Hanoi Vietnam.

Vi tog en vemodig afsked med Hoi An, stod op tidligt, næste morgen og kørte mod Danang og flyet mod Vietnams hovedstad, Hanoi. Vi har været der før, så vi havde paraderet forbi Onkel Ho’s balsamerede legeme og sprang derfor denne sælsomme attraktion over.

Sidst vi var på disse kanter, havde vi ikke nerver til at Cruise i Ha Long Bay med en etårig dynamitstang, så vi ventede til Ines var blot minimalt mere styrbar og, ikke mindst, havde lært sig den ædle kunst at holde sig oven vande ved hjælp af
svømning.

Vi havde dog booket et pr dage i Hanoi, bare lige for få at hjertet op i halsen igen. Hanoi er mange, mange mennesker på meget lidt plads, i snævre gader, hvor fortovene (også) er erobret af parkerede scootere, slagtere og fiskesælgere. I en døråbning sidder en olding og parterer hvad jeg antager er udskæring af gris . Folk kommer forbi, kød klaskes på en gammel køkkenvægt. Penge og bakterier skifter hænder. Det jeg tror er fiskeaffald handles med et et tandløst smil. Meget af det salg (også fra de små restauranter) der finder sted på fortovene, tåler nok ikke en fødevareinspektion, men omvendt kunne jeg godt bruge måden hvorpå frugt og grønt handles på. Hvor er det indbydende at se måske 20 -30 forskellige grøntsager, frugter og urter, sirligt lagt til skue på en cykel med lad. En farveeksplosion af rang, der øjeblikkeligt giver trang til at flå i nogle gryder og pander.

Det nordvietnamesiske kaffeslabberas har siden sidst kastet nogle nye, syrede varianter af sig. Kaffe med æg prøvede vi sidst og det er alt for godt på en kølig, regnvåd morgen i Hanoi. Det er flydende tiramisu og kan du drikke to i rap er du pænt klamme. Jeg er pænt klammo.
Kokoskaffe er ny og fandens god. Igen ren dessert, men med eksotisk kant. Salt coffee nåede jeg aldrig og der har jeg skuffet mig selv. Jeg kan godt leve med ikke at have prøvet de mange virkeligt syrede gaderetter og helt absurd store havsnegle, konkylier og levende væsner, hvis fætter sandsynligvis sidder og betragter os vredladent fra det ydre rum. Men salt coffee?! Jeg er faldet af på den. Samson spise endda en skorpion, sidst han var på disse kanter. Familen måtte med stor stolthedt age afsked for en tid med Samson, da han i januar 23 drog ud på sin egen dannelsesrejse, 29 år efter sin far. (Jeg har måske allerede nævnt dette i et tidligere indlæg, i så fald, bær over med mig, jeg er rundet 50)
Vi besøgte i Hanoi Van Mieu- Temple of Litterature. En slags Hanois dåbsattest med mere end tusind år på bagen. Templet var stadig meget besøgt af elever og studerende. De forskellige haver i templet repræsenterer forskellige dyder og stadier af det, at studere. Respekt, disciplin, talent. Helt små elever tager til templet fra flere steder i landet for at lære om vigtigheden af at studere. Måske man skulle planlægge en lejrskole hertil…?

Vi nød virkelig stedets ro, trods mange besøgende. Bagefter besøgte vi et krigsmuseeum. Det var ret fesent og fuld af propaganda, men det kan man også lære noget af. Nogen gange, ret ofte, faktisk, glemmer man/vi/jeg at rejsen foregår i et kommunistisk land. Politiet er ikke specielt tilstedeværende, men når de er, skal jeg dælme love for at folk makker ret. Vi besøgte et natmarkede med adskillige stader i trafikafspærrede gader. Enkelte gadesælgere så deres chance for at gøre en god handel, men der var helt klart nogle regler for hvem der måtte handle hvor og hvornår og pludselig satte strømerne ind med fløjter og megafoner. Så skal jeg ellers love for at nogle butikker lukkede ned i en fart. Lige der er det ret smart at hele biksen balancerer på en cykel.
Hanoi var sgu en dejlig omgang os, dytten og ballade. Man får sig lige et skud kaos, så man bedre kan håndtere Gode gamle København og dens røvkedelige, regelrette trafik. Et døgn i Hanoi og du luftkysser et grønt bud og smiler overbærende af den 50årige racercyklist i lycra. Vi spiste ok, sov fint og drak god øl og kaffe, men vi kunne alle også godt mærke, at Hanoi var et skridt på vejen, inden eventyret i Ha Long Bay.
Mere om dette vidunder en anden god gang
Kh. Steven.