Min ellevte og tolvte uge her i Ghana, har været noget anderledes end de forhenværende ti uger, jeg har tilbragt i dette Vestafrikanske land. Jeg fik nemlig besøg af nogle af de kæreste hjemmefra, og det kunne jo kun være mine forældre. Efter så mange uger hjemmefra de trygge rammer, var gensynsglæden dermed stor, da jeg hentede dem i Kotoka lufthavn i Accra lørdag aften. Jeg var mest af alt lykkelig for at se dem, men også tanken om at jeg nu i to uger fik mulighed for at slippe for de primitive boligforhold jeg ellers er blevet dus med i Koforidua. Slippe for spandbade, utilregnelig elektricitet og ikke mindst slap jeg for en hverdag, hvor man undersøger sin seng for insekter, inden man går til ro. De virker måske harmløse, men når man vågner op midt om natten ansigt til ansigt med en kakerlak, så tror man bogstavelig talt, at den vil spise en. Vigtigst af alt fik jeg to uger til at vise dem min hverdag i Ghana, som jo stort set er blevet til mit andet hjem.

De første to dage befandt vi os i hovedstaden Accra, hvor jeg her havde planlagt at vise dem lidt rundt i byen, så de kunne få et indblik i hvordan landet virkelig er. Ét er at jeg beretter om mine oplevelser, og hertil kan vise billeder af hvordan det hele egentlig ser ud, men noget helt andet er selv at opleve Ghana. Jeg var derfor og vil i fremtiden også være lykkelig for, at jeg har nogen der nu kan forstå, hvad det er jeg har været igennem hernede. Ikke at jeg nogensinde vil bytte mit eventyr for noget, men ingen kan sætte sig ind i den elendighed jeg har set til hernede, så længe de ikke selv har vidnet til det. Dette gik tydeligvis også op for mine forældre, da de selv nævnte hvor svært det bliver at fortælle andre om deres ferie. For en kort gåtur gennem en storby som Accra, kan få dig til at føle tusinde ting, når man går fra det værste slum nogensinde til imponerende millionbygninger, og så er dette endda at se i samme bydel. Den første dag fik jeg også introduceret dem for, ikke kun hvor stærkt ghanesisk mad er, men også hvor sløve de fleste restaurantpersonaler er, hvor det er meget normalt at vente en time eller to på maden, også selvom man er de eneste gæster. Den stærke mad får jeg heller ikke spist så meget af i min hverdag, da jeg i starten af mit ophold bad Mrs. Danso om at holde lidt igen med krydderier. Dette har hun så sandelig også gjort, så der kommer hverken salt eller peber i mine middagsretter, så derfor var det ikke kun mine forældre, der fik deres smagsløg sat på prøve. Efter et par indtryksrige dage i hovedstaden, rejste vi af sted til min hjemby Koforidua. Her fik jeg stor mulighed for at vise dem, hvad jeg har brugt min tid på i de forhenværende to måneder, jeg har befundet mig i Ghana. Derfor valgte jeg at tage dem et smut forbi hospitalet, hvor de her fik hilst på sygeplejepersonalet jeg har arbejdet sammen med. Det synes, at være en smule uvant for dem at se forældre, men dette var alligevel ingen hindring for, at byde mine velkomne med åbne arme. Det vigtigste besøg vi dog fik gjort os, på de to uger de befandt sig i Afrika, var at hilse på min vært Mrs. Danso. Hun havde inviteret os på middag, og min egen mor fik derfor mulighed for at møde min "African mummy". Ikke nok med at få introduceret dem for de fantastiske mennesker som ghaneserne nu engang er, så skulle de også have et indblik i den afrikanske natur, og se hvor fascinerende den nogle gange kan være. Vi tog derfor med tro tro af sted til et af Ghanas mest berømte vandfald ved navn Boti Falls. Dette 30 meter høje vandfald siges at være mest værd at besøge under regnvejr, og derfor var det meget heldigt, at vi ved ankomsten blev mødt af et voldsomt regnskyl, som dog hurtigt holdte op. Efterfølgende kunne vi så nyde vandet falde flot ned fra klipperne, mens solen atter brød frem mellem skyerne.

Da jeg befinder mig Ghana for at udføre volontør arbejde, ville det være interessant for mine forældre, at blive introduceret for noget af det arbejde jeg laver. Derfor fik jeg Projects Abroad til at afholde Outreach på netop den skole, som Amber underviser på, da den ligger lige lidt udenfor centrum af Koforidua. Men samtidig fik jeg også mulighed for, at introducere dem for min kommende sponsorbarn. For snart en måned siden havde Amber fået berettet af skoleinspektøren, at flere af eleverne måtte forlade skolen, fordi deres forældre ikke længere havde råd til at få dem undervist. I størstedelen af tilfældene hang det dog sammen således, at moderen var alene med sine tre eller fire børn, fordi faderen havde forladt hende til fordel for en yngre model, og det var derfor umuligt for hende at betale sig fra en skolegang til alle hendes børn. Indtil videre havde økonomien hængt sammen ved, at de ingen aftensmad havde fået, men det var selvfølgelig begrænset hvor længe det kunne stå på. Da Amber meddelte mig dette, følte jeg at jeg var nødsaget til at gøre noget, og jeg tilbød hende dermed at betale for sponsoratet for en af eleverne indtil vedkommende har afsluttet Secondary High School. Efterfølgende er Tania samt Amber og hendes familie hjemme i Florida hoppet med på vognen. Det var dermed fantastisk både for mig at møde mit sponsorbarn, men også at mine forældre blev introduceret for vedkommende, da det trods alt er noget der kommer til at følge mig i mange år frem i tiden. Måske er det ikke muligt at redde hele verden, men man kan i det mindste redde en enkels verden, hvilket er det jeg her prøver på.

De sidste par dage i selskab med mine forældre befandt vi os igen i Accra, hvor vi her kunne slappe af, før det var tid til at tage tilbage til lufthavnen. Dagene her blev for mit vedkommende også brugt på at nyde muligheden for at tage et rent varmt brusebad, og tanken om at dette kunne ske permanent om lidt mere end en måned gjorde, at jeg følte at intet kunne slå mig ud, selv ikke min mor og fars afsked. Det er fascinerende hvordan saa simple ting i livet kan goere en saa glad.

Selvom intet er at forvente i Ghana, så forventede jeg alligevel at få en fantastisk ferie med mine forældre, og det fik jeg til gengæld også! Nu har jeg så kun fem uger tilbage i Afrika før jeg selv vender snuden hjemad mod de vante rammer.

Jeg elsker jer, mor og far.

- Sabina Bay