Mr. Stanley, I presume
- Et road trip fra Melbourne til Adelaide

Kender I det, at man løber ind i en gammel ven, som man ikke har set i 20 år og straks føles det, som om det var i går, man sidst var sammen. Sådan en oplevelse havde jeg i Melbourne. Jeg løb ved et tilfælde ind i min gamle ven Stanley. Stanley mødte jeg første gang på min tur til Australien i 1993. Vi tilbragte mange hyggelige aftener i hinandens selskab. Der pludselig stod han i den lokale bottle shop. Stanley var min første oplevelse med cask wine, bedre kendt i Danmark som Bag-in-box. Et koncept jeg på det tidspunkt ikke havde set i Danmark. Stanley har ikke forandret sig meget på de 20 år, der er gået. Stadig en bredskuldret herre på 4 liter. Jeg er sikker på, at vi nok skal få fulgt op de mange års adskillelse.

Med Stanley på bagsædet ankom vi til Melbourne og efter lidt søgen, fandt vi vores camp site. Vi brugte dagen med afslapning i poolen og om aftenen grillede vi kænguru. Vi var lidt spændte på, hvad pigerne ville sige, men de spiste lystigt af det lille hoppende dyr. Næste dag tog vi bussen ind til centrum. Vi gik lidt rundt og fandt China town, hvor vi spiste frokost på en lille kinesisk restaurant. Liva fik en lille koala og Sofia fik en ny boomerang, da faderen jo havde smadret den første under et mislykket akavet kast. Så de var begge lykkelige for deres nye ting, da vi tog tilbage til pladsen. Lige ved siden af lå en lille frisør og da jeg efterhånden trængte til en studsning, så stak jeg hovet indenfor. En venlig vietnameser fortalte mig, at det kostede 10 dollars for en herreklipning, så jeg slog til. Resultatet blev måske ikke det bedste, men det hele retfærdiggøres af prisen. Så jeg forlod salonen, som en glad kunde. Ved siden af vores camper holdt nu en bil med et dansk flag på bagsmækken. Vi spurgte, om de kom fra Danmark. Det viste sig, at kvinden havde dansk mor og fransk far og havde boet hele sit liv i Provence. Hun kunne dog lidt få danske gloser, som hun ivrigt forsøgte sig med. Det var vældigt sjovt at høre på. Hun kastede straks sin kærlighed på Heidi og inden længe havde vi hele hendes livshistorie og hun havde foræret Heidi en kjole. Det viste sig, at hun kun havde boet i Australien i 1½ år. Hun havde tidligere boet i Sydfrankrig med sin italienske mand og deres to børn. De var så immigreret til Australien, men efter et år brændte hun så varm på sønnens fodboldtræner. Det var grunden til, at de boede på pladsen, da de ventede på at kunne købe et hus sammen. Den sidste aften spurgte hun, om vi ikke skulle tage en drink sammen. Det blev et par hyggelige timer. Pigerne legede fint med deres pige på 4 og dreng på 11 år. Det viste sig, at hendes nye mand kom fra Argentina, men nu drev en fodboldskole i Melbourne. Han var tidligere et stort talent hjemme og spillede for River Plate. Han havde faktisk på et tidspunkt spillet på et udvalgt talenthold med selveste Maradona. Han havde måske en stor karriere foran sig. Så blev han som alle argentinske mænd indkaldt til hæren. Han var bare så uheldig, at imens han var indkaldt, så brød Falklandskrigen ud og han blev sendt af sted. Han oplevede nogle ting, som gjorde, at han aldrig kom tilbage til fodbolden som spiller. En meget spændende historie at høre på. Næste dag kørte vi videre langs Great Ocean Highway. Vi spiste frokost i Lorne, hvor vi også badede i de vilde bølger. Sofia har endelig fået et længeønsket bodyboard. Så det blev flittigt brugt. Vi så de imponerende 12 apostle, som er en række klippeformationer i vandet. Meget smukt. Vi fandt en plads i Port Campel og fik camperen på plads og så startede mareridtet. Pludselig kunne vi ikke finde vores bilnøgle. Vi ledte gennem alt, men den var sporløst forsvundet. Det underlige var, at vi ikke havde forladt camperen, så nøglen måtte være et sted. Det var i mellemtiden blevet bælgragende mørkt, så vi besluttede lidt nervøse at indstille eftersøgningen til næste morgen, når det igen var lyst. Ingen af os sov særligt godt den nat. Næste morgen gik eftersøgningen videre, men stadig uden resultat. Vi blev mere og mere desperate. Vi stod midt i en lille flække med en bil, som ikke kunne køre. Vi måtte gøre noget. Vi fik fat i udlejningsselskabet og fik en sikkerhedskode til en ny nøgle, som vi så kunne give til en låsesmed. Problemet var bare, at den nærmeste låsesmed, lå en times kørsel væk, så den skulle sendes med posten. Vi var derfor strandet endnu en dag i den lille flække. Humøret var dog blevet bedre, da vi viste, at hjælpen var på vej med posten. Om aftenen kom vi så til at kigge i den nøglebundt, som har nøgler til toilet, gas osv. Sørme om der ikke var en ekstra nøgle til tændingen. Vi kiggede lidt på hinanden. Midt i vores desperation over den mistede nøgle og den vilde eftersøgning, så havde vi ikke kigget i det andet nøglebundt. Måske typisk os.

Vi kunne nu næste morgen køre videre. Midt i det hele viste det sig så, at nøglen ikke var med posten. Så havde vi ikke fundet den ekstra nøgle, så havde vi været strandet endnu en dag. Vi efterlod den manglende nøgle og kørte videre. Vi så flere klippeformationer langs kystvejen. Blandt andet The Arch og London Bridge. Sidst på eftermiddagen kørte vi på et lidt ødestykke og pludselig der i vejkanten, sad den sødeste lille kænguru. Vi stoppede op, tog masser af billeder og vi var helt høje over vores første møde med en levende kænguru. Vi har nemlig set masser af døde i vejsiden. Faktisk bruger Sofia ikke den lange køretid med at tælle røde og gule biler. Hun har fået den lidt morbide hobby at tælle døde kænguruer i vejsiden. Vi overnattede i Mt. Gambier. Til pigernes store fryd, var her både hoppepude og swimming pool.