Allerede i slutningen af sidste uge havde vi mangel paa vand i huset jeg bor i, hvilket slet ikke er foerste gange. Vi manglede her vand til bade, toliet skyl samt til at vaske toej i. Soendag stod jeg da i den situtation, at jeg stort set ikke havde mere toej tilbage og havde dermed haardt brug for at faa vsket. Da vi dog havde et par enkelte spande vand tilbage, som vi normalt bruger til at skylle toilet med, maatte jeg jo goere brug af dem og dermed vaske toej i vand fyldt med diverse insekter. Efterfoelgende blev vi noedt til at gemme vandet til senere toilet skyl, men soendag aften lige foer moerkets frembrud havde Gud hoert vores boender. Vandet vendte tilbage og vi kunne nu efter tre dage med babywipes som hjaelp til vores personlige hygiejne endelig faa et bad.

Paa hospitalet var det rent faktisk meningen, at jeg skulle tilbringe endnu en uge i History table, og dermed bruge endnu fem dage paa kun at observere, og ikke saa meget udfoere frivilligt arbejde. Men paa grund af udbrud af svineinfluenza i Vestafrika og tilsyneladende en del tilfaelde i Koforidua, var hele ugen fyldt op med kaos og forvirring. Foerst og fremmest var halvdelen af sygeplejerskerne ikke moedt op i History table, da de efter sigende var blevet hjemme for at undgaa smitte, da de stort set allesammen er gravide. Men ikke nok med det, saa skulle patienterne, der muligvis var ramt af influenzaen i isolering. Da hospitalet er et af de mere primitive af slagsen, maatte personalet vaere kreative og dermed bruge konsultations lokaler som vaerelse til patienter med risiko for svineinfluenza, saa der blev brugt en del tid paa omrokering. Da antallet af sygeplejersker der var moedt op var halveret, betoed det ogsaa at laegernes assisterende sygeplejersker heller ikke var tilstede, og det var saa her jeg kom ind i billedet. Jeg fik nemlig besked paa for alvor, at blive en del af hospitals teamet, og skulle dermed assistere Dr. Boetang, da han hverken havde sygeplejerske eller assistent til raadighed. Mit arbejde bestod derfor resten af ugen i baade at underseoge patienterne efter Dr. Boetangs oenske, nedskrive alle informationer om hver patient i et forsikrings register, skrive patienternes journaler samt soerge for at de efter deres besoeg ved laegen var klar over hvordan deres helbreds situation saa ud. Den tillid jeg har faaet opbygget har igen gjort, at jeg har faaet en del mere ansvar, og det kan kun i fremtiden vaere en fordel for mig, baade her i Ghana men ogsaa naar jeg vender hjem og soeger ind paa medicinstudiet.

I den tid jeg nu har befundet mig i Afrika, maa jeg indroemme at jeg har beundret hvordan de afrikanske kvinder goer rigtig meget ud af deres udseende, og specielt deres haar sidder perfekt. Min tanke er bare at naar man har et arbejde, bunkevis af unger samt masser af husligt arbejde, saa er det vel svaert at finde saa meget tid til sig selv. Men jeg har nu faaet loest mit mysterium og opdaget at kvinderne bruger parykker. De mange haarsalooner som Koforidua har, udfoerer dermed ikke det frisoer arbejde som jeg kender til i Danmark, men de saelger derimod parykker til byens kvinder. Hvordan de dog kan holde ud at have parykker paa i den varme, er svaert for mig at forstaa, men man maa vel lide for skoenheden. Apropos udseende saa er ogsaa beklaedningen meget vigtig for de ghanesiske kvinder. Nok er det deres kultur der goer det, men hvert fald klaeder de sig i farverige store kjoler til enhver lejlighed. Selv naar de bare skal en tur paa markedet og handle, hvor vi hjemme nok bare havde valgt det foerste og bedste saet toej i skabet, saa moeder man dem her i lange kjoler, hvor jeg bare ved synet, selv er ved at doe af varme. Hvis kvinderne ikke har evnen til selv at sy, saa bruger de her store dele af deres indkomst paa farvestraalende stof og efterfoelgende at faa kjolen syet hos en af byens mange syersker. Da vi var meget fascineret over, hvor flotte kvinderne sommetider er klaedt, saa valgte vi selv at opsoege en af disse skraeddere. Vi er dermed begyndt at falde bedre ind i bybilledet med vores nye afrikanske garderobe, og har da ogsaa laert et par gloser af deres nationalsprog twi. Jeg synes ogsaa selv jeg er blevet en smule solbrun, men det er som om at det hele falder til jorden, naar jeg saetter mig ind i en taxi ved siden af en ghaneser. Saa foeler jeg mig kridt hvid, og indser at jeg nok aldrig nogensnde bliver saa afrikansk som de indfoedte.

Tirsdag middag mistede jeg min kaere farfar. Han havde laenge vaeret syg, men havde alligevel givet mig et loefte om at holde ud ind til jeg kom hjem igen, sa jeg kunne dele alle mine fantastiske oplevelserne fra Afrika med ham. Ifoelge mine foraeldre havde han laenge spurgt til hvornaar jeg kom hjem igen, og tirsdag rejste han saa selv afsted og forhaabenligt til et bedre sted hvor han har det godt. Men selvom man er magtesloes naar man mister en man har kaer, saa lover jeg at det er ti gange vaerre naar man er i et fremmed land. Saa laenge man har medgang er det nemt at tilpasse sig en anden kultur, men det er aldrig spaendende at staa i modvind, og slet ikke helt alene. Hvert fald var de to andre volontoerer, jeg bor sammen med, meget stoettende hvilket jeg er meget taknemmelig for. Men jeg fik ogsaa ar maerke hvordan kulturforskellene kan blive lidt for meget. Naar man her i Ghana mister et familiemedlem saa bruger man ufattelig kort tid paa at soerge, for de mener sandt nok at man ikke faar vedkommende tilbage af den grund. Men efter hvad vi har faaet fortalt, er det deres begravelse der er det mest absurde. Her moedes man hundredvis af mennesker der kendte den afdoede, og fester til den lyse morgen. De hylder her den afdoede og fejre at vedkommende nu er et bedre sted. Det er svaert for mig at forholde mig til, men hvis man saetter sig i deres sted, saa kan der for mange kun vaere et bedre sted at komme hen.

Denne uges weekend blev en meget doven en af slagsen. De to andre volontoerer som jeg bor sammen med var begge syge med henholdsvis malaria og faaresyge. Malariaen var egentlig ikke det der chokerede mig saa meget, da Projects abroad har gjort os opmaerksom paa at det sker ofte, og at det aabenbart ikke er livstruende saa laenge man bliver behandlet. Det var mere faaresygen der bekymrede mig, da det aabenbart er meget almindeligt hernede og selvom man er blevet vaccineret imod det som barn, saa er risikoen stadigvaek stor. Men da begge pigerne laa i deres senge og var ynkeligt syge, saa fik jeg bare slappet af for foerste gang i to maaneder. Det var naermest fantastisk ikke at skulle bruge kraefter paa at foele sig utryg ved at ankomme i en ukendt by og lede efter oplevelser. For selvom Ghana for mange ligner det samme, saa vil Koforidua altid vaere min favorit. Det er her jeg kan foele mig fuldstaendig tryg, det er her jeg har hjemme.

Hvil i fred min elskede farfar

- Sabina Bay