Koh Kood Er præcis hvad de fleste vil forbinde med et tropisk paradis. hvide sandstrande, kokospalmer, hængekøje og solnedgang over havet. En kold øl i aftenheden, friskfanget fisk, kæmpetejer eller en blæksprutte på grillen og så en stærk papayasalat, spækket med chili og kammuslinger til at runde måltidet af. Således forholdt virkeligheden sig rent faktisk på Koh Kood eller Koh Kut. kært barn har mange navne. Vi boede i et lille fiskerleje, kaldet Klong Mad. Her ferierer Thaierne selv og vi fulgte stille strømmen af disse hen mod den lokale, familiedrevne restaurant "King Seafood" En dugfrisk tuna eller cod på grillen og så lime og deres egen fish sauce som tilbehør til den dampede ris. Intet andet. Hold nu op det smagte godt. Buster labbede maden i sig og levnede kun ben til de baggårdskatte, der konstant lurede på nedfald. Karin faldt for Prawns in curry. en sublim ret, der måtte genbestilles, for vi endte med at komme der flere gange. De første dage var stedet lukket, grundet ferie - håbede vi, for hele familien knoklede konstant. Far ved grillen, mor i køkkenet og søster og bror ved bordene. Især søster lid til at være frustreret over situationen til tider, hvilket hun umiskendeligt gav udtryk for, med sin charmerende teenagetværhed, dybe suk, rullen med øjnene og sparken til ting. Men hun knoklede nu alligevel. Sejt. Ventetiden var lang og det hele værd. især når man som vi var bevæbnet med tålmod og et perfekt sammensat spil UNO. kortene klistrede i heden og fugten og kanterne er slidte, så de er umulige at blande, men hvad gør det, når man så kan hive fire +2 kort op i diverse farver og tage sin hævn. UNO er bare et kongespil og med alle vores svinske og nederdrægtige husregler, bliver det ikke meget bedre. Det er hændt, mere end en gang, at maden har måttet vente på bordet, mens en taber blev fundet. Røvhul har vi også spillet en del af, Rommy knap så meget, Sorteper mest i starten på Mango Bay. Et sted der føles uendeligt langt væk nu, hvor jeg sidder og pløjer mig gennem denne blå planets øvre luftlag i et "højteknologisk sværd". (tak JJ, som så malende beskrev min første færd mod Sydøstasien, sammen med Mads for snart 30 år siden. Vi er på vej hjemad. Solen er netop stået op over skyerne og morgenmaden er serveret. Buster og Ines er ved godt mod, trods en elendig nats søvn, bagerst i flyet. Om en time lander vi i Kastrup. Små fem uger er fløjet af sted med cirka samme hastighed som denne Jumbo jet fra Thai Airways. Jeg har været virkelig positivt overrasket over Koh Kood. Den er rolig og tilbagelænet og hvad jeg så af koralrev var meget positivt. Mange steder, helt tæt inde på land, så det ud som om korallerne var på vej tilbage og ikke væk. Der var mange smukke farver og varianter og en masse forskellige fisk. Her tilbragte Buster og jeg en del tid sammen. Karin og Ines var også med nogle gange, men vores udstyr drillede dem lidt. På en heldagstur vi var på med et dykkerfirma, fik Karin dog nogle rigtig gode oplevelser. Ines lige så. Hun har knækket koden mht at svømme, men snorklen bøvler hun stadig lidt med. Vi må vist af sted igen. Snart… Buster og jeg tog af sted en formiddag i kajak. vi ville padle ud til en lille ø - Koh Rat, vi havde besøgt nogle dage forinden med dykkerbåden. Det var UTROLIGT HÅRDT! Frem nåede vi dog, bandt kajakken fast til gren, der hang ud over den stenede strand på denne ubeboede ø. Vi iførte os snorkel, maske og svømmefødder og drog på opdagelse. Det var en Kæmpe oplevelse! Det var ikke revene som de så ud i Papua New Guinea i 1994, men jeg var virkelig positivt overrasket over mangfoldigheden af koraller. Vi så ingen revhajer eller skildpadder, men fisk, levende konkylier, havsnegle, clam shells i alle farver og mønstre, så vi. Det var virkelig smukt. hvor jeg dog håber disse koralrev, Verden over, består, trods klimaforandringer, behov for byggemateriale, overeksponering og generel forurening. Vi lejede scootere og drog rundt på øen med ungerne bag på. Karin insisterede på hjelme til alle og godt for det, selvom vi heldigvis ikke fik brug for dem. Bandagerede backpackere vi mødte, viste os, at de kuperede betonveje krævede sine ofre. Men Karin blev overtalt (Hun er jo i virkeligheden en biker b****, når sandheden skal siges) og på disse små vidundere kørte vi rundt og besøgte den ene mere eventyrlige strand efter den anden. Desværre er der som på alle øer i den region en ligefrem proportionalitet mellem hvor øde en strand er og hvor meget skrald og lort den akkumulerer. Tidevandet tager ikke alt, det fører det bare over til den næste strand, ø elller kyst. Kun hvor et resort har direkte adgang til er stykke strand, ryddes den. Det er trist at bevidne, men jeg ser dog en positiv udvikling, hvor der på plakater rundt på øen blev opfordret til at man putter sit skrald i en affaldsspand. Disse affaldsspande kan man være heldig at finde hist og her, nogle har endda tre farver, så man kan sortere, men jeg har endnu til gode at se hvor skraldet til sidst forsvinder hen. Brændes det på øen? hældes det ned af en bjergside et sted? Spildevand fra alle toilettet ledes direkte ud i havet. man bedes dog smide sit toiletpapir i en kurv eller spand og ikke i afløbet. således forsvinder toiletpapiret fra brændingen. Det er ærgerligt, men hey! Vores egne kystnære farvande drukner jo også i lort og kvælstoffer, så hvem er jeg, der brokker mig? Vores scootereventyr bragte os rundt til øens tre vandfald. Der er bare noget helt barndommens eventyr over at bade i et vandfald og lade de tunge dråber tæske løs på din krop. Ved et af faldene var der er tov man kunne svinge sig i som en anden Tarzan. Det gjorde både Buster og jeg, Buster med sine dykkerbriller på, i panden, inden de ikke var der længere. Øv! jeg havde heldigvis mine med også, så dem lånte Buster og denne søgen efter de tabte briller på bunden af faldet, forvandlede sig snart til en veritabel skattejagt. Tre par solbriller, en forgyldt davidsstjerne i et knækket ankelvedhæng, samt 15 Baht i klingende mønt. Til sidst dukkede endda også dykkerbrillerne op igen. Atter må jeg konstatere at Busters begejstring i den grad smitter (lissom hans begyndende teenagehumør bestemt også kan smitte! ) Turen ud til især ét af vandfaldene var bemærkelsesværdig smuk. Vi kørte ad de smukkeste, snævre veje, der bugtede sig gennem et skovklædt landskab med de mest eksotiske træer. Vi gjorde stop ved et af disse- et 500 år gammelt Makka træ. Det var ENORMT! Som modertræet fra Avatar. helt uvirkeligt og vi havde stedet for os selv (ok, vi delte det med en helvedes masse myg) Vandfaldet havde vi også for os selv. Magisk. Scooterne gav os virkelig en frihed til at undersøge og udforske øen på egen hånd og vi nød blæsten i håret (under hjelmene) og blev lufttørret, inden vi ankom til en ny strand og en ny lille kokosshake eller snack. Det var rendyrket idyl og en virkelig skøn afslutning på små fem ugers orlov. Nu lægger flyet så småt an til landing i Kastrup. Jeg har propper i ørene. Buster kæmper med at nå det sidste af Godzilla, Karin med de sidste sider af sin bog om forvandlingens kunst af Edouard Louis. Ines er vist begyndt på Charlie og chokoladefabrikken (med Johnny Depp) og vejret ser lige så koldt ud her oppe fra flyet som det helt sikkert er. Vi lander i 6 graders kulde. Syret, når man har vænnet sig til plus 30. Har det været det hele værd? Pengene? klimaskammen? Jeg ville ikke have været det foruden. Den tid vi har haft til hinanden er forhåbentlig givet godt ud. Der kommer ikke flere børn, trods alt, men Manner, hvor har jeg haft godt rejseselskab i Karin og de to små produkter af fordums rejsekærlughed. Om lidt genser jeg så de store som jeg dælme savner NU LANDER VI!!!! Danmark! Din grå dame. Dejligt at være hjemme. om lidt drukner vi i madpakker, tøjvask, ugeplaner, indkøb og trummerum, men f*** det! I fem uger trak vi stikket og ikke desto mindre kommer vi hjem med batterierne opladet. Det er en smuk Verden. tak for denne gang. Kh. Steven