Fra Hanoi hoppede vi på en bus mod Ha Long bay. I mine fantasier var byen Ha Long et lille fiskerleje med udsigt til de sagnomspundne klippeformationer. Det viste sig at være en millionby meed en af områdets største og vigtigste havne. En motorvej førte os på vej og vi stoppede ved en enorm perlefarm, hvor vi så hvorledes disse perler blev udvundet. Perlefarm lyder romantisk. Perlefabrik mere rammende. Vi ankom til det færgeleje hvor vi skulle hoppe på en mindre båd, der skulle forbinde os med det skib, hvorpå vi skulle overnatte de næste par dage. Igen var her utrolige mængder turister. Selve Ha Long Bay er så fuld af både, at man nu sejler længere væk, hvis man kan, hvilket vi kunne, for vi havde to nætter og tre dage i området. Vores guide, Quang, fortalte vidt og bredt om områdets historie. Han var en sjov fætter med en masse indstuderede vitser og anekdoter, men han var virkleig svær ikke at holde af. Karstformationerne, disse majestætiske klipper af kalksten, er uforlignelige og i sandhed deres plads på Unescos verdensarvsliste værd. Men. Igen. Skrald over alt, snusket, uklart vand med en film af olie oven på. En smuk kajaktur (i aldeles udtjente kajakker, pagajer og redningsveste) kastede et besøg på en øde strand af sig. Over alt lå skraldet i dynger fra sidste højvande. Rustent armeringsjern stak farligt op af sandet og de folk, der på et tidspunkt havde bygget en betonmur og glemt at færdiggøre arbejdet, havde åbenbart holdt en teknofest og smidt omkring sig med byggemateriale. Jeg Elsker at svømme. Jeg elsker vand. Her blev jeg pænt oppe i sandet. Tilbage på båden sprang Buster og jeg dog i fra taget, men temperaturerne inviterede heller ikke til længere ophold og for første og eneste gang på turen, so far, hoppede jeg efterfølgende i lange gevandter og skuttede mig i aftenkulden, førend vi spiste lække aftensmad. Sea food en masse, med fisk, blæksprutte, krappe. Østers, kammuslinger og godt med salater. Vores værelse havde den smukkeste udsigt. To panoramavinduer åbnede op ud til den bjergtagende udsigt. Høje, slanke, jungleklædte klipper, der forsvandt lodret ned i havet og i horisontens dis. Vejret var overskyet på hele turen, men det tog altså ikke noget synderligt fra de syn vi fik foræret hver eneste gang vi drejede om en pynt eller et skær. Igen kalder disse oplevelser på eventyret i sin reneste form. Det er ikke svært at forestille sig at have besejlet disse vande for bare en menneskealder siden og navigere gennem ukendte farvande på konstant udkig efter junker fulde af pirater, skruppelløse smuglere eller blot korrumperede embedsmænd på jagt efter bestikkelsespenge. De sidste mødte vi rent faktisk. Der blev set ok stort på sikkerheden mht. redningsveste og ophold helt ude forskibs, hvor der ingen ræling fandtes. Bortset fra tæt på kaj, hvor uniformerede betjente tog imod kontanter fra vores guide Quang. Her blev vi høfligt beordret ned i båden. Hvor er det trist og helt igennem forståeligt at fattigdom kalder på korruption og dårlig forvaltning af kultur - og naturarv. Hvem fanden tænker på naturbevarelse, når man der skal mad på bordet? Og er der forskel på Vietnamese waste og Nordic ditto? Måske, men det handler grundlæggende om at tage til sig på bekostning af andre og andet. Næste dag bød på strabadserende og meget smuk vandring gennem Cat Bas nationalpark, hvor vi besteg to bjergrygge og fik et magisk vue ud over klippelandskabet. Karin var ved at træde på en slange, men den stak heldigvis af med sit bytte, et firben, hvis hale lå sprællende tilbage på stien. Buster og Ines klatrede begejstrede op ad stier, med spidse, glatte kipper, indviklet i junglerødder. Det hele blev klaret iført sandaler og gåpåmod. Vi kom også ned i to kalkstensgrotter, komplette med stalaktitter og stalagmitter og utrolige formationer af underjordiske hvælvinger og grottekupler. Det er ikke svært at se hvor H.R. Giger har sin inspiration fra, og jeg må konstant forundres over hvad naturen ad åre formår at skabe. Vi spiste skøn mad i Cat Ba og turen den dag var i det hele taget en virkelig fornøjelig affære, hvor vi kom tættere på vores medrejsende fra Irland, Frankrig, og USA/Vietnam (et par vi rejste med var oprindeligt fra Vietnam, men var udvandret til Californien som unge). De var imponerede over ungerne. Med rette. Smil og sved gik hånd i hånd på smukkeste vis. Om aftenen stod den igen på god mad, men nu var det barbecue med vandbøffel og andet godt. Det der dog endte med at sætte hele aftenen (og turen) i relief, var da Quang hev et karaokeanlæg frem og gik amok med Buster som backing vocal. Quang brød ud i en hyldesthymne til Ho Chi Minh, der gav genlyd gennem skibet, og sandsynligvis også de 500 millioner år gamle klipper. Det er ikke utænkeligt at Quangs hymne bidrog mere til klippernes erosion end vind og vejr gennem tiderne. Sikkert er det, at hvis ikke vi havde befundet os på så øde og forladt et sted, midt blandt Ha Long Bays 1969 klippeøer, så Havde Onkel Ho, der ellers havde ligget på lit de parade siden år 1969, rejst sig fra graven og insisteret på at få Quang lagt i lænker for det tætteste man kommer på majestætsfornærmelse i et land uden monarker. Med Quangs udlæg var det umuligt at undsige sig en tur i sangmaskinen på grund af udfordringer med at ramme tonelejet. Således røg Karin og deres undertegnede på podiet og samg en uforglemmelig duet fra Grease -summernights. Jeg droppede John T's signaturpositur og blev siddende i mit krøllede hør og gav den i stedet som britpoppens shy and mysteriuos. Vores flaggelerende adfærd trak folk til der, som os greb mikrofonen og sang så klipperne slog revner. Fanme sjovt og helt utroligt hvad sang kan gøre ved en(s humør). Vi endte med at skråle i timevis. Lin, pigen fra Vietnam, sang fantastisk og hev Buster med op til adskillige duetter. Nu kom så en flok franskmænd, der var påmønstret skibet samme dag. De erobrede langsomt podiet med deres insisteren på at synge (pivfalske) franske chansons og et batlle om mirkofonen fortsatte indtil selv Quang fik nok og afbrød festlighederne med en påmindelse om at vi havde et tidligt eventyr i vente fra morgenstunden. Op stod vi, sejlede ind til land og så hoppede vi atter på nogle gamle cykellig og tog nu jernhesten gennem det vanvittigt smukke landskab. Målet var en lille landsby få kilometer borte, komplet med omkringliggende rismarker, vandbøfler og disse helt utroligt smukke karstklippeformationer, der omkransede hele sceneriet som var taget ud fra min ungdoms afbildning af Vietnamkrigen, blot uden død og ødelæggelse. Cykelturen med Ines bagpå, solen, der for første gang tittede frem mellem skyerne, frugthaver, fisk, der spiste mine fødder, brændevin med måske ti døde kobraslanger i. Alt sammen oplevelser vi nåede at få, føle og smage inden kl.09 om morgenen, fordi vi stod tidligt op og trak i cykelsandalerne. Tilbage gennem landskabet med Ines hvinende af fryd ned ad bakkerne til vores båd. Vi sejlede forbi en flydende landsby. Man er åbenbart ved at afvikle disse landsbyer. Nok er de smukke, kuriøse og farverige at se på, men jeg så en pige i skoleuniform blive sejlet ind til land af farmand i sin lille fiskerjolle. Det er vel lidt som med bygderne i Grønland, at man ikke skal holde dem i live på grund af et romantisk syn på disse, hvis de børn, der vokser op under ringe kår beviseligt får en skidt start på livet, sammenlignet med resten af deres jævnaldrende. Opholdet i Ha Long bay var ved at nå sin ende. De folk vi havde lært at kende så småt under vejs, var stille og roligt krøbet ind under huden på os og nu skilte vores veje atter for altid, selvom Colin og Angela, et venligt pensionistpar fra Dublin i Irland tilbød at Buster og Ines til hver en tid kunne komme og bo hos dem, hvis de skulle have lyst. Vi gav alle hinanden vemodige krammere og fyldte Quangs lommer med drikkepenge og forsvandt fra hinanden i Hanois fyldte gader. Vi nåede egg coffee og skøn mad, inden vi tog i lufthavnen for at hoppe på flyet til Bangkok. Herfra fløj vi videre til Trat I det sydøstlige Thailand. Eventyret her må I dog læse om i en ikke så nær fremtid, for nu skal jeg i vandet med Buster!