Vi havde en lang transportdag fra Lake Taupo til Wellington. Turen gik gennem bjerge og et stort område kaldet "Death Valley". Som at vende en hånd kørte vi pludselig fra skov og frodig natur til gold ørken. Dette fænomen skyldes, at området er gammel vulkansk jord og derfor kan intet gro. Det var det rene månelandskab. Vi kørte det meste af dagen i regnvejr, men da vi sidst på dagen nåede Wellington, klarede vejret op og vi kørte ind i hovedstaden i solskin. Vi havde fået lov til at slå lejr hos en veninde til Mette. Hun hedder Miriam og hun bor sammen med sin Kiwimand Nathan og deres tre børn Martha, Johannes og Lilly. Miriam har boet 12 år i New Zealand og arbejder som kommunikationsrådgiver. Nathan arbejder som skuespiller og instruktør. Han er i øjeblikket dybt arrangeret i "The Hobbit", hvor han instruerer de scener, hvor mange personer skal udføre den samme handling. Han spiller også selv med i filmen. Desværre vil det blive svært at genkende ham, da han spiller monster og er pakket ind i grønt gummi. Som en af mange under-instruktører har han ofte samtaler med Peter Jackson, så der er tale om rent stjernestøv. Vi fik lov til at parkere vores camper i forhaven til deres hus, som ligger i udkanten af Wellington. Næste dag tog vi bussen ind til Wellington. Byen kaldes også Windy Welly, da det til tider blæser meget kraftigt. "On a good day you can`t beat Wellington, but on a bad day it`s heartbreaker". Dette ordsprog bruges ofte om Wellington på grund af den kraftige blæst, som ofte er i byen. Samtidig er Wellington den sydligste beliggende hovedstad på kloden. Vi synes rigtig godt om byen. Lidt boheme-agtig, hvor mange af husene er bygget i victoriansk stil. Vi brugte det meste af dagen på nationalmuseet "Te Papa". Det var en stor oplevelse, da museet er bygget op omkring mange interaktive udstillinger, som børnene fik også noget ud af det. Vi var blandt andet inde i et hus, hvor man simulerede et jordskælv, så hele gulvet hoppede og dansede, hvilket blot var 1/50 sammenlignet med nogle af de jordskælv New Zealand har haft. Vi hørte også om en dansk kvinde ved navn Ingeborg, som forlod sin mand i Danmark og stak af med gartneren Hans Madsen til New Zealand. Desværre blev livet ikke helt, som Ingeborg havde forestillet sig det skulle være og hun endte med at skyde sig selv. En drabelig historie som vi nok skulle have forskånet Sofia for. Hun havde i hvert fald lidt svært ved at sove om aftenen, da hun havde mange spørgsmål omkring Ingeborgs dramatiske beslutning. Om aftenen var vi inviteret til chili con carne hos Miriam og Nathan. Det var rigtig hyggeligt og da vores piger var jævnaldrene, legede de rigtigt godt sammen. Det var vores indtryk, at de new zealandske børn nød at kunne bruge deres dansk med andre end deres mor. Vores sidste dag blev tilbragt sammen med familien Oliver. Vi havde en rigtig hyggelig dag, hvor Mette og Fraser viste rundt i den by, som de havde boet i sammen i mange år. Vi var blandt andet med en gammel kabelbane, som kørte op til botanisk have. Vi sluttede dagen af med at spise sammen på en malaysisk restaurant. Næste dag stod vi op og kørte ned til færgelejet. Vi spiste morgenmaden i camperen på parkeringspladsen, mens vi ventede på at kunne køre ombord. Da vi sejlede fra Wellington blev det meddelt, at vi kunne forvente høj søgang på åbent hav og at vi derfor skulle gå forsigtigt og at der ville blive uddelt brækposer. Meget betryggende. Det startede stille og roligt, men blev værre jo længere vi sejlede ud. Sofia var nær ved at tage føringen overfor Liva med 5-1, men det hjalp at lægge sig på gulvet og senere efter en is var alt godt igen.

Da vi kom i land i Picton blev der fra begyndelsen lagt hårdt ud med hårnålesving i et godt stykke tid. Det var lige, hvad vi havde brug for ovenpå sejladsen og stadig lidt rumlen i maven. Vi kørte ca. 1 time og fik frokost og kørte derefter til sidst på eftermiddagen til vi kom til Richmond, hvor vi ville overnatte. Vi fik handlet ind og fandt efterfølgende campingpladsen. Regnen stod ned i stænger og der var ikke meget som tydede på, at vejret ville blive bedre dagen efter, så vi var lidt i tvivl om vi skulle køre op til Abel Tasman National Park, hvis vejret ville blive det samme. Humøret var måske lidt i bund, men efter at vi havde fået tømt vores toilet (lidt en sur tjans), havde fået grinet tilstrækkeligt over en mand, der stod i regntøj og vaskede bil i silende regn og sad med et godt glas rødvin i hånden var humøret pludselig i top igen. Vi spiste aftensmad, som var tilberedt i fælleskøkkenet, hvor vi igen var kommet i snak med et engelsk ægtepar. Derefter satte vi os alle til at se Disney (medbragt hjemmefra) med en stor skålfuld slik.

Da vi vågnede næste dag var det regnfuldt og gråt, men vi blev dog enige om, at vejret ikke skulle ødelægge vores planer og drog mod Abel Tasman National Park. Vi kom til campingpladsen omkring 13.30, hvor vejret var blevet dejligt med højt solskin. Campingpladsen lå et pragtfuldt sted ned til stranden. Der var en dejlig Leben af mennesker, hvor sikkert mange af dem skulle i nationalparken dagen efter. Jeg løb en tur, mens Jesper og pigerne slappede af i camperen. Vi fik frokost og gik efterfølgende en tur, hvor vi ville undersøge lidt om, hvilke ture vi kunne komme på dagen efter. Vi tog et spil minigolf, hvor Sofia vandt over Jesper og mig. Sofia var helt udenfor rækkevidde på grund af glæde og Jesper var nærmest lidt teenagesur, da han tabte stort. Forsøget op at få ham i bedre humør var nok heller ikke stor, da han igennem spillet flere gange fik af vide, at der kunne anes en lille snert af Tiger Wood i ham.

Næste morgen skulle vi være ved båden kl. 08.45. Vi sejlede ud fra Kaiteriteri i smukt solskin. Det var en dejlig morgen og vi nød sejlturen op langs kysten, imens vi betragtede denne smukke kystlinje. Efter lidt tid gjorde vi stop ved en lille ø, som var base for en lille sælkoloni. Det var sjovt at se pigernes begejstring, når de fik øje på en sæl. Efter nogle timers sejlads, blev vi sat af ved en lille strand. Efterfølgende skulle vi gå 7,5 kilometre til en anden bugt, hvor vi så ville blive afhentet af båden og bragt tilbage til vores udgangspunkt. Vi blev sat af og for et ganske kort øjeblik, følte man sig lidt alene i verden. Vi fandt vandrestien og begyndte vores gåtur. Der var dog ikke gået mange minutter, før Liva klagede over sand i skoene og straks aflyste turen. Puha, det ville blive en lang dag. Det var stadig 7,4 km til mål. Det blev dog hurtigt bedre og turen kunne for alvor starte. Desværre faldt Liva over en trærod, som klodset stak op midt på stien. Resultatet var et stort sår på knæet og blodet flød. Vi var med ét bombet tilbage til udgangspunktet. En del pusten og iskiks senere var vi dog atter på vej. Det blev en rigtig smuk vandretur gennem bushen. Vi passerede mange vandløb, en uhyggelig lang hængebro og pigerne badede i et vandhul, samtidig havde vi hele tiden udsigten til havet og de gyldne strande. Da vi var nået halvvejs, spiste vi frokost. Vi havde smurt en stor madpakke og der blev kæmpet om den sidste krumme, så turen havde krævet sin energi. Vi hyggede os det sidste stykke og nåede bugten, hvor vi skulle samles op. Vi var tilbage i vores camper omkring kl. 17 og den efterfølgende chili con carne blev indtaget som af glubske rovdyr. Sofia nåede fire portioner, inden hun måtte give op.