Hver weekend er det normalt at volontoererne tager ud og oplever det land man nu er kommet til og derfor valgte jeg saa sandelig også at goere det samme. Da vi ankom til Ghana med flyet i mandags var der en dansk pige, Camille i blandt de andre volontører og vi besluttede at tage en weekend sammen til Accra. Vi aftalte at moedes i Mamfe og jeg skulle derfor koere med minibus også kaldet tro tro til byen. Igen fylder man op med passagerer til det er umuligt at der er plads til flere og beder til Gud om at man ikke møder politiet. Held i uheld mødte vi politiet på vores vej, men i hans begejstring over at se mig som hvid i en bus fyldt med sorte mennesker glemte han alt om antallet og lod os i stedet køre videre uden problemer. Da vi begge var kommet til Mamfe fik vi aftalt en fair pris med en taxa chauffør om at kører os til Accra. På den time som turen tog til hovedstaden var antallet af gange chaufføren trykkede hornet i bund større end antal kørte kilometer. Lyskryds findes der ikke mange af og de få der eksisterer finder man ligegyldige og på trods af dette vil jeg alligevel tro at der sker færre trafikulykker i Ghana end der gør i Danmark. Da vi ankom til Accra var det tydeligt at det var en helt anden del af Ghana vi fik at se. Der sad tiggere på næsten hvert gadehjørne og fyldt med hjemløse som lå og sov i vejkanten. Nok er de fattige i Koforidua, men det var her tydeligt at mærke hvor meget værre det var i hovedstaden som rummer godt fem millioner mennesker.

Efter en uge med primitive boligforhold tjekkede vi altså ind på et fire stjernede hotel med svømming pool og aircondition. Det var det rene paradis og noget man kan tænke glædeligt tilbage på når man skal til at vaske tøj i hånden i tredive graders varme og en luftfugtighed der er urimelig høj. Accra har meget at byde på så vi udvalgte det vi fandt mest spændende. Først begav vi os ud i Ussher town som er et område ud til kysten med et stort lokalt marked. Vi føltes os rimelig utrygge så vi fandt hurtigt vores vej væk derfra, og tog direkte til Ussher Fort. Hele Guldkysten har mange forte fra slavernes tid, så vi tænkte det kunne være spændende at se noget at Ghanas historie før det blev til det moderne demokrati det er i dag. Vi oplevede slavernes fangekældre, hvordan de blev torteret og hvordan hele deres liv blev taget fra dem af flere europæiske lande inklusiv Danmark. Det mest ubehagelige var derfor nok da vores guide efter rundvisningen spurgte til vores nationalitet og vi kunne flovt svare at vi var danskere.

Jeg har altid beundret hvordan afrikanerne har sat pris på at gå i kirke, men det er der heller ikke noget at sige til når det ser ud som en stor fest med gospel og masser af halleluja. Jeg har gerne selv ville prøve at komme i samme "joyful mood" og da chancen så bød sig i Accra var både Camille og jeg på. National teateret holdte lørdag eftermiddag en rock-gospel koncert så jeg var begejstret både inden jeg trådte ind ad døren men også bagefter, hvis ikke endnu mere. Salen blev fyldt op med sorte mennesker og jeg tror vi har lignet den åbenbaring fra Jesus som de alle søgte med vores lyse hud i kontrast til deres. I mens guitaristen indleder en solo der får alle til at hvine af entusiasme kommer præsten på scenen og udbryder et halleluja. Fra det sekund var der fyldt i teateret med sambarytmer og rock musik i tre timer og jeg kunne slet ikke lade være med at smile af denne kombination selv flere timer efter.

Søndagen brugte vi på at nyde de sidste par timer i luksus, og efter en fantastisk weekend fyldt med både begejstring og medlidenhed vender jeg tilbage til hverdagen i Kofuridua. En hverdag, hvor elementer der normalt har stor betydning i den verden jeg kommer fra, intet her har at sige. Det er lidt som at være havnet på en anden planet, i så fald er jeg vild med det ydre rum..

- Joyful Obroni