Chiang Rai

Vi ankom til byen efter mørkets frembrud. Vi havde booket et par nætter på Chiang Rai homestay, et lille familieejet hotel uden for byen og lands lov og ret. Her var nu skønt. En frodig have, fuld af blomster, vejens træer og palmer bød på durian, mango, rosenæbler, jackfruit, papaya, banan, kokos og tamarind, for blot at nævne hvad jeg lige kunne genkende. Der var også en lille pool, og så blev vi underholdt af frøer og cikader og ildfluer hele natten. Det lyder forstyrrende, men jeg finder disse lyde utroligt beroligende. Ines har kastet sin kærlighed på Gekkoer, hun råber gæggo!, når hun ser dem (og det hænder jo ganske ofte) og vinker løs. Stedet er ejet af Tony fra Holland og hans Thailandske kone. De er begge meget søde og hjælpsomme, og deres datter, Cindy knoklede løs, mens knægten fik lov at slappe af og spille fodbold.
Vi var egentlig ret skuffede over Chiang Rai by, for i vores minder var den smuk og tilbagelænet, men den var sgu også blevet lidt for travl og fyldt med biler, og så kan jeg jo pludselig godt se hvorfor den stramme lovgivning omkring skiltning og reklamering i vejsiden i Danmark giver mening. Gadebilledet er et virvar af strømledninger (de sorte lakridssnørebånd som Samson allerede lagde mærke til på vores første rejse), trafikskilte, og så de her plasticpresenninger og blikskilte, der hænger fra alle vægge, tage, stolper og markiser, og gør dét, at bevæge sig rundt i byen til en ørkenvandring i knæhøj øjebæ. Der er smukt plejede rundkørsler med blomster i alle farver, rokokkobuske og lige et billede af nu afdøde kong Bhumipol, men alle bygninger rundt om, er så dejet ind i pap og reklamer, så man bliver helt ør. Jeg påpegede problemet over for Tony - at det nogen gange kan være svært at se trafikskiltene i reklamejunglen, og han fortalte, at man skam betaler for at reklamere ved vejen, og jo mere der står på skiltet, jo mere koster det, og hvis det står på engelsk og ikke thai, så koster det endnu mere…
I Chiang Rai havde vi vores første rigtige møgvejr, hvor det nærmest regnede to dage i træk og temperaturen faldt til latterlige 25 grader, hvilket vist på et tidspunkt var koldere end i Danmark.Vi brugte dagen i et trøstesløst shopping mall - Karin og ungerne spiste running sushi, bortset fra at sushi stod stille og sukiyakien kørte derudaf. Buster kom begejstret med sticks til bordet, men Karin var sød nok og advarede ham om at det var griseøret, der hang på spyddet. Jeg selv hang ud med en sovende Ines på det lokale sted, hvor de lokale spiste. Her fik jeg den stærkeste junglecurry ever, så dagen efter fik jeg min egen udgave af running sukiyakirhea, og her stod intet stille.
Efter regnen kom heden dog tilbage, og vi endte faktisk med at spendere en rigtig dejlig lille uge i det nordligste Thailand.
Inden regnen kom havde vi fået anbefalet (okay, vi havde læst om det på Tripadvisor) en tur ud i det nordthailandske bjerg - og junglelandskab i buggies - små terrængående, firhjulede køretøjer, der virkelig kan trække noget mudder rundt. Karin blev hjemme med Ines, og så tog vi andre fire ud i bjergene. Vi havde en lille opvarmning på en græsplæne vi hurtigt fik kørt op, og så gik det ellers derudaf over stok og sten. Det havde åbenbart regnet lidt i bjergene, så der var nogle vandpytter, og jeg opgav hurtigt tanken om at komme hjem med rene sko. Det var virkelig sjovt, selvom bilerne havde det skidt, og der var nogle lamper, der ikke rigtig gad blinke, og visse vanskeligheder med at få bilen startet. Vi kørte i halvanden times tid, og kom så til vejens ende. Her fra vandrede vi i en lille halv times tid ad snørklede stier ind i junglen, ind til vi kom til et imponerende vandfald, hvor vi badede og vores guides tændte bål. Vi ristede bananer og marshmellows, og guiden varmede vand i et friskt bambusrør han lagde ind i flammerne, og mens vi sad der og hyggede blev skoven stille og skyerne gik for himlen. Kort efter stod himmel og jord i ét. Torden og lyn og ufattelige mængder regn haglede ned over os og druknede bål, tøj og os. Anemone, Samson og jeg hoppede i vandfaldet, mens Buster sad ved det rygende bål og frøs med anstand. Helt pakket ind i drivvåde håndklæder, lignede han Yoda ved sit hjem på sumpplaneten i Dagobarsystemet. Regnen tog af og vi vandrede tilbage til vores buggies, for at køre turen tilbage, men det, der før havde været vandpytter var nu forvandlet til rødbrune søer og gigantiske mudderhuller og det var SÅ f***ING VILDT!!!
Buster måtte sidde med et bananblad foran hovedet, mens jeg, skrigende af grin, smadrede buggien igennem kaskader af mudder og vand. Anemone og Samson havde hver deres bil, og en guide til at hjælpe, men de klarede sig fint uden. Der stod godt nok i brochuren, at turen ville blive aflyst i tilfælde af megen regn, og det forstår man udmærket, for jeg tror sgu ikke helt den var gået i DK. Ikke at vi var i livsfare, men det var satme ok - vildt. Vi kom hjem til guidens hus, ikke en lille flethytte, men et gigahus, på toppen af et bjerg, hvor biler ikke kunne køre op, kun buggies og off roadere. Her badede vi, drak og spiste lidt og rensede og skyllede vores mudderrøde tøj og sko. Nu manglede vi blot at betale og køre hjem, og jeg bad derfor om min pung, som guiden havde opbevaret i sin sæk for ikke at gøre den helt beskidt. Han kunne bare ikke finde den. Det er jo altid en ubehagelig situation, men den blev ikke mindre ubehagelig af at Karin havde mistet vores andet Visakort i Hanoi, og vi derfor var pænt ude at skide, hvis min pung og kortet, for ikke at nævne de mange kontanter til betalingen, var væk. Jeg havde egentlig ingen mistanke til guiderne, for det var simpelthen nærmest utænkeligt, at nogen kunne finde på at vingeskyde deres ellers udemærkede forretningskoncept for så ussel en vinding som mine kontanter (der om lidt alligevel ville have skiftet hænder til mine guider) trods alt var. Min tanke var, at de måtte være blevet glemt ved vandfaldet, selvom jeg, klog af skade, nidkært havde gennemtjekket lejren for efterladenskaber. Guiden ræsede af sted på sin off roader, og vi måtte pænt vente i spænding ved poolen, og blot nyde den vidunderlige udsigt imens…
Efter en time kom guiden tilbage, triumferende, men også lidt brødebetynget, for guidens hjælper havde ryddet lidt for pænt op i lejren, og var i skyndingen kommet til at smide min pung i skraldespanden, fordi guiden havde været flink og putte den i en plasticpose.
Endelig kørte vi hjem. Halvdagsturen var blevet ni timer lang, men alt bøvl til trods, så er det ganske enkelt noget af det sjoveste jeg nogensinde har prøvet. Samson gav turen ti ud af ti, Anemone otte, og buster gav den også en otter, men han havde også kun set indersiden af en bananblad på halvdelen af turen, og klapret tænder den anden, så det var sgu ok.
Vi tog også på en dejlig lille cykeltur i landskabet. Det er lidt synd, at man ikke gør mere for at promovere cykling i regionen. Da jeg for snart tyve år siden besøgte Vietnam og Laos for første gang, cyklede alle. Det gør de ikke mere, og det er sgu synd, for hvor ville det være skønt at kunne cykle mere sikkert omkring i de smukke landskaber, uden at risikere påkørsel. Men vi trodsede risikoen og cyklede ud langs med floden Kok, en biflod til øvre Mekong. Målet var en landsby hvor Karenfolket, en bjergstamme, der traditionelt har været mahout'er, men hvor man med indførslen af træfældningsforbuddet i nittenhalvfemserne, stort set har efterladt disse stammer uden arbejde. Meeen. Der var sgu for langt på cykel, så vi vendte om og besluttede os for at tage en long tail båd dagen efter. I stedet tog vi så hen til en restaurant, der nok er gået hen og blevet vores favoritsted på hele turen. Stedet hedder Timmit Thamma Da, og betyder vist nok hverdagsliv på thailandsk. Stedet var et træhus i kolonistil, med enorme verandaer med bambusstole, og vindfaner. Der var crocketbane i haven, springvand, poolbord og dart i biblioteket oven på, whiskey - og ølbar neden under, og i et tilstødende hus, var der kage og kaffecafé. Musikken var jazz om formiddagen, men hen under aften skiftede man til Bowie, Dylan, Beatless og Cohen. Der var simpelthen SÅ hyggeligt, at vi forlængede vores ophold i byen nærmest ene alene af denne årsag. Dagen efter tog vi så en båd til elefantlandsbyen og red en tur på de fantastiske dyr. Der er en bevægelse i gang hernede, hvor man har set sig vrede på elefantridning, og Karin og jeg har ikke været ikke helt enige om vi skulle ride eller ej. Mange mener elefanter lever under grusomme forhold, hvor de piskes og tvinges til at udføre kunster eller bære turister rundt. Dette er helt sikkert sandt for nogle elefanters vedkommende.
Nu har jeg så sat mig grundigere ind i sagerne og sidder sgu lidt med en flov smag i munden, for elefantridning er åbenbart big business i Thailand, og elefanter er, sjovt nok, ikke skabt til at ride med mennesker. Det er sgu ikke helt ligesom med heste, for båndet mellem menneske og hest bliver skabt med tillid og omsorg, og dét kan ikke siges om elefanterne. Så øv for den, og så må vi håbe Thailands regering får mod til at vedtage nogle love, der beskytter landets vartegn. Ellers må vi jo hente elefanter til Danmark og skabe vores egen vilde bestand. Der bliver i hvert fald ikke flere ture på ryggen af disse stolte dyr.
Vores båd gik i stå på tilbagevejen, så jeg måtte padle for at holde os flot, mens chaufføren ringede efter hjælp. Vi skiftede så båd midt i floden og drog så atter ned til Thimmit Thamma Da ved floden for at dyrke den tilbagelænede kolonistil, der jo passede så fint til dagens tidligere forehavende. Vi skulle sgu bare Have købt for 700 baht bananer og sukkerrør og givet de elefanter en fest i stedet for at sidde på dem. Det ved vi til en anden gang, men jeg føler mig sgu ikke så lidt dum ved ikke at have lyttet lidt mere til de rygter min kloge kone havde opsnappet.
Vi forlod Chiang Rai i fredags, d. 19. maj. Mine kære elever hjemme i Danmark havde blå fredag med hoppeborg og escape room. Det lyder som om de hyggede sig, og det bliver godt snart at komme hjem og sige hej til dem alle sammen igen, elever, kollegaer, og så får jeg følge af både Buster og Anemone, der starter på Den lille skole i henholdsvis nulte - og syvende klasse.
Ines har fået plads i vuggestuen pr. 1. august, og Sammy skal til at starte i 9. klasse på Langelinjeskolen, nu helt uden søskende. Det er sgu lidt trist, men han vil ikke med på Den lille skole, og det kan jeg også godt forstå. Ét år tilbage og alle hans venner, skiftet ud med far som klasselærer. Så må han bare udholde, at skolen falder ham lang og kedelig lidt endnu.
Karin skal også på arbejde igen. Hun skal bare finde et først, så det bliver på alle måder spændende at komme hjem og komme i gang… i tre uger. For så er der sommerferie. Jeg klager ikke. Det ville ganske enkelt være upassende.
Alting får en ende, selv Yoda, efter 900 år. Vi skrives ved fra Chiang Mai.