På hospitalet slap jeg for kun at bruge én uge på at observere sygeplejerskerne rense sår, og blev derfor i denne uge ført videre til Consulting room, og dermed også komme tættere på det arbejde jeg selv håber på at kunne udføre en dag. Der findes 6 konsultations lokaler på hospitalet og der er til hvert rum tilknyttet en læge, en sygeplejerske og en sekretær. Lægerne får her til opgave at tilse patienterne og rådgive dem omkring deres helbreds situation. De sender dem her videre til specialister eller også får patienterne besked på at komme igen om en uge hvis problemet er vedvarende. Selvom lægerne har ansvaret for patienterne har de intet imod at videregive dette ansvar til sygeplejersken eller sekretæren. Det er nemlig sygeplejersken der undersøger patienten og sekretæren der skriver patientens journal, lægen lever kun højt på sin universitetsgrad og bidrager kun til arbejdet med sin viden og erfaring. Lægerne opfører sig som hospitalets overordnede og det er tydeligt at mærke at de er øverst i hierarkiet. Men man kan alligevel ikke rigtig bebrejde dem for det, når hele hospitalets personale behandler dem herefter. Hvem der end udfører hvad der oprindeligt er lægens arbejde, så får jeg erfaret og lært en masse omkring medicin faget og det er trods alt hvad jeg kom efter.

Hver torsdag, er der for os som har valgt at udføre et medicinsk program her i Ghana, arrangeret et Outreach projekt, som går ud på at vi rækker en hånd ud til ghaneserne, hovedsageligt børnene og her lærer dem om deres helbred. Dette var i denne uge min første Outreach så jeg var oprigtig spændt på hvordan det hele forløb. Om morgenen kl. 7 kom Project Abroad medarbejderen Gifty for at hente Mieke og jeg og satte os allerede her i arbejde. Projektets overskrift skulle i denne uge være vand, motion og søvn er medicin så vi startede ud med at lave nogle plakater der kunne dokumentere dette. Derefter tog vi af sted til en skole i Akropong, som er en by lidt udenfor Mamfe. Det hele forløb således at alle skolens elever mødte op på rad og række i skolengården og vi skulle så her på engelsk fremlægge hvorfor motion, vand og søvn er vigtigt for kroppen og Gifty ville så efterfølgende oversætte til Twi. Da jeg først mødte op på skolen, havde jeg blot troet at vi skulle undervise en klasse af elever, men det var altså omkring 100 børn som vi skulle vejlede i at få det bedre. Måske lyder 100 elever ikke af meget, men når jeg hører fra andre volontører at de fleste elever er så uopdragne at de uddannede ghanesiske lærer ikke gider at tage undervisningen seriøs, og at pisk og slag ofte bliver brugt for at lægge en dæmper på højrøstede børn, så gjorde det mig en smule nervøs. Men børnene lyttede interesseret hele vejen igennem og vi blev efterfølgende takket mange gange og fik endda et "God bless you" med på vejen.

Denne weekend var Miekes sidste weekend i Ghana og derfor besluttede hun, Amber og jeg i fællesskab at tage til Cape Coast også kaldet guldkysten, da dette var endnu et uudforsket sted og her give hende en fantastisk afslutning på sit afrikanske eventyr. Da Cape Coast ligger omkring seks timers kørsel fra Koforidua, var det noget af en rejse vi begav os ud på fredag middag. Vi skulle her først tage en tro tro til Accra og efterfølgende troede vi det var muligt at tage endnu en minibus videre til Cape Coast, men i stedet blev vi proppet ind i en såkaldt STC-bus, som nok er Ghanas svar på et tog. Hvert fald lykkedes det os at komme frem til guldkysten lige efter mørkets frembrud og fandt hurtigt en taxi så vi kunne komme i sikkerhed på et hotel, da det er en smule farligt at befinde sig i mørket når man er obronies. Lørdag morgen stod vi op til stor morgenbuffet på hotellet og gik derfor desværre glip af den lange ventetid der normalt er på at få serveret sin mad. Efter at havde spist sig mæt for nok kun anden gang på tre en halv uge, tog vi af sted på jagt efter nye oplevelser. Ghana har som tidligere nævnt været slemt ramt af slavehandel og især Cape Coast og omegn har derfor mange slotte og forte hvor slaverne opholdte sig før de blev solgt videre til Europa. Vi fik anbefalet at tage på besøg til Elmina Castle som ikke nok med at have en masse historie at fortælle og fantastisk arkitektur, så er udsigten fra toppen af slottet alene besøget værd. Fra slottet var det muligt at se ud over "Gulf of Gunea", hele Elmina området og hvad jeg selv synes var mest fascinerende var udsigten over fiskermarkedet. Alle ghaneserne og deres farverige både i havnen gjorde for mig den lange tur fra Koforidua det hele værd. Efter en guidet rundvisning på slottet kiggede vi os lidt omkring i Elmina, men fandt hurtigt vores vej tilbage til selve Cape Coast da området lider meget af tyverier og vi var da også vidne til et og blev derfor klar over hvor hurtigt vi kunne miste vores ejendele og være sikre på vi aldrig at se dem igen. Efter en kort stund i Cape Coast centrum fik vi en tilsyneladende høj taxichauffør til at køre os til Kakum hvor vi ville overnatte på "Hans Cottage Botel". Som mange andre taxichauffører mener de at kende til den destination man vil bringes til, men opgiver kort tid efter og spørger derefter folk på gaden om vej. Men denne chauffør brugte omkring en time på at køre rundt og lede efter hotellet, før han valgte at erkende at han altså tog fejl og måtte spørge kollegaer om hjælp. Efter en ikke helt almindelig taxi tur kom vi til dette smukke sted vi skulle overnatte som var beliggende midt inde i et skovområde med en vedliggende sø med krokodiller. Søndag morgen stod vi op før solen og havde her planlagt at tage til den nærliggende "Kakum National Park" som er kystens eneste regnskovs område og siges at der i parken findes størstedelen af Ghanas vilde dyreliv som kan opleves på en "canopy walk". Derfor tog vi selvfølgelig på sådan en tur. Vi fik her på den 350 meter lange gåtur, hvor vi betrådte ikke andet end træbjælker og reb hængende mellem syv træer, et indblik i den fantastiske regnskov fra 40 meters højde. Vores mulighed for bare at få et lille glimt at det afrikanske dyreliv blev dog slået til jorden, da vi vandrede sammen med en flok højrøstede amerikanere, hvilket helt sikkert havde til formål at spolere andres chance for at se dyrene. Men turen var ubeskrivelig og hvis chancen byder sig skal det helt sikkert prøves igen.

Ovenpå endnu en god weekend kan jeg kun stå ved at jeg stadigvæk har det rigtig godt hernede og føler kun at jeg har fået set en lille del af hvad fantastiske Ghana tilbyder, men så er det jo godt at jeg stadigvæk har tre måneder igen.

- Blessed Sabina