Cambodia
Oven på sol, sand og afslapning på Phu Quoc, stod den atter på kultur og rejsestøv. Vi har i det hele taget gennem rejsen søgt at variere mellem afslapning og oplevelser, så vi ikke bliver for mætte af det ene eller det andet. Rejsen vi her påbegyndte skulle dog snart gøre os mætte, både på oplevelser og ømme lemmer.
Vi blev vækket tidligt om morgenen på Phu quoc og sendt af sted mod et færgeleje i en lille fiskerlandsby. Byen lugtede af fiskesauce, åben kloak og tørret blæksprutte, men på den gode, eksotiske måde. Nogle af duftene herude er så stærke, at det er som om de trænger ind i en. Enten det, eller også har jeg bare rejsemave. Der lå balje efter balje af levende krabber, kæmpe havsnegle og konkylier, søheste, en enlig revhaj, gigantiske rejer, hummere, alle slags muslinger og diverse fisk. Her sad vi så og nød vores baguette med røræg, skrællede et par bananer og påbegyndte indtagelsen af vores malariamedicinering. Det havde Anemone lidt svært ved. Selvom pillen er meget lille, blev den ved med ryge med ud og vi stod efter hånden med en ret så gul vandflaske. Efter fire piller, lykkedes det. Vi proppede pillen ind i en banan. Færgeturen var egentlig ikke så slem. Vandet var roligt og godt for det, for færgen var overfyldt. Karin havde det ikke så godt, med ondt i brystet, oven på en skæv nat og bekymringer over Samsons helbred. Der blev vist superdårlig vietnamesisk slapstick på et tv og så sad vi ellers plantet, indtil vi nåede Ha tien. Ha tien ligger lige på grænsen til Cambodia og var en af de byer Khmer Rouge angreb, da de ville generobre deres tabte rige ved Mekong. Byen var ulideligt varm og vi fordrev tiden, mens vi ventede på bussen, med at spise et sidste vietnamesisk måltid. Vi havde betalt i dyre domme for bussen og visaet og bussen, selvom den ankom en time forsinket, så da også ny og komfortabel ud og lignede til forveksling den bus, der var afbilledet på væggen. Vi kørte til grænsen ad støvede bumlede grusveje og nu viste Karins smerter sig at skyldes et hekseskud af en art. En nerve måtte have sat sig fast og hun kunne knap nok trække vejret, og da vi flere gange måtte forlade bussen for at stemple visa ud og ind, frygtede Karin (og jeg) for at hun ville dratte om kuld i heden. Vi fik proppet noget smertestillende i hende og nåede efter en halv time ud på noget , der mindede om en landevej. Her blev vi så bedt om at skifte bus. Og nu lignede bussen lige pludselig ikke længere den på billedet. Affjedringen var som min kære syvende klasses opmærksomhed på en søvnig mandag morgen; aldeles fraværende. Vi blev kastet rundt i fem timer og Karin var mere død end levende, da vi endelig nåede frem til Phnom Penh. Alle pillerne var brugt, men et hjælpsomt engelsk ægtepar kom Karin til indsætning og gav hende en portion af deres Ibuprofener.
Vi tog en tuktuk ind til centrum, langs med Phnom Penh floden. Til at begynde med lignede byen de andre sydøstasiatiske storbyer, med store slanger af sorte ledninger hængede ned over alt, men byen havde dog et vist skær af charme og især området langs med floden var åbent, med grønne arealer, alléer og velbevaret arkitektur fra den franske kolonisering. Hotellet var fint, vi fik proppet Karin med flere piller, gik i seng og næste morgen mente Karin nok, at hun ville være i stand til at tage endnu en bustur på seks timer. Denne gang blev bussen ikke skiftet ud under vejs og vi nåede helskindet frem til Siem Riep, den by, der ligger tættest på det gigantiske område, der, blandt måske halvtreds andre tempelkomplekser, huser Ankor Wat.
Efter to døgn med ekstensive rejseaktiviteter, var det ganske rart, at glide ned i hotellets pool og blive kølet ned og nyde den lokale mad (og øl). Samson og Anemone fortsætter med at være fisk i vandet. Samson svømmer nu, uden brug af vinger. Han kan snorkle længe ad gangen og er i stand til at holde vejret under vandet i tredive sekunder. Anemone tror stadig at vandoverfladen skal brydes med vold, så hun klasker maske og snorkel ned og ligger så ellers og nyder udsigten under vandet. De er næsten ikke til at få op af vandet igen.
Vi sov godt den nat. Vi sover i det hele taget fint herude. Dog savner vi vores hovedpuder. Den lokale slags er halsbrækkende store og man må finde på alskens placeringer og positioner for at komme helskindet gennem nattens drømme. Jeg kan godt mærke, at min søvn ikke forstyrres af dagligdagens bekymringer. Hovedpine eller mavesmerter skyldes rejsemave og kaffetrang, ikke stress over morgendagens mange gøremål. Jeg er mægtig glad for mit liv - ikke kun når jeg som nu, rejser rundt på den anden side af Verden, men der skal ikke herske nogen tvivl om, at dét, at få hverdagen lidt på afstand, uvægerligt fører til lidt tankevirksomhed omkring det gode og det mindre gode man går og fylder sit liv med.
Morgenmaden på hotellet var dejlig. Morgenerne er i det hele taget dejlige. De er nok den største kontrast i forhold til hverdagen derhjemme. Herude har vi tid til at sidde og nyde selskabet, udsigten, maden eller hvad det nu er vi har lyst til. Morgenerne, hvor børnene skal vækkes, klædes på og smides af på institutionerne lidt over syv, er nok den del af min hverdag jeg savner mindst. Det hænder også, at andre rejsende måbende kommer hen og konstaterer, at vi ikke har flyttet os ud af stedet, selvom vi var blandt de første ved morgenbordet. God tid er bestemt også en af grundene til at vi rejser, så det giver egentlig ikke så dårlig en samvittighed, at sidde og se på alle de andre rejsende, der skynder sig at komme i vandrestøvlerne for at komme ud og se. Vi har mødt en del rejsende fra USA og Canada. De har få ugers ferie om året. Måden de rejser på tager pusten fra mig. Jeg mødte forleden dag en fyr fra Montreal, der skulle gennem Singapore, Malaysia, Thailand, Cambodia og Vietnam. Han var togfetichist, så han var ikke til små, lokale flyveture. Til gengæld havde han så tre ugers ferie til at nå returflyet fra Hanoi. Jeg forstår pludselig hvorfor der i Europa findes et marked for backpackerbusture, der hedder "ti dage ti hovedstæder" Uden at ville bortdømme denne rejseform, må jeg blot konstatere, at jeg udover behovet for endnu en ferie eller mere sandsynligt, en stresssygemelding, oven på sådan en rejse, simpelthen ville blive overmæt af indtryk og ikke ane forskel på det ene eller det andet land.
Men noget jeg dog kunne finde overskud til, noget jeg havde drømt om at gøre, lige siden Mads og jeg i 1994 stod i Bangkok og prøvede at finde energien mellem drukturene og de piratkopierede hollywoodfilm, til at tage ud og få en på opleveren, var at drage til Angkor Wat og se dette forsvundne kongerige, der emmer af eventyr og Indianer Jonas.
Heldigvis blev alle vores forestillinger indfriet. Selv ikke de mange turister kunne fjerne følelsen af at vandre ind i en tidslomme. Måske kan vores billeder give en lille fornemmelse af områdets storhed, men her er virkelig, mener jeg, et af Verdens vidundere som ikke alverdens discovery channel eller National geographic channel programmer ville kunne give fuld retfærdighed. Dette sted bør ses og mærkes og opleves. Og det kan man. Her kan man, endnu, på egen hånd vandre omkring i tempelruinerne og sætte sig hvor man vil og lytte til lydene i junglen. Smukkest er de templer, hvor naturen har integreret sig i dem, således, at de både langsomt destruerer dem, men samtidig forhindrer dem i at styrte sammen. Denne symbiose mellem naturens enorme kræfter, symboliseret i kæmpetræernes kvælende, omsluttende, opretholdende rødder og disse menneskeskabte vidundere er… vidunderlig! Man sidder der og tænker, at selvom det skulle lykkes for menneskeheden at gøre kål på sig selv, så skal kålet nok tage over og langsomt forandre vores uindtagelige storbyjunglefæstninger til historiske vidnesbyrd. Højdepunktet ved vores besøg i Cambodia var, uden tvivl Angkor Wat, men det var ikke selve dét tempel, eller templerne i sig selv, men mere en helhed. At se solen gå ned eller stå op over junglen og ruinerne. Køreturene i tuktuk'en mellem ruinerne med vores utroligt venlige chauffør, Mr. Sokhum - (en gymnasielærer, der havde droppet jobbet for at køre knallert med turister bagpå - en langt mere indbringende foreteelse, end at bringe visdom ud til de analfabetiske masser. (Tragisk)) - og se landsbyer med huse på stolper, eksotiske dufte, rismarker, oksetrukne vogne med enorme hølæs, gadesælgerne med deres udvalg af groteske biller, nu med håndfladestore, grillede edderkopper som en lille bonussnicks. Ungerne, der knoprøde kæmpede sig op over endnu en ruin. Vi legede den vildeste gemmeleg i det nok mest eventyrlige tempel jeg nogensinde har og vil komme til at besøge. Samson blev ved at bevæge sig rundt, og til sidst måtte jeg give op. Vi blev enige om at en fødselsdag, der blev afsluttet med en rollespilsskattejagt i disse ruiner, nok ikke ville blive overgået i dette århundrede. Men selv nysgerrige, unge energibomber kan blive mætte på oplevelser, og det var bestemt en af de større udfordringer at få dem op klokken fem om morgenen så vi kunne se solopgangen over Angkor Wat.
Udover templerne og Cambodias glorværdige, fjerne fortid, tog vi også et dyk ned i landets gruopvækkende og helt igennem uhyrlige nyligere af slagsen, fra vores egen barndom, med Pol Pots sindssyge Khmer Rouge styre. Vi besøgte Tuol Slueng fængslet i Phnom Penh, hvor unævnelige torturmetoder var blevet taget i brug for at få tilfældige pågrebne til at indrømme ligegyldigheder og afsløre opdigtede medsammensvorne modstandere af Khmer Rouges paranoide fireårige rædselsregime. Museet var i sin fuldstændige nøgenhed og blottelse for moderne informationsteknik, et stykke installationskunst hvis formål var at åbne en celledør på klem ind til det menneskelige sinds allermørkeste og mest fornedrede afkroge. Da Phnom Penh blev befriet i 79´ fandt vietnamesiske soldater ligene af de sidste torturofre, stadig spændt fast i rå metalsenge, hvor de (forhåbentlig) var blevet banket til døde, inden de var blevet efterladt af deres bødler. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på om nogen af ofrene var i live, da de blev forladt. Om de havde håbet til det sidste. De fjorten lig lå begravet i skolegården (toul sleng var en skole inden den blev omdannet til fængsel). I cellerne stod sengene, lænkerne og torturredskaberne stadig som da man havde fundet dem. På væggen hang et grynet sorthvidt foto af ofrene som de lå i sengene, da de blev fundet. I et andet lokale hang billederne af alle de fanger som man i fængslet havde dræbt. Række på række. Det var, i al sin enkelthed, grufuldt. Et vidnesbyrd, der hang på væggen, konstaterede at Khmer Rouge havde taget liv, splittet familier, udryddet alle akademikere, fjernet skoler og sygehuse, forbudt fester og traditioner, forarmet landet, bragt millioner på sultegrænsen, mineret landet, mens værst af alt havde de helt og aldeles fjernet tilliden mellem mennesker. Da vi kom uden for museet og skulle tage vores tuktuk, læste vi, på bagsiden af en anden tuktuk en opfordring til at ringe til en hjælpeorganisation, hvis man oplevede eller hørte om børn, der var i nød. Vi havde ført stødt på plakater med billeder der advarede mod at sælge sine børn til fremmede mennesker. Oplevelserne her gav selvfølgelig anledning til mange barske snakke med Samson og Anemone, der jo altså bliver trukket rundt til lidt af hvert. De ved nu rigtig meget om vores skæve, mærkelige, vidunderlige Verden, og også lidt om den og dem, der kommer efter. Astrid Lindgrens "Brødrene Løvehjerte" har i hvert fald gjort et mindst lige så stort indtryk på dem. Da brødrene (og her håber jeg virkelig ikke jeg afslører for meget) hen imod slutningen af fortællingen dør (igen) kommer de nu fra Nangijala til Nangilima, hvor alt er godt. Den tygger Anemone lidt på og spørger så: "Hvor kommer Katla så hen?"
Dage med eventyr, læste som levede, nærmede sig sin afslutning, lige som rejsen her i det hele taget nærmer sig finalen. Vi pakkede taskerne endnu engang og forberedte os på otteogfyrre timers hektisk rejseaktivitet, startende med busturen tilbage til Phnom Penh (seks timer), derfra bussen videre til Saigon (syv en halv time), så taxa til lufthavnen (halv time), hvor vi ankom fem minutter inden skranken lukkede for check ind (vi havde set forkert på flyafgangen), så flyvning (to timer) til Phuket, hvor vi ankom klokken to om natten, op igen klokken kvart i syv med telefonvækning, taxa til havnen, færge (to timer) til Koh Phi Phi, vente én time og så halvanden times sejlads yderligere til Koh Lanta, hvorefter en time på ladet af en pickup hen over jordveje og solglat asfalt, bragte os til vor endestation for nu. Men det må være en anden historie. Samson og Anemone kalder fra poolen. Nu skal der snorkles.