Koh Lanta. Thailand
- og det blev der så. Snorklet altså. Her ved afslutningen på vores ophold her på Cola Fanta og på vores rejse i det hele taget, er det med et vist vemod vi pakker vores grej og gør os klar til sidste kapitel på turen - Chiang Mai revisited. Jeg sidder på vores "gamle" hotel i denne dejlige by, "The Castle" og nyder at aftentemperaturerne nærmer sig de femogtyve grader og en kølig brise gør aftenen helt udholdelig. Det er dejligt at krydse sit spor. På trods af det kun er halvanden måned siden vi var her sidst, føles det som en evighed, og det var lidt som at komme hjem igen. De kunne huske os i receptionen og var lutter smil. Dejligt. Men igen foregriber jeg begivenhedernes gang, springer frem til nu og glemmer derved helt at fortælle om Koh Lanta. Så kære læser; tillad mig nok engang at tilføre et par teskefulde kronologi med top på. Der kan så røres rundt efter behov.
-
- Vi startede med at tage helt ned syd på Koh Lanta, for at checke ind på et hotel vi havde booket i forvejen. Men der var pis på brættet og udsigten var fin. Men pisset havde åbenbart et meget højt indhold af bly, for det vejede ret tungt i overvejelserne omkring vort kommende, midlertidige hjem på denne ø i det Andamanske hav. Vi hankede derfor op i tasker og rygsække, og vandrede lidt længere hen ad stranden. Her fandt vi La Laanta - et dejligt sted. Så dejligt, at det var fuldt booket på nær denne dag. Vi tog dog det sidst tiloversblevne værelse for en nat og godt for det, for nu begyndte Anemone at opføre sig mærkeligt. Det er der for så vidt ikke noget mærkeligt i. Anemone har det med at gøre og sige mærkelige ting, hvilket den opmærksomme læser af denne blog allerede har fået adskillige eksempler på. Så det mærkelige i Anemones opførsel var, at hun begyndte at opføre sig, ja, næsten artigt. Hun blev stille. Det var hun så i rundt regnet et kvarter, før stormen, eller flodbølgen, eller på disse kanter, Tsunamien af bræk fløj fra hende. Og så brækkede det kære lille pus sig ellers i tolv timer, mens det stod ud af hende i den anden ende med heftig, ildelugtende, eksplosiv diaré. Lige meget hvad vi puttede i hende, fløj det op igen. Vi ved endnu ikke præcist hvad der var røget i hende, vi havde alle , stort set fået det samme, men ud skulle det i hvert fald. Heldigvis fik hun det så småt bedre allerede dagen efter. Vi fik lov at blive lidt længere på hotellet, men drog så af sted mod det hotel, på nabostranden, hvor vi de næste ti dage skulle tilbringe nogle super, afslappende og hyggelige stunder i selskab med en masse dejlige mennesker. Stedet hedder Anda Lanta og er et ressort i den dyrere ende af skalaen. I hvert fald var det på papiret det dyreste hotel vi havde boet på på vores rejse. Det endte dog med at vi fik ekstra opredninger og morgenmad med gratis. Ydermere var den 7. Dag gratis, hvis vi valgte at blive så længe. Det endte vi med, og lidt til, så med lidt prutten frem og tilbage, endte prisen med at være ganske rimelig.
- Poolen var stor og lækker med to, mindre børnebassiner inkorporeret i det større, men det skulle snart vise sig, at de mindre bassiner udspillede deres roller, for Samson er begyndt at svømme og dykke som en fisk, men selv Anemone endte også med at smide svømmevingerne og med maske og snorkel, svømmede hun fra ende til anden i bassinet. Hatten af for de to unge vandhunde. Vi havde vores forhåbninger med hensyn til deres svømmemæssige udvikling, men dem har de overgået for længst.
-
- Værelset, eller lejligheden som Anemone kaldte den, var også lækkert, med god plads, også i skabene, og vi kunne, for første gang i umindelige tider, finde plads i skabe og skuffer til alt vores habengut. Den store tilhørende terrasse var skueplads for adskillige, episke yatzyslag, hvor Karin led det ene forsmædelige nederlag efter det andet (hvilket hun i skrivende stund benægter (regnskabet siger noget andet)). Hun er nu så langt bagefter på point, at et comeback må anses for at være teoretisk.
- Stranden var såmænd også både smuk og stille, med et par restauranter som alternativ til vores egen, der egentlig var god, men desværre også hamrende dyr. I stedet slentrede vi nogle meter ned ad stranden, hvor vi fandt et glimrende alternativ. Oplyst af "spøgelseslamper", store, hængende bambusskeletter, betrukket med hvidt, flagrende stof, sad vi så i sandet, drak Chang Beer og så mørket falde på. Maden var god og billig, og traditionen tro fik man aldrig helt det man bestilte. Især vores shakes kom i alverdens farver og smagsnuancer. Sært, når man nu bare havde bestilt en med kokos og banan. Men stedets største attraktion var uden sammenligning de nye legekammerater. Vi har rejst længe uden helt at møde andre i vores situation - familier med børn på længere rejse. Et par gange er det blevet til, men timingen har aldrig rigtig været perfekt. Enten er vi lige kommet og de har været på vej væk eller omvendt. Det er blevet til småsnak og Samsons eller Anemones forsigtige forsøg på kontakt. Men lige pludselig vrimlede det med legekammerater. Mathilde og Frederik og Mikkel og Tobias. Fire søde børn med to par søde forældre, som vi i det store hele slog følge med i de dage, hvor Koh Lanta var vores ø. At der lige pludselig ikke længere var nogen sprogbarriere, fik Anemone og Samson, med udgangspunkt i Samsons dagbog, til at eksplodere i tirader af beretninger fra deres rejser. Det var virkelig en fornøjelse og opleve, og dagbogen kom allerede her til sin ret, som den forhåbentlig vil gøre det mange gange fremover , når denne rejse skal hudflettes og detaljerne skal med.
Dagene havde deres egen faste rutine med lang morgenmadsbuffet, lektielæsning, afslapning ved poolen, op på værelset og spille spil, nintendo, yatzy eller læse lektier i de ulideligt varme middagstimer, og så ned og se solnedgang og spille beachvolleyball og spise aftensmad på stranden, førend det var tilbage på værelset for at putte børn og ydmyge Karin i yatzy nok engang. Skønne, skønne, dasende dage. Jovist snorklede vi da også, besøgte andre superskønne strande, sejlede i havkajak, surfede endda i havkajak og samlede på sten og skaller, men i det store hele gled tiden og dagene ind i hinanden og blev væk lige så hurtigt som denne rejse synes at være forsvundet som blødt koralsand mellem mine hænder.
Nu sidder jeg så på vort hotelværelse i Chiang Mai. Skriverierne om oplevelserne på Koh Lanta er trukket lidt ud, grundet de sidste dages rejseaktivitet. Vi skulle egentlig herop for at få lidt kølig bjergluft, oven på sydens hede, men her er 35 grader og luften af grå af røgen fra adskillige skovbrande, der plager egnen, der i det hele taget er knastør. Med ni dage tilbage af vores rejse skal vi virkelig stramme os an for at rejse ind i et område med røg og tørke, men alligevel er jeg ikke ked af at vi forlod øerne og vandet, sandet og solen, for lige at slutte af med lidt kultur og natur. Det føles rigtigt lige at få den sidste omgang på opleveren, førend trygge Danmark kalder med veldækket påskebord og et gryende forår. Dejlig at følge med i hvorledes temperaturerne langsomt kryber op over nul. Sidste år grillede vi første gang på Troels og Stines tagterrasse den 21. April. I bare maver og med kolde øl. Måske vi er lige så heldige i år, at kunne byde på grillede hotdogs på vores egen nybyggede altan!?
I går fik vi lige en omgang Phuket, med storcenter, Mc Donalds og supermarked i Bilkastørrelse. Det var en ganske fin oplevelse og en mægtig kontrast oven på det isolerede strandliv.
Nu har den så stået på en dag med junkfood og dasen rundt. Bortset fra at Karin er ved at få gang i et lille forretningseventyr, men det vil tiden vise.
Vi flyver i morgen helt til Burmas grænse. Mae Hong Son hedder denne mest isolerede del af Thailand. Vandfald, bjergfloder, grotter, bjerge, rismarker og god mad og venlige, venlige mennesker er hvad vi håber at få med os fra disse sidste dage i dette dejlige land. Og så lige noget lir fra Bangkoks gader, selvfølgelig.
Vi skrives.
Steven