Thaton, Nordthailand.
Sidder og kigger ind mod Burma. Grænsen er få kilometer herfra. Det er meget svært at komme længere nordpå i Thailand end hvor vie er nu. Huset vi bor i ligger 800 meter fra grænsen. Lige nu er her ulideligt varmt, men i morges frøs jeg for alvor, oven på en stjerneklar nat. Karin brokker sig over alt det tøj, især hendes jeans, jeg har tvunget hende til at lade blive hjemme. I bagklogskabens klare lys kan jeg selvfølgelig godt se, at jeg burde have slæbt dem og alt det andet i vinterarsenalet med for denne ene dag…

Kunne godt tænke mig, som en anden Rambo, at liste mig ind i Burma, bare lige for at sige hej. Et venligt dansk par, Kirsten og Henry, for vild og blev afvist af soldater i ingenmandsland. Kirsten og Henry er i øvrigt theafficionados og har åbnet en forretning, der handler med the ude midt i de sydsvenske skove, to kilometer fra den nærmeste nabo. De er godt nok pensionerede nu og har solgt theforretningen videre, men de interesserer sig altså stadig for tørrede topskud af den lovlige slags. Dem var vi ude at besøge theplantager og themarkeder sammen med. Ikke noget dårligt selskab. Så vi har smagt oolong the og ved nu en hel del mere om theproduktion, fermentering, plukning osv., end for bare to dage siden. Dagene flyver og vi oplever på livet løs. Folk er ganske enkelt så utroligt venlige, gæstfrie og hjælpsomme, at selv et besøg i en lille butik eller et køb af en busbillet, udvikler sig til et kulturmøde, hvor man går smilende og takkende derfra. I dag mødte vi den første sure thai på vores rejse. Og han skældte bare ud på nogle andre og gassede sin bil op.

Vi spiser på en støvet, lille fortovsrestaurant i downtown Thaton. Maden er ok. Smager godt, men da mit elskede luksusdyr fandt sit tredje hår i nudelsuppen, gav hun op. Men hey; tre hår er sgu da et fremskridt. Jeg synes helt klart at min hysteriske controlfreak af en bangebuks klarer det fabelagtigt. Jeg synes heller ikke restauranten her har den mest bredmundede smiley. Jeg var så lykkelig over at kunne give lige penge (på bordet, ikke i hånden) til den bussemandspillende og i hånd hostende butiksbestyrer. Og så er der jo også den gamle diskussion om hvem der er mest modig; den hovedløse tosse, der kun har ét svar til overs for alverdens bekymringer: "Slap nu af, det går jo nok" eller den småhysteriske, evigt bekymrede, insekt og hygiejneforskrækkede storbytøs, der kun har ét spørgsmål til alt; "hvad nu hvis?", men som rejser alligevel, finder ét hår, finder to hår, træder kakerlakker til døde og efterhånden spiser både salaten og isterningerne og tørt konstaterer hvor svært det er ikke at strinte på sandalen, når man tisser i et hul i jorden?

Her er en bro over floden Kok, hvorfra små både sejler ad floden ned til Chiang Rai. Turen skulle være fantastisk. Vi tager den i morgen. I Chiang Rai skulle turen oprindeligt have gået over til Laos. I stedet har vi købt en flybillet til Bangkok, hvorfra vi flyver videre til Saigon og Hoi An i Vietnam. Den første måneds rejsen rundt er ved at være forbi. Der er heldigvis to måneder endnu, selvom vi så småt begynder at savne hjemmelavet mad, hjemmebagt rugbrød og Karin påstår hun savner hjerterne i sin kaffe.
Vi bor hos Jean Paul og Nid, en franskmand og en thai, der har bygget et dejligt lille gemmested oppe over byen. Udsigten er fantastisk ud over dalen, med floden og bjergene i baggrunden. Her er virkelig smukt og hamrende kedeligt. Et perfekt sted til lektielæsning og yatzy. Samson brokker sig stadig over lektiemængden, Karin giver mig desværre læsterlige klø i det ædle terningespil, men der er bare god tid til det hele. På turen herned til byen, gik vi gennem en landsby, hvor vi besøgte en skole for burmesiske flygtningebørn. Det var en stor oplevelse. Søde, nysgerrige, leende børn, der spærrede øjnene op, da vi viste dem billederne fra lillejuleaftens kælketur i Den Gamle By. De tror nu, utvivlsomt, at Danmark er et sneklædt eventyrland, hvor folk kører i hestevogn og bygger store snemænd dagen lang. De ville alle gerne komme på besøg, og havde jeg pengene, så kom de det også. Samson blev hevet op til tavlen for at skrive alfabetet Så blev der brækket en kvist af et træ og med denne improviserede pegepind, stod han nu for at gennemgå alfabetet sammen med klassen på engelsk. Det gik fint, indtil vi nåede æ, ø og å, som Kristian forklarerøv så prøvede at beskrive som specielle danske bogstaver.
Samson fik også peget Danmark ud på en faldefærdig globus. Hvis bare man kunne sende en container med brugte skolesager ned til denne skole - eller gamle computere. Det kunne være fantastisk.
Men trods åbenlys fattigdom og mangel på de mest elementære skolesager, så herskede der en ro og glæde og stemning som var helt fantastisk. Når Karin tog et billede og viste det til den fotograferede, blev der fnist og peget.
Alt i alt endnu et dejligt ophold på en dejlig rejse. Nu må smutte for nu. Ingenting kalder…