Min femte uge her i Ghana har budt paa lidt forskellige oplevelser, baade de gode og de mere vaemmelige af slagsen, men paa trods af det saa har jeg det stadig fantastisk hernede. Kun faa gange har vi faeet set solen skinne i denne uge og her noejes det ikke kun med at vaere overskyet. Foerst saetter stormen ind og man tror naermest at der er optakt til en orkan. Derefter begynder det at tordne voldsomt og saa kommer regnen vaeltende i spandevis og ofte i timevis. Det vaerste ved saadan et vejr er nu ikke at man er tvunget til at blive indendoers, men mere den skade alt vandet goer efterfoelgende. Regnvejr i marts maaned er meget uventet og derfor vil de mange boder paa byens marked naermest blive skyllet vaek, og varerne bliver beskadiget og umulige for ghaneserne at saelge. Det er rigtig forfaerdeligt at se, naar det for mange er deres eneste indtaegt, og specielt naar de i forvejen ikke har mange penge at goere godt med.

Mit frivillige arbejde finder jeg stadigvaek meget spaendende, og isaer nu hvor jeg i de seneste to uger har faeet mulighed for at hjaelpe til hos et af hospitalets laeger. Dog har hele denne uge dog vaeret temmelig afslappende for mit vedkommende. Kun to ud af ugens fem arbejdsdage har laegen vaeret tilstede, og da det aabenbart er for stort et arbejde for hospitalets personale, at saette mig til at lave noget andet, har jeg bare siddet og hyggesnakket med patienterne og ventet pa at jeg fik fri. Laegen som jeg er tilknyttet, Dr. Boetang, har en meget europaeisk synsvinkel til tingene og i modsaetning til alle andre ghanesere, saa har han en tidsfornemmelse. Han hjaelper gerne uvidende patienter paa vej og taler for at alle skal have en forsikring. Ifoelge ham selv er det sjaeldent at laegerne paa hospitalet bekymre sig for andet end deres loenseddel, men det stridspunkt har vi trods alt ogsaa i Danmark. Stoerstedelen af de problemer som patienterne moeder op med, omhandler forhoejet blodtryk, braekkede legemsdele samt smerter i kroppens organer som ofte kan behandles med et smut forbi farmaceuten. Men endnu engang bliver jeg chokeret over hvordan patienterne tror at de kan tage sagen i egen haand. En patient som jeg husker tydeligt var en kvinde, som aabenbart for et par maaneder siden fik konstateret forhoejet blodtryk. Hun valgte saa af uvidende aarsager ikke at faa nogen videre behandling, og en maaned efter fik hun saa meget ventet et slagtilfaelde. Foerst en maaned efter dette, paa grund af hoej feber, vaelger familien at bringe hende til hospitalet. Her bliver indre bloedninger opdaget og ifoelge hospitalets personale er det et held at hun er i live. Men sager som dette er, efter hvad Dr. Boetang siger, ikke ualmindelige i Ghana.

Jeg har nu ogsaa faeet mig en kittel paa arbejdet, saa jeg ikke laengere skal goere brug af alt mit eget toej, hvilket dermed ogsaa betyder mindre toejvask i haanden. Paa hospitalet er de meget strikse med paaklaedningen, og de er egentlig ligeglade med og beklaedningen er praktisk eller behagelig, bare man overholder reglerne. Man skal her have daekket sine taer, skuldre samt knaeene. Men for mig at se er hele ideen med at have saadanne regler jo for at virke neutral og ikke give forkerte signaler. Jeg finder det dog meget ironisk, at ud af de tohundrede sygeplejersker der findes paa hospitalet, saa har jeg nok kun moedt et par stykker som har loestsiddende toej paa, resten har iklaedt sig en uniform hvor intet er overladt til fantasien.

Torsdag eftermiddag forlod Mieke os til fordel for den materielle verden. Det var min foerste afsked med en af de andre volontoerer og jeg var da blevet raadet om at det kunne blive en smule haardt, hvilket det ogsaa var. Baade paa grund af at vi har vaeret sammen doegnet rundt den sidste maaned, og jeg tror rent faktisk at jeg kender hende bedre end mange af de mennesker jeg omgaes med derhjemme. Men ogsaa fordi hun nu vender snuden hjemad til de trygge rammer, og bliver genforenet med venner og familie, hvilket man ikke kan andet end at misunde en smule.

Da loerdag var Ghanas Independence Day, hvor befolkningen fejre deres uafhaengighed fra Storbritanien siden 1957, og det faktum at de idag er et velfungerende demokrati, stod den paa fest og farver i byen, og dette ville Amber og jeg selvfoelgelig ikke gaa glip af. Vi moedte derfor op tidlig loerdag morgen i Koforidua Jackson Parken, hvor der skulle vaere en stor parade. Her var skoleelever fra Sekundary School og Junior High opstillet paa rad og raekke i deres skoleuniformer og allerforrest stod byens politibetjente og militaer. Man skulle have troet at de var umenneskelige, da de alle stod i samme stilling i flere timer i den afrikanske varme og uden nogen form for vaeske blevet givet til dem, men flot saa det ud. Dagen boed ellers paa flere taler og byens orkester fik ogsaa spillet et par falske toner. Jeg blev da en smule forarget da den foerste betjent besvimede paa grund af vaeskemangel. Personen blev hurtigt smidt op paa en baare og foert vaek saa han ikke tog opmaerksomheden fra hoejtidelighederne. Men dette var desvaerre ikke et enestaaende tilfaelde og jeg forstod nu hvad de mange samaritter var til for. Vi saa selv flere skoleboern besvime og til sidst da der ikke var flere baarer at goere godt med, bar man bare vedkommende vaek i arme og ben. Vaerst af alt var at stoerstedelen af tilskuerne lod som ingenting. Ghana prioriterer aabenbart at fejre landets nationaldag paa fineste manere, hoejere end borgernes helbred. Efter paraden var slut fortsatte vi festligherned ved en ghanesisk foedselsdag. Dr. Boetang havde inviteret Amber og jeg til fest sammen med hans familie og venner og vi var begge spaendte pa hvordan det foregik. Vi naaede kun lige ind ad doeren foer vi blev budt paa alkoholiserede drikke og Amber fik hurtigt den kolde skulder da hun paent takkede nej, da det her i Ghana er uforskammet at sige nej til mad og drikke. Hele festen var en meget god oplevelse at tage med hjem, da det var noget anderledes end derhjemme. Der bruger vi mest tid paa at spise og hygge os omkring bordet. Men i Ghana bliver naesten alle drikkevarer drukket foer maden kommer paa bordet. Alle spiser som om de ikke ved hvordan de igen vil faa et maaltid, og efterfoelgende slukkes ikke bare toersten med en pose vand, men festen lukker og slukker ogsaa her.

Endnu en uge fyldt med nye oplevelser og aabenlyse kulturforskelle er forbi. Men det er som om jeg aldrig bliver maet, tvaertimod goer det mig bare sulten efter flere eventyr.

- Sabbinah