Chiang Rai.
Rejsen fra Thaton til Chiang Rai var fantastisk. Det føles som længe siden nu. Oplevelsen er dage, timer og kilometer væk, men det er nu ikke svært at komme turen i hu.
Jean Paul og Nid, vore værter og Kirsten og Henry, vores eksklusive theguides, vinkede farvel på bredden og så gik turen ellers nedad. Først stille og roligt gennem floddalen, hvor vores kyndige bådfører, styrede os forbi sandbanker, småsten og BUMP!.. ikke helt. Her om vinteren falder der ingen eller meget lidt regn, så vandet var virkelig smult. Noget brødebetynget måtte bådføreren så hoppe i vandet og skubbe, men med bagage og mennesker stadig ombord, stod båden ikke til at rokke. Så måtte små hundrede kilo kød, blod og opsparet livserfaring hoppe i underhylere og forlade trygheden og hjælpe til med skubberiet. Akkompagneret af Samsons spørgsmål om piratfisk og krokodiller, fik vi langt om længe skubbet fartøjet fri af banken og jeg blev enig med Karin om at 15 armbøjninger inden sengetid ville være nok for denne dag.
Floden snoede sig nu gennem skovklædte bjerge, små landsbyer og vi lænede os tilbage og nød livet. Efter nogle timer nåede vi frem til nogle varme kilder. Sjovt som Island kan slå sig op på denne aktivitet; at bade i varmt vand, der lugter af prut. Her var stedet gemt væk langs en fjern flod ved en støvet vej. Det kostede et par kroner at hoppe i og det gjorde vi så. Ikke så meget længere henne ad floden lå en lille by med små tusind indbyggere. Folk på egnen her er kristne og har ernæret sig ved skovbrug og derfor er mange nu arbejdsløse elefantførere. Heldigvis for dem og os kan man så ride på deres elefanter i stedet, så vi red ud i dette kuperede, utroligt smukke landskab, på ryggen af disse fabelsnabelagtige væsner. Samson og Anemone fik lov at ride på hovedet af dyrene, i stedet for at sidde i stolen og da afslutningen på turen var nået, og vi bevægede os ud i og ned ad floden vi var kommet sejlende på, kunne jeg ikke dy mig for at springe i andet og bade med elefanterne. Netop som jeg følte mig virkelig dyb og i kontakt med min indre Tarzan, fodrende disse dyr med bananer og sukkerrør og svømmende langs med dem, klappende deres snabler og aende deres ører, lige dér, besluttede denne store tyr at tømme sine tarme og pludselig trådte naturens prægtige søn vande i fodboldstore lorte, som strømmen kækt sendte mod mit bryst.
Efter elefantturen var ungerne godt trætte, men strømhvirvlerne var heftige og turen tenderede white water rafting, bare i en long tail boat, og her fik vores kære bådfører så lov at vise sin kunnen. Der blev sejlet helt, HELT tæt på klipperne og så speedet op i det helt rigtige øjeblik, førend vi drev videre ned til næste fald. Til sidst faldt ungerne i søvn. Karin og jeg sad netop og blev enige om hvor heldige vi var og at vi sagtens kunne sejle videre i denne båd på denne flod, mange timer endnu, da en trafikeret bro dukkede op i det fjerne og civilisationen, i form af dette stykke ingeniørkunst atter stillede sit velkendte, betryggende og lidt kedelige ansigt til skue.
Ungerne kom til sig selv, en taxi blev prajet og vi fik snørklet os gennem trafikken og ind til hjertet af Chiang Rai. Denne dejlige by skulle være vores hjem i godt fireogtyve timer, inden turen gik med fly, først til Bangkok for en ultrakort overnatning på et kønsløst lufthavnshotel, så videre til Vietnam og Saigon, for et kort stop i lufthavnen og så, til sidst, videre til vores nuværende destination, Hoi An i det centrale Vietnam.
Men først lige lidt om Chiang Rai. En dejlig, lille by med natmarked, venlige, smilende mennesker, en skøn, skøn kaffebar, der, som en oase midt i eftermiddagsheden, bød på gode, friskbagte kager, formidabel, lokal kaffe fra bjergene nord for Chiang Rai, dyrket på rentabel vis af de etniske minoriteter i Nordthailand, der ellers ikke har de bedste vilkår for økonomisk fremgang.
Lørdagsmarkedet var virkelig i særklasse. Masser af lokale varer, forarbejdet i nærheden og maden… maden var for vild! Række på række af foodstalls med lækre (og ulækre) lokale specialiteter. Her spiste og smagte vi på de lækreste små retter, grillspyd med marineret kød, dybstegte ferskvandsrejer, stegte nudler, friskskåret frugt, sushi, og disse syrede æbleskiveformede boller med krabbefyld og hvad ved jeg. Først da jeg ville smage på en grillet græshoppe satte Karin hælene i og proklamerede at hun aldrig mere ville kysse mig hvis jeg proppede den dér tingest i munden. (og det skulle komme fra en skide snegleæder!)
Nå, men der var et fly i lufthavnen, der skulle nås. Modvilligt forlod vi dette festlige marked og denne festlige by og var meget opsatte på at Nordthailand ikke var blevet besøgt for sidste gang. Nu snakker vi endda om at nå at tage tilbage dertil på denne rejse, men det må tid, økonomi og flybilletter afgøre.

Nuk for no.