Vi sagde farvel (og et forhåbentligt på gensyn) til Phu Quoc, dens strande, kokostræer og, ikke mindst, dens venlige befolkning og drog videre på vores færd med det centrale Vietnam og Hoi An.
Vi landede i Danang og hoppede i en taxi, hvor vi skulle køre turen fra lufthavnen til Hoi an, små 45 min.
Første gang vi tog denne tur forsvandt Danang hurtigt bag os og mørket ude på landet var komplet, indtil vi kørte ind i Hoi Ans lanterneoplyste stræder. Denne gang var der fuld smæk på belysningen, hele vejen, hvor neonskilte og gaderestauranter afslørede, at byzonerne var vokset sammen til én stor sammenhængende bebyggelse. De eneste mørke zoner var nu de forladte hotelbyggerier langs den uendelige strand, der løber langs Vietnams østkyst fra nord til syd.
Corona har åbenlyst ramt Vietnams økonomi og turistindustri hårdt. Vi så det på Phu Quoc med Sunset City, den aldrig ibrugtagne betonby med pastelfarvet forfald. Nu var det gigantiske hoteller, der stod færdige i al sin vælde og faldt hen.
I Hoi An så vi det samme problem. Lige over for vores i øvrigt hyggelige hotel, havde man bygget et hotelkompleks med toetages luksusvillaer. Der har været ikke under 200 boliger, men alle stod de tomme og som det er med dette utroligt frodige klima, så titter forfaldet hurtigt frem gennem betonfliserne, hvor planter og buske bidrager til den postapokalyptiske stemning.

Stedet bevogtedes af en flok af de allestedsnærværende vagter, hvis eneste opgave ser ud til at vente på at intet sker. Når man kommer fra Danmark, hvor alle formår at presse ekstra opgaver ind i hverdag og arbejdsliv, hvor en teenager uden større ståhej bliver sat til at varetage ansvaret for service, kaffebrygning, afrydning, afregning og oprydning for en hel café alene (ikke at dét på nogen måde altid fungerer gnidningsløst) så er det frustrerende og fascinerende på samme tid, at se hvorledes lediggang og trillen tommelfingre er en enorm industri her.

Til forskel fra tidligere rejser er tidsfordrivet i hængekøjen (det er ikke lykkedes mig at finde én eneste hængekøje til salg i Vietnam) skiftet ud med at sidde på mobilen. Denne lille satan har i den grad gjort sit indtog også her, og det passer desværre forrygende ind i kulturen med at sidde og lave ingenting. Cykler er stort set også forsvundet ud af bybilledet, erstattet af scootere. Scooterne havde nu også overtaget gaderne for både syv og fjorten år siden, men der er nu SÅ mange af dem og de fylder i gadebilledet med deres dytten, støj og udstødning. De fylder dog også når de står parkeret, hvilket betyder at fortov er dedikeret til parkerede scootere, små gaderestauranter, skrald og de vidunderlige vejtræer, der vokser vildt og ukontrolleret og flår fliser og asfalt fra hinanden, så fortovene, når de en sjælden gang har plads til en fodgænger, inviterer til en farlig balancegang i klipklapper.
Alle trafikanter er derfor presset ud på selve gaden, hvor man så render spidsrod mellem biler, cykeltaxier, scootere, butikker på hjul, fodgængere og busser
.
I Hoi An har man i mange år klogeligt taget brodden af kaos ved at forbyde biler, scootere og busser inden for bykernen. Livet som trafikant, hvadenten man så er fodgænger eller har lånt hotellets ramponerede cykler, er dog ikke meget nemmere af den grund, for det er selvsagt inde i den historiske bykerne af Hoi An alle genre vil være. Hvorfor? Der er simpelthen SÅ smukt. Endnu. For hvor er her dog mange mennesker.
De kæmpehoteller der stadig består i Danang, sender hver dag tusindvis af turister til Hoi An, hvor de skal på guidet rundtur, hvilket blandt andet indebærer en cykeltur i cykeltaxi rundt i byens snævre gader. Cykeltaxier er tophyggeligt, men når de bliver en industri og de kommer cyklende gennem gaderne i tætpakkede rækker of både tyve og tredive cykler, så fylder de dælme i bybilledet.

Vi så flere sammenstød mellem disse cykeltaxier og andre besøgende. Det var sgu en hektisk omgang. Første aften i byen var vi dybt chokerede og vi tænkte lidt forskræmte på at vi skulle tilbringe en uge her i en by, der havde forvandlet sig fra en støvet landsby, hvor tiden stod stille, til et buldrende turistmekka. Åbenbart var tiden lige før corona endnu mere hektisk og gaderne, om muligt, endnu mere fyldte. Jeg tør slet ikke tænke på hvordan byen havde set ud hvis alle de nu tomme, halvfærdige hoteller langs stranden også havde spyttet turister ud.

Det er jo fantastisk for landet at så mange mennesker gerne vil besøge det og hykleri på øverste hylde, når jeg brokker mig over ikke at have landet for mig selv. Jeg under virkelig dette land at komme på fode og vokse i velstand. Min bekymring går derfor på hvordan Hoi An, Phu Quoc og for dens sags skyld Ha Long Bay som vi besøger efter Hoi An, ser ud om 30, 20 eller bare 10 år. Manglen på langsigtet planlægning ses over alt. Det kan godt være det er frustrerende at skulle vente på en byggetilladelse til en altan eller udestue hjemme i dk. Måske får man ikke engang lov. I så fald skyldes det regler og hensyn til lokalplaner og facadefredninger. Her ser det ud til at handle om hvem der skal smøres. Tilladelserne ser ud til at blive givet, uanset hvad. Der bliver bygget kystnært, opad og helt uroligt tæt. Fint nok. Befolkningen er jo også vokset fra 75mio. - 100mio på bare 25 år! Problemet er at det er alle disse luksushoteller der står tomme. Ikke beboelsesejendomme, der skal huse den voksende befolkning.

Jeg synes at dette ellers på papiret ret så socialistiske land drukner i kapitalisme og helt hovedløse, ekstremt kortsigtede planer, hvor hurtig profit bremser eller i værste fald umuliggør udviklingen af en bæredygtig turistindustri.
En skøn kvinde, Ivy fra Sacramento, var flyttet til USA som 21årig fra det centrale Vietnam, sagde det så godt. “People don’t visit Vietnam to see concrete copys from Europe, they come to see Vietnam”
Som jeg ser det er det som om en elite i Vietnam har sat sig for at udvikle landets turistindustri med henblik på en masseinvasion, uden skelen til risikoen for at påføre uoprettelig skade på natur og kultur. Koralrev, skov og jungle, kalkstensklipper og floder bliver ødelagt eller risikerer ødelæggelse fordi kapitaltunge virksomheder ingen problemer har ved at få tilladelser til at bygge hvadsomhelst hvorsomhelst.

Så fik jeg da lige raset ud!

Vi kom os hurtigt over vores første chok over Hai Ans enorme mængde turister. Det viste sig at hvis man holdt ud til lidt senere på eftermiddagen, så forlod en større mængde atter bykernen for at lade sig transportere tilbage til deres hoteller i Danang.
Nu kunne vi så spankulere rundt i gaderne og lade os henføre af gadebelysningen, der må være den smukkeste i Verden. jeg har hvert fald ikke oplevet noget lignende nogen steder, ej heller på film eller TV. Det skal simpelthen opleves, når lygterne tændes og genskæret fra de støvetgule mure kaster sin glans over gadekøkkener og handlende i frugt og fixfaxerier. vi måtte nære os for ikke konstant at stoppe op for at fotografere hver eneste gadehjørne, hvor blomstrende træer i samspil med lanternerne udgjorde et syn en hvilken som helst restauratør i Verden ville give sin høre arm for at have som indgangsparti til sine gæster. I HoI An får man lyst til bare at fare vild, for der er oplevelser og eventyr rundt om alle hjørner. Kun i Venedig og til dels Paris (og Rom) har jeg oplevet på tilsvarende vis at blive suget ind ad baggårdsporte og små sidegader og opleve eventyret om svundne tider åbenbare sig lige omkring mig.

Her i Hoi An var stræderne nogle gange så smalle at en cykel kun lige akkurat kunne klemme sig igennem. herinde fandt vi små skoleklasser modtage ekstraundervisning, fuglebure med sangfugle i alle farver og tonearter, gravsteder, familietempler, hverdagsliv med leg på gulvet og den allestedsnærværende scooter parkeret direkte i stuen, mellem planter og vasketøj. på et tidspunkt forsvandt vi ned ad en sådan sidegade og stod nu foran en propfyldt restaurant. Trods meget få kvadratmeter var det lykkedes stedet at skabe rum til nogle og tyve gæster, der var klemt ind mellem hinanden på to etager og en terrasse. Vi måtte vente længe uden for, men hvad gør det, når selskabet består af sit livs udkårne og to livsglade ballademagere? overfor serveredes der lokalbrygget øl i en gade så bred, at vi skulle løfte vores fødder når en cykel kom forbi. Maden var virkelig værd at vente på, men det må siges om al den mad vi fik i Hoi An.Det er nærmest umuligt at finde et sted hvor maden ikke er i top.

Vores oplevelser med Bahn Mi og den lokale nudelsuppe, Cao Lao, samt andre lokale retter var ovenud positive. og kagerne fra Cargo Club, vores gamle stamsted, smagte stadig ungerne. Måske var der her også tale om et melankolsk islæt, for Buster fik ved første øjesyn et deja vu og måtte nok en gang se sig overvældet af tårer, iblandet gensynsglæde og vemod, da han trådte ind i cargo club og genså de kager han havde lært at elske for syv år siden. Det er simpelthen lykkebringende at få mine oplevelser forstærket gennem børnenes sanser. Deres begejstring smitter også af på en sur, gammel brokrøv.

Det blev også til nogle ture til stranden. Vores gamle stamsted på Ahn Ban beach, La plage, lå der stadig, men var forfaldet til at være en kopi af de andre kopier af strandbarer, der nu lå side om side ud af stranden. Vores hotel havde dog allieret sig med en udemærket strandbar. Her hang vi ud, spillede frisbee og kastede os i de store bølger. En del (ikke mig) lejede surf boards, og selvom vi ikke snakker Hawaii var bølgerne nu store nok til endnu en gang at begejstre ungerne. Ines er frygtløs som sine søskende og jeg holdt hende i et jerngreb, mens hun lod sig tæske af bølge efter bølge.
solbrændte drog vi atter hjemad til afslapning og svømmeundervisning ved og i poolen og et spil UNO eller tolv. Ines formåede at svømme brystsvømning på hele to banelængder. Hun gør hurtige fremskridt og glæder sig til at komme hjem og fortsætte udviklingen af sine tillærte færdigheder. Herudover stod den på dagbogsskrivning og lektielæsning for Buster og Ines vedkommende og arbejde for Karin, samt happy hour for mig, inden cykelturen gik tilbage ind til bykernen og (endnu) en omgang uforlignelig aftensmad. Apropos cykler, så blev disse i den grad vores redning, når gaderne blev for fyldte. På disse i Vietnam glemte vidundere, drog vi ud på cykelture i omegnen. Snart var vi væk fra den halsbrækkende trafik og cyklede nu blandt rismarker og vandbøfler. Vi så alskens frugttræer, fra lyche til mango, over jackfruit til papaya, banan - og kokospalmer og urter, urter, urter. Rismarkerne var høstklare og havde den smukkeste grønne farve. På afstand lignede de uendelige fodboldbaner, men tæt på anedes de oversvømmede risplanter.

En tur ud i det grønne bragte os til en lille landsby, hvor man ved hjælp af alger havde nedbragt mængden af kunstgødning betragteligt. her fandt vi et lille hyggeligt sted, hvor man udbød en såkaldt cooking class. De findes på mange niveauer, men ham her havde faktisk et kursus, der skulle begynde lige om lidt og så ud til at have noget på hjerte og vi var velkomne om bord. Vi spurgte Ines og Buster om de var klar - det var de og vi slog til.

Det blev til tre timer i selskab med en showman af rang. Manner, han kunne få ørenlyd - osse blandt ugidelige elever på en hvilken som helst dansk skole. Ved hjælp af demonstrative fingerknips og ved at klaske sin brede kniv i bordet med at brag, formåede han at skabe ro i geledderne hos både os, samt et belgisk og hollandsk par. Vi lærte at lave forårsruller fra bunden, med en fremragende fars, dipsauce, barbecuemarinade, rispandekager med fyld og grillet kød, samt svin i chili og citrongræs. Kokken havde sin helt egen procedure og brød sig ikke om hurtige hænder, hvorfor Buster fik et klask over hænderne, da han gik for frisk til grønsagerne. Da kokken stillede et (åbenbart retorisk) spørgsmål om hvorfor han brugte risvineddike og ikke lime i sin dipsauce og jeg var dum nok til at svare at det nok handlede om holdbarhed, knipsede han blot, så væk og gav så det svar han havde glædet sig til “because it last LONGER” og så et KLASK med kniven på spækbrættet. fanme en sjov character.

Maden var fantastisk og vi cyklede mætte og glade videre gennem haver og marker fulde af grønt, ud til Stilllehavet, bare fordi vi kunne. Og så ellers hjem til endnu en skøn aften i de oplyste gader, rundt til alle de skræddere Karin havde sat i arbejde, på evig jagt efter mere at fylde sit rodede klædeskab med, hjemme på østerbronx. Vi var også på jagt efter lamper til Buster, gaver og små grilgitre til mig.

Hoi An kan stadig noget helt specielt. Tænk hvad belysning og trafikregulering kan gøre for en en byzone! kontrasten er selvfølgelig også enorm fordi trafikken alle andre steder er helt vild og belysningen mange gange består af et lysstofrør i loftet.
Vi forlod Hoi An efter en sidste kage på Cargo club og en sidste cykeltur hjem gennem de vidunderligt oplyste gader og for fanden hvor cyklede vi langsomt.
Næste stop var Hanoi, landets hovedstad, men det må du læse om en anden gang, for nu er der morgenmad på programmet.
kærlige hilsner fra langt væk.
Steven