Søndag kom en ny volontør ved navn Mieke. Hun kommer fra Holland, men har lige været en måned i Sydafrika og opleve det vilde dyreliv, så hun har en masse at fortælle. Det er dejligt at jeg ikke længere er den eneste frivillige boende hos Mrs. Danso. Jeg har dog hele tiden haft min gode ven Ernestina som jeg stadig har en ikke eksisterende kommunikation med, men hun er meget hjælpsom som resten af den ghanesiske befolkning. Jeg har nu også fået mødt en af Mrs. Dansos sønner, Kofi. Han skulle eftersigende også bo i huset, men jeg har først nu omkring en uge efter min ankomst mødt ham. Han arbejder og har familie i Accra, men han faktisk boet her i huset hos os hele ugen. Jeg ved egentlig ikke hvorfor, måske elsker han bare hans mor for meget. Hvert fald har Mieke, som også skal arbejde på hospitalet, og jeg nu mulighed for at få et lift til arbejde hver morgen af Kofi, så vi er taknemmelige for at slippe for at skulle være en del af byens taxi ræs.

Arbejdet på hospitalet er meget interessant, og jeg kommer mere ind i tingene og de sætter mig gerne ind i kemien bag de forskellige drugs før jeg på egen hånd skal give patienterne vacciner. Jeg bliver allerede betragtet som en kollega og jeg tror at det at alle behandler hinanden som en stor familie gør at man føler sig rigtig godt hjemme. Mange af de ting der sker, er meget surrealistiske og det er tydeligt at se patienternes manglende viden omkring deres helbred. Mange møder op uden nogen form for forsikring da de sikkert ikke er klar over hvor sårbart livet kan være. Men også en stor del af patienterne kommer først ind på hospitalet når det næsten er for sent at gøre noget, og hvor amputation er eneste udvej. Det som jeg nok har fundet mest bizart er, at når et menneske dør, er det de pårørendes eget ansvar at bringe liget til hospitalet. Der er ikke ressourcer nok til at hente det og bringe det derhen. Men selvom det hele er sådan en kontrast til hvad jeg kender til i Europa, tror jeg alligevel bare man skal glemme stereotyperne og i stedet nyde den kulturforskel der er.

Onsdag kom ulykkerne væltende over os. Mieke og jeg var lige netop kommet hjem fra hospitalet og så begyndte det ellers at regne. Normalt regner det ikke mere en højst en halv time, men dette blev ved i tre timer og Ernestina sagde at hun aldrig havde oplevet noget lignende. Sent på eftermiddagen hvor vi lige have fået serveret vores aftensmad går al elektriciteten, og da det tidligt bliver mørkt i Ghana kunne vi kun forestille os hvad det var vi havde på tallerkenerne, og jeg tror det var ris og kylling vi fik. Da vi efter maden skulle afsted til Mamfe til den obligatoriske quiz night opdager vi at hele vores værelse sejler med vand. Vi bruger en halv time på at finde et muligt hul i taget eller bare et eller andet sted det drypper ind. Vi opdager så efter lang tids søgen at fundamentet huset er bygget på ikke har været helt vandret og vandet altså er løbet ind af hoveddøren og ind i vores værelse. Det er i sådanne situationer at man bare en lille smule savner det derhjemme.

Fredag blev det igen weekend og her havde Camille, Mieke og jeg aftalt at tage rundt og udforske øst regionen som er det område vi bor i. Lørdag morgen tog vi en tro tro til Somanya, hvor der her skulle være et meget stort bead marked og en fabrik hvor man kunne se hvordan de fremstillede disse beads. Beads er perlekæder som Ghaneserne bærer, og det er ofte deres måde at vise deres kærlighed til hinanden. Jeg havde godt set på hospitalet at mange unge piger bar kæder rundt om hofterne inden under deres tøj, men i og med at de er så religiøse, så troede jeg at det sikkert var en form for kyskhedsbælte. Det viste sig så at være et smykke som de havde fået af familiemedlemmer og for at vise at det betyder meget for dem, gemmer man det, ironisk nok, væk under tøjet.

Efter en stormfuld nat med torden og regn, tog vi søndag morgen igen af sted på eventyr. Vi startede ud med at tage en tro tro til Aburi. Inden turen synes jeg alligevel at jeg havde fået forskellene mellem europæere og afrikanere tæt på, men da vi undervejs til Aburi stopper for at samle en gammel dame op og hun tager sin ged med i bussen bliver jeg enig med mig selv at dét nok var det hidtil mærkeligste jeg havde oplevet. Mieke, Camille og jeg gør os klart at vi aldrig har været med til noget lignende før, mens bussens ghanesiske passagerer kigger på os som om at det da er noget af det mest normale i verden. Vi ankommer til Aburi en time efter og vælger først her at tage i den botaniske have. Nattens stormvejr havde desværre sat synlige præg på haven, men vi fik stadigvæk udfordret lugtesanserne med dufte fra alverdens blomster. Det var virkelig en kontrast til de lugte man møder når man går gennem Koforidua med dens åbne kloaksystem som går gennem hele byen. Vi blev efterfølgende i Aburi og tog her på "Woodcraft Market" som er et marked bestående af forskellige former for kunstværker lavet i træ. Det var her muligt at finde ghanesiske masker, savannens dyr skåret i træ og ikke mindst afrikanske trommer. Det sidste besøg vi gjorde, som turister før vi igen blev ét med Ghanas befolkning, var på Tetteh Quarshies 131 år gamle Cocoa farm i Mampong. Ghana er tilsyneladende storeksportør af kakao og chokolade og det er faktisk også den vare som befolkningen helst vil huskes for i verden. Vi fik her set store områder med kakao træer, hvordan de plukker frugterne og alt det efterfølgende arbejde der bliver gjort ved håndkraft før det bliver til kakao.

Efter endnu en gang at blive fyldt op med indtryk og et lille savn efter søde sager er endnu en uge gået i Koforidua. Jeg fortryder ikke et sekund at jeg tog af sted, og synes det er fantastisk hvordan jeg lærer at sætte pris på selv små ubetydelige øjeblikke, som jeg normalt tager forgivet.

- Sister Sabina