Mine to uger i den mandlige departement var nu overstået, og det var så tid til igen at skifte afdeling. Jeg kunne denne gang komme til en afdeling, som jeg havde drømt om at vedlægge besøg lige siden min første arbejdsdag, og da muligheden nu bød sig sagde jeg bestemt ikke nej. Derfor havde jeg store forventninger, da jeg mandag morgen satte mine fødder i "Surgical Ward", og jeg vidste at det kun kunne blive en interessant uge. Det frivillige arbejde var der dog ikke meget af, da mit job mest af alt blot var at observere, men jeg fik til gengæld lært en masse. Jeg blev første dag kastet ud i nye oplevelser, da jeg mødte operationslægen Dr. Boemah ved min ankomst hvor han bad mig om at klæde om hurtigt, da de startede første operation omgående. Da jeg så fandt min vej til den rigtige operationsstue, kunne jeg ud fra mit dårlige twi tyde, at de rent faktisk ventede på obronien, før lægen lagde det første snit i patienten. Jeg overlevede at vidne til mit første kirurgiske indgreb, og fik siden set en del operationer der omhandlede alt fra brystcancer med fuldstændig fjernelse af det ramte bryst, til patienter der efter fjernelse af en betændt blindtarm har udviklet brok, og derfor endnu engang er endt på operationsbordet. Dr. Boemah inddragede mig meget i hvad der skete undervejs, og for at gøre forståelsen bedre valgte han i flere tilfælde at trække organerne ud af patienterne hvis muligt, for at give mig et nærmere indblik på dem. Når man stod der og så på lægen og sygeplejerskerne gøre deres arbejde, føltes det ikke som om det var et menneske der lå på bordet og blev behandlet, men nærmere blot et stykke arbejde der skulle udføres. Men når man fik øje på en livløs hånd på hver side af det vi alle havde fokus på, gik det op for mig, at det var mere end bare en genstand man beskæftigede sig med. Mere surrealistisk blev det da lægen flere gange under en operation stødt på blodkar, og hvordan en stråle af blod stod op, hvor det galt om ikke at blive ramt. Selvom det hele lyder en smule absurd, så var det arbejdsmæssigt nok den mest spændende tid i en afdeling jeg har haft, og jeg tror på, at jeg har været vidne til nogle ting, som medicinstuderende skal vente år med før de kan tage del i.

Torsdag var jeg et smut hos lægen, hvilket forbavsende nok er første gang i min tid her i Ghana. Når jeg har mødtes med de andre frivillige, har der altid været et par stykker, der har været syge, hvor det både har været anden og tredje gang de har været ramt, men jeg havde næsten klaret mig igennem mine fire måneder uden rigtig at mærke noget, hvilket selvfølgelig er fantastisk. Men siden weekenden havde jeg haft problemer med at gå, da både mine ankler og knæ var hævede, og Mrs. Danso havde dog også flere gange sagt til mig, at jeg skulle opsøge en doktor. Problemet her var dog lige, at jeg har set hvordan lægerne behandler patienterne i Ghana, så jeg ville nødig igennem den proces. Samtidig med det så sker det at lægerne gang på gang giver en forkert diagnose, hvilket er sket både for Amber og Tania før de fik besked om at de havde henholdsvis malaria og fåresyge. Men min nævnte synsvinkel var umulig for Mrs. Danso at forstå, da hun som alle andre ghanesere ser læger som nogle af de mest magtfulde mennesker, og det gør det dermed til en af de bedste professioner man kan få her i landet. Jeg fik endda berettet fra Amber at alle eleverne på skolen som hun underviste på ønskede at blive læge, ja selv lærerne arbejdede der kun for at tjene nok til at komme på universitet og forhåbentlig læse medicin. Men torsdag fik jeg nok af hendes prædiken, og valgte sammen med Project Abroad medarbejderen Prince at tage til en lille klinik i en landsby ved navn Lerteh, som ligger lidt udenfor Mamfe, og det endte med at blive en helt anden oplevelse end jeg havde regnet med. Først og fremmest var der næsten ingen ventetid, hvor man på hospitalet i Koforidua ofte kan opleve, at patienter venter helt op til fem timer, før de får mulighed for at se en læge. Men her gik der knap et kvarter før jeg var inde, hos en utrolig behagelig læge, og ude igen. Jeg fik her stillet diagnosen ledbetændelse, hvor jeg fik medicin til en uge frem, men der gik ikke længe før jeg fik det godt igen, og kunne efter få dage atter gå normalt.

Fredag middag forlod Tania mig til fordel for at tage et smut til Thailand for at udføre arbejde omhandlende dyre reservater. Selvom hun de sidste tre uger har befundet sig på byens hotel og ikke levet blandt firben og edderkopper som vi andre frivillige, så har vi alligevel ses på hospitalet, og hun har også til tider vedlagt besøg i Mrs. Danso hus. Denne afsked synes dog ikke at virke så slem, hvilket nok er fordi at jeg selv snart forlader Ghana, og får derfor mulighed for at gense familie og venner inden længe. Selvom jeg glæder mig til at dette sker, så ved jeg samtidig at når jeg endelig er hjemme igen, vil jeg ønske at min tid i Veastfrika ikke allerede var slut.

Da jeg så mig selv som en smule handicappet, og helt sikkert som en belastning for andre, valgte jeg at blive hjemme i denne uges sidste dage. Jeg havde dog muligheden for at tage med tre andre volontører til Cape Coast, men da rejsen er lang og jeg har erfaret fra de andre weekender at man sjældent bruger meget tid på at slappe af, fandt jeg det nemmere for både mig selv og de andre at jeg blev i byen. Selvom det faktum at jeg snart er tilbage i Danmark er forkælelse nok for mig, så valgte jeg at tage en enkel nat på byens hotel, hvor jeg her fik muligheden for at nyde et varmt bad, air condition og ikke mindst mad der ikke bestod af ris eller kylling. Det blev dermed alligevel en god afslutning på en interessant uge, og med kun to uger tilbage i Ghana vil jeg bare prøve så vidt muligt at nyde den sidste tid før mit afrikanske eventyr er slut.

- Ama Danso