulle ringe igen tidligt næste morgen. Jeg tog et par piller, som Kamil havde, og fik det faktisk meget bedre, så jeg kunne sove.
Lørdag morgen var noget rod. Jeg havde det skidt, men stadig meget bedre end dagen før, og da jeg vågnede, havde Pipe været tilbage på sundhedscenteret for at få en lægeattest på, at vi havde madforgiftning. Han begyndte først at få det dårligt i løbet af morgenen, men smart som han er fortalte han, at han havde alle de symptomer, som jeg havde, og de gav ham en lang liste med ting, han ikke måtte spise i et par dage. Da de ville give ham en indsprøjtning blev han nødt til at lyve og sige, at han desværre var bange for nåle (i virkeligheden havde han det jo fint på det tidspunkt). Den sidste løgn, han måtte fortælle, var, at han skam lige var flyttet til San Pedro og derfor ikke kunne findes i det lokale system endnu. Sandheden er, at han har en privat forsikring i Santiago, og at det kun er gratis at blive tilset for folk, der har adresse i San Pedro. Som Pipe altid siger handler alt i Chile om penge.
Så snart vi havde lidt kræfter gik vi med Kamil og Magda ind til rejseselskabets kontor for at forhandle. Igen havde Pipe været en super rejsekammerat og mens jeg sov ringede han tilbage tidligt om morgenen, som de havde bedt om, men pludselig var der ikke noget at gøre, mødte vi ikke op, mistede vi både turen og pengene. Her er der en ting, man skal vide om Pipe: han har haft sin egen virksomhed og giver ikke op i en forhandling, før den anden person ligger på jorden og tigger om nåde. Det var også tilfældet denne gang, og efter en sej halv time, hvor vi gjorde opmærksom på, at vi aldrig havde skrevet under på deres betingelser, og heller aldrig var blevet gjort opmærksom på dem, fik vi ændret turen til dagen efter for os alle fire, uden at betale ekstra, super fedt. Resten af dagen gik for mit pg pipes vedkommende med at flytte hostel med Kamil og Magda til et lidt mere stille ét, hvorefter vi to syge nærmest sov lige til næste morgen.
Søndag kom vi så endelig afsted! Kl. 8.40 (skulle have været kl. 7, men i det mindste kom de da) blev vi hentet og kørt hen til et hotel 5 min. væk, hvor der var en stor morgenmadsbuffet, som jeg selvfølgelig gik glip af. Henad 9.30 kørte vi afsted mod den chilenske grænsekontrol lidt uden for byen, hvor mit argentinske pas fik sit første stempel. Derefter gik turen til den bolivianske grænse, hvor vi blev inddelt i grupper på 6 og fik tildelt en jeep og en guide. Vi endte i en jeep sammen med to flinke tyske piger, Jessica og Anette, og jeg tror, at vores guide, Elvis, var den bedste af dem alle. Med Elvis' bolivianske musik i højtalerne kørte vi et par timer og stoppede undervejs ved et par laguner, hvor vi så vilde flamingoer, før vi kom frem til vores hotel midt i Atacama-ørkenen. I alt var der en 8-10 jeeps, som alle fulgte samme rute, og som næsten alle overnattede på samme hotel, så vi lærte et par nye, rare mennesker at kende. Derudover var der også et par gamle bekendtskaber, for eksempel to schweiziske fyre og en britisk pige fra Tatais. Efter frokost på hotellet kørte vi alle ud til Laguna Colorada, en mørkerød lagune med måske hundrede flamingoer gående fredeligt rundt med høje bjerge som baggrund. Natten var rimelig kold, og der var selvfølgelig kun varmt vand, hvis man ville betale 15 bolivianske, 15 kr. Og nå ja, så var der kun elektricitet i tre timer.
Mandag morgen kl. 6.30 spiste vi morgenmad og kørte afsted. Vi fik set endnu flere laguner og flamingoer som dagen før, og nu dukkede der endda også en masse lamaer op. Den maksimale højde på turen er næsten 5.000 meter, det anbefales, at man dagen inden hverken drikker alkohol eller spiser rødt kød for at minimere risikoen for at få det dårligt undervejs. Alligevel reagerer kroppen forskelligt, uafhængigt af, om man er en sofakartoffel eller dyrker elitesport. Jeg har i Argentina været i 3.500-4.000 meters højde uden problemer (klarede i øvrigt også Himmelbjerget i fin stil), og denne gang gik det heldigvis også som smurt, men flere andre fik hovedpine og mavsepine. Og så var der Pipe, der ikke kunne trække vejret ordentligt og gik rundt og var ligbleg i tre dage. En af de schweiziske drenge, Misha, tog nok førstepladsen, for han var taget afsted med tømmermænd fra San Pedro, og henad eftermiddagen fik han det rigtig dårligt, hvilket jo var hans egen skyld. Under alle omstændigheder må det have været slemt, for han tiggede hele natten deres guide om at køre ham tilbage til byen, og dertil skal tilføjes, at Misha altså er sergent i den schweiziske hær, så man må næsten gå ud fra, at han kan klare lidt smerte. Konklusionen må være, at højdesyge ikke er for pussies. Desuden er hjælpen en halv dags kørsel væk, da man jo vitterlig er i midten af ørkenen, så næste gang kunne han jo prøve at tage afsted med lidt færre tømmermænd.
Ved 17-tiden nåede vi frem til et hotel lavet af salt, hvor gulvet var lavet af saltkorn og bænkene, bordene og sengene var saltblokke. Aftensmaden var lækker (og vi havde endda vin!), og vi havde hele hotellet for os selv, da de andre jeeps kørte til andre hoteller i nærheden. Her kostede et varmt bad selvfølgelig også 15 bolivianos, men efter to dage i ørkenen er det altså det værd.
Tirsdag morgen stod vi meget tidligt op for at se solopgangen midt i den kæmpe saltørken Salar de Uyuni. Vi kørte afsted ved 5.15-tiden, men efter en halv time var de første varme stråler begyndt at kaste sig ud over det hvide hav, der strækker sig så langt øjet rækker, og vi stoppede derfor i midten af ingenting og fik taget nogle fantastiske billeder. Alle jeepsene mødtes for at spise morgenmad ved en "ø", som guiderne kaldte det, selvom det i virkeligheden var en bakke fuld af kaktus.
Elvis lavede lidt sjov med, at de kaldte det en ø, og sagde, at saltørkenen jo er det tætteste, Bolivia kommer på at have en rigtig kyststrækning. Senere på vores rundrejse rundt i Bolivia stødte vi dog flere gange på kommentarer og monumenter om emnet, der var langt mindre humoristiske. Historien er, at Bolivia og Peru i 1879 gik i krig mod Chile for at nationalisere Chiles mineindustri på henholdsvis boliviansk og peruansk territorie. Vinderen blev Chile, og som en slags forsoning underskrev landet en traktat med Bolivia, hvori der stod, at det meste af Atacama-regionen, som dengang tilhørte Bolivia, ville blive udlånt til Chile i hundrede år. Som tak gav Chile Bolivia et tog, der kørte fra den chilenske kyst til Bolivia. Problemet er bare, at Chile aldrig gav den bid land tilbage og i realiteten derfor stjal stakkels Bolivias kyststrækning ved højlys dag, og i dag er det hele et ret ømt emne for især ældre bolivianere. Når man ankommer til Titicaca-søen på den bolivianske side ser man for eksempel et stort monument, hvorpå der med store, sure bogstaver står, at Bolivia stadig her næsten 150 år senere forlanger sin højt elskede kyststrækning tilbage. Håbet lever skam endnu, for - hold nu fast - Bolivia har en flåde. Det er rigtigt, landet har ikke adgang til havet, men sørme om de ikke insisterer på at have en flåde. Hvor den træner henne? I Titicaca-søen selvfølgelig.
Ved 13-tiden tirsdag ramte vi så endelig selve Uyuni by, hvor Elvis satte af os af på selskabets hotel. Vi gav ham alle gode drikkepenge, for han var simpelthen så flink. Eftermiddagen blev brugt på at spise en afskedsfrokost alle seks, og på at organisere de næste par dage. Magda købte en billet til Salta, Argentina, de to tyske piger tog tilbage til San Pedro, og Kamil, Pipe og jeg prøvede at finde ud af, hvordan vi kom fra Uyuni til Oruro ca. ti timer inde i landet. I San Pedro havde vi hørt, at der kørte et tog, men på togstationen sagde de, at toget kun kørte tirsdag og torsdag kl. 00.05, hvilket betød, at vi skulle bruge to hele dage Uyuni, som ærligt talt ikke er noget at skrive hjem om. Desuden kostede billetten minimum 60 bolivianske, og en busbillet lå kun på omkring 40. Da vi samtidig fandt ud af, at Oruro heller ikke ligefrem er Bolivias perle, besluttede vi i stedet at købe tre billetter til Sucre, der er kendt som Bolivias smukkeste by. Efter at have sagt farvel til tyskerne og Magda ved 19-tiden var det tid til et velfortjent varmt bad og finde et par sandwiches til turen, uploade billeder, etc. Kl. 21, en time før vores bus kørte, gik vi på jagt efter billig og hurtig mad, og endte i en lille biks med stegt kylling med ris for 15 bolivianske. På et kvarter var tallerknerne tomme, og vi skyndte os afsted.
På vores første bustur i Bolivia lærte vi, at det kan betale sig at give 10 bolivianske mere for at rejse i en bus med semi-cama, for hvis ikke, siger man goddag til 12 timer i en bus med sæder uden benplads, uden toilet (!), uden lys, uden aircondition og uden mulighed for at læne sædet tilbage. Som ekstra krydderi kan man også regne med at blive vækket midt om natten til lyden af bussens chauffør, der dytter på livet løs af en lastbil, der er på direkte kollisionskurs.